Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
570Visninger
AA

7. Kapitel 6

Hvordan jeg gjorde det. Det ved jeg virkelig ikke, det eneste jeg gjorde var at lytte til Marcus råd om at bruge vreden. Ja, det var vist et godt råd... I hvert fald, jeg sidder i et lokale næsten magen til de forrige hvor jeg fik armbåndet og slog den robot ned. Det eneste der er anderledes er det bord, stolene og et stort spejl på væggen som jeg godt ved er envejsglas. De kan se mig, men jeg kan ikke se dem.

Den store elektriske dør åbner sig, Rob, Marcus & Co kommer gående ind af døren. Deres Co. er bare en masse mænd i jakkesæt eller hvide kitler. Jeg sider bare på stolen stirrer på bordet som om at hvis jeg stirrede længe nok ville der ske noget. Men der ville intet ske, det ved jeg godt. 

Marcus og Rob sætter sig over for mig. De andre står omkring dem, og kigger strengt på mig. Jeg forstår ikke noget som helst lige nu. "Melody, fortæl, hvad tror du er din kraft? Eller hvad tror du at udløser det?" spørg han stille. Jeg føler lidt at jeg er under forhør, om et eller andet jeg har gjort.

"uhm... Jeg gjorde som du sagde, brugte vreden" sagde jeg, langsomt. Mændene i kitler skrev det hele ned, og kigger hele tiden forbavset på mig, jeg forstår ikke, hvad er det lige de laver? "Melody, af hvad vi tror, så er din evne måske vrede, vold, uretfærdighed. Du er en af de stærke. Du er uden tvivl en kriger." fortæller en af mændene i kitler.

"Undskyld, kan du forklare det på et sprog jeg kan forstå?" siger jeg, og kigger hurtigt imellem dem alle, han sukker. "Du, er, hvad skal jeg sige, en stærk kriger af Ratio, du er en vrede kriger. Det vil sige, du forvandler din vrede indtil styrke, mod, viljestyrke. Kan du forstå det?" okay det sidste var ret flabet, men jeg nikkede bare og alle bortset fra Rob og Marcus gik, de sad bare og kiggede på mig.

"Okay vær venlig at forklare mig, hvad pokker er galt med det her armbånd" snerrer jeg lidt og hiver min hånd frem med armbåndet. "Se her," Marcus tager blidt fat i min arm og trykker på den grønne knap, så den hvide handske snor sig op af min arm og stopper ved albuen, det kilder en smule, han trykker på nogle knapper.

"Her, det her er dit personlige våben, kun du kan bruge det, du valgte det ikke, det valgte dig. Det her ser ud til at være en 'Hacker'" fortæller han.

 "En hvad?"

"En 'hacker'. En af de bedste våben. Du kan næsten gøre alt, der er en laser, samt en lammer.

Og så er den hård så du ikke tager så meget skade hvis du endelig skulle blive såret, så kan du trykke på en knap og en healende væske vil blive sprøjtet ind i din arm, du kan også vælge hvilket slags våben det skal være, du skal bare kontrollere det, du styrer det. Bare ved en tanke."

forklarer han, han siger det langsomt, og jeg nikker bare..

"Skal vi prøve? ”spurgte han glad. Han kan sikkert godt lide mit valg af våben, men jeg nikker bare igen og han rejser sig fra bordet. Rob rejste sig også og jeg fulgte bare efter dem. Ude i gården stod der tre metal statuer, af en art. De forstillede krigere, eller modstandere. Det var nemlig lige hvad Markus havde ventet på. Han vidste at jeg var en af deres speciale krigere, og jeg ville tage et af de våben og han ville have ret. Han havde også ret. 

"Okay, Melody, du skal ramme statuerne lige i brystet eller i hovedet, eller skader du dem bare, du kan enten vælge at give dem en pinefuld død, skade dem, eller dræbe dem på stedet. Der er også andre indstillinger, men det her er de grundlæggende, du vil finde det andre af dig selv, længere hen af træningen."

Jeg nikker og de træder tilbage. Jeg hiver armbåndet frem og trykker på den grønne knap og handsken kom endnu en gang frem.  

Jeg koncentrer mig om den indstilling jeg vil have, jeg vil prøve hver af dem, nu hvor der også er tre statuer tror jeg også det er meningen. Jeg kigger hen til Markus og Rob, og nikker. Det var signalet, Markus trykker på start knappen og statuerne begynder at bevæge sig.

Jeg vælger at starte med den hurtige død. Jeg koncentrer mig virkelig, at mit hoved allerede nu begynder at gør ondt. Jeg skyder statue 1 lige i brystet.

 "Pletskud!" Råber jeg, og smiler. Statuen falder direkte ned på jorden og smadrer i tusinde stykker og spredes over det hele. Mens jeg ser på den stumper som ligge på jorden, mærker jeg noget nive i mit ben, jeg kigger ned og ser at jeg bløder? Jeg hiver lidt og i mit bukseben, en lille metal dims sidder i benet. Jeg hiver det ud og skærer en grimasse da det gjorde virkelig ondt. Jeg kigger mig forskrækket omkring, Markus og Rob ser lige så forvirret ud. Markus stopper statuerne som stivner igen. 

"TIL ANGREB!" Jeg kigger op, og jeg er så uheldig at der kom omkring hundrede af mænd ned fra elektriske reb, iført elektrisk tøj. Mærkeligt!

”Melody, se at komme væk!" Jeg begynder at løbe, og løber direkte i favnen på en af mændene, jeg skriger og træder et par skridt tilbage, han smiler et lumsk smil til mig, og jeg træder længere bagud.

Vent, Dumpap! Jeg hæver min arm, og smiler til ham. Hans smil falmer da han ser min handske, og han kigger skræmt på mig.

Jeg koncentrer mig om at sende den hurtige død imod ham. Han træder et skridt bagud, men når ikke længere før jeg har sendt strålen afsted og han stivner og falder til jorden. "Melody! bag dig!" Råber en person, jeg vender mig om og sender endnu en stråle afsted. Men der kommer bare flere og flere imod mig. Det river i mine arme prøver at tage mig med, hvorfor ved jeg ikke. De omringer mig og kigger alle på mig med det der creepy smil. Jeg er ved at få nok! "Forsvind! hvad vil i mig! Slip mig!" De prøver alle at tage fat i mine arme og ben, men jeg sparker slå og sigter en stråle mere, men de bliver ved.

"MELODY!" Råber nogle jeg kan ikke komme væk, de er overalt. "Skrid nu med jer! Lad mig være!" Råber jeg, og jeg mærker vreden hober sig op inden i. Vent, vrede, jeg lader dem tage/hive i mine arme og ben lidt mere, før jeg skriger. Jeg skriger alt hvad mine lunger kan, og så sigter jeg med mit handske lige i op i luften. En lys kugle køre et par meter op i luften før den med samme høje fart flyver direkte imod os igen, jeg sætter mig på hug og beder til at de vil forsvinde, der lyder et brag.

Jeg mærker en masse varme men føler mig hverken såret eller Brandt. Jeg rejser mig op og ser mig forvirret omkring, de ligger alle omkring mig, brændte, døde..

 

 

***

 

 

Jeg ved virkelige ikke hvor mange mennesker jeg har dræbt, men der ligger omkring 50 på jorden omkring os alle. Jeg kigger forfærdet omkring mig. Jeg vil sige noget men kan ikke, ordene sætter sig fast i halsen, og vil ikke komme ud. "Melody? Er du okay?" Jeg ser mig tilbage og ser at Marcus far, Morph, "Jeg.. har det.. fint"

Jeg tøvede et par gange. Men han nikker bare.

"Vi må hellere få dig i sikkerhed" Jeg nikker bare, og trykker på knappen så handsken bliver til det flotte hvide armbånd igen, og så går vi tilbage til de genkendelige kedelige grå vægge med ledninger og rør over det hele,

"Morph, hvorfor.. Hvorfor prøvede at fange mig?" Han rømmede sig før han svarede.

"Fordi du er den udvalgte, der er kun meget få af din slags, også. Og din slags er meget farlig men også meget nyttig. Især i en tid som denne. Jeg nikker mekanisk, og fortsætter ned af gangen. 

Jeg er virkelig blevet overvældet på fire dage.  Først, hentes jeg af ’ikke politi mænd’, får at vide jeg er kriger, lammer en robot.

Det hele står på listen. Jeg synes ikke det her er en dans på roser, over hvad jeg har fået af vide af alle de forskellige mennesker. Jeg ved stadig ikke hvad der skete siden manden som præsenterede sig som Markus' far(Morph) stod og råbte af hinanden i gården, for en dag eller to siden. Mit nye våben, kampen. Jeg har dræbt. Jeg er en morder! Jeg har dræbt jeg ved ikke hvor mange!

 

Jeg sidder dog på det sædvanlige værelse, ingen har fortalt mig hvorfor de ville have fat i mig. Udover jeg åbenbart er et godt våben...

Men jeg er en person ikke et våben? Jeg kigger over mod døren hvor Markus står.

"kom" Siger han bare og vender sig om for at gå, jeg rejser mig hurtigt fra sengen og følger efter ham før døren lukker i. Han går virkelig hurtigt, men jeg sætter farten en smule op. "Hvad så?" Spørg jeg bare, han fortsætter med at gå i et stykke tid, og lade som om han ikke har hørt. Men han stopper op da vi er i den park lignende del af skibet.

"Melody, har du tænkt dig at hjælpe os?"

Var det det? Var det det han ville spørge mig om?

"Øhm, siden de prøvede på at kidnappe mig, så vil jeg da helt klart gerne sparke noget mere mås, men jeg er lidt i tvivl hvorfor jeg er den udvalgte, Jeg er bare en hacker fra London?"

"Lige præcis derfor" Sagde han bare, jeg kigger forvirret på ham, men kommer i tanke om da jeg så ham fra badeværelset og skændes med Morph. "Hvorfor skændes du egentlig med Morph for et par dage siden?" Han øjne viste et meget svagt glimt af vrede, før det forsvandt.

"Det.. Det behøver du ikke blande dig i" Sagde han stift. Vendte sig om og gik. Så jeg stod tilbage i den lille 'Park'. 

 

Okay, jeg har siddet på den her bænk i jeg ved ikke hvor længe, men jeg har siddet og tænkt. Tænker over, hvad mon der sket siden der er krig? Hvorfor er den der? Hvorfor er det mig der skal hjælpe? Er det sådan her mit liv skal være? Som kriger?

Se alle de spørgsmål uden noget svar! Og jeg er ved at være træt af at være så uvidendeene.

                                                                                                            

Jeg rejser mig fra bænken. Og går imod gangene som jeg efterhånden kender. Går bare, til jeg år ved dørene. Men stopper op da jeg hører nogle råb fra lidt længere nede af gangen, Jeg løber hen til en søjle og gemmer mig bag den, mens ledninger hænger lidt i vejen for mit syn. Jeg stikker hovedet lidt ud så jeg kan se hvem der skændes.  En af vagterne og en person jeg aldrig har set før, står ved en dør, og råber lavt til hinanden

”Hun er fandme farlig. Hun dræbte over halvdelen alene!” Råber den ukendte.

”Jeg ved det. Vi må få flere ind i aften, og lave et snig angreb. Vi skal have fat i hende.” Vagten vrisser tydeligt, Jeg kommer ved et uheld at hive en ledning ud af dens position, så den sagde en mærkelig puste lyd. Jeg skynder mig tilbage ude af deres synsvinkel og gisper lavt. De skulle ikke finde mig. Jeg ville være så død!

”Hvad var det!”

”Skynd dig, væk, nu!” Råber vagten, imens jeg hører en dør blive lukket og skridt som nærmer sig. Jeg kigger til siden og til min overraskelse står vagten næsten lige ved siden af mig og kigger bare lige ud. Og mumler noget utydelig før han går videre.

 

***

 

Jeg puster ud, da vagten drejer om hjørnet. Jeg vidste slet ikke jeg havde holdt vejret inde, jeg kommer hurtigt væk fra mit skjul og sætter i løb ned mod kontoret. Eller bare et eller andet sted, jeg måtte finde Morph eller Marcus, eller Rob. Hurtigt!

Jeg løber ned og lander i ’parken’ igen og kigger mig rundt, ingen. Skønt! Jeg fortsætter mod nogle døre og løber hurtigt forbi nogle mennesker, som siger et eller andet fordi jeg skubbede til dem. Jeg løber ned af gangen, men stopper op da jeg finder mig selv på gulvet. ”Av for…” Jeg tier stille før jeg bander, da jeg rejser mig op sidder Marcus over for mig

”Markus!”

”Øhm, hej?” Siger han bare og rejser sig op og rækker mig hånden.

”Markus jeg skal tale med dig.” Jeg kigger rundt og ser et par vagter stirre på os, jeg husker tydeligt hvad den vagt sagde, jeg stoler på ingen af vagterne nu.

”Under fire øjne” Tilføjer jeg og han nikker bare og hiver mig ind i et rum.

”Der er lydtætte vægge, og ingen overvågning her” sagde han roligt.

”Hvad er det der haster?” Han hentyder sikkert til det at jeg løb lige ind i ham.

”Da jeg var på vej tilbage til mit værelse lige før, hørte jeg nogle snakke…” Og sådan fortsætter jeg, og fortæller hver eneste linje de har snakket.

”For helvede da også! Vi skal have dig i sikkerhed! Kom med” Han begyndte at hive i min arm før jeg overhovedet fik noget at sige. Hvorfor siger folk hele tiden jeg skal i sikkerhed?!

Han hiver mig ned af gangene og stopper ved en dør

”Morph kom ud,” Råber han og åbner døren. Morph står der inde. Med en af vagterne. 

Morph kigger overasket hen på Markus og mig. "Markus? Hvad laver du her?" Spørg han langsomt, mens jeg kan se et smørret smil på vagtens læber, det her er en del af deres plan! 

"Markus vi skal væk, nu" Hvisker jeg til ham og hiver lidt i hans ærme. "Morph, vi skal lige snakke  m-" "faktisk skal jeg snakke med dig" Morph afbrød ham, nej, nej ,nej. Hvad pludder har vagten mon sagt!?

"Gå tilbage til din vagt nu." Beordrer han vagten. Vagten nikker stift og forsvinder hurtigt og lukker døren bag ham. Morph får med det samme en alvorlig mine på. "hvad fanden er der galt med dig! Hvordan kunne du gøre det!" Råber han, jeg stiller mig et skridt bag ud. "hvad fanden snakker du om?!"Råber Markus tilbage,

”Du ved det godt. Hvordan kan det være at jeg får af vide af en af vagterne af dit skilt var på en af kroppene som overfaldte Melody!" Markus ser chokeret rundt, men giver en vrissen lyd fra sig. Mens han tager sin højre hånd igennem håret. "Det. Var. Ikke. Mig" Siger han langsomt. og stirrer vredt på Morph. "Jamen så forklar hvordan de fandt dit skilt hos en af dem!"  

"Stop!" Råber jeg før Markus kunne svare igen, "Vagterne sabotere ham! Jeg overhørte en af vagterne snakke med en, omkring mig, de har tænkt sig at angribe igen, i aften! Og hvorfor ville Markus overhovedet være en af dem?"

De kigger begge hen på mig. Markus nikker som et tak mens Morph bare stirrer på mig. Han går hurtigt hen til sit skrivebord og hover op i en panel og trykker på en stor rød knap,

"ALARM, FORÆDDERE ER BLEVET IDENTICEREDE PÅ SKIBET. ALARM" Fortæller en robot agtige stemme. Jeg kigger mig forskrækket omkring. "Kom" Markus hiver i min hånd, Morph følger trop ud af kontoret mens vi går ned af et par gange. "Hvor skal vi hen?" Siger jeg med en svag stemme, jeg er vist blevet lidt bange nu. "Det er på tide du ser Ratio" Fortæller Morph. Jeg ser forskrækket fremad hvor der er en kæmpe fly fartøj, vi er i eb hangar. Og vi skal til Ratio.. 

Markus hiver mig ind i fartøjet, som minder meget om et fly men er lidt større en helikopter.  Spænder en sele om mig, og giver mig en lille øresnegl til det modsatte øre af oversætteren. Jeg sætter den i. Og det samme gør de andre, Markus sætter sig hen ved kontrol panelet og hiver et ret frem ud f luften? Hvordan? Han trykker på en masse knapper og fortsætter. Jeg mærker eb mærkelig rus i kroppen, jeg mærker hvordan vi letter og at jorden forsvinder under metallet. Jeg kigger ud af vinduet og ser flere vagter løber imod os, med deres våben ladt og parat til at skyde. "Markus, der er vagter på vej!" siger lidt højt, han kigger forskrækket ned på platformen som er nogle få meter under os nu. Fartøjet gynger lidt da de begynder at skyde på os og den ene rammer en ledning. Som fik Markus til at flippe. Jeg klikker selen op og åbner døren, "Hvad fanden laver du Melody!" råber Morph igennem øresneglen.

"Redder jeres røv!" Råber jeg igen. Jeg trykker på knappen og den flotte hvide handske snor sig endnu en gang op af min arm og lader, jeg sigter imod vagterne, og begynder at skyde. De flygter lidt væk for at undgået bliver ramt. Men da jeg gør ligesom sidst. Samler al vrede og bruger den som energi. Samler der en energi kule i min hånd og jeg mærker energien syde. Jeg kigger fascineret på den, men kommer hurtigt i tanke om. "Lad os se hvad den her kan!" Råber jeg, og de Morph kigger forskrækket på mig, mens jeg kaster kulen og en lille eksplosion kommer,

"Kom nu væk derfra!" Råber Morph og hiver mig væk og lukker døren før jeg kan se eb stor røgsky danne sig lige ude foran. 

Jeg kigger hen mod Markus som styrer fartøjet væk. Jeg mærker adrenalinen pumpe i blodet. "Du styrer for vildt lige nu Melody!" Råber Markus, jeg smiler og siger. "Jeg ved det godt"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...