Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
575Visninger
AA

8. Kapitel 7

Fartøjets propeller, samt motor larmer stadig vild, mens vi sidder inde i det helikopter lignende fartøj, det ligner vi flyver fobi planet efter planet, og glimrende stjerner, jeg forstår det virkelig ikke. Der er ikke meget mere end en snart to uger siden jeg har hjemme i min normale hverdag. Hvor jeg bare hackere et par sider for at lave lidt sjov, hang ud med 'gruppen' i Londons gader, men vi så folk snakke når vi gik forbi. Men vi ignorerede det. Det er så uvirkeligt, jeg forstår stadig ikke hvad mine evner som hacker har noget med alt det her at gøre, måske forstå jeg på et tidspunkt. Måske.

"Melody, prøv at se ud af vinduet til din højre" råber Marcus til mig, igennem vores hørertelefoner, jeg nikker bare, selvom jeg er sikker på han ikke ser det. Jeg rykker hen til vinduerne til min højre og kigger ud og ser vi flyver over en skinnende grøn og blå planet som lignede jorden ekstremt meget fra rummet. Ikke at jeg har set jorden fra rummet, men fra de satellit billeder der tit bliver taget, bortset fra at de her farver, virkelig lyste op. Som neon farver elle rene lys.

Det er virkelig flot, jeg stirrer bare helt betaget på planeten mens vi nærmer os den langsomt. Jeg hører grin igennem hørertelefonen. Jeg kigger hen på Morph som griner og ryster på hovedet af mig, det først nu det går op for mig, at jeg smiler som en gal. Jeg sænker mit smil lidt, men vender hovedet mod vinduet igen. Jeg kigger op mod rummet, som er ved at blive erstattet af en smuk neon lyseblå farve.. med grønne stjerner?  Jeg kigger nærmere mod 'stjernerne' og kigger nærmet mistroisk på dem.

"Det er tal, vores erstatning for jeres såkaldte 'Stjerner' vi har dog alle en stjerne hver, som forærer styrke til os." 

Jeg kigger mod Morph, han har åbenbart set hvordan jeg kigger mod tallene."Så for hvert tal, er der en person?" Spørg jeg, han begynder at smile. "Ja, det er derfor der er så mange ta. Ikke kun fordi at man bare, sætter det næste tal i rækken på. Men hvor hver en person kommer der et ting man kan putte ekstra på. Hvis det altså giver mening for dig" Fortæller han. Jeg kigger endnu mod tallene, som lyser skarpt oppe  den meget lyseblå, men sort i kanterne, da jeg tænker.

"Hvorfor tal?"

"Ja, hvorfor tal. Hvorfor er tingene som de er? De er os endnu en gåde, ligesom jeres med jer eksistens."

"Vil i sige i har løst den gåde?" spørg jeg nysgerrig, og sætter mig på sædet over for Morph. Han begynder at grine,

"For vores eksistens, ja. Men for menneskeheden, nej." jeg sukkede, det kunne da være sejt at tage tilbage til jorden, med et her armbånd samt at kunne sige man kender svaret til vores eksistens. 

"Morph, Melody. Tre minutter til landing. " Fortæller Marcus over højtaleren. Jeg sætter mig tilbage i sædet, og kigge mod vinduet hvor jeg kan se hvor tæt vi er kommet, og den landingsbanen der er et stykke længere fremme. Hvor der er flere forskellige og mærkelige fartøjer over det hele. Mennesker som farer rundt som om det galt livet og flere fartøjer som letter og lander. Jeg hører mens Marcus beder om tilladelse til at lande. Jeg er virkelig spændt.

Jeg mærker et sus i maven som fortæller det går ned af, så jeg gætter på vi er ved at lande. Sandt nok, mærker jeg bump under os, da vi lander lidt brat. Jeg rejser mig hurtigt op, og går hen mod døren som jeg hurtigt åbner. Jeg er dog tæt på at glemme at tage de dumme høretelefonen af. Men husker mig selv at jeg nok ikke skal tage dem med mig. Så jeg hiver hørertelefonen af og smider på sædet før jeg går ud.

Jeg når lige ud, før jeg ser, flyvende fartøjer over det hele, meget, meget høje bygninger, samt massere af mennesker på pladsen, vi er på. Morph råber nærmest. "Hvor er det godt at være tilbage." 

Flere personer kommer løbende imod os. Nogle med mærkelige ting i hånden. Værktøjer af en art. De løber forbi mens jeg følger dem med øjnene mens de bolter fartøjet fast til grunden og giver tegn til hinanden.

Jeg vender blikket mod det yderste af platformen hvor man kan se ud over de tårnhøje bygninger og de grønne gennemsigte veje hvor andre flyvene fortøjer svæver let over dem med en høj fart og suser forbi os. Jeg mærker en hånd på min skulder, jeg kigge mod hånden og op til personens ansigt. Marcus står med et kæmpe smil på læberne

"Velkommen til Ratio, Melody" 

 

 ***

 

Da vi landte, blev vi ført ned af en masse mænd, ned til en bygning. Hele Ratio er stort og helt fremtidsagtigt. Især med at alle de mange blå og grønne lys som udgør ledninger samt de elektroniske ting og sager som hænger rundt omkring. Marcus stoppede op ved en form for skranke, fyldt med fremtid agtige klædte personer. Det hele er så surrealistisk. Han snakker med personen i et par minutter, det ligner lidt de diskuttere. Han peger hen imod mig et par gange og nogle gange var jeg lidt bange for at han snart ville eksplodere af vrede, han ser ihvertfald ikke glad ud. 

Inde i bygningen går der mange mennesker rundt i form for jakkesæt, alle med en lille metal genstand i hånden med en lille skærm lysende op af den, jeg kunne se ansigter på nogle af dem, og andre surfede de rundt på deres internet samt andre med en helt tredje ting i gang.

Der kommer mit spørgsmål op i min lille hjerne. Som alle de andre. Marcus kom hen imod os, og han virkede ikke glad. Dog tør jeg ikke spørge ind til det lige nu. Gad vide hvad der skete siden han er så sur?

Han stiller sig ved siden af Morph og mumler noget til ham. Morph nikker bare og vi fortsætter videre. Men jeg kan dog ikke lade være med at se den mærkelige lille metal dims som bogstavelig talt alle har med sig.

"Marcus hvad er det for nogle dimser folk render rundt med?" Spurgte jeg da nysgerrigheden er ved at tage over, han griner bare, jeg tror selv det er en form for tablet eller telefon.

"Melody, det er ligesom jeres, hvad hedder de. Ipads? Bortset de er meget hurtigere, mere transportable og bedre funktioner."

Jeg nikker hurtigt. Det giver da mening? "Hvor er vi egentlig på vej hen?" Spørger jeg, da vi efter et stykke tid har gået rundt i bygningen, og han ser ud til at være kølet lidt af.

"Vi skal have det rigtige gear til dig, samt du skal jo passe ind i mængden" Siger Morph. 

Jeg nikker bare, jeg ved ikke hvad han mener med gear, men føler mig som om jeg er i et helt fremmed land alene. Jeg kender intet, ved intet. 

Vi går ind i et rum fyldt med skabe. Jeg kigger mig rundt, det er alt. En masse skabe et bord fyldt med makeup og sådan noget. Og en hylde med alt muligt udstyr. "hvad skal vi her?" Spørg jeg og kigger hen på Morph og Marcus. "Som sagt skal du passe ind i mængden." Siger Morph bare.

En kvinde som ser ud til at være i tredverne kommer ind i rummet. "Jeg er Olina, din stylist" Fortæller hun og jager drengene ud, hun skubber mig nærmest hen i stolen hvor hun begynder at lege med mit og putte alt muligt i hovedet på mig. Jeg har aldrig brudt mig om makeup så da jeg følte jeg havde et kilo af det i hovedet bad jeg hende om at tage det af. Jeg fortalte hende også at jeg hader at have det på. Hun fnøs bare og tog det af. 

Hun smed dog også en meget mørk blå dragt hen til mig. Jeg tog den hurtigt på,hun begyndte at putte alle mulige elektroniske ting og sager på. Dog der hvor armbåndet sad var min arm nærmest blottet. "Hvad skal jeg med alle de her dimse dutter egentlig?" Spørg jeg nysgerrigt.  Hun svarede ikke  med det samme, hun fortsatte bare med at putte tingene på og sætte rigtig stramt på.

"De her er elektroniske mekanismer som vil hjælpe dig med at modstå smerte. De vil også holde dit personlige våben ladt så det ikke mister sin styrke. Selvom det meste kommer fra dit bankene hjerte." Siger hun roligt.

Personligt våben? Jeg har da næsten ikke set nogen udover vagterne og nogle tilfældige forbi passerende have et våben på sin arm eller ved halsen. Jeg så endda et par personer som lignede cyborger siden det meste af deres ansigt var fyldt med robot dele.

"Er det egentlig alle som har et personligt våben?" Spørg jeg henne. Hun strækker armene ud og drejer rundt. "Ser du nogle våben på mig? Nej det er kun få mennesker eller cyborger. De er udvalgte til krige og beskyttelse." Siger hun og griner let. Jeg smiler bare. "Sådan. Vi er vist færdige" Fortæller hun og henter et spejl hen. Jeg kigger på personen som står uden en mine foran spejlet som skal forestille mig. 

Jeg ligner ærligtalt en del fra en dårlig science fiktion film men alligevel ret sejt. For det hele lyser en svag mørkeblå farve. Med elektroder og mekanismer med en funktion over det hele udgør det er kamp sæt. Selv mit armbånd har gjort det arbejde at skifte den grønne farve ud. Istedet kan jeg se ledninger op af armen som fører til en mekanisme på brystet, som lyser op. "Her" Olina rækker mig et par steampunk agtige briller i en mørke gråblå farve imod mig med mærkelige mønstre over alt imod mig.

"Hvad skal jeg med dem?" Spørg jeg og tager imod dem og kigger forvirret på dem.

"De er, nogle speciale briller. De vil hjælpe dig med at se ting bag vægge og kan forklare dig ting. Ligesom du kan søge på nettet. Som det hedder på din planet skal du bare sige en beskrivelse eller navn og al data vil komme op på brillen foran dine øjne. Du vil dog ikke lægge mærke du har brillerne på." Jeg tager dem op på hovedet, og går mod døren, men vender mig først imod Olina. "Tak" Siger jeg og går ud igennem porten igen og går med rolige skridt hen til de andre.

 

***

 

Jo flere skridt jeg tager, jo tættere kommer jeg på de andre. Jeg tager endnu et skridt efterfulgt af det andet før jeg står foran døren ind til drengenes omklædning. Jeg løfter hånden og skal til at banke på, da et par stemmer stopper mig. Jeg står bare med en løftet hånd som jeg langsomt lader falde ned til den hænger ed af siden og jeg træder et skridt tættere på døren. Jeg lægger hovedet på siden for bedre at kunne høre hvad de siger.

”Jeg ved ikke rigtigt Morph. Hun er ikke den bedste, men den her krig, det er ved at gå for vidt. Vi skal til at tage af sted, ignotis’erne er ved at komme for tæt på. Tiden er ved at løbe fra os.” Jeg gætter på det er Marcus som siger det. Hans stemme kan jeg nemt genkende. Der bliver mumlet noget mere, som ikke kan høres ordenligt. Jeg hører en som rømmer sig, og ting bliver rykket rundt skramlen og flere ting bliver smidt på gulvet. Lyden kan tydes som en potteplante. Men det tror jeg ikke helt de har der inde.

”Marcus, hun er ikke klar, hun kunne knap forsvare sig selv da de angreb basen, hun var tæt på at overgive sig til sit eget våben, du ved at den slags våben har sit eget form får liv, hvis hun ikke passer på. Bliver hun en større fjende end ignotis’erne! Og det må og skal ikke ske. Forstået. Vi må sende flere krigere afsted!”

Morph lyder meget vred. Jeg skæver ned til mit armbånd. Kan det her armbånd som kan udvikle sig til et våben. Være så farligt at de har sit eget lille liv som muligvis kan få mig over på en ukendt side. Så jeg ville blive betragtet som en farligere fjende end dem som vi kæmper mod lige i dette øjeblik?

Jeg hører skridt, som kommer nærmere mod døren, jeg træder et par skridt væk og lader som om jeg kun lige er kommet. Døren går langsomt op og Marcus som kigger ned i jorden kigger langsomt og tager et skridt tilbage da han ser mig. Jeg smiler venligt til ham. ”Hvor længe har du stået der?” Spørg han og ser lidt nervøs ud. Jeg vil helst ikke lyve, også selvom jeg nærmest har levet på en løgn de sidste fire-fem år. ”Jeg er lige kommet, hvorfor?” Jeg kigger på ham og prøver at lægge en nysgerrig mine op, han ser ud til at falde for den, for at han sukker lettet og træder et skridt til siden så jeg kan komme ind i lokalet, hvor der ligger metal stumper, og ledninger hist og pist på gulvet, det kan være at det som der blev mumlet tidl. kunne have gjort Morph eller Marcus sur. Jeg kigger uforstående rundt, og tydeligvis lagde mærke til det. For så sagde Morph.

"Vi havde et lille uheld, tag dig ikke af det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...