Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1092Visninger
AA

13. You

Solen skinnede mig i hovedet, og jeg vendte mig rundt, så jeg fik hovedet i skyggen. Der lod latter omkring mig, og eg åbnede langsomt øjnene, mod en hånd sådan, at jeg ikke fik sol ind i mine øjne. Langxiou sad ved siden af mig, med en skål mad i hånden, og grinte.

"Godmorgen," sagde han. Jeg satte mig op, og gned mig i øjnene.

"Godmorgen," svarede jeg tvært. En skål blev rakt mod mig. Jeg tog imod den, og smilte til ham.. Isaki, der havde givet mig den.

"Tak."

Vi spiste alle i stilhed, mens jeg tænkte over, hvordan Husui mon havde det. Men han var sammen med Lingshu, så han havde det vel storartet. Maden blev hurtigt spist, og vi gjorde klar til at gå videre.

Men vi gik, havde jeg det som om, jeg var en prinsesse af en art: to vagter gående på hver min side. Folk der kom forbi, kiggede mystisk på os, men lod os være. Både Langxiou og Isaki var meget stille, hvilket egentligt irriterede mig. Jeg hader stilhed, når jeg keder mig, så for at få stilheden væk, sang jeg.

"Hvad laver du?" spurgte Langxiou undrende. Jeg vendte mig om, og smilte.

"Synger, hvis du ikke skulle have opdaget det," sagde jeg, og gik dansende videre. De rystede begge to på hovedet, var jeg sikker på.

Jeg sang i rigtig lang tid, da jeg nåede en sang, de åbenbart kende. De sang med. Isaki og Langxiou sang med. De havde begge nogle fine stemmer, men uden tvivl, min var bedst. Det blev pludseligt meget sjovere at gå. Bortset fra, jeg blev meget hurtigt træt - grundet al min dansen. Så da vi nåede eftermiddag, kollapsede jeg midt på jorden. Langxiou og Isaki gik videre lidt. Så kiggede Isaki tilbage.

"Tochiiro?" spurgte han undrende, og gik tilbage til mig.

"Jeg er flad," hviskede jeg, jeg havde knapt nok energi til at tale. Isaki sukkede, og tog sine sværd væk fra sin ryg.

"Kan du holde styr på dem?" spurgte han, og jeg nikkede. Han fik dem sat fast på mig, og tog mig så op på sin ryg, så jeg sad der, som en anden lille panda, der hang på sin mor. Mine ben hang og dinglede, og jeg lagde mit hoved på hans skulder. Langxiou grinede, da vi nåede op til ham.

"Er hun tung?" grinte han, og Isaki sank sammen i knæene.

"Jeg er på randen til at falde sammen hver andet minut," svarede han, også grinede. Jeg daskede ham en, men på grund af min idiotiske træthed, kunne det ligeså godt havde været en sommerfugl, der baskede med sine vinger. Drengene lo endnu mere. Jeg fnøs, og sukkede. Den her dag kunne ikke blive værre.

Mens vi gik - eller mens Isaki og Langxiou gik - opdagede jeg, de var barndomsvenner. De pjattede og snakkede om al muligt. Væligt interessant, hvis det ikke var fordi, hver anden sætningen var rettet mod mig, og de gjorde grin af mig, hele tiden.

Forestil jer, hvordan det er, når to drenge, gør grin med en, en hel nat. Jeg fik intet søvn.

 

Og fordi jeg ikke fik noget søvn, var det Langxiou's tur til at bære mig.

"Nå, prinsesse, nyder De turen?" begyndte Langxiou.

"De skulle nødigt have det ukomfortabelt," sagde Isaki.

"Noget De mangler, ohime-san?" (hime betyder prinsesse)

"Kunne De tænke Dem at se noget specielt, prinsesse Tochiiro?"

"Vi er jo kun ydmyge tjenere for vores skønne prinsesse."

De foresatte i den dur indtil middag, hvor jeg fik lov til at sidde ned og spise. De prøvede så at made mig.

"Åben op, Tochiiro-sama," sagde Langxiou, og rakte et stykke brød mod mig. Jeg baskede det væk, og rejste mig irriteret op. Jeg vidste, jeg havde tårer i øjnene, så jeg gik hurtigt væk fra dem, løb, lige så snart, jeg var ude af deres syns rækkevidde. Jeg græd, fordi jeg var ked af det - utroligt nok, ikke? - og fordi jeg kunne ikke lide, de drillede mig sådan. Jeg stoppede op, og trak vejret. Jeg så mig omkring. Der var store frugttræer rundt omkring mig, med en masse smukke blomster på. Der løb et lille vandløb ved foden at et af de største træer. Der satte jeg mig, og slog armene om mine ben, og lagde hovedet på mine knæ, mens jeg snøftede. Normalt var det kun Leosha, der drillede mig, men han blev ikke ved. Jeg lagde hovedet tilbage mod træstammen, og så op i bladene.

"Tochiiro?" sagde Isaki blidt, og satte sig ved siden af mig. Jeg snøftede, og så væk fra ham. Han sukkede.

"Er du okay?" spurgte han. Jeg svarede ham stadig ikke, så ikke på ham - selvom jeg gerne ville. Jeg gætter på, han indså, at få mig til at tale til ham, ville være nyttesløst, så han sagde ikke noget.

"Min bror plejede at kalde mig ohime," sagde jeg, efter lidt tid. "Draka plejede at lege med mig. Jeg var prinsessen, der skulle reddes, og han reddede mig." Isaki smilte.

"Du er heldig at have søskende. Jeg er enebarn," sagde han.

"Draka er ikke min rigtige bror. Han og Aizen var rigtig gode venner, og da Draka's forældre en dag forsvandt, tog far ham til sig, og han blev en del af vores familie," fortalte jeg, og tørrede mine øjne. Isaki tørrede en undsluppet tåre væk.

"Jeg har hørt Shan-sama fortælle om Kuchiki-sama. Min mester beundrede ham meget, han var også elev under ham samtidig med Xiao-sama," sagde Isaki. Jeg så overrasket på ham.

"Hvem er Shan-sama?" spurgte jeg. Isaki spærrede øjnene op, og lo så.

"Det er Wanderers Valleys leder, ligesom Xiao-sama er Scholars," forklarede han.

"Hmm. Det lader til, at lederne åbenbart flokkes om min far," mumlede jeg. Isaki lo.

"Det tvivler jeg på. Emei's leder er en kvinde på alder med din far, nok lidt ældre, og Tangmens er en gammel dame."

Jeg kom til at grine, selvom jeg stadig var sur og ked af det, men måden, han sagde det på, var sjov.

"Endelig smiler du," sagde han, og så op i trækronen. Det gjorde jeg allerede i forvejen. Jeg kneb øjnene sammen; det lignede, der var en skikkelse, deroppe, der så ned på os.

"Langxiou, er det dig?" spurgte jeg, men der kom ikke noget svar. Isaki, rejste sig hurtigt op, og hev mig med. Han holdt fast i min hånd, og løb mod der, vi havde holdt stop.

"Xiou, vi skal videre," sagde han sammenbidt. Både Langxiou og jeg så undrende på ham.

"Bare gør som jeg siger!"

Vi nikkede begge to, og skyndte os. Imens vi gjorde det, lagde jeg mærke til, at Isaki kastede noget ud i mørket.

"Hvis vi bliver forfulgt, kan de undgå det, men det gør det sværere," hørte jeg ham mumle.

 

Vi blev klar, og Isaki greb min hånd, og begyndte at løbe. Langxiou var på min anden side, og løb også. Han stillede ikke nogle spørgsmål, hvilket var meget typisk ham; når det var farer i nærheden, var mottoet "handling først, spørg senere."

"Hvad sker der?" spurgte jeg, men Isaki svarede ikke, han foresatte med at løbe. Jeg indså, jeg ikke ville få noget svar, og løb.

Ikke på et eneste tidspunkt slap Isaki min hånd, hvilket faktisk var ret dejligt. Det gjorde mig tryg, at han var der til at passe på mig. Det føltes lidt ligesom da jeg var barn, og legede med Aizen og Draka. Men bedre endnu, for det var Langxiou og Isaki, der var ved min side. To mennesker, der havde en stor plads i mit hjerte. Og apropos hjerte, så opdagede jeg endelig, hvad den følelse, der havde siddet i mit bryst, og gjorde ondt, hver gang jeg så Isaki, var. Jeg var forelsket i ham. Erkendelsen af, at jeg var forelsket i Isaki var beroligende, og mit bryst slappede af igen, gjorde ikke nær så ondt.

Jeg var forelsket i Isaki. Tænk, at det havde taget mig fra han reddede mig første gang, til nu, at opdage det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...