one direction- en gammel ven

jennifer er sytten år, lige gået ud af skolen og har et godt normalt liv.
men det ændrer sig snart da hun får kontakten igen med hendes gamle bedste ven Zayn malik.
og hvad sker der når hun får chancen for at udleve hendes drøm om at rejse verden rundt, og hvad sker der når hun pludselig forsvinder på mystisk vis.

7Likes
8Kommentarer
644Visninger

2. 2

Der står omkring hundrede teenage piger foran the Grunge.

”det bliver umuligt at komme ind.”

smilet fra Sophies læber er blegnet. Jeg tager hende i armen og trækker hende væk fra cafeen. Hun protestere men følger stille med. vi kommer om bag bygningen til bagindgangen hvor en lukket dør fører ind til køkkenet.

Jeg sender hende et skævt smil.

”du skylder mig en biograftur når du ser drengene.” griner jeg.

Hun rynker panden og peger op på en lille firkantet boks ved siden af døren.

”der er låst Jen. Det nytter ikke noget.”

jeg ryster på hovedet og går helt op til låsen, hvor jeg trykker den flercifrede kode.

Sophies ansigtsudtryk får mig til at grine.

”hvis du havde koncentreret dig mere om mig og mindre om One Direction havde du vidst at jeg arbejde her for et års tid siden.”

hun hopper op og giver mig et kæmpe kram.

”jeg elsker dig.”

jeg går ind i køkkenet med Sophie lige i hælene. Mrs. night, ejeren af cafeen, kigger over mod mig med et febrilsk udtryk i ansigtet.

”det går helt amok, Jennifer! Vi har låst dørene ud til så drengene er fanget herinde. Sig mig skal du møde mr. Malik? Det er længe siden jeg har set jer to sammen her.”

jeg sender hende et blik der kunne dræbe. Sophie kigger på mig med store øjne og åben mund.

”jeg forklarer senere. Hvor sidder de?” spørger jeg.

”under billedet fra kaffe plantagen.”

jeg nikker og går ind i selve cafeen sammen med Sophie.

Det ligner sig selv og der er utroligt mennesketomt bortset fra bordet længst til venstre.

De fem grinende drenge sidder og snakker og har slet ikke lagt mærke til at vi er kommet ind.

Jeg tager sophie i armen igen og går over imod dem.

Da de ser os når de ikke at gøre noget før jeg siger noget i en fast og bestemt tone.

”zayn, har du et øjeblik.”

jeg kigger ikke på de andre drenge. Zayn spærrer øjnene op og smiler stort til mig.

”jo selvfølgelig.” han rejser sig op og kigger på Sophie. ”her bare tag min plads.” hun sætter sig med store øjne og halvt åben mund.

Jeg går automatisk over til det bord mig og Zayn altid sad ved og sætter mig. Han sætter sig over for mig og kan slet ikke lade være med at smile.

”hvad er der i vejen?” spørger han.

Jeg griner sarkastisk og håber at de andre ikke kan høre vores samtale.

”hvad der er i vejen? Du var min bedste ven?”

jeg kan mærke tårer presse sig på i mine øjne. Alle følelserne fra da han glemte mig har jeg gemt bag en facade der nu er blevet brudt. Zayn kigger på mig.

”det er jeg stadig Jenni.”

jeg ryster på hovedet.

”kan du ikke se det? Du har ikke kontaktet mig det sidste halve år Zayn!”

han tøver før han siger noget.

”vi spiste da brunch sammen for to måneder siden?”

den første tåre ruller ned af min kind.

”du fik din maneger til at arrangere det, men du dukkede aldrig op! Jeg ventede to timer, og du ringede ingen gang.”

”undskyld, nogle fans blokerede mig.” siger han undskyldende.

”jeg skulle ikke have været kommet.”
og så løber jeg. Ud af køkkendøren og forbi mrs. Night der kigger spørgende på mig.

Jeg ryster bare på hovedet og det sidste jeg hører før jeg løber ud på gaden er Zayn der råber mit navn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...