It's Over (1D)

Skyler. Skyler er nok den mest heldige pige på jorden. Hun er Harry Styles' ekskæreste, men kun fordi hun hellere ville have Niall Horan. Mange ser hende som egoistisk, og det er hun måske også til en vis grad, men da hun vælger at slå op med Niall er hun helt sikker på at hun gør noget godt for ham - og ikke sig selv. Problemet er bare at både Harry og Niall ikke vil give slip på hende. Harry har helt ubevidst håbet på at Skyler og Niall ville slå op, mens alle var helt overbevist om at han var kommet videre, også ham selv. Vil Harry forsøge at vinde hende tilbage? Eller vil Niall komme først, og snuppe hende for næsen af Harry igen? Og hvad vil Skyler sige til at hendes idé bare gjorde livet værre for sig selv, for Niall, Harry og alle andre?

6Likes
5Kommentarer
433Visninger
AA

2. Kap.1

(Skylers p.o.v)

Jeg ved ikke helt hvad der er sket. Altså lige nu sidder jeg på gulvet i kærestes lejlighed og græder, mens han råber af mig. Soveværelset er total ødelagt. Sengen og skabet er væltet, tøj og fjer - fra dynerne og puderne - ligger spredt ud over det hele. Lampen i loftets pære blinker og lampeskærmen ligger på gulvet.

"Er det dét her du ville have?! Ville du bare have mig til at flippe ud?!"

Jeg tør  ikke kigge op. Jeg tør ikke kigge på alle de ødelagte ting der ligger rundt omkring.  Både mine ting og hans ting.

"Hvorfor tuder du?! Du skulle forestille at være 17 år! Du burde ikke sidde og tude som et pattebarn!" fortsætter han. Jeg gider snart ikke høre på ham mere. Han skal altid være sur, og han skal altid skælde mig ud over ingenting! Hvis jeg havde vidst det for præcis 1 år siden - ja, det er vores årsdag i dag - ville jeg have blevet hos Harry. Men på den anden side er der nok også en grund til at vi slog op.

Hvis bare han... Hvis bare vi.. Hvis bare... Hvis...

"Argh! Hvorfor skal du lige opføre dig som en lille møgunge når du ikke får din vilje?!"

Jeg kan mærke mine salte tåre tage til i styrke.

Det var dråben!

Så stopper festen!

"Møgunge?! Er det det du syntes om mig?! råber jeg tilbage. Jeg kigger op på ham - selv om mit syn er sløret - og holder op med at hyle.

"JA! Ja for helvede! Det er det jeg fucking syntes om dig! Og jeg er fucking træt af det! Jeg er så fucking tæt på at sparke din fucking røv ud af mit fucking liv og helt til den fucking Pluto-planet!" råber han. Vreden lyser ud af hans øjne, og hans hoved er helt rødt af raseri. Jeg tørrer tårrene af kinderne uden at fjerne blikket fra ham. Jeg stirrer ham arrigt og stædigt ind i øjnene.

"Fint, Niall! Fint! - " nærmest skriger jeg. Og ja, Niall Horan er min kæreste. Og ja, - endnu en gang - jeg har også datet Harry Styles. " - Så skrider jeg da bare til Pluto! Men kom ikke og bed om flere chancer når du begynder at savne mig! For det kommer du nemlig til, tro mig!" hvæser jeg af ham. Det er som om en pære bliver tændt inde i hovedet på ham.

Den har åbenbart også været i stykker.

Alt vreden forlader hans ansigt og alt raseriet forsvinder fra hans øjne, men bliver hurtigt erstattet af tårer. Jeg hiver min taske frem fra den væltede seng og begynder at pakke videre. Jeg havde været ved at pakke mine ting sammen før Niall og jeg havde fået rummet til at eksplodere.

"Nej... Nej, det må du ikke. Det kan du ikke... Nej, lad... Lad være. Jeg beder dig" begynder han. Vi har haft mange af den her slags "fights", så de er ikke ligefrem nye. Og den her er bare en for meget.

Over stregen.

Dråben det får vandet til at flyde over.

Sidste gang.

Du ved hvad jeg mener.

Jeg ignorere ham total. Nu er det hans tur til at tude. Og det gør han, lige så meget som jeg gjorde for 1 minut siden.

"Please... Please bliv her. Bare lidt endnu" hulker han. Det er forfærdeligt at høre på hans gråd, men jeg er nød til det. Nød til at sige stop. De her skænderier er ikke sunde for os. Jeg vil ikke høre mere på ham, så jeg beslutter mig for at gå. Nu. Bare gå. Efterlade ham og de ting jeg stadig mangler at samle op fra gulvet. Jeg kan vel få Louis, Zayn, Harry, Liam eller Nialls bror - Greg - til at hente det for mig.

"Sky... Bliv. Vi...Vi kan snakke det her igennem som alle andre voksne mennesker." siger han helt grådkvalt med panikken lysende ud af øjnene.

"Voksne mennesker? Var jeg ikke en møgunge for 2 minutter siden? Er jeg ikke en møgunge der ikke har fået sin vilje?!" Hvæser jeg. Jeg ved han fortryder alt det der møgunge-halløj. Det har han gjort lige siden ordene forlod hans mund, men jeg er pisse sur, pissed of og bitchet lige nu så jeg må bare gnide 3 kilo rent salt i hans blødende sår.

"Undskyld. Jeg mente det ik-"

"Nej, det skal du jo bare sige! Det skal alle! Jeg er så træt af den sætning!"

Min stemme stiger for hvert ord der forlader min mund. Den sætning er ligesom blevet et del af vores skænderier, ligesom det at råbe af hinanden er en del af det.

"Jeg beder dig... Bliv he..."

Hans stemme knækker over og han begynder at stortude igen. Hvorfor skal det gøre så ondt at slå op med ham? Det var nemmere med Harry. Der var vi også enige. Niall er ikke enig. Han kan ikke se hvor dårligt det er at skændes på den her måde, men det kan jeg. Jeg samler min jakke op fra gulvet og går hen mod døren, for at komme væk herfra. Jeg skal lige til at gå forbi ham da han tager fat i min arm.

"Jeg beder dig.. Ikke gå... Ikke gå fra mig" hvisker han og køre fingrene gennem mit brune hår med blodrøde spidser - dip dye. "Ikke gå" hvisker han og bider sig selv i læben for ikke at græde endnu mere.

"Jeg er nød til det" hvisker jeg, rykker mig fri og går med raske skridt hen mod døren ud til opgangen.

"Nej! Vent! Jeg kan gøre det godt igen!" Råber Niall inde fra det ødelagte soveværelse. Jeg sætter farten op og snupper mine bilnøgler og hans nøgle til min lejlighed, fra hylden ved døren, i farten. Jeg vil helst ikke have at han kommer brasende ind i morgen eller en anden dag. Det ville jeg ikke kunne klare.

Jeg kan høre at han kommer løbende efter mig. Han når hen til døren ud til opgangen, idet jeg hopper ned af de første trappetrin.

"Nej! Du må ikke forlade mig! Jeg elsker dig jo!" Råber han hysterisk og stortudende, men jeg fortsætter ned af trapperne. I svinget mod starten på den næste trappe tillader jeg mig selv at kigge op på ham, bare for at få et sidste glimt af ham inden jeg er væk. Han sidder slapt op mod dørkarmen og græder. Han ser så hjælpeløs og fortabt ud at det gør helt ondt. Han sidder der bare med hovedet lagt helt tilbage og åben dør. Helt slap i kroppen.

Jeg kan mærke tårerne presse på igen. Jeg kan ikke se på ham. Så jeg sukker en enkelt gang og løber ned af de sidste trapper og ud til min elskede store volvo-firhjulstrækker. Jeg har ønsket og sparet op til den i ubegribelig lang tid føltes det som om. Jeg når lige at sætte mig ind på førersædet før jeg knækker stortudende sammen, ligesom Niall.

 

***

Første kap!

Vil vildt gerne have alt den kritik I kan give mig! Virkelig! Jeg vil bare så gerne høre hvad I har at sige til det stykke arbejde jeg har udført.

Om så I bare siger "Den er god" er det nok for mig ^^

- M x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...