Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
578Visninger
AA

6. kapitel 5

Hvordan kan det være at alle kender mig her? Jeg forstår stadig ikke, hvorfor folk bliver ved med at sige jeg er den 'Udvalgte' Jeg er Melody, en 'normal' seksten årige teenager. Jeg skal ikke kæmpe en eller anden kamp? Det er meningen jeg skal hænge ud med mine venner, få en kæreste, have kærestesorger og æde mig fed i is, og så hænge ud med mine venner igen? Det er sådan det skal være. Jeg skal ikke kæmpe en kamp for at redde en anden planet, jeg skal ikke sætte livet på spil?

Det er ikke meningen!

Jeg sidder igen på det kedelige værelse, jeg har siddet herinde rimelig lang tid. Bare stirret op på loftet, hver gang folk siger noget til mig, eller giver mig noget, ignorer jeg dem og de går igen. Jeg ligger bare fladt på sengen og stirrer på loftet. Jeg har hverken spist eller sovet. Jeg har kun ligget her og tænkte Og jeg ved ikke i hvor lang tid. Men tid nok til at jeg har rigtig ondt i maven. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare ikke finde nogen appetit, jeg føler mig ikke træt. Jeg ligger bare her, Tænker, hvorfor det her sker, er det her en rigtig syg joke nogle laver? Hvem skulle så lave det? Jeg hører skridt, fodskridt.. Lige uden for døren stopper de, og den sædvanlige lyd af knapper der bliver trykket og dørens pust der kommer hver gang den bliver åbnet.

Jeg stirrer stadig på loftet, flytter ikke blikket en gang. Jeg hører en hæs latter, men ignorer den. Jeg mærker at madrassen bøjer sig nede i fod enden villet betyder personen har sat sig der. "Melody, du kan ikke blive ved med at ignorer os, der er ikke tid." jeg blinker et par gange med øjne, og sætter mig op. Jeg kigger hen på Marcus som sidder i fodenden. Jeg svarer ikke, men kigger uforstående på han, Jeg har stadig ingen ide om hvad ser sker, det jeg har forstået er at jeg er på et rumskib, fordi der er krig i en anden verden, hvor de skal bruge min hjælp fatter jeg stadig ikke.

"Melody du må forstå vigtigheden i det her." siger han igen, jeg vil ikke høre det mere. Jeg er træt af at høre 'det'.  De har snakket uafbrudt de sidste par dage om hvor vigtigt det er jeg hjælper dem, men jeg kan Ikke hjælpe dem nær jeg ikke ved hvad jeg skal. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. "Jeg er så forvirret" Den første sætning jeg siger i to dage. Den første. Jeg kan ikke, jeg er så forvirret, de fortæller mig ikke nok til jeg kan forstå det.

"hvorfor er du forvirret?" Spurgte han hurtigt efter.

"Det hele er forvirrende, For tre dage siden bliver jeg kaldt hjem af min mor efter den bedste dag og nat i mit liv. Så bliver jeg hentet af to politi betjente som har fortalt min mor alt det hun ikke skulle vide, og så ender jeg her og får at vide jeg skal redde en eller anden planet som sikkert ikke engang eksistere. Hvordan synes du selv det lyder?"

Måske lyder jeg lidt flabet og ret sur, men jeg er også sur. Det var ikke meningen af jeg skulle lyde flabet, men jeg er for irriteret til at gøre noget ved det. Marcus står og ser på mig. Ja han havde rejst sig op da jeg begyndte at hæve stemmen. De har sikkert indset at jeg ikke skulle være her og jeg bare skulle hjem, men nej... "Så lad mig forklare dig det, så du forstår. Stil mig alle de spørgsmål du vil og jeg svarer så godt jeg kan" 

Jeg tænker mig godt om, da det eneste spørgsmål jeg har stilt lige siden jeg ankom, kommer frem igen.

"Hvor pokker er jeg?" Spørger jeg, han smiler og jeg føler mig lidt dumt, for jeg har jo fået af vide af hans.. far. At jeg var et eller andet sted kaldet Ratio. "Du er på vores midlertidige base, kaldet for Base Ratio. Som sørger for at holde ren sikker afstand til vores planet som er i krig." Det var et grundigt svar. Så er det idet mindste på plads.

"Hvorfor. Hvem..-" "prøver du at spørge mig om hvorfor jeg var efter dig til konkurrencen?" Jeg nikker bare og han sætter sig ned på sengen igen. "Jeg blev... sendt. Jeg er del af, hvordan skal jeg forklare det, som en slags beskytter, eller jeg skulle holde øje med dig. Se om rygterne faktisk talte sandt." okay, det er lidt creepy. "Hvor længe har du holdt øje med mig?" Jeg lyder rimelig nervøs, det ikke særlig fedt at få at vide at man er blevet stalket i hvor lang tid? 

"Jeg har, øhm, Holdt øje med dig siden du vandt Europa mesterskabet i 2011" pyh, jeg troede han havde... Vent, Hvad? Har han holdt øje med mig i to år? Det er virkelig creepy. Jeg kigger lidt skræmt på ham, "Bare rolig jeg har ikke set noget" Jeg kigger endnu mere forvirret på ham, da det går op for mig han har holdt øjemed alt, heldigvis som han sagde, har han intet set. Det er den første sådan da gode nyhed i dag? "Men hvad er det så i skal bruge mig til?"  Jeg har kun dette ene spørgsmål tilbage. Jeg ved nu, hvad, hvor men mangler hvad, Hvad skal jeg så gøre

"Vi skal bruge dig, fordi, du er den udvalgte. Det er lidt svært at forklare men, For meget lang tid siden, i det som i kender som middelalderen, var der en meget stærk troldkvinde kendt som Cantaté. Hun er den største og mest kraftfulde heks i verden, men det folk ikke ved er hun var ikke troldkvinde. Hun var bare flere tusinde år ud i fremtiden. Hun kunne se derud, hun drømte det hele. Hun lavede tallene, hun lavede systemet, hun lavede Ratio. Med en enkelt drøm.  Det kan være det her lyder helt vildt skørt. Men dette er sandt. Hun så tal som mere en tal, hun så dem som liv, så det blev det til, hun så dem som skønhed, til det blev det. Hun lavede verden, ud af tallene. Hun viste visheden til mange andre, folk troede hun var skør, men hun fik flere troldkvinder og mænd som endte med at være de 'vise' eller bedre kendt som 'De tolv'. De har lavet systemet, de har bygget jeres verden op af vores. Jorden er en kreation af heksen Melody. Alt i ved, fra før mennesket, er overtro. Ting som er sat ind via koder fra os, Så alt i ved er en løgn, der er intet kaldt for dinosaurer ingen eksplosion som lavede jeres planet, eller de andre. Der er intet univers, der er intet andet der ude. Solen er vores kraftkugle. Intet andet"

Det er lidt af en mundfuld at få i munden.

" Så heksen, Cantaté, har altså noget med mig at gøre?" Jeg kigger uforstående på ham. "Melody. Cantaté er din mor." Jeg rejser mig fra sengen og kigger forskrækket på ham,

"Det er jo umuligt. Hun er en heks fra middelalderen, Det er mere end et par tusinde år!" Jeg råber, min stemme knækkede undervejs, og afslørede at jeg snart har fået for meget af vide. Han rejser sig op og siger alt muligt til mig, men jeg ignorer ham, lukker stemmerne ude. "Melody, det er ikke helt umuligt, der er et bevis. Træk ned i din bluse ved din venstre skulder"

 

     

 ***

 

Jeg kigger uforstående på ham, han vil have jeg skal trække ned i min bluse, ved skulderen. "Gør det nu bare" siger han efter lidt tøven. Jeg begynder at hive ned i det sorte stof som trøjen er lavet af. Jeg kigger på min skulder og ser det gamle modermæke jeg har. Det er et lidt mørkt, næsten sort. Det ligner en streg. Med en trekant hen over. Det er faktisk ret mærkeligt. "Der har du dit bevis" Mumlede Marcus, han ned stirrede nærmest min skulder, jeg hiver trøjen op igen og kiggede forvirret på ham, "Men det er bare et modermærke?" Han sukker endnu en gang og jeg mærker at han er ved at blive lidt irriteret. "Nej, det er ikke bare et modermærke, Melody. Det er et kriger mærke. Det betyder, at du er endnu et medlem af Ratio's stolte kriger." Vent hvad? Jeg er ikke nogen kriger?!

"Hvad betyder det?"

"Det betyder at du skal til træning"

"Til hvad?" udbryder jeg hurtigt efter han sluttede sin sætning "Træning" Siger han tone løst, før han går hen og åbner døren og kigger så hen på mig. "Kommer du?"

 

Okay, jeg har trænet i snart en halv time, jeg har ingen ide om hvad jeg laver. Jeg har en mandlig lærer, med rigtig mange muskler, han vil sikkert slå mig ihjel på 0,5. Så jeg er faktisk lidt skræmt. Han bliver ved med at sige jeg skal finde mig selv, og kende min styrke. Men sandheden er, jeg har ingen kræfter, jeg er virkelig slap, men alligevel ikke, jeg kan sagtens forsvare mig selv, men jeg kan ikke kræfter til at kæmpe flere på engang. Hvis jeg skal i krig, er jeg dødsens. 

"Melody koncentrer dig, det her er altså vigtigt. Hvis du er heldig kan vi allerede i morgen komme til at øve på våben. "Jubi, heldige mig...

"Melody, fokus!" Råber han endnu en gang, jeg skal lave noget kaldet et cirkelspark på en "kludedukke" efterfulgt med et par hårde slag, men jeg er ikke den stærkeste. "Kom så!" Råber han, jeg begynder at få stress med al den råben. "Det her går ikke, Rob hold lige en pause" Marcus kommer hen, han har åbenbart stået i hjørnet og har kigget på. "Melody, tænkt på noget som gør dig helt vild vred" Jeg kigger uforstående på og jeg skal lige til at sige noget før han afbryder mig "Gør det nu bare" Siger han. Jeg lukker øjnene, og tænker tilbage på den gang min søster Zöe tog min computer, og gav den tilbage med en kæmpe ridse i skærmen, og havde slettet en del af mine programmer. Jeg mærker hvordan vreden spreder sig ud til hver en del af min krop. Hvordan jeg strammer mine hænder så knoerne bliver helt vide, og begynder at skære tænder 

"Det er godt Melody, lad vreden tage over. Prøv så igen." Jeg åbner øjne og vender mig mod "kludedukken" 'Zöe det her mener jeg ikke' Tænker før jeg forestiller mig at dukken er Zöe, jeg genoplever da hun rømmede sig og hev den frem og sagde hun lige havde lånt den til et projekt til skolen. Jeg spænder ekstra i benet og laver så et perfekt cirkelspark efterfulgt af tre hårde stød mod hjertet, hovedet og maven. Så dukken falder på jorden med fyldet på vej ud af små huller jeg åbenbart har lavet. 

"Melody! Hvordan?!" Råber Rob og løber hen til os. Han kigger med åben mund på dukken, det samme gør jeg, men Marcus står med et smil på læben, "Hvad smiler du af?" Han drejer hovedet mod mig, "Melody, det der. Det er kun færreste som kan, kun dem som er.." "Hun kan da umuligt være en af dem? Der er kun en tilbage? Og han sidder på slotte og venter på at arve tronen" "Men der er stad.." "nej det kan hun ikke!" Råber Rob og afbryder ham.

"Hvad pokker er det i snakker om?!" Råber jeg imellem deres diskution om hvad jeg er. Hvad pokker snakker de om, og hvad har en prins noget med det her at gøre? "Melody, du er... en Knigthmare." forklarede han langsomt. Han så ud som om han skulle sige mere så jeg forblev stille. "En Knigthmare, er en meget kraftfuld kriger. Som har meget speciale evner, men hver Knigthmare er unik. De har alle hver deres evne, andre mere kraftfulde end andre. Der er ikke to der har haft den samme kraft." Sagde han, jeg stod med åben mund. En Knigthmare? Lyder som noget der kommer fra en gyserfilm. "hvad, er min evne, så?" Spørger jeg langsomt. "Det er det vi skal finde ud af" Svarede hurtigt. "Hvordan finder man ud af det?" Spørger jeg igen og kigger forvirret mellem Rob og Marcus, Marcus har bare et smil på læberne mens Rob ikke så så tilfreds ud. "hvad nu hvis hun ikke er en Knigthmare, du vil bare slå hende ihjel!" "tag det roligt Rob. Jeg ved hvad jeg laver" Marcus tager min arm og hiver mig væk fra træningsområdet 'udenfor', og ind på de endeløse gange igen. Vi forbi passere et par andre mennesker eller mennesker og mennesker. Hvad hedder de overhovedet på Ratio? Jeg stoler stadig ikke på at der er noget som hedder Ratio. Men jeg er lidt i tvivl efterhånden. 

 

***

 

Marcus stopper foran en helt hvid dør, og trykker på nogle tal og døren åbner sig og han skubber mig hårdt i skulderen at jeg havner i midten af det store, helt hvide, rum. Jeg kigger mig forvirret rundt, der er kun en lampe. Intet andet. "Melody. Vi vil nu prøve nogle ting. Bare gør det så godt du kan ikke. Og du skal ikke være bange.” Fortæller Marcus, over en form for højtaler som jeg ikke kan se. Jeg hører mekaniske lyde fra maskiner som bevæger sig. gulvet hives lidt fra hinanden og et bord kommer frem, med tre forskellige våben. 

Den første som ligger på bordet, er noget som ligner en pistol ret meget, bortset fra at den er kridhvid og den har ingen steder man kan skifte eller putte ammo i. Den er meget simpelt, med tre lyseblå strejer hen over den. Men den siger mig intet

Den anden er et meget langt sværd. Sikkert lavet ud af jern. Den lysegrå farve, sammen med dets hvide, og elegante, skaft. Som snor sig om hånden, mens det er standhaftigt, og man kan have et fast greb. 

Den sidste ligner ret meget et armbånd. ret tykt, men enkelt. Ligesom pistolen. Med flere lysegrønne strejer som lyser tydeligt op. Der er dog en firkant som markerer fronten på armbåndet. Inde i den lille firkant er der endnu en grøn firkant som minder meget om en knap.

Det er sjovt. For alle disse ting har enten grønt eller blåt skær i sig. Jeg tager forsigtigt fat i armbåndet og mærker dets plastic agtige skal. Jeg tager det stille på, og trykker forsigtigt over den grønne firkant, hvor jeg til min overraskelse ser at bordet forsvinder og at armbåndet udvikler sig til en lang handske af en art som sidder stramt og op til albuen. Den er stadig hvid men de grønne strejer sidder over det hele, jeg hører mekaniske lyde og andre ting men ignorer det. Gætter det bare er noget som sidder fast eller bordet som er på vej ned. Jeg strækker armen ud og kigger nysgerrigt på den Men det måtte vente. For i det sekund jeg vender mig om får jeg et ordenligt slag i ansigtet og lander på gulvet mod fronten først, men når at støtte med hænderne som tog det meste af faldet, jeg kigger op og ser en kæmpe robotlignede ting står i det nu store rum? Havde rummet lige vokset? Det var jo så småt lige før? Jeg rejser mig hurtigt og undviger et slag, og træder et par skridt bag ud. Jeg tænker over hvad fanden jeg skal gøre, hvordan havde de tænkt sig at jeg skulle kunne klare sådan dan en blikspand når jeg kun har trænet i få timer.

Jeg tænker tilbage på det øjeblik Marcus sagde at jeg skulle koncentrerer mig om et øjeblik hvor vreden var så stærk igen. Jeg tænker tilbage, tilbage til der hvor jeg fandt ud af at nogle af snobberne fra skolen havde kontaktet politiet og sagde at der gik hackere på vores skole og vi gjorde alt muligt ulovligt, som fx: at stjæle computer gear og sådan. Selvom det slet ikke var sandt. Snobberne på min skole var altid irriteret over at vi var mini 'kendisser' så de rottede sig altid imod os.

Vreden stiger da jeg husker det tidspunkt, politiet forhørte os, og snakkede med så mange fra vores venne kreds, klasser, men heldigvis når de ikke at snakke med vores familier før at de har fundet ud af det var en falsk anklage, og der ikke er meldt noget stjålet og vi intet havde. Jeg vidste at det var dem. De gjorde mig altid så sur, men det var noget af det værste de havde gjort udover at have stjålet Joshuas computer og druknet den i toilettet.

Jeg lader vreden komme frem. Jeg strammer mine knoer til de er hvide og jeg løfter min højre hånd hvor handske/armbåndet sad. Jeg stirrede på den med sammen knibede øjne og jeg fyrer en slags lammelse afsted for robotten kortslutter et øjeblik. Jeg løber imod den og laver et saksespark så den lander på jorden og blotter derfor sit kontrol panel på ryggen for mig. Jeg åbner det op og hiver batteriet ud. Og kigger forskrækket på batteriet jeg havde i hånden og smed det hurtigt væk, jeg grinede. Jeg grinede fordi jeg var usikker. Fordi jeg ikke vidste hvad der skete lige der. De var som om jeg ikke kontrollerede min egen krop, jeg gjorde det bare. Jeg vidste ikke engang at jeg kunne lave et saksespark? Jeg stirrer direkte på robotten. En dør åbnede, og kunne hurtigt se at det var Marcus, Rob og en masse andre personer som kom ind og gloede nærmest på mig. Jeg kiggede også selv forbavset rundt, det gik så hurtigt. Hvordan fanden kunne jeg alt det der? Først lammer jeg den med et armbånd jeg lige havdet fundet, så laver jeg saksespark og river batteriret ud af en kamp robot? Jeg er seriøst hurtigt til at lære ellers må det være armbåndet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...