Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
659Visninger
AA

10. Kapitel 9

Jeg sætter mig op, fra den ubehagelige stilling jeg har siddet i. Jeg kigger mig omkring og ser, at det ikke er mit værelse? Vent, nårh ja. Jeg er jo på en fremmed planet, jeg skal redde den. Ellers kan vi alle sige farvel til livet som vi kender det. Det er en meget skræmmende tanke, jeg skal redde den her planet. Jeg ser mig endnu en gang rundt. Et lille værelse, med en sofa, som jeg ligger i, der er en stor dør, samt ledninger rundt omkring, paneler. Jeg ved hvor jeg er. Jeg må være faldet i søvn, da Morph havde forklaret mig om diverse arter, og om disse Ignotiserne. Eller kendt som de Ukendte. Fordi de er en meget hurtigt udviklede race, der gør at vi aldrig ved hvilke ting de har opfundet eller udviklet.  Det var i hvert fald hvad Morph sagde i går. 

 

Jeg rejser mig op fra sofaen, og går hen mod døren. Jeg trykker på knappen ved siden så døren åbner sig. Jeg træder lige så stille ud, og ser mennesker over alt, nogle ser meget stressede ud, andre afslappede. Jeg kigger rundt for at se om jeg kan finde Morph. Men han er ingen steder til at se. Hvor er han dog gået hen. 

Jeg vælger dog, at gå ned af en gang og prøve finde Morph. Men efter at gået rundt i det som føles for evigt, sukker jeg omgivende og slår ud med armene, så jeg rammer noget på mit hoved ved et uheld. Jeg sætter min hånd på det på mit hoved, jeg tager det af. Jeg havde helt glemt de briller jeg har fået af Olina. Jeg sætter dem på, og går hen til et hjørne så jeg ikke står i vejen for de travle mennesker der suser rundt.  "Find Morph Champp" siger jeg simpelt og enkelt men også lavt, da jeg synes det er virkelig mærkelig at stå og snakke ud i luften.

"Lokalisere Morph Champp" Fortæller en robot stemme, og en masse veje, og ting og sager ryger rundt på en form for skærm så det ligner der flyver små dele af tekster rundt i luften. Jeg føler mig lidt svimmel da tingene bliver ved med at suse rundt om hovedet på mig, men det går hurtigt væk da den stopper og viser en lokaliseringen. "1 Match fundet, Morph Champp, 12 Etage, rum 368" siger stemmen endnu en gang. Jeg går hen mod det som ligner elevatorer som fortæller at vi lige nu er på 7Etage, så jeg trykker på knappen og døren skyder med en stor fart op. Jeg træder ind og de lukker lige så hurtigt igen. Jeg kan ikke finde nogen knapper, ud over en form for speaker. "12Etage?" siger jeg meget akavet. Skal man sige hvilken etage her

 

Jeg mærker et sus og en rusten i det lille rum jeg er i betyder at den skyder med en stor fart op ad. Dørene åbner og jeg nærmest falder ud, jeg kigger mig akavet tilbage og ignorer de blikke nogle folk giver mig. Jeg går videre og ser på dørene. "363..365..368!" mumler jeg stille for mig selv, jeg ser mig omkring og ser over døren står der. "Møde Lokale. OPTAGET, FORSTYR IKKE" med fede bogstaver. Jeg går hen til vinduerne på den modsatte side, og kigger ud, og nyder udsigten af de høje og lysene bygninger, og de flyvene genstande over det hele

Jeg stirrer lidt rundt, uden at vide hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kigger først lidt rundt, derefter går jeg bare frem og tilbage, for igen at stille mig hende ved vinduet og kigge ud.

Jeg vender mig om da stemmer fylder den næsten mennesketomme gang. Jeg ser imod den dør hvor der nu strømmer flere mennesker ud af, alle mænd, med meget dybe stemmer. Jeg kigger forundret på dm da nogle af dem ser meget mærkelige ud. Jeg tænker dog ikke meget over det da jeg ser det genkendende ansigt.

"Morph!" råber jeg, og går hen imod ham. Han kigger hen mod mig med et undrende udtryk. Han hiver min hånd og begynder at gå væk fra forsamlingen.

"Hvem fortalte dig, jeg var her?!" siger han, nærmest vrissende? Han kigger sig irriteret omkring.

"Ingen, jeg fandt dig med de her, det er virkelig nemt at spore dig." siger jeg blot, hvilket får ham til at stirre på brillerne jeg har taget i hænderne. "Hvem gav dig dem?!" siger han igen, med en vrissende stemme. Hvilket er meget mærkeligt, han er altid så venlig? "Det har Olina? Hvorfor?" siger jeg undret. Han river dem ud af hænderne på mig og går væk fra mig. Hvad fanden?

Jeg går med hurtige skridt imod ham. "Hvad fanden laver du Morph?" 

Han svarer ikke, han ser ikke på mig. Han går med målrettede skridt mod et eller sted.

"Giv mig dem Morph!" siger jeg, og tager et skridt og stiller mig foran ham, så han stopper og skuler til mig, hvem fanden har pisset på hans sukker mad?

Han står stille, jeg tager chancen og river brillerne ud af hans hænder og løber. Hans råb høres tydeligt bag mig. Men jeg fortsætter lige ud, og skynder mig hen til elevatoren.  "Kom her, og det er lige nu, Melody!" siger han meget strengt. Jeg træder hurtigt ind i elevatoren og råber. "1.Sal!" Dørene lukker lige i tide til at Morph ikke kan kommer ind. 

Jeg ånder lettet ud og støtter kroppen mod væggen, mens det mærkelige sus fra den hurtige elevator som nærmest falder ned.

 

***

 

Men pludselig stopper det og dørene åbner, og en masse mennesker masser sig ind, mens jeg skubber mig selv igennem mængden.

Jeg løber igennem, rummet som vi først var i. Var Morph ikke hvem han siger han er? Han er pludselig så mærkelig. Hvorfor tog han overhovedet mine briller, de er jo ikke ligefrem pæne?

Mens spørgsmålene kører rundt i mit hovedet går jeg igennem en enorm dør, som fører ud til gaderne. Med det samme jeg åbner dem, ryger jeg nærmest ind i helt anden verden, selvom jeg faktisk er i en helt verden. Med et smil og et lille grin går jeg hurtigt igennem mængden af mennesker, med alle de mærkelige ring, våben, medbragtes, og ind kigger jeg mig undrende omkring. 

I den store menneske mængde går jeg roligt igennem. Men kigger mig konstant over skulderen for at sikre mig at Morph ikke er bag mig. Jeg måske lidt paranoid. Men jeg føler der er nogle som holder øje med mig.  Jeg maser mig igennem en tæt pakket menneske mængde som klapper og griner over et eller andet. Ligesom når der er en gade optræder tilbage i London? Måske er det dét, de kigger på? 

Jeg træder lidt længere frem, for at kunne se, men bliver dog nød til at stå på tær for at se over et par skuldre. Der står en mand med en eller anden ting på jorden. Som bevæger sig vildt hurtigt. Mens han klovner rundt med den og folks latter høres over alt. Jeg kigger med et smil over skuldrene, hvor manden kigger rundt på sit publikum som alle står med et smil. Dog stopper hans syn lidt ved mig, og han smiler. Jeg smiler bare lidt igen, inden jeg begynder at bakke væk, for at gå videre.

 

Folks latter og flere klap kan jeg høre bag mig, mens jeg stille og roligt går væk fra mængden. Jeg sætter farten lidt op, da den paranoide føles af at blive iagttaget kommer tilbage. "Hey!" råber en, jeg er ikke sikker på om det er hentydet til mig, jeg ser mig over skulderen og ser intet andet en den store menneske mængde der bevæger sig livligt omkring mig.

"Hey!" råber personen, jeg vender mig helt om. Da jeg er sikker på det er henvendt mig, med en frygt for det er Morph eller en anden som han har sendt efter mig.  En person løber op til mig, og stopper lige foran mig. "Hej" Sagde den selv samme dreng, som lige har optrådt på gaden med en eller anden form for dyr eller elektronisk ting. "hej?" Siger jeg, og smiler fjoget til ham, da han bare kigger på mig. Hvilket er lidt underligt. Synes jeg selv måske. Langsomt vender jeg mig om for at gå. Jeg når kun at træde nogle få skridt væk fra ham, før han kommer op mod min side. 

"Uhm, jeg så dig imellem publikummet og tænkte, hvad synes du om det?" Spørger han, nærmest nervøs, og grunden til jeg kunne se det var han talte meget hurtigt. "Jeg så ikke så meget af det, men det så meget sjovt ud" Smilte jeg. Han smilte igen,

"Hvad er det overhovedet for en ting, du optrådte med?" Spørg jeg, han tager hurtigt sin hånd i lommen på den jakke han havde på. Som var en pæn mørke blå/sort farve, som passede meget godt til det rodede hår og stramme sorte bukser, og blusen som også var fyldt med blå lysene ledninger hen til armen, hvor han overraskende nok havde et eller andet sidene op af det meste. af hvad jeg kunne se, kunne man se noget som var unde ærmet, selv om han sikkert prøver på at skjule det.

"Det er en, hvad skal jeg sige, et elektronisk modificerede Abe. Han kan samle sig sammen til den her lille kasse, men så vikle sig ud til den sødeste og sejeste træklatre i den her del af Ratio's inner by, Civitate."

Han hev et lille metal klods frem, med små lysene ting hist og pist, i den sjove blå farve, og også lidt lilla hist og pist. Hvilket er ret sejt. At den er lilla, altså. Alt er jo blåt og grønt, og sort, og grå. Ja det var vist alle farverne her. Kender de ikke andre eller hvad, de får byen til at se så kedelig og død ud. Men pludselig pakkede han den væk, og kiggede smilede op mod mig. 

"Jeg tænkte på om du havde lyst til at tage med på Claretto?" Spurgte han, jeg måtte nok ligne lidt af et spørgsmål tegn, da jeg kigger uforstående på ham. Hvad pokker er Claretto? "Kan du først forklare hvad det er?" Spurgte jeg lidt dumt. Han begyndte at grine.

"Har du boet under en sten de sidste par måneder? Det er et populært Café, hvor der også er plads til at give den lidt. Danse og sådan?" Sagde han, med et nervøst smil på læberne.

Det meget sjovt, men er det en god ide? Feste lidt, som man kunne forkorte hans lange forklaring til? Det ville være en sjov måde at se lidt mere af det store Ratio. Og det kunne være en ide, at tage den lidt med ro, før jeg ville finde hen til ´Fare Zonen´. 

"Tja, hvorfor ikke?"

 

***

 

 

Stedet var prop fuldt, Landon. Som drengen fortalte han hed, sad jeg og snakkede med. Han fortalte om de vildeste eventyr. Jeg synes det er meget mærkeligt. Hvordan jeg det ene øjeblik, bliver trænet til kamp. Og det anden flygter, begrund af Morph virkede anderledes. PÅ en dårlig måde. Han virkede sur, vrissende. Han var helt klart ikke sig selv. Ellers har det hele været en form for skuespil? Ihvertfald, er jeg meget forvirret over situansionen. Så at bare slappe helt af, og hygge for en stund efter flere dages, kamp, træning, mere historie, og nyt land, verden og det hele. Var ved at blive for meget. Selvom, jeg lige nu stadig er i Ratio, den fremmede verden, var det her da meget sjovt?

 

"MELODY?" Råber Landon, for at overdøre musikken. Som spillede okay højt, ikke så man følte sig døv, men okay.

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret. Da han åbenbart havde kaldt på mig et par gange nu. Jeg må sikkert havet faldet ind i min egen verden.

"Jeg spurgte, om hvor du er fra, du virker lidt som om du slet ikke ved noget som helst herfra?"

Det er jo åbenlyst, jeg ikke er herfra! Pokkers... Hvordan skal jeg svare? At jeg faktisk bare er en kriger som er datter af en eller anden heks som har skat den her verden? At jeg er en vrede kriger, som skal sætte en stopper for krigen, men også kan værre end selvekrigen hvis mit våben tager over? 

 

"Mener du det der?!" Sagde han, med opspillede øjne, og åben mund.

*Face palm* Jeg sagde lige alt det der højt! Hvor dum kan man lige være.

"J..Ja..Men du må ikke sige det til nogen!" SAgde jeg hurtigt. Hvordan i pokkers, kan jeg tænke højt? Det gør jeg aldrig!

Han nikkede. "Når Melody, kom med mig!" Sagde han, og hev mig blidt op fra stolen med et fast greb om min hånd, mens han fik mig igennem mængden af mennesker, og ud af café/Klubben.

Han holdt stadig min hånd, da vi drejede ned for jeg ved ikke for mange gange, og endte i en blind gyde. 

"Hvad laver vi her?" Spurgte jeg. Han grinede let. "Du er helt klart ikke herfra, men jeg vil ikke sige noget, ikke alle kender til hemmelige indgange" Sagde han med et smil.

Vent, hemmelige indgange?

Han gik hen til enden, og rykkede på fire sten, og sagde et eller anden som lød som. ´Pataoe´

Kartoffel? Seriøst hjerne? Hvad er der galt med dig for tiden?

Og, nu snakker jeg med min hjerne. Seriøst? Nu må jeg hellere komme tilbage til virkeligeheden.

"Kom" Sagde Landon. Jeg ser forskrækket mod der hvor der var en væg, men nu er et hul, som ser ud til at fører hen il et par gange, som ser ret forladt ud.

Lige så snart vi er kommet igennem, hører jeg et brag som fik mig til at spjætte, jeg ser mig over skulderen og ser væggen er tilbage, og grunden til mørket.

Bortset fra, at jeg hev brillerne ned. Satte dem ordentlig, og smilte. "Nattesyn" Sagde jeg, hvilket fik Landon til at se mærkeligt bag sig. "Hvor pokker har du dem fra?" Sagde han, og studerede dem grundigt.

Jeg hader mørke, og derfor havde jeg sat nattesyn på, da mine øjne aldrig vender sig til mørket. Jeg føler mig så sag, og blind, et let bytte.

 

"Jeg fik dem, af en, uhm, ven?" Sagde jeg, det sikkert ikke særlig overbevisende, men jeg ved ikke hvad jeg skulle sige? 

Det endte dog med at han nikkede, og sagde hvor vi skulle hen, jeg gik uden om nogle få borde som stod inde i det store rum vi gik igennem nu. Mens Landon gik ind i to. Hvilket så sjovt ud, han var også tæt på at gå ind i en stolpe, hvis jeg ikke havde hevet ham til side. 

"Jeg troede du kendte stedet her?" sagde jeg undrende, da jeg fandt bedre rundt end ham.

"Det gør jeg,sådan da. Vi skifter plads hele tiden, for at de ikke kan finde os." Sagde han, og drejede ned et sted, for vi endte ved en dør.

"Hvem er d..." Mere nåede jeg ikke at sige, for han havde låst døren op, og en masse snak afbrød mig. Omkring sytten mennesker stod samlet i det lille rum, nogle med våben om armen, ligesom mit. Andre med noget som ligner normale pistoler. De snakkede, og viste ting frem. Men stoppede stille og roligt imens mig og Landon gik igennem mængden.

Han stoppede dog op, ved det som ligner en lille front, agtigt scene. Hvor han hev mig op.

"Kriger, og forsvare af Ratio, jeg har her. En datter af De Tolv! Melody, vrede kriger!" Måden han sagde det, fik det til at lyde som noget enormt? Hvilket også var grunden til mit forvirrede udtryk, da folk begyndte at klappe og pifte. Dog stoppede det da en valgte at råbe noget igennem lokalet, gud ske tak og lov...

"Hvordan ved du det?" Spurgte en mand som så ud til at være omkring slutningen af tyverne, med vildt rødt hår. Han trådte lidt frem fra mængden. Folks snakken begyndte lidt. 

Jeg så det her som et tegn til at tage mit våben frem. Jeg hev armen frem. "Bare se her" Sagde jeg stille, og trykkede på knappen. Så Armbåndet stille udviklede sig op ad armen, og satte sig perfekt. Nogle flere hviskende stemmer, 

"Det beviser intet!" Sagde han igen. Hvilket gjorde mig lidt irriteret. "Hvis du virkelig er datter af en af De Tolv. Hvilken en så, og hvor er du fra?" Sagde han.

"Jeg, Melody Reed. Er datter af Cantaté, fra planeten Jorden i Mælkevejen." sagde jeg rolig. Det lød sku sjovt, det må jeg sige. Hvor alt selvtilliden, eller at jeg bare sagde det som om det var noget jeg har sagt for mange gange.

Jeg var jo ikke selv helt sikkert, dog fik et par gisp mig til at overbevise mig, at mit svar var korrekt. Måske, så snakkede Marcus sandt, mens Morph prøvede mig til at lade våbent overtage, han pressede mig til at træne meget?

"Det er ret, endelig at finde dem, Melody Reed, efterkommer af Cantaté." Sagde flere i kor. Hvilket fik et lille, men forvirret smil frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...