Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
572Visninger
AA

1. Prolog

Stedet er mørkt, jeg står alene i mørket, sort. Det er alt jeg ser, hvor er jeg? Jeg går rundt, jeg ser ned af mig selv. Jeg har en lyseblå kjole på, som går til knæene med tynde stropper, mens mit lange mørke røde hår ligger fladt ned af ryggen. Jeg går rundt på bare tær i det tomme og kolde intethed, i det som føles som for altid. Jeg kigger opad hvor jeg ser noget svagt lys, som kommer nærmere. Jeg holder blikket mod det svage lys. Det lyser en svag grøn farve, men her er stadigt mørkt.

Det kommer nærmere med en hastigt fart, jeg har aldrig set noget lignede, jeg ser omridset af det som ligner tal. Tal i alle mulige forskellige grønne nuancer. De flyver forbi mig med en hastig fart, jeg ser dog at de danner alle 0'ere, 1'ere og få 2 taller kommer forbi,de minder mig om en sikrings kode, jeg drejer rundt omkring mig selv og ser at tallene omringer mig, de er overalt.  Jeg er fanget!

De kommer tættere på, få rammer min bare hud, og efterlader en sydende smerte i min krop. Jeg føler mig pludselig meget træt, men holder mig vågen. Jeg mærker hvordan bevidstheden langsom svinder, men kommer hurtigt tilbage. 

 Jeg mærker ikke længere min krop, jeg ser mig skræmt omkring mens tallene stadig flyver hastigt forbi. Hvordan er det her over hovedet muligt? Er jeg forsvundet ind i min computer? 

Et skrig sætter sig fast i min hals og brænder næsten for at komme ud men jeg lader vær, for jeg ved der ikke er nogen til at høre det. Så står jeg her, midt i en tal regn. Og jeg kan intet gøre. Jeg sætter mig ned på det kolde ingenting, samler mig samme og sidder med mine arme omkring mine ben, jeg lægger mit hovedet mod knæet, jeg føler mig forladt, hvordan er jeg overhovedet endt her? Hvor er her overhovedet?

"... Melody Reed, den første kvindelige mester!" jeg kigger mig forskrækket omkring, en dyb stemme, råbte noget, jeg fattede kort ordene før flere kom imod mig. "...En chance" " skynd dig afsted," "Melody! Melody! Kom tilbage!" jeg holder tættere om mig selv, prøver at lukke stemmerne ude, jeg genkender dem, hvor ved jeg ikke. De føltes som minder, men jeg genkender ikke dem.

Jeg rejser mig fra det kolde intethed, tallene, er væk? Jeg mærker mine ben, bliver til gele, de kan ikke bære mig. Jeg falder sammen på... Sten gulvet? Jeg kigger op og ser en par personer i lange sorte hætter står i ring omkring mig, endnu en gang er jeg fanget, jeg prøver at rejse mig, men først efter et par forsøg, jeg kigger mig forvirret rundt, det ligner en katakombe. Fakler lyser katakomben op, i et svagt skær. Personer mumler noget uhørligt. Jeg drejer mig en omgang, de kigger alle ned på gulvet. Jeg kigger ned og ser at jeg står inde i en form for cirkel. Den lyser svagt op i en grøn farve, jeg kigger mig forvirret omkring.

"Melody!" jeg ser mod den eneste åbning i rummet, jeg genkender ikke personen, men jeg kender ham, mere lægger jeg ikke mærke til før jeg mærker det kolde sten gulv, mod mit hoved, den kolde følelse fra gulvet, må betyde at jeg er besvimet.

 

Et håb, som kun få kan se,

Et sted som kun få kender til,

Det hele er et spil,

Du har en chance, så brug den med omtanke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...