Gemmeleg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Alma er en almindelig teenager-pige, fra indre København. Almas far får job i Fåborg, og derfor flytter familien. Alma har svært ved, at vende sig af med sine normale hverdagsrammer, men prøver ihærdigt at glemme alt om sine gamle venner og om den mystiske fortid med søsteren Liva. En weekend skal Alma med klassen til Vester Åby, og pludselig rabler det hele for Alma, og hun vælger at tage en beslutning, som viser sig at være større end hun tror, både på godt og ondt.

Billede: Vester Åbys centrumplads

0Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

4. 4.

"Vester Åby er en lille by, imellem Fåborg og Svendborg. Der bor ca. 851 indbyggere, og vi skal sove i telt på marken. Gud jeg glæder mig" Fniste læreren ind i mikrofonen, som var i bussen. Jeg sad for mig selv, og kiggede ud af vinduet. Sad og dagdrømmede om, hvad jeg kunne have lavet, hvis jeg stadig boede i København. Jeg ville højst sandsynlig være sammen med mine veninder. Jeg havde flere gange ringet til veninderne derhjemme i København, men de havde ingen af gangene svaret, og jeg havde faktisk en følelse af, at de havde glemt mig, eller at de var glade for at slippe af med mig. 

 

Efter en god halv time, var vi der, og nej hvor var der øde.  Det eneste der var der, var nogle små huse, nogle få træer, og en lang vej, med ingen andre biler, end vores. Bussen kørte til venstre, ved centrumpladsen, og snart var vi på den øde mark, som læreren havde snakket om. Vi steg ud af bussen, og alle var helt oppe at køre. Jeg forstod det ikke, det var en mark, uden nogen form for liv.

Om aftenen skulle vi sidde rundt om bålet og snakke. Det var godt vejr, sådan en rigtig dejlig sensommeraften, når det er sådan nogle aftener, kommer jeg rent faktisk til at glemme alt det dårlige for en stund, og det gjorde jeg også den aften. Jeg sad og stirrede ud I luften, imens jeg ristede snobrød og nød det. “Asta? Hvorfor er du egentlig så arrogant?” var der pludselig en af pigerne der spurgte. “Hvad mener du?” Svarede jeg forbavset. “Ja, da nok det jeg siger? Du har ikke sagt et ord til os, siden du startede og du tror, at bare fordi vi kommer fra Fyn, er vi ikke rigtige mennesker.” Det var jo egentlig rigtig hvad hun sagde, og jeg anede ikke hvor hun vidste det fra, men istedet for at være ærlig, sagde jeg bare “Undskyld. Hvad er det for noget at sige, det er ikke rigtigt?” Hun smilte et falsk smil, “Jo Asta. Og jeg synes bare, at du skal gå, når du er sådan. Vi har ikke brug for en falsk Københavnerdulle som dig.” Man kunne tydeligt se på de andre, at de var enige i, hvad hun havde sagt, selvom de bare kiggede ned i jorden. Jeg rejste mig, og begyndte så at løbe. Det var dråben, jeg ville væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...