Boyfriend Killer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
Bree David var en pige, der altid gik i kjoler og sådan noget. Men efter en ulykke, ændre alt sig. Hendes kærestes bror, Pete, har truet Bree med endten at dræbe hendes mor, eller hendes kæreste.
Kæresten dør ved et uheld, da broren satte Bree i en fælde.
Hun flytter over til sin mormor. Der er Pete også flyttet til med den tredje bror, Jeffrey. Hun blir forelsket i Jeffrey. Men kan hun det? Hvad sker der når hun finder ud af det med Pete? Hvordan klare hun sig?

1Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg stod udenfor, foran lufthavnen. Jeg skulle bo hos min mormor, fordi at min mor håbede på, at jeg formentlig ville blive mig selv igen. Men det ville jeg aldrig, ikke på den samme måde i vært fald. Men jeg var alligevel glad for at skulle bo hos min mormor, så jeg måske kunne starte forfra, og komme væk fra alle de sure mennesker der hvor jeg kom fra.                                                             Jeg stod og ventede på en taxa, men typisk nok, var der nærmest ikke nogen. De andre mennesker var hurtigere end mig. De var også turister, så de skulle bare væk fra lufthavnen så hurtig som muligt.                                                                                                   Til sidst kom der en taxa, og holdte uden foran mig. ’’Hej Frue. Hvor skal du hen?’’ spurgte taxachaufføren, og havde rullet vinduet ned. ’’Appel Street 12’’ svarede jeg, og hev min kuffert lidt op, så han kunne se, at jeg havde en kuffert. Han nikkede, og gik ud og tog min kuffert ind i baggagerummet. Så gik vi ind i taxaen, og han satte bilen i gang.                                                                                  Han kiggede på mig, og jeg bevægede lidt nervøst på mig. ’’Jeg ved godt hvem du er’’ sagde han pludseligt, og jeg kiggede forskrækket på ham. Han grinede bare. ’’Du er hende fra tv’et. Hende fra den der ulykke’’ sagde han, som om jeg var en reality stjerne. Jeg løftede bare mine skuldre. Havde enlig ikke lyst til at blive mindet om det. Jeg vidste godt at det var mig, og hvad der var sket, og havde ikke lyst til at vide mere, selvom han lignede en der vidste mindre end mig. Men det var jo også mig der vidste mest om situationen. Min mor påstod bare noget andet.                                                                                                                                    Vi kom ind på en helt masse villa veje. Folk kig på gaden og morede sig med hinanden. Det lignede akkurat sådan en by, hvor naboerne talte med hinanden over hækken. Hvor der var vej fest fem gange om året, eller mere. En by hvor alle folk kendte hinanden.                                                                                                                                                                                              Byen hed Roseville, og var en sådan middel by. I denne by levede alle lykkeligt til deres dages ende, men det lignede ikke en by hvor der var særlig mange muligheder, med uddannelser.                                                                                                                        Vi kørte fordi et lille torv, hvor der var nogle få butikker. Ikke særlig godt hvis man elskede at shoppe. Jeg synes nu mest det lignede sådan en lille hyggelig by, med ikke særlig mange butikker, og masser af blomster. Sådan en by hvor man kom hen på ferie. Jeg havde aldrig rigtig tænkt at skulle bo i sådan en by. Men okay, hvis man så først lærte en at kende, så kendte man alle i byen, hvis man kunne sige sådan. Jeg vidste, at sådan en som mig, ikke hørte her til.                                                                                             Vi kørte i et godt stykke tid, og byen lå lige ved siden af lufthavnen. Jeg troede bare, at det vi kørte til en anden by, men det viste sig så, at det var en kæmpe stor by.                                                                                                                                                        Taxaen holdte uden foran Appel Street 12. Jeg tog kufferten, og min håndbagage. Så gik jeg hen af en stig, på min mormors grund, som førte hen til hendes hoveddør. Jeg ringede på, og ventede. Mormor åbnede døren nærmest med det samme.                            ’’Hej pus! Hvor er det godt at se dig! Og hvor er du blevet stor, siden sidst. Og din stil har ændret sig. Når, men kom indenfor’’ udbrød hun. Ja, sådan gjorde hun vær gang jeg kom på besøg. Jeg syntes altid, at bedsteforældre kunne se hvis man bare havde vokset det mindste.                                                                                                                                                                                       ’’Hej mormor’’ svarede jeg, og gik indenfor med kufferten. ’’Den skal jeg nok tag fra dig. Kom med, nu skal jeg vise dig dit værelse’’ sagde hun og gik. Jeg var trådt direkte ind i stuen, hvor der var store malerier på vækkende, med hvidt tapet. Der var en stor sofa, sådan en man havde lyst til at tage tilløb til, og hoppe ned i. Foran sofaen, var der et lavt sofa bord, med avis, planter og alt muligt krimskrams. Der var mange planter alle vegne. I vindueskarmen, og på små borde. Der var også et stort faldskærms tv. Måske halvtreds tommer, eller sådan noget.                                                                                                                                                     Jeg fulgte med mormor, ned af en gang, med masser af døre. For enden til venstre var der en dør, som førte ind til køknet. Det var et blåt, og mørkt træ køkken. Der var pander, sovseskeer, knive, planter og alt muligt andet, det lå eller hang, alle mulige steder. Ved siden af køknet, var der en dør. Mormor åbnede døren, og det var der mit værelse var.                                                                       Der var et hvidt plys tæppe. En stor seng, med masser af puder i alle mulige farver. Ved siden af sengen, stod der et lille sengebord, med små lys, en lille plante og en sengelampe, Over for sengen var der et smalt spejl. Det var smallere end mig, men gik fra loft til gulv. En meter fra spejlet, stod et tomt skab, med masser af skuffer. Ved siden af sengen, på den modsatte væg, stod et skrivebord. Det var hvidt, med alle mulige ting og sager.                                                                                                                     ’’Kan du lig det?’’ spurgte mormor spændt, med håbefulde hænder oppe ved munden. Jeg smilede til hende. ’’Selvfølgelig!’’ sagde jeg, og gav hende en krammer. ’’Åh, det var godt! Jeg blev helt bange for om du vil kunne lidet, når du havde skiftet stil’’ sagde hun med glæde i øjnene. Man kunne ikke andet end at holde af hende. Hun måtte bare for alt i verden, ikke vide om nogle af mine problemer. Der kom en kuldegysning igennem min krop, bare ved tanken.                                                                                            ’’Når, men jeg laver lige maden færdig’’ sagde mormor, og lod mig være alene, på mit nye værelse.                                            ’’Mad!’’, hørte jeg mormor råbte inde fra køknet. Jeg gik ind i køknet. Der var en skråning, der kom man ind til spisestuen. Jeg satte mig over for mormor. Der var and, salat, kartofler og brunsovs. Hun havde taget en sodavand med til mig, og en vin til hende. ’’Skolen har sendt et brev til dig’’ sagde mormor, og tog en konvolut frem. ’’Bare åben den’’ sagde hun, og smilede til mig. Jeg åbnede konvolutten, og tog en masse papirer frem. Der var en masse tilmeldingssedler til alle mulige klubber og ting man kunne gå til. Jeg hev et skema frem. Det måtte nok være mit skema. Der var også andre papir om alt muligt andet. Jeg roede lidt i det, og fandt et papir med nogle tal på. Jeg læste nærmere. Det var min kode til mit skab, og jeg havde skab 128.                                       ’’Men hvor ligger skolen?’’ spurgte jeg med rynket pande. Mormor lyste op, og smilede til mig. ’’Bare til højre, og fortsæt til du kommer til et kryds. Så bare til venstre’’ sagde hun hjælpsomt. Jeg nikkede bekræftende. ’’Det minder mig faktisk om noget’’ sagde hun med et lille bitte smil i mundvigen, hun prøvede at skjule. ’’Hvad er det?’’ spurgte jeg mistænksomt, og lavede et drillende smil. Hendes smil blev bredere. ’’Det er en overraskelse’’ sagde hun, og rakte mig fadet med kartoflerne. ’’Hvad var det så du vil sige lige før?’’ spurgte jeg nysgerrigt, og tog i mod fadet. ’’At jeg bare gik tideligt i morgen’’ sagde hun, og tog noget salat.                                   Vi var næsten færdige med at spise, og var på vej til at bære ud. ’’Bree, der er noget jeg skal sige til dig’’ sagde mormor, og blev alvorlig og nervøs. ’’Hvad er det?’’ spurgte jeg, og rørte lidt akavet på mig. ’’Det var bare, at du bare skal sige til hvis du vil tale om det med ulykken’’ sagde hun, og gav min arm et klem. ’’Det skal jeg nok’’ svarede jeg, og sank en klump.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...