one direction- en gammel ven

jennifer er sytten år, lige gået ud af skolen og har et godt normalt liv.
men det ændrer sig snart da hun får kontakten igen med hendes gamle bedste ven Zayn malik.
og hvad sker der når hun får chancen for at udleve hendes drøm om at rejse verden rundt, og hvad sker der når hun pludselig forsvinder på mystisk vis.

7Likes
8Kommentarer
635Visninger

3. 3

 

 

”jeg kan ikke trøste dig hvis jeg ikke ved hvad det her handler om, fortæl mig det.”

Sophies stemme er stille og trøstende. Hun fulgte heldigvis med mig hjem da jeg løb ud fra cafeen. Man skal lede længe efter en veninde der ville gå fra sine idoler for at trøste en.

Jeg ligger med hovedet nede i min pude men sætter mig op og kigger ud i væggen mens jeg taler.

”før vi to kendte hinanden, og før One Direction blev til, var mig og Zayn uadskillelige. Vi gjorde alt sammen.” jeg sidder et øjeblik og husker vores latterlige samtaler om alt og intet som jeg desperat har prøvet og glemme.

”efter bandet blev til, kontaktede han mig aldrig. Jeg har prøvet at glemme ham lige siden. Han er ikke andet end et dårligt minde, det er også derfor jeg aldrig har fortalt noget til dig. Men det er lige meget. Han er fortid.”
min stemme er grådkvalt. Jeg har på ingen måde lyst til at kalde Zayn for min fortid.

”han skal nok komme til dig. Han ville ikke bare glemme dig, sådan er han ikke.”

jeg kan ikke lade være med at hidse mig op.

”du kender ham ikke!”

jeg råber næsten. Sophie kigger på mig med et undskyldende blik i øjnene. Jeg ligger mit ansigt i mine hænder og lader mig vælte ned på sengen samtidig med at tårerne igen begynder at pible ned af mine kinder. Sophie kører sin hånd op og ned af min ryg i beroligende bevægelser.

”jeg sætter virkelig pris på at du er her for mig, men jeg har brug for at være alene lige nu.”

”selvfølgelig. Du ringer bare hvis der er noget.”

så rejser hun sig fra min seng og forsvinder ud af mit værelse uden en lyd.

Jeg ligger i fosterstilling længe. Der er ingen der kommer op til mig og det er jeg egentlig glad for. Efter det der føltes som flere timer falder jeg i en rolig og drømmeløs søvn.

 

 

Hvor længe har jeg sovet? Og hvorfor er jeg stadig så træt?

Jeg vender mig og og ligger igen hovedet ned i min pude. Jeg har grædt ud nu, og i dag er sidste gang jeg nogensinde vil tænkte på zayn. Jeg ved godt det er en løgn men det er noget jeg bliver nødt til at fortælle mig selv om og om igen for ikke at give tårerne frit løb.

Det eneste jeg kan høre er lyden af min egen vejrtrækning. og. Nej, det er noget jeg bilder mig ind. Alligevel holder jeg vejret få sekunder for at få det bekræftet. Jeg havde ret. Lyden af en andens vejrtrækning blander sig med min egen. Jeg sætter mig op med et z og får lyst til at skrige da jeg ser hvem der sidder i min lænestol i den anden ende af mit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...