Hacker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
[PÅ PAUSE MIDL. TIDIGT]
Et håb, som kun få kan se,
Et sted som kun få kender til,
Det hele er et spil,
Du har en chance, så brug den med omtanke...
Melody Reed er den udvalgte, Melody Reed er vores sidste håb.
Velkommen til Ratio.

5Likes
2Kommentarer
600Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Melody!" 

Jeg vågner op da jeg hører min mor kalde, jeg sætter mig op fra den ubehagelige stilling jeg har sovet i. Jeg sidder ved mit skrivebord. Jeg er sikkert faldet i søvn mens jeg sad og afkodede noget, igen. 

"Melody! I skal gå om lidt!" min mors råb får mig til at fare op, hen til mit skab for at finde noget tøj. Jeg tager det sædvanlige blå jeans og en T-shirt, jeg skifter hurtigt, går hen til spejlet for at re mit hår. Jeg griber fat om børstens skaft og begynder at redde det uldede hår.  Jeg får også hurtigt lagt et lag mascara og eyeliner. Jeg ser hen på min computer som står tændt, med en masse koder skrevet over skærmen, jeg skynder mig at lukke det ned. Mine forældre ved intet om mit hackeri, eller noget om mine computer færdigheder.  Jeg putter min bærbar i min taske. Ja, jeg har en stationær og en bærbar computer.  Jeg fortsætter mod trappen med tasken på ryggen. 

"Så er jeg her" sagde jeg hurtigt, min mor vendte sig og kiggede på mig. Min storesøster Zoë kom lige bag mig. Hun 17, det vil sige halvandet år ældre end jeg.  Vi fortsætter mod døren, og sætter i løb da vi ikke kan misse bussen.  Og vi nåede det kun lige i tide.  Så nu sidder jeg bagerst i bussen, sammen med mine 'Gruppe'. De fleste på skolen kendte os godt. Vi er som altid får gode karakterer. Vi er dem som finder de hotteste steder, vi er kendt som 'de populære', men det er ikke fordi vi er populære, folk kender os,  vi er faktisk underligt nok kendt i hele London.  Jeg er ikke selv fra England, jeg kommer fra Californien. Men vi flyttede hertil få år tilbage. Og begrund af mine evner blev jeg hurtigt del af 'gruppen' 

Bussen stoppede ved skolen og vi hoppede af og gik de sidste stykke.  Vi går samlet ind af de store glas døre og træder ind på gangen med alles blikke rettet mod os. Jeg ignorer dem som normalt, jeg går hurtigt hen til mit skab for at hente de bøger jeg skal bruge til data timen. Jeg skulle til at gå, da der var en som kaldte på mig.  Det var bare min hyper veninde, Elená.

"Hey! Melody!" råber hun fra den anden ende af gangen, hun sætter i løb ned til mig. Hun når hurtigt hen til mig, "Melody, der er endnu en tunering, i denne weekend. Tilladt for alle, de har tænkt sig at finde den bedste, af alle! De har sendt en kode besked rundt. "jeg kigger på hende, hun sagde alt det der i en køre, "Elená træk vejret. Og ja, jeg har allerede fået beskeden, jeg dekrypterede den i nat." hun smiler bare. Vi går ned af gangen mod data lokalet.  Klokken lyder og folk sætter sig, læren kommer dog lidt for sent.  Og det er ikke engang vores lærer som kommer.

"Goddag elever, jeg hedder Marcus, og jeg skal være jeres vikar. Imens jeres lærer har taget fri, de næste par uger," folk begyndte at snakke. Marcus har sort hår som går til under ørene, klare brune øjne, hvid hud, mens har afslappet tøj på? Egentlig forstod jeg godt hvorfor. Marcus ligner ikke han er mere end, 19 måske?  

"er du ikke for ung til at være lære?" spurgte nogle af pigerne der sad bagerst. Han ryster på hovedet. "måske, men skal vi komme i gang? Hvor langt er i noget?"

 

 

***

 

 

Timen skred langsomt frem, mest fordi der kun kom spørgsmål til Marcus. Der skete ikke særlig meget så jeg tog mig den frihed at i frikvarteret, ville jeg dekryptere beskeden igen. Klokken ringede og det betød at timen var slut, jeg hørte flere folk begyndte at snakke. "Elená, du må hjælpe mig, jeg nåede ikke at dekryptere hele beskeden, jeg skal have folk ud herfra, kan du det?" Hun nikkede lidt for ivrigt, hvor hun begyndte at råbe alt muligt, og folk forsvandt stille og roligt, jeg tog fat i et USB stik jeg altid har på mig. Jeg sætter det ind i min computer, og putter samtidigt også laderen i da det kommer til at tage rimelig med strøm. Men så begyndte det.

Jeg sidder bare og løser koder, skriver nogle nye, samtidig med at jeg knækker brevets koder, og den til sidst danner ord, ord der danner sætninger, og sætninger som danner beskeden. Jeg skriver ordene, ned på et papir ved siden af mig. 

"Hvad tror du, du laver?" Jeg vender mig hurtigt om, hvordan kan jeg være så dum at glemme at låse døren?!

"Jeg..øhh.." vikaren Marcus stod foran mig, med et mærkeligt udtryk i ansigtet som jeg ikke kan se om han er nysgerrig, eller vred?

"Du hvad?" Spurgte han igen. og kiggede på mig med et strengt blik, okay helt klart sur. "Jeg dekryptere" 

Han stod med lidt åben mund. "Su du er Melody Reed?" Jeg nikker, han sætter sig ned på stolen ved siden af. "Jeg må sige, at jeg aldrig har mødt en 16 årig hacker" Sagde han, jeg stirrer på ham. Okay han er typen der siger ting lige ud, fedt at vide.

"Hvad er det helt præcis du dekryptere?" Spurgte han efter han har stirrer på tallene, "Noget" Sagde jeg flabet. 

"Medmindre du vil have jeg ringer til dine forældre og siger du hacker på skolens ejendom, så vær venlig at fortælle mig det" Sagde han strengt igen, han må ikke ringe hjem, min mor tror jeg er ligesom hver anden pige i sekstens års alderen, hun aner intet om hackeriet eller det jeg har i gang. 

"Fint, men du må ikke sige noget til min mor, jeg dekryptere en besked, der er den her 'sammenkomst' eller tunering, i weekenden for folk som mig." "Altså en konkurrence for hackere" 

"Nej, for folk som er gode med computere. Men ja, en konkurrence." Han smilte over min bemærkning, "Det ikke pænt at kalde folk en hacker, desuden for jeg bare politiet i hælene hvis jeg bliver kaldt en hacker." Hans smil faldmede igen, "jeg lader dig få en advarsel, men du skal ikke -øhh- dekryptere på skolens grund igen, forstået?" Jeg nikkede bare, og gik hen til min computer, hev USB stikket ud, og tallene forsvinder fra skærmen. Marcus forlader lokalet, det eneste jeg havde fået ud af de små syv minutter jeg sad her er, er:

Melody,

Verdens mesterskab i Dekryptering og indfiltring.

Kom alene, alle mødes ved det sædvanlige sted, 

Lørdag, klokken 24:00

 

Ikke meget, men det er præcis hvad jeg har brug for. Men jeg bliver nød til at snige mig væk igen, som jeg gør når jeg skal til de andre konkurrence. For lige meget hvad må hverken min søster eller min mor vide hvad det er jeg laver. Jeg ved min mor ville konfiskere mine computere, telefon og andre elektroniske apparater, og sikkert sende mig på kostskole. Hun er meget over beskyttende, især da min far forsvandt nogle år tilbage, jeg skal sige alt til hende, og jeg har ikke mange muligheder for privatliv, så jeg lyver over for hende, ikke uden dårlig samvittighed. Men jeg blev nød til, det er hvad jeg er, det her er hvad jeg er god til.

 

 

***

 

 

Ugen skred langsomt frem, det samme skete dag ind og dag ud, men jeg kunne ikke vente til lørdag. De havde tænkt sig at kåre én vinder, én. Jeg havde tænkt mig at vinde, jeg skal, jeg har drømt om titlen som Den bedste i så lang tid. Jeg har vundet flere tuningerne, en jeg kan tælle, jeg er kåret som den bedste i hele UK, Europa, og da jeg var tretten var jeg junior mester. Men jeg er langt bedre end den gang. Jeg kan endda Hacke mig længere end FBI's bedste Hackere.

I dag er det torsdag, den længste dag på hele ugen. Vi har først fri klokken seksten, trist. Men sådan er skolen her over. Jeg var lige ankommet på skolens grund. Jeg gik sammen med min 'gruppe' og Elená. Egentlig bestod gruppen af:

Lucia- den yngste, men en af de hurtigste,

May- Hun er den bedste til at hacke internet sider, og ind i databaser, men kan ikke rigtig dekryptere beskeder eller sådan.

Rey- Han står lige under mig, som den næst hurtigste, og næst bedste til at dekryptere og hacke i det hele.

Joshua- Han er lige kommet ind, og bestod optagelses prøven med nød og næppe, han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han er bedre i at hacke ind i spil og sider end May, tilgængel, er han rigtig dog til elektroniske apparater som at fixe ting og sådan, som er ret nyttigt.

og til sidst,

Benjamin- Benjamin og May lavede gruppen i syvende, folk med store talenter inden for computer teknologi, og elektroniske apparater er velkommen men skal en række hemmelige prøver. Benjamin er lige så god som May, de er på samme niveau. 

Det er så vores lille 'Hacke' gruppe. Folk ser os som de populære -som sagt- men vi er ikke så populære, jeg forstår ikke folk siger sådan egentlig, ja. Hele London kender til os. Bortset fra politiet. Vi er tit i skole aviser i hele UK. Men jeg forstår det stadig ikke.

Klokken som ringede, hev mig ud af mine tanker, jeg skyndte mi at gå hen til mit skab for at smide min taske ind og hive mine Engelsk bøger ud, og skynde mig mod klasselokalet, som irriterende lå i den anden ende af skolen, så jeg ville komme for sent. Kun fordi bussen sad fast i den tætte trafik om morgen. Normalt ville bussen have større mulighed for at komme forbi i den egen lille køre bane, men der var allerede fire busser i den bane. Så jeg kom to minutter før møde tid, sammen med min 'gruppe'.

Vi splittede alle sammen da vi nåede enden af gangen, vi råbte farvel mens vi løb, mig og Elená skulle have time sammen så vi løb alt vi kunne, for ikke at komme alt for sent. Men vi var heldige, læren kom også for sent, men idet øjeblik vi satte os ned, kom en velkendt person ind i lokalet, den person som jeg har haft til vikar i mange af mine timer, som åbenbart også skulle have mig nu. 

Marcus.

"Godmorgen klasse. Jeres lærer Frk. Pheifer er ramt af madforgiftning, skal jeg have jer i alle hendes fag." Snakken begyndte endnu engang, selvom han var ny Vikar, havde han godt nok mange arbejdstimer, han havde mig i snart alle fag, hvis min matematik, biologi, hjemmekunstskab, lærere bliver syge, så ville jeg have ham i dem alle. Det var ret mærkeligt.

Jeg vågner op fra min lille tænke pause da en bog bliver lagt på mit bord, jeg kigger undrende omkring, da jeg ser at alle er begyndt at læse eller lave noget i bogen, jeg kigger op på tavlen og ser den er fyldt med ord. Sætninger. Det sjoveste er der står en række tal. 1'ere, 0'ere og kun fire 2 tal. Det lignede en kode, min hjerne skreg nærmest jeg skulle dekryptere den, måske var det bare en række tal, men da jeg ser flere tal, i en række over det meste af tavlen, tar jeg min notesbog, skubber mit røde hår om bag så det ikke kommer i vejen. Jeg skriver tallene nøjagtig ned som de står på tavlen. Jeg ignorer fuldstændigt at vi skulle noget. Jeg gik i gang, huskede alle de ligninger man skulle bruge, de forskellige tal, som kom ud på mit papir, som et bogstav, som blev til et ord, som blev til en sætning. Som undrende nok blev til en form for besked.

 

Tillykke,

Jeg vidste fra den dag jeg så dig alene i data lokalet,

Du er speciel,

Vi ses på lørdag.

 

Jeg kigger op, og ser at folk er begyndt at rejse sig. Men jeg kigger bevidst mod vikaren, Marcus. Som jeg ser at kigger hen mod mig i øjenkrogen. Jeg pakker sammen, og putter forsigtigt notebogen ned i min taske. Havde han skrevet den besked til mig? Hvordan? Og hvad betød det? Jeg skynder mig væk fra lokalet, og hen mod mit skab, med hurtige og tunge skridt gik jeg hen til mit skab og smed mine bøger derind, jeg skal have matematik nu, heldigvis havde jeg ikke Marcus der. Sjovt, han aldrig fortalte sit efternavn? Har han overhovedet et? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...