Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
574Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg putter hurtigt USB stikket ind i min computer, jeg hører folk heppe, men lukker det hele ude. Nu skulle der fokus til. Skærmen bliver sort. Jeg kigger kort på den, ti tal. Ti Tal. Det var alt der kom frem, jeg begyndte at dekryptere tallene, men da jeg var færdig, gav det ingen mening.

System, gemt, glemt, udvalgt.

Det giver ingen mening. "Uhh, det ser ud til at Melody har problemer, Lukas, Emily og Sun har indhentet hende og løser hvad end der er på USB stikket." folks snakken kom tilbage, System. Et system? Et glemt system, som kun udvalgte kan se? Er det svaret? Det kan det umuligt være? Det kan ikke være så simpelt?

Men hvad nu hvis det er rigtigt? Vil jeg så spilde min eneste chance? Jeg tar med et fast greb om kuglepennen, skriver sætningen ned.

'Et Glemt System, Som Kun Udvalgte Kan Se'

"Færdig!" Jeg rejste mig, og kigger mod min 'gruppe' som smiler, og klapper. Sammen med en masse andre, kommer blitzen igen, jeg er den første, jeg er den første færdige, og måske også den første kvindelige vinder!

Marcus kom hen til min computer, han ser på notes blokken. For at se om jeg havde svaret rigtigt, folk kiggede spændte på Marcus. "Imens Marcus, jury medlem for Melody, tjekker svarene, venter vi alle spændte på at få at vide. Bliver Melody Reed mon den første kvindelige vinder?" kommentatorens ord, var svage for mig, jeg koncentrerede mig om Marcus. Han var udtryksløs, hvilket gjorde det svært at se, om det er rigtigt eller forkert det jeg har skrevet, om jeg har hacket den rigtige side. Marcus rejser, langsomt og udtryksløs, går han hen til kommentatoren, og får mikrofonen fra ham, havde han en mikrofon? Der kan vi bare se for meget jeg har fulgt med i nat... 

"I aften, skriver vi Hacker Historie." startede han ud, folk kiggede forvirret på ham.  Han begyndte at smile, jeg kiggede ned på min 'gruppe' de kigger med store øjne, på Marcus.

"For vi har den første kvindelige Mester i huset lige nu, Melody Reed!"

Vent, hvad? Vandt jeg? Oh My God, jeg er verdens mester! Jeg smilte meget, alle fra publikum, plus de andre oppe på scenen klappede. Marcus gik hen til en af de andre fra Juryen, og sagde noget, men jeg var ligeglad, jeg er freaken verdens mester!

Marcus gav mig den lille pokal, formet som en computer -sjovt nok-. Jeg smiler, helt op til ørene næsten. "Og du kan nu kalde dig Verdens Bedste Hacker" Sagde Marcus højt,  jeg vendte mig mod de andre som stadig klappede, smilede, og blitzen fra de få paparazzier. Det her er for vildt!

 

"Det er for sejt mine veninde er verdens bedste hacker!" sagde Benjamin igen, og jeg sukkede. Han har sagt det flere nu, vi går ned af vejene, på vej hjem. Som forudsagt, er klokken tre om natten/morgen. Heldigvis er det søndag I dag, og jeg kan sove længe. Jeg ser skiltet til min vej, og skal til at dreje af. "Ses Guys!" siger jeg med en monter tone, de vinker, og siger 'farvel' til mig før jeg drejer af igen. Ja, i vores gruppe. Er vi tætte, vi er bedstevenner, men behandler hinanden som vores egen familie. Jeg når til mit hus, jeg kravler over vores stakit, og skynder mig ind til baghaven. Jeg klatrer langsomt op ad stigen, for ikke at vække Zoe, som sover i værelset ved siden. Jeg skynder mig ind ad vinduet, og går hurtigt over til mit skrivebord. Uden at lægge mærke til resten af mit værelse, jeg sætter min computer ned, og sætter ledningen til, så den kan lade.

Jeg vender mig hurtigt om, men får et kæmpe chok, da jeg ser min dejlige storesøster, sidde på sengen, hvor hun sikkert har forstået, at jeg har sneget mig ud." Zoë?"

 

 

***

 

"Hvor har du været henne?" hvordan skal jeg fortælle min søster, at jeg har løjet for dem, sneget mig ud, og nu er verdens mester?

"Jeg øhh..." hun kigger forvirret på mig. "Ved du hvad det er lige meget, så længe det ikke er ulovligt" jeg smilede til hende, hun nikker bare, og rejser sig op. Selvom det jeg ikke laver er helt lovligt...

"Hvorfor sidder du egentlig på mit værelse?" jeg sætter mig hen på sengen, der hvor Zoë lige havdet siddet. "Jeg har vidst i længere tid, at du har sneget dig ud, men bare undret mig hvor du tager hen." hun lød som om hun var ligeglad, som om det er dumt at bekymre sig om sin lillesøster.

"Zoë, når jeg fortæller dig det her, så må du ikke sige noget som helst til mor" hun kiggede uforstående på mig, men nikker hurtigt. Jeg ved ikke hvad der får mig til at fortælle hende det, måske var skyldfølelsen at de troppe en alt for stor løgn, omkring mig. Det er ikke rart at lyve for de nærmeste man har på en familie, derfor lyver vi aldrig i 'gruppen'. Desuden kan vi se det, når nogen lyver, vi kender hinanden for godt.

Jeg fortæller hende det hele, at det at lige siden vi kom her, har jeg været del af en gruppe, at jeg har løjet for dem, at jeg har hacket, og dekrypterede beskeder, lukket hjemmesider ned, og alle konkurrencerne. Hendes udtryk blev ulæselig, da jeg fortæller. At jeg er verdens første kvindelige mester i Hackning. "Vent, vent, vent! Er du verdens mester? Siden hvornår? Hvorfor har jeg intet fået af vide?" spørgsmålene, kom pludselig, jeg fik kun lige lov til at sige tingene, før hendes spørgsmål sprang i hovedet på mig, "Ja, jeg er verdens mester, og siden klokken kvart i et, i nat. Og du har intet fået af vide begrund af at jeg ville være sikker på mor ikke fik det af vide, Zoë, undskyld jeg ikke sagde noget. Det er bare nemmere hvis der er mindre som ved til det." hun fik lidt af en sørget udtryk på, "Stoler du ikke på mig?" nej, nej, nej, jeg havde håbet hun ikke ville stille dét spørgsmål. Hvordan skal jeg ordne den her?

"Jo Zoë, det gør jeg, men, det er nemmere at holde for mig selv, og jeg ville ikke have du skulle bekymre dig om mig. "hun kigger bare i gulvet, men kigger så på mig igen, "Du er altså en besværlig lillesøster" det var det eneste hun sagde, med et smil på læben, forsvandt hun ud af døren, sikkert mod sit eget værelse.  Jeg tjekker klokken på min telefon, den er halv fire morgnen...

 

En solstråle i hovedet fik mig til at vågne, der er stille i huset, så mor var sikkert taget på arbejde.  Jeg skæver til uret på væggen. Klokken er halv tolv! Jeg tog min mobil op. Og så at jeg havde utallige opringninger fra 'gruppen'

"Shit" grunden til at jeg er så stresset er, at hver søndag, klokken elleve, mødes vi alle i parken. Jeg skyndte mig hen til mit skab og skyndte mig i et par højtaljet bukser, en sort trøje med et smeltet hjerte på.  Redde mit hår, som stod ud til alle sider. Børste tænder, så tager jeg mine bordeu røde High converse. Derefter mine solbriller fordi det skulle blive varmt I dag. Jeg skynder mig hen til min cykel, og sætter i gang, og så kører jeg eller hurtigt imod parken, som heldigvis ikke lå så langt væk fra mit hus. Hyde park, for at være helt præcis. Jeg sætter farten lidt højere op før, jeg stopper ved parken, hvor jeg stiller min cykel, og låser den så. Jeg løber så hurtigt jeg kan hen til springvandet, hvor vi normalt mødes. Jeg ser dem længere henne, snakke, de sidder sikkert og venter på mig.

Jeg stopper foran dem, og trækkede vejret tungt, "Vi troede lige du havde brændt os af?" Siger Joshua, højlydt. De andre begyndte at grine, "Nej, du troede hun brændte os af.." Selvfølgelig. Lucia smilede bare til mig. Hun har ikke rigtigt kunne lide Joshua, men har vundet sig til at han er med i 'gruppen' nu. "Aldrig" sagde jeg og satte mig ved siden af May. "Hvad skal vi så I dag?" spurgte jeg, de grinte igen. "Benjamin syntes vi skal fejre din sejr med en lille fest, kun for os" jeg smiler bare, det lød sjovt. "det kunne være sjovt! " fortalte jeg hurtigt. "hvor henne?" Lucia, Joshua, og May pegede på Benjamin. "Det ser ud til at det bliver hos Benjamin."  Vi begyndte at grine, vi tar altid hjem til Benjamin, mest fordi hans forældre ikke er så tit hjemme, men det ser ikke ud til at røre på ham.  "desuden, så har vi også noget alkohol. Derhjemme, altså" tilføjede så efter. Det kunne blive rigtig sjovt, endda.

"Okay, May og Lucia i skal finde film, Melody og Benjamin i henter slik, imens gør jeg lidt rent herhjemme, " vi sad inde på Benjamin værelse, Joshua havde været sød at fordele nogle ærinder til os, så ville han gøre klar til en hygge aften "lad os gå" Benjamin tog i mi arm og vi gik ud, tog vores cykler og cyklede imod den tætteste butik. Det tog ikke så lang tid. Benjamin bor i en ret stor lejlighed, med sine forældre, i midten af London. Så det var ikke svært. Vi kom hurtigt til en lille kiosk. Hvor vi købte lidt af hvert, penge havde vi nok af, Benjamin forældre havde givet ham et kort med mere end, hvad, trehundrede pund (tretusinde kroner) så det manglede vi ikke. Vi satte igen mod hans lejlighed. Hvor vi så skulle hjælpe Joshua, siden han gjorde det alene. Vi skyndte os lidt, men nyder også vejret, det var første gang i en uge, der var over tyve grader, hvor der ikke var overskyet eller regnede.

Vi smækkede døren i bag os, og råbte Hej til Joshua, jeg puttede slikket i nogle skåle, og stilte dem på bordet, imens havde Joshua og Benjamin hentet nogle madrasser ind i stuen. Vi skulle holde vores form for fest, blev vi enige om. Og det er at se gysere det meste af dagen, med noget af aften med.  Og måske fjolle lidt rundt som normalt.

 

Vi sidder på de madrasser der ligger foran tv'et, vi hare rykket sofaen så vi kunne være der. Vi sidder alle sammen og æder slik, mens vi ser The Grudge, vi startede klokken halv et med at se film, men nu er den snart seks. Vi skulle også spise der hjemme, Benjamin havde allerede bestilt nogle pizzaer som vi bare ventede på kom. Jeg er virkelig blevet sulten, derfor prøver jeg at spise lidt mere slik, så min mave ikke knurrer for højt. Inde i tv'et ser man en pige gå rundt inde på en lang gang, ved et lejligheds komplet. Hun ser en anden dame, som går rundt, humpende, jeg hiver dynen længere op. Mest fordi jeg er virkelig er dårlig til at se gysere, jeg kan sagtens se dem uden at få mareridt, og skrige virkelig meget.

Damen som humpede, vendte sig langsomt om, om så at hele hendes venstre side af kæben sidder hængende, jeg hev hurtigt dynen over hovedet. Jeg mærkede noget som hev mig lidt mere til højre. Jeg ville ikke hive dynen væk, for at måske se den klamme dame igen, jeg hørte skrig, og det fik mig til at grave længere ned i dynen. Jeg hørte et svagt grin, og kunne ud fra det grin høre at det var Benjamin, som havde trukket mig ind til ham. "Er du bange, Melody?" hviskede han til mig. Han hev dynen ned så han kunne se mit ansigt. "Måske en lille bitte smule" Han begyndte at grine, "Du kan se Saw, Saw II & III, Friday 13th, i træk men du kan ikke se The Grudge. De andre er lang mere uhyggelige."

"jeg ved det, jeg er mærkelig" Han grinte bare lidt mere, men så ringede det på døren, Benjamin, rykkede lidt på vej, så han kunne gå ud og åbne for pizzabudet. Den velkendte buzzene lyd kom, hvilket betød at pizza kom lige om lidt. "Pizza kommer nu" Råbte Benjamin. Til os i stuen, May tog fjernbetjeningen og satte filmen på pause, og vi rejste os alle, og gik ind i køkkenet hvor spisebordet også var. Vi satte og, og efter et par minutter kom Benjamin ind med en masse pizzaer.

 

 

***

 

Jeg vågnede op, kigger på mit ur og ser at klokken er lidt over syv. Jeg kunne høre min mor råbe nedenunder at vi skulle gøre os klar så vi kunne nå bussen. Jeg kom hurtigt i tøjet, og alt det der morgen halløj, Jeg mødte min søster nedenunder om ventede på mig. Hun snakkede ikke til mig under hele turen hen til bus stoppe stedet,, men den stilhed imellem blev brudt af 'gruppen' som råbte til mig, jeg orkede ikke skole i dag, men idet mindste gik jeg på sidste år.

Da vi trådte ind på skolens grund, splittede vi op for at hente bøger og gå til time, vi ses normalt kun i frikvarterne og spisepausen. Og igen efter skole. Så vi blev ikke trætte af hinanden med det samme.  Men imens skolen langsomt skrider frem, kan vi kun vente. På at få fri. Jeg blev dog angrebet af nogle af drengene i mine første klasser, som alle havde hørt rygtet, jeg fortalte dem at det var sandt og så blev jeg ellers bare omringet af drenge. En normal teenager pige ville nok synes det var sejt med mere end syv drenge efter en, men jeg synes derimod at det var virkelig irriterende, Heldigvis, redde Joshua mig fra dem i fjerde leksion.

Da klokken endelig lyder, pakker jeg mine ting sammen og går mit skab, klokken er tre om eftermiddagen, og vi har fri. Jeg tjekker min mobil og ser at min mor har skrevet, at jeg skal komme hjem i dag. Det vil sige at jeg skal. "Hey, Melody. Skal du med hjem, til May?" Lucia kom hurtigt hen til mig med May og Joshua bag sig. "Nej, min mor har sagt at jeg skal komme hjem i dag" "Nederen!" Råbte de i kor. Jeg nikkede blot, og vinkede med en lille hånd ryk, og gik mod udgangen.

 

Jeg kom ret hurtigt hjem, min mor sad i stuen, men jeg kunne flere stemmer, dybe mandestemmer? Hvorfor var der dog andre herhjemme, mor havde da ikke sagt noget om gæster? "Mor?" Jeg stod i dørkammen, hvor jeg kunne se. To mænd sidde i mørke smoking, af en slags. Med håret lagt tilbage, i et ordenligt lag voks. De vendte sig imod mig. De kigger på mig med en seriøs minde. "Melody Reed?" Spurgte den ene af de to mænd, jeg nikker "Ja?" Han nikker til den anden som nikker tilbage, før de rejser sig op. Og går med store skridt hen til mig. "Du er hermed tilbage holdt af Englands efter retning tjeneste."

Sagde de i en kold tone. Vent hvad? Er jeg ved at blive anholdt? Hvorfor? "Hvorfor?" Sagde jeg hurtigt. "Af grunde som, Hacking, ned lukning af FBI's hoved system, " fortalte de mig, mens de tog fat om mine hænder, tog dem bag min ryg, og satte håndjern på.  Vi bevæger os imod døren, jeg hører min mor græde. Jeg kan ikke holde tanken ud at hun græde over mig. Ikke kun fordi jeg har løjet, men også måden hun har fået det af vide på. At hun har fået det hele af vide af et par politi mænd. Må være hårdt for hende. Vi går igennem forhaven, igennem de mange flotte blomster, mens jeg ser måske sidste gang i et stykke tid, på den gamle vej hvor jeg altid har boet. De åbnede døren, og jeg satte mig ind, de smækkede døren. Ingen vej tilbage…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...