Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
657Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg genkender ikke vejen vi kører på. Jeg kigger ud af vinduet, og så til mens vi kørte væk fra mit hjem. Vi kørte i ret lang tid. Vi kørte ud af byen, selvom vi for længst havde kørt forbi stationen. De begyndte at sige alt muligt som lød som volapyk. For det gav ingen mening "Er i overhovedet rigtige politimænd" Den ene kigger kort på mig før han ryster på hovedet, "Hvem er i så?" Han kigger mod mig igen, "Du for svar på dine spørgsmål når vi kommer frem. Han kigger mod vejen igen, og de fortsætter deres mærkelige samtale, jeg lagde dog ikke mærke til det, jeg lagde mit hoved op af ruden, og mærker den rystende fornemmelse fra bilen. Mine hænder var begyndt at gøre ondt fra lænkerne. De havde ikke taget dem af en mærkelig grund, men tilgængel havde de sat dem foran mig, så jeg ikke skulle sidde med dem omme bag ryggen.

Vi blev bare ved med at køre, hvorhen ved jeg stadig ikke, men vi er så langt fra alting at vi køre midt ude i ingenting, til sidst endte vi ude i et tæt skov område, hvor der knap er en vej, den er ihvertfald ikke særlig tydelig mere.  Vi kører bare lige ud, længere og længere ind i skoven, jeg har virkelig ikke nogen ide om hvor længe vi har kørt, eller hvor vi er henne, jeg er stadig meget forvirret, hvad pokker er det der sker?

"Vi er der om lidt" fortæller den ene af dem, stadig kender jeg hverken, navne, steder eller hvorfor? Jeg er så forvirret. "Hvor er vi?" spurgte jeg, men fik intet svar, "Halo! Hvor er vi henne, hvad er det der sker? Svar mig dog!" råbte jeg nærmest af dem, men de svarede ikke, de sad bare og stirrede på den smalle vej, som er omringet af de høje træer. De irriterede mig virkelig. De sagde intet, fortæller mig intet, og hvad kan jeg gøre, jeg kan sidde på min røv og se til mens de her gutter 'bortfører' mig.

Jeg bliver revet ud af mine tanker da døren bliver åbnet og manden som kørte begyndte at hive forsigtigt i min arm og river mig ud af bilen, han fumler med nogle nøgler før han låser mine lænker op, en lettet følelse kommer lige så snart lænkerne ryger af, jeg gnider mine hænder fordi huden er blevet lettere irriteret af lænkerne. De begyndte at gå imod skoven, jeg følger bare efter, selvom jeg hellere vil stikke af og løbe hjem, men hvilken vej er det lige? For som sagt, jeg har ingen ide om hvor vi er henne.

De går ind i den dunkle skov og går med hastige skridt. Jeg følger bagtrop, men stopper hver gang jeg hører en mærkelig lyd, mene de andre vrisser og siger jeg skal sætte farten op. Jeg blev mere og mere sur, hvordan kan han tillade sig at vrisse af mig, når han har bortført mig, fortæller mig intet, og lad os ikke glemme de skide irriterende lænker og at de hentede mig, og fik min mor til at græde.  Jeg går videre ind i skoven, jeg går med få skridt bag dem, mine converse er ikke de bedste sko at gå rundt i herude. Og min trøje er ikke den varmeste.

 

Vi fortsætter med at gå, vi fortsætter ligeud, jeg holder blikket mod jorden. Jeg fryser virkelig meget lige nu da vinden begynder at tage fat, og det er ikke fordi det er varmt lige nu. De andre stopper pludselig, jeg kigger op fra jorden, hvor der nærmest kun lægger blade. Jeg ser en masse træer, de står alle unaturligt. De står helt lige, og jeg mener præcis. De står lige indtil midten hvor de alle bøjer en smule så de ligner der er en ring. Kronbladene fylder toppen og laver te form for tag og sørger for at der er næsten helt mørkt. Få solstråler kommer snigende ind, de to andre gå videre mod midten hvor de stiller sig.

"Vi er her, kom. skynd dig nu lidt!" vrissede den ene, det er lidt irriterende at kalde dem, den ene, eller den anden, eller de to. Lad os kalde dem, Den irriterende, altså ham der bliver ved med at vrisse af mig, og den anden, den stille. For han har næsten intet sagt til mig i løbet af hele turen. Men vrissede den irriterende. Jeg bevæger mig langsomt hen til dem, kun for at irritere dem. Han siger noget som jeg ikke hører, jeg hører kun den svage lyd af hans stemme, den stille hiver sit ærme frem hvor han hiver ærmet op og viser en mekanisk mekanisme sidde og omfavne det meste af hans arm. Den lyser i et let turkis farve, med ledninger og knapper, over det hele. Jeg stirrer lidt på dem, Da han begynder at sige noget, jeg igen ikke forstå fordi de snakker volapyk. Han trykker på et par knapper, og drejer på en skive. Jeg ser spændt på hvad han laver, den ting er faktisk meget sjov at se på, det er lidt som en mini computer ur, som sidder på næsten hele det nederste af armen.

Han trykker på endnu en knap, og jeg mærker, bevidstheden forsvinde langsomt. Jeg føler det hele snurrer rundt, alt bliver mørkere. Det hele snurrer rundt, jeg kan ikke se op eller ned, til højre eller venstre. kun lige ud, En form for kraft nærmest river i min krop. En smal smerte begyndte at komme fra mine ben, jeg prøver at kigge ned men det bliver værre. Jeg ser skoven forsvinder og intetheden kommer frem. Den intethed kender jeg, jeg har set det før, jeg har været her før? Men hvorfra ,hvordan ved jeg ikke. Jeg kan mærke lettelsen kommer tilbage i min krop, som om jeg har fløjet rundt, uden nogen fast grund, og nu er jeg tilbage på jorden, Jeg mærker noget blødt under mig, hvad ved jeg ikke.  Jeg hører stemmer men forstår intet. Jeg prøver at åbne mine øjne men de adlyder ikke, de forbliver lukkede og jeg bliver i intetheden, ensomheden og mørket, hvor kun jeg er.

 

 

***

 

Stemmer, jeg hører stemmer. Dog kan jeg ikke tyde hvad de siger. Jeg forstår intet. Jeg er så forvirret. Det ene øjeblik er jeg lige blevet Verdens mester, den andet ligger jeg i Benjamins favn, og så bliver jeg anholdt, for at vide at 'betjentene' ikke var betjente, og at de kørte mig ud i en skov, hvor jeg nu ligger i intetheden og ikke kan finde vej ud. Hvad pokker er det der sker? Hvor pokker er jeg? og hvor snakker alle volapyk? Jeg kæmper endnu en gang for at åbne mine øjne, de slipper langsomt op, og jeg ser lys, meget svagt lys. Det kommer sikkert fra en fakkel eller en lampe. Jeg hører en snakke, men jeg ved ikke hvem personen siger eller hvem personen snakker til. Jeg åbner dem lidt mere, og ser en lidt ældre kvinde sidde for enden af min seng, mens en anden person står ved døren. Rummet jeg er i, er udelukket lavet af metal. Metalvægge, døre, lampen, Sengen, og bordet ved min side. "Melody" Jeg kigger forvirret hen på manden, "Tag den her på" Jeg sætter mig op, og tager imod, en lille form for øresnegl. Den er gennemsigtig. Jeg aner ikke hvad det er, men den er meget mærkelig. Jeg kigger tøvende hen på ham. "Det er en oversætter, den for dig til at forstå alle sprog, som nogen snakker til dig" fortæller han med en mærk og kraftig stemme, jeg nikker blot og sætter den ind i mit øre, den irritere mig først men så lægger jeg slet ikke mærke til den er der. Damen siger noget, men først da det går op for mig at det er mig hun snakker til, kigger jeg hen på hende med et spørgende blik.

 

"Jeg sagde: Har du nogen ide om hvad du laver her?" Jeg ryster hurtigt på hovedet, for jeg vil virkelig gerne have nogle svar. Hun sukker, og rejser sig op. "Du skal nok få dine svar" Sagde hun bare før døren åbner og hun træder ud. Tilbage stå den høje mand, med den kraftige stemme. "Melody, Lad dine spørgsmål komme frem og jeg skal besvare så godt som muligt" Han lyd meget gammel dags, måske er det her Fremtid blandet med fortiden, rummet jeg er i er ny teknologisk, mens de snakker gammeldags. Og gik rundt i meget mærkeligt tøj, ham her, har en lang jakke på i mørke grøn, med en sort klap for venstre øje, Skaldet, med bukser og en sort trøje, samt en orange strop som går hen over brystkassen med nogle små lommer på.

"Hvor er jeg?" Det typiske spørgsmål kom først. Han smiler bare, og siger "Velkommen til Ratio" Ratio? hvor pokker ligger det henne? det har jeg aldrig nogen sinde hørt om! "Hvor li-" "det ligger ikke på jorden" han afbrød mig midt i min sætning, og gav mig svaret, er jeg så på en eller anden fremmed planet? Eller i et rumskib? "Men hvor er jeg så?" Spurgte jeg lige efter. Hans smil falmede, "Du er på vores hovedskib. Vores verden er ved at blive invaderede af 'virusser' dette er vores flugt, vores eneste sikkerhed. Men du kan hjælpe os." Jeg kigger uforstående på ham, "Hvordan kan jeg, en seksten årig pige, hjælpe jer med at redde en planet?" Han går tættere på, tager det som ligger på bordet. Giver mig et glas, fyldt med vand, og ligger en skrigende grøn pille i min hånd. " Tag den og du får alle svarende" Det var det eneste han sagde før han også forsvandt ud af døren. Jeg sidder på sengen og ned stirrer bare pillen. Overvejer, skal jeg tag den? eller, lade vær?

 

Jeg sætter den grønne pille på tungen. Sætter glasset op til munden, og synker pillen, Jeg sætter glasset på metal bordet igen. Jeg lægger mine ben op på sengen og ligger mig ned igen, venter på pillens virkning. Jeg aner ikke hvad det er jeg har taget, men hvis jeg for svar er det det værd. Jeg er stadig så forvirret, jeg forstår intet. Intet sker de næste minutter, jeg ligger bare og kigger ud i den tomme luft. Ser intet, laver intet. Ligger helt forstenet, ikke fordi jeg gør det selv, jeg kan simpelt intet bevæge. Jeg lukker øjne, og ser igen intetheden. "Melody" Hører jeg en sige, med en velkendt stemme. Hvem ved jeg ikke, jeg kigger mig forskrækket rundt, hvorfor her? Hvorfor intetheden, jeg kan ikke lide det her sted.

Jeg hører skridt, ikke fra en men flere personer. Jeg drejer rundt på stedet, jeg ser intet andet end mørket, jeg høre skridtene kommer nærmere. "Melody, tag det roligt" En kvindelig stemme snakker til mig, som også lyder bekendt. "Vi gør dig intet, vi er dine venner" Jeg kigger der hvor stemmen skulle komme fra men der er ingen, "Hvordan ved jeg det?" Spørg jeg usikkert, jeg hører alle tager ét skridt. Jeg ser mig forskrækket rundt, de er her alle. Dem som jeg havde sagt var min 'gruppe', mine venner, dem som jeg stoler allermest på. De har løjet for mig, de er en del af det her. Benjamin, May, Lucia, Rey, Joshua, de omringer mig. "Hvad pokker!" Råber jeg til dem. Hvordan? Hvorfor?

"Du har sikkert mange spørgsmål, du skal nok få svar, senere" Siger May, med en rolig stemme, jeg er helt oppe at køre. Har de hele tiden været en del af den her ting? Eller er det her en eller anden syg joke? "jeg siger jer, hvis det her er en eller anden syg joke, så har i fået mig. men det er altså ikke sjovt mere" De laver ingen grimasse. Intet, de står bare og ser på mig, står omkring mig i en rundkreds. "Dette er lang fra en joke." Fortæller Joshua mig. "Men hvad er det der sker! Hvorfor er i her? Har i noget med det her at gøre!?" Jeg råber frustreret rundt. "Vi er midt i en krig."  "Vi er her for at beskytte dig, holde øje med dig" "Vi har intet at gøre med at du er den udvalgte" Svarede de hver for sig, en efter en svarer de, på de spørgsmål jeg lige har stillet, i rækkefølge endda.

"Hvorfor bliver i ved med at tale om 'den udvalgte'?" Spørg jeg frustreret. De bliver ved med at snakke at kun den udvalgte kan redde deres verden, Ratio, tror jeg den hed, Dumt navn hvis du spørg mig. "Du er den udvalgte, Melody, det er din skæbne" Svarer de alle mekanisk i kor.  Ohh nej, nu skulle de heller ikke til at snakke om alt muligt skæbne pis vel? "Du er vores eneste håb Melody. "Jo, det skulle de, 'Det er din skæbne! Følg din skæbne om at redde denne fantasy verden, Det er din skæbne, din eneste mening med din eksistens.' Seriøst, jeg har set for mange film...

"Men, hvorfor?" Var det eneste jeg til sidst kan få presset ud af mine tørre læber, det spørgsmål havde siddet længst inde i baghovedet. Hvorfor mig? Jeg er ligesom alle andre seksten årige piger ikke? De træder alle et skridt frem. "Melody, Du skal redde Ratio, du skal redde den sidste art tilbage, udover menneskeheden" Jeg kigger uforstående på dem. Og de opdagede det hurtigt, for derefter begyndte Joshua at forklare.

"Vi er ikke mennesker, vi er tal, vi er et system, vi er et program. Vi eksisterer ikke, ingen gør. Vi er alle en del af en computer. Men der skete en 'fejl' da du blev programmeret. Du er anderledes, du er, levende" Han sagde det langsomt, vent så alle bortset fra mig er en computer? "Jeg forstår stadig ikke, er i så en computer eller sådan noget?"  De trækker alle sammen en hætte over hovedet, jeg har slet ikke set de havde en kappe på, men den er der. Mens de hiver den mørkebrune hætte over dem, bliver rummet mere og mere lyst.

"Melody, du ved hvad du skal, Lad tallene vise vej" Siger de endnu en gang før de forsvinder.

 

***

 

Jeg sætter mig op med et chock, til min forundring, sidder jeg i sengen, med sved ned af panden? Jeg kigger forvirret rundt, Lad tallene vise vej. Hvad pokker mener de dog med det? Jeg kan stadig ikke fatte det. Mine bedste og næsten eneste venner, har bare været der for mig, fordi jeg var deres job, jeg betød sikkert intet for dem. "Godt, du er vågen" Jeg kigger med en hurtig bevægelse mod døren. Den samme mand står der igen. "Lad mig præsentere mig ordenligt. Jeg er Morph Champp. Jeg gætter du har mødt min søn, 'den irriterende lære, som du har i næsten alle fag' " Vent.. Hvor ved han det fra, jeg har holdt det for mig selv? "hvo-" "Jeg ved alt, Melody" Afbrød han mig. Jeg kigger forskrækket på ham, Han gjorde hvad!?

"Jeg gætter på du sikkert gerne vil have et bad og noget rent tøj." Jeg nåede ikke at svare før den samme dame som før kom ind og hev mig ivrigt ud af rummet, ned af en lang gang, fyldt med rør, ledninger, små grønne og blå lys, med knapper over alt. Mens vi gik på metal gulv. Jeg mærker først nu hvor koldt her er. "Fryser du?" Spurgte damen. Jeg nikker bare og hun smiler. Hun stopper ved en dør, trykker en kode ind og døren åbner sig, og et kæmpe badeværelse kommer frem, men dog i det samme kedelige ledning og rør system på væggen, men med et hyggeligt mørkt trægulv.

"Gå nu ind, jeg henter dig lige noget nyt tøj." Mere sagde hun ikke før hun havde skubbet mig ind i rummet, døren lukkede og jeg sad herinde. Jeg kigger mig rundt og ser at der er et kæmpe badekar henne ved den ene væg, hvor der lige ved siden af er et stort glas brusebad. Jeg ser også et toilet og en vask, men det er der jo normalt. Jeg smider langsomt tøjet for at tage mig et brusebad.

 

Jeg stiger ud af brusebadet, og finder et håndklæde som hænger på væggen. Jeg ser mig rundt, hende damen er ikke kommet tilbage. Jeg går hen til vinduet. Som har både gardin, og er helt dugget til fra dampen. Jeg kigger forsigtigt ud, mens jeg skubber lidt til det sorte gardin. Jeg ser ned i det som ligner en park. Græs, træer, og en gril? Jeg ser også to personer snakke, eller, råbe af hinanden, de ligner hinanden så meget.

Men jeg aner ikke hvem det er. Mystiks. "Her er noget nyt tøj" Jeg vendte mig hurtigt rundt og ser at damen stå henne ved vasken. Jeg kommer hurtigt i det tøj damen kom med, det bestod af nogle sorte bukser, sorte sko, som mindede lidt om converse, sammen med en hvid trøje og undertøj selvfølgelig. "Jeg hedder for resten Na'ane" Sagde hun med et smil på læben, jeg havde ikke skiftet foran hende, men inde i et andet rum, lige nu børstede jeg bare mit våde lange hår. "Jeg er-" "Du er Melody Reed. Det ved jeg." Hvorfor bliver folk ved med at afbryde mig i dag?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...