Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
571Visninger
AA

9. Kapitel 8

De har begge to, samme slags dragt på. Bare lidt anderledes i kanterne. Morph bærer stadig sin lidt for lange sorte jakke, mens Marcus har en form for sværd siddende i siden med to lyseblå ledninger tilkoblet. Så den lyser en flot midnatsblå farve, det ligner at farven er flydende, så det svømmer igennem de korte ledninger. Det er dog kun håndtaget af sværdet, selve bladet er der ikke. Hvilket er ret mærkeligt. Hvem vil have et halvt sværd?   

"Uhm, Marcus, hvorfor har du kun et halvt sværd?" Spørg jeg måske lidt dumt. Han griner en smule og tager den op og ud af stikkene. Håndtaget begyndte svagt at lyse. Han trykker på et eller andet, som for et blad til at skyde ud af håndtaget. Jeg kigger på det let grå, lyseblå sværd.   

"Det er en form for gemt sværd. Ligesom dit armbånd, skjuler de fleste deres åben, som et eller andet helt normalt eller uset.” fortæller han og hiver bladet ind i igen og sætter ledningerne til, så farven i håndtaget igen bliver en midnatsblå farve, men en meget svag farve.   Jeg kigger ned på mit eget armbånd, og drejer det lidt i min hånd.

"Skal vi komme videre?" Spørg Morph, utålmodigt og hev nærmest mig og Marcus med sig ud af rummet.    Han trækker os igen ud på gangen og vi går videre, ned igennem flere gange. Men lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg bare ikke glemme deres samtale. Kan det her armbånd, som kan udvikle sig til et våben, have sit eget liv?  

Jeg ved ikke, det giver meget mening, efter alt det med robotten og da det ved helikopteren skete. Jeg gjorde det ikke selv, heller ikke da jeg blev overfaldet i gården på basen. Det her armbånd er noget for sig selv, et meget stærkt våben, jeg ved jeg skal passe på. Især efter hvad Marcus sagde, jeg skal sørge for at være klar til kamp. Jeg må hjælpe dem, især må jeg have noget ud af den ene historie Marcus fortalte om min såkaldte 'mor'   

Der ved jeg ikke helt om jeg tror på det, altså min mor har aldrig sagt at jeg er adopteret eller blevet fundet? Hvorfor skulle hun holde det fra mig?

Okay, æblet falder ikke langt fra stammen vist. Jeg holdte jo også alt det med hackeriet gemt for hende i jeg ved ikke hvor langt tid mere.

Jeg har ingen tidfornemmelse mere, heller år eller noget andet, jeg er et stort spørgsmålstegn lige for tiden, men med tiden vil jeg lære og forstår.

Ikke?      

Morph stopper foran en dør, uden jeg havde set det og så dum som jeg er går jeg lige ind i Marcus' ryg. Han vender sit hoved over skulderen, og smiler lidt. Jeg smiler pinligt berørt og Morph rømmer sig, så vi vender opmærksomheden imod ham.  

"Melody, du fik jo kun lidt træning af Rob tilbage på basen, så her kan du træne, eller rettere sagt. Du skal træne på din teknik, der står en der inde som kan hjælpe dig hvis du er på bar bund, men du skal prøve selv. Det er meget vigtigt."   Fortæller, han tydeligt og klart, det her har helt sikkert noget med deres samtale tidl.

Han har sikkert ret i jeg skal øve mig, og ikke lade andre end mig selv styre armbåndet, jeg skal selv lære det, og skal have bare en smule styr på det her armbånd så jeg kan komme videre og ikke se til mens de der, aliens angriber planeten.

Det er det mindste jeg kan gøre, nu hvor så mange gør så meget ud at have mig som våben..                                                                                      

 

***

 

Døren åbner sig, og jeg træder ind. Jeg kigger bag mig og ser døren lukke, og jeg ikke længere kan se de genkendende drenge bag den, jeg ser foran mig og dukker mig lige i tide da en hånd fyrer sig igennem luften.  

"Hvad fanden..?" Jeg rejser mig op igen. Ser direkte ind i et par skrige gule øjne.

"Du har hurtige reflekser, det er godt" siger en lys stemme, sikkert fra en kvinde. Hun træder et par skridt væk. Så kan jeg se at det er en kvinde, men at hun har en mørk, hudfarve blandet med noget blåt agtigt. Hun ligner i hvert fald ikke en 'normal' person. "Jeg er Weunda. Den bedste kamp tekniker og træner i det talleiske univers, og nu din træner"  

"Min hvad?!"  

Spørg jeg dumt, for jeg hørte hende godt. Men jeg fatter ikke at de igen har fået endnu en træner, måske nævnte Morph at der var en til at hjælpe, men endnu en træner? Godt nok, har jeg brug for vejledning, men ikke flere trænere. Morph sagde jo, at jeg skulle finde ud af mit våben selv, altså ingen skal fortælle hvordan jeg gør.  

"Din kamp tekniker og træner." Siger hun strengt, og hiver mig ind midt i rummet. Hun begynder langsomt at gå rundt omkring mig.

"Spinkel bygning, ingen muskler, lange ben. Det kan arbejdes med, men du skal være villig til hård træning. Vi har kun denne ene trænings time." Fortæller hun roligt og står med hænderne på ryggen og ret ryg.   

Jeg nikker, og hun kigger mistænksomt på mig.

"Godt! Vi starter nu." Siger hun, og går bag mig, og jeg mærker hendes spinkle finger på min skulder, før jeg ved af det ligger jeg på gulvet.  "Hvordan gjorde du det?!" Spørg jeg og rejser mig op. 

"En gammel finte jeg lærte af nogle finoniarner. Meget mærkelige men vise, og kloge. Og gode krigere!" Siger hun og laver et peg med sin pegefinger, sin meget lange og bøjet pegefinger..

For at vise hun mener det.  

"Okay, ikke mere snak, stil dig ret, hold øje med modstanderen…"  

 

Jeg slår hårdt med venstre hånd, knyttet så mine knoer er hvide, slaget er hårdt men ikke hårdt nok til at slå modstanderen ud. Jeg slår igen hårdere med den højre hånd.  Hvilket får personen til at sige en underlig lyd, da jeg ramte personen hårdt i maven.

Personen krymper sig sammen nede på det kolde og beskidte gulv. Det stopper mig dog ikke. Jeg går tættere på personen, sparker personen en enkelt gang mere så hovedet vender imod mig. Jeg slår min arm bagud, og hiver den tilbage lige foran mig, så mit våben er udviklet.

Jeg peger på personen, klar, lige til at skyde.   

Da alt omkring mig fader langsomt væk, farverne falder sammen i ét. Jeg ser mig forvirret omkring, men begynder at blinke helt vildt da en smerte pludselig kommer i mine øjne, men for hvert blink kommer jeg tættere på den anden verden. Virkeligheden.  

"Godt klaret. Du lærer hurtigt" fortæller Weunda. Jeg smiler til hende og får mit våben tilbage i dens skjulte tilstand som armbåndet.

"Du kan sagtens forsvare dig selv, hvis du kommer ud i slag marken." Hun vender sig om, så begynder hun at gå imod døren men stopper op lige inden hun går ud. "Men hold dine øjne åbne, fjenden kan komme fra alle vegne."

og med det forsvinder hun ud af døren, og jeg står alene tilbage.

 

***

 

”Der er du jo!” Siger Morph med en meget lette, men også glad stemme? Hvad er han lettet over? Jeg skal lige til at spørge ham, men da han kommer i for købet med at svare, som om han har læst mine tanker.

”Weunda, fortæller at du er virkelig dygtig. Hun fortæller sjældent om nogen andre sådan. Du skal være stolt af dig selv” Fortæller Morph.

Jeg smiler bare let til ham, og kigger rundt, for underligt nok er Marcus ikke ved hans side mere. Jeg kigger uforstående på Morph, og kigger mig endnu en gang rundt. ”Morph, hvor er Marcus henne?” Spørg jeg, Morph udtryk ændrer sig meget hurtigt til en trist mine.

”Han, uhm, han er en meget god kriger og han har den her meget vigtige titel. Så de kan ikke undvære i længere tid af gangen i sådan en her slags krig..”

”Så han er taget afsted?” Afbrøder jeg Morph da han snakkede udenom. ”Han sagde da at han har holdt øje med mig de sidste par måneder?

Hvorfor kunne han være væk i så lang tid?” Spørg jeg, Morph hiver mig med ud på gangen igen. Efter vi havde været inde i trænings lokale. Han svarede mig ikke som faktisk irriterede mig.

Jeg havde fået meget få informationer omkring den her krig som jeg skulle hjælpe med at kæmpe, Træning, få informationer, blevet overfaldet står på min liste. Men jeg har dog intet set eller fået så meget at vide omkring selve krigen. Hvilket er meget underligt.

Han stopper ved en stor dør, og trykker en kode ind i panelet som sidder ved af døren. Døren åbner sig, meget langsomt og da den er helt åben og vi træder ind og den lukker igen langsomt bag os. Ser jeg et rum fuld af flyvene skærme, paneler med flere hunderede forskellige knapper og ledninger.

Jeg ser mig forundret omkring mens Morph går direkte hen til et panel og hiver noget op på en stor skærm. Jeg bevæger mig hen til panelerne og kigger på meget mærkelige bogstaver lignede ting på knapperne.

Skud lignede lyde, og råb. Drabelige lyde lyder fra et sted i rummet. Jeg kigger op på den store skærm som viser en masse klip fra forskellige steder, og synspunkter af noget som ligner en meget blodig og voldig krig fra en Sci Fi film.

Jeg vender hurtigt opmærksomheden imod den og kigger forfærdet op på skærmen. Mange væltede bygninger, kroppe overalt. Råb og skrig.  Det er forfærdeligt

Min opmærksomhed bliver dog mere ivrig da jeg hører Marcus stemme.

”Kom så folkens. Mod Nord/syd Basen. Bring alle de våben i kan bære og kom så i gang!” Råber han. Man kan se alle de mænd som nu rykker forbi de mange kroppe der ligger rundt omkring. Et fartøj eller to kører forbi skærmen. Og da de ligner alt er væk.

Hører man flere råb og skærmen skifter igen til en anden synsvinkel. Hvor man kan se flere kampe. Høje skud lyde, igen, og nogle ting som flyver igennem luften som kan minde om granater.

”Det her er live, lige nu, på den anden side af Ratio. Også kaldt farezonen. Det er der det hele foregår lige nu. ignotis’erne, eller ’De Ukendte’ på dit sprog. Er ved at overtage Ratio. De planlægger at udrydde vores verden, og de har tænkt at tage alt det nødvendige livskraft, og for at så springe planeten i luften. Hvis det sker, kan man sige farvel til livet man kender. Ratio er den planet med grundstoffet som holder liv i rummet. Mange tror dette er en skrøne. Men heksen Cantaté lavede den her planet. Som Marcus sikker allerede har fortalt dig. Da hu gjorde det. Lavede hun sammen med ’De Tolv’ Ratio til en form for hoved planet. Eller til en ting de kan bruge til at holde magten”

 Fortæller han, han går hen og slukker for transmission af krigen som foregår på den anden side af planeten lige nu. Hvilket er en lidt skræmmende tanke.

”Så hvis der nogen sinde ville være et form for tegn for de Tolv at det her ikke er værd at gå smerten igennem, vil de springe planeten og dermed dræbe alt liv.” Forklarer han.

Så det vil sige at hvis Ratio forsvinder, forsvinder vi? Meget enkelt, det kunne han have forklaret meget mere enkelt.

Så det vil sige. At det her,var det som han var blevet så vred over. Han fik af vide af damen bag skranken at han skulle tilbage i krigen. Som en eller anden kaptajn, eller med den høje stilling, som Morph siger, tilbage til den forladte del, fyldt med råb,døde personer og skud.

Jeg håber virkelig han ikke kommer til skade. Vi kommer og sætter en stopper for den her krig, inden længe. Forhåbentligt. Hvis ikke de gør, gør jeg. Ligemeget om jeg så skal dø i slaget. For den her planet, for alle beboer i universerne. og ikke mindst, for alle dem jeg holder af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...