Boyfriend Killer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
Bree David var en pige, der altid gik i kjoler og sådan noget. Men efter en ulykke, ændre alt sig. Hendes kærestes bror, Pete, har truet Bree med endten at dræbe hendes mor, eller hendes kæreste.
Kæresten dør ved et uheld, da broren satte Bree i en fælde.
Hun flytter over til sin mormor. Der er Pete også flyttet til med den tredje bror, Jeffrey. Hun blir forelsket i Jeffrey. Men kan hun det? Hvad sker der når hun finder ud af det med Pete? Hvordan klare hun sig?

1Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

1. Prolog

Vores pander hvilede mod hinanden. Jeg så ham lige ind i øjnene. De var i blå nuancer, som om man kom længere og længere ind i hans sjæl, jo, længere tid man så ind i dem. Hans filtrede brune hår sad ned af panden på ham. Ja, jeg kaldte det brune, fordi at der var så mange brune farver i hans hår. Man kunne ikke kalde det noget bestemt.                                                                         Mit størknet-blod-farvet hår kildede på min kind. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig været i sådan en situation før. Han var min første kæreste, bortset fra ham i børnehaven. Men det kunne man vidst ikke lige kalde en kæreste.                   Han tog langsomt sine hænder op til min kind, og kærtegnede det. Jeg gøs, under hans berøring. Mit første kys skulle snart til at ske. Jeg blev nærmest desperat. Han lænede sig langsomt tættere på mig. Vores læber skulle lige til at mødes. Jeg rykkede mig genert tættere på ham.                                                                                                                                                                         Riiing! Riiing!                                                                                                                                                                                        Han sukkede. Hans mobil ringede. Typisk lige da det skulle til at ske. Jeg havde lige ventet på mit første kys, og så ringer hans mobil. Han kiggede undskyldende på mig. Jeg trak på skuldrende. Han gik blidt væk fra mig. Jeg kunne allerede mærke skuffelsen i min mave. Det bredte sig i min krop.                                                                                                                                                   Han kig hen og tog mobilen. ’’Det er min bror’’ mumlede han, og lød overrasket. Jeg lagde mærke til vær muskel når han bevægede sig. Jeg kunne tydeligt se hans armmuskler trække sig sammen, og slappe af igen, når han bevægede sin hånd. De var tydeligt markerede, og sat perfekt på hans arm. Ja, han havde en tank top på, derfor kunne jeg så godt lægge mærke til det.                                                                                                                                                                                                       Hans adamsæble bevægede sig op og ned, når han talte. Hans kæbe muskler var også tydelig markeret. Alt dette fik mig til at sukke. Sukke over at jeg ikke nåede at kysse ham. Tænk, at hvis hans bror ikke havde ringet, havde jeg været i gang med mit første kys.                                                                                                                                                                                           Hans ansigtsudtryk trak sig pludseligt sammen til et mistænksomt ansigtsudtryk. ’’Hvorfor siger du ’og husk nu Bree’? Hvad vil du?’’ spurgte han med en panderynken, der var så stor som hvis man trak et stort fedtlag hud sammen. Det kunne godt lyde som om han havde det, men det havde han altså ikke. Hans pande var helt perfekt.                                                                             ’’Bree, vi skal over til tanken’’ sagde han lige pludselig. Jeg blev lysvågen, som hvis man var i sine egne tanker i skolen, og læren pludseligt sagde ens navn. ’’Hvorfor?’’ spurgte jeg, og vidste jeg lignede en idiot, med mit spørgende ansigtsudtryk. ’’Jeg ved det ikke’’ sagde han, og skubbede mig ud, af hans rum.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                 Jeg kiggede ud af bilruden. Det plaskede ned. Jeg kunne nærmest føle mig våd, bare ved at se på al den regn. Vejret havde samme stemning som inde i bilen, hos mig og Zayn. Der var en akavet og spændt stemning. Ja, jeg vidste godt at regn ikke var akavet og spændt. Der var ingen af os der havde sagt et eneste ord i bilen. Ikke på denne her køretur i vært fald.                                             Vi holdte ved tanken, og kig ud af bilen. Jeg følte, at jeg blev gennemblødt nærmest inden jeg havde taget min fod ud af bilen. Det var store dråber der kom dalende ned fra himlen. Så hvis man kiggede op mod himlen, og åbnede munden, og fik en dråbe ned i munden, havde man slukket for tørsten. Sådan følte jeg det i vært fald.                                                                                            ’’Kan se nogen?’’ spurgte han, og kiggede rundt på tanken. ’’Næ’’ svarede jeg, og trådte et skridt til siden, så jeg var inde under halvtaget. ’’Er du sikker på, at det var tanken?’’ spurgte jeg, og vendte langsomt til mørket. Han trak bare på skuldrende.     Pludseligt kom der to store mænd, der lignede to fransbrød. De kom løbende i vores retning. Zayn stillede sig foran mig. De lignede ikke ligefrem nogle der løb hen for at få et kram. Uden at nå at reagere, hev de os væk fra hinanden. Manden tog min arme om på ryggen, med kun en hånden. Jeg kunne allerede se, at jeg ikke havde et chance i mod ham manden. Hans arme var lige så store som mit lår. De var begge klædt i sort, med solbriller på. Smart tænkt, så skulle man hellere ikkehele tiden knippe øjnene sammen, af skræk for at få en dråbe i øjnene.                                                                                                                                      Jeg kaldte dem ’brændte fransbrød’. Det ville jeg nok kalde dem, når der var hundred meter i mellem os, og et tykt pigtrådshegn i mellem os.                                                                                                                                                                                                 Vi prøvede ikke en gang at gøre modstand på dem. Det ville sikkert kun gøre det værre for os selv. De trak os ind i en skov, med grantræer. De stoppede, og foran stod der tre silhuetter. Jeg kunne genkende den ene. Som der desværre også var fanget af et brændt fransbrød. Jeg kiggede nærmere, og så at det var min mor. Jeg gispede. Hvad fanden skete der?                                      Den ene silhuet grinede smørrede. Personen som stod uden et brændt fransbrød. Så genkendte jeg ham pludselig. Det var Pete, Zayns bror. Var det ham der stod bag det?                                                                                                                                           Det ene brændte fransbrød trak Zayn hen ved siden af min mor. ’’Hej, Bree. Som du nok kan se er det din mor, som jeg har medbragt’’ sagde Pete, med et lille smil. Ikke et venligt et. Jeg sagde ikke noget, og besluttede at forholde mig stum resten af det her.                                                                                                                                                                                                        ’’Jeg giver dig et valg, som er afgørende for resten af dit liv’’ sagde han, med glæde i stemmen, som om det var et valg af desserter. ’’Hvem skal dø?’’ spurgte han. Mit liv gik i stå på det tidspunkt. Jeg gik fuldstændig i panik. Og der kom tusindvis af tanker i gennem mig. Var han totalt sindssyg? Hvad fanden gik der af ham? Hvad skulle jeg gøre? Ringe til politiet? Nej, for så ville fransbrøds banden nå at forhindre mig i det. Hvad fanden skulle jeg gøre? Nu håbede jeg bare at Pete også var en af valgmulighederne, men som hundred procent ikke var en af valgmulighederne. Måske en af franskbrødene? Nej, for så vil Pete jo miste en af sine håndlangere.                                                                                                                                                                   Jeg kiggede på Zayn, og han havde hun frygt og panik i øjnene. Det samme havde min mor. Jeg kunne ikke beskrive deres udtryk, for det kunne kun beskrives med panik, og alt muligt andet som jeg ikke kunne sætte ord på. Fransbrødene lignede hinanden på en prik. Det fik mig til at tænke på om, Pete havde købt dem på internettet. Eller om det var Nivmig og Navmig fra Alice i Eventyrland, som der bare havde fået en ekstra tvilling.                                                                                                            Jeg forholdt mig helt tavs. Pete hævede sit ene øjenbryn. Jeg gjorde ikke en eneste mine. Han trak langsomt en pistol op fra sin lomme. Jeg kom til at gispe. Han grinede bare sit smørrede grin.                                                                                                       Han måtte nok være smørret på de tre brændte franskbrød. Det er smørret der gøret’. Ej, nu blev jeg simpelhent for mærkelig. Mine tanker eksploderet bare.                                                                                                                                                          ’’Okay, så vælger jeg bare’’ sagde han, og gav mig sit smør smil. Der viste mig hans hvide tænder. ’’Jeg vælger… Hm… Den er svær. Jeg kan godt forstå du er sådan i tvivl. De er begge et godt bytte’’ sagde han, og tog sine hænder op til sin hage, og kiggede tænksomt på min mor og Zayn. Idiot, tænkte jeg bare. ’’Jeg vælger din mor’’ sagde han, og skulle lige til at skyde, men jeg kom ham i forkøbet. ’’Nej!’’ udbrød jeg, og prøvede at slippe væk fra franskbrødet, men forgæves. ’’Så du siger Zayn? Med glæde!’’ sagde han, og uden at jeg kunne nå at reagere, skød han Zayn klokkerent i brystet. Så var de brændte franskbrød og smørret gået.                                                                                                                                                                                                       Jeg brød grædende sammen over Zayns døde krop, og kunne slet ikke stoppe med at græde. Godt at kroppen var af halvfems procent vand, så gik der da et stykke tid før jeg udtørrede. Jeg følte virkelig bare, at jeg ikke kunne stoppe.                                                                                                                                                                                                                 Jeg mærkede en hånd på min skulder. En blød kærtegnet hånd. Jeg for sammen. ’’Skat det skal nok gå. Det var helt sikkert det rigtige’’ sagde min mor. Med det samme kom følesen af vrede og ensomhed til mig. Hvad fanden var det lige hun havde sagt til mig? At det var det rigtige, at Pete lige havde dræbt min kæreste? Det var overhovet ikke det rigtige for mig. Jeg kunne slet ikke udtrykke og forklarede hvor sur jeg var lige nu. Det eneste var bare, at råbe af hende, som jeg lige havde besluttet ikke var min mor mere. Samtidig følte jeg mig også meget ensom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...