Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1099Visninger
AA

14. You come out at nigth (The Living Dead)

Jeg ved ikke, hvor længe vi havde løbet, da vi endelig stoppede. Det var tæt på middag, og jeg sank sammen i skyggen af et træ. Langxiou og Isaki sank sammen ved siden af mig, og hev efter vejret.

"Måske.. måske... måske var det... mig der overreagerede," gispede Isaki, og satte sig til at meditere. Langxiou og jeg fulgte hans eksempel, og næsten med det samme kunne jeg mærke min træthed forsvinde. Eller, trætheden i mine muskler. Min psykiske træthed blev helt ekstrem, og jeg lagde mig ned. Drengene klukkede, men lod mig bare sove.

 

Jeg fløj. Det føltes i hvert fald som om det. Jeg åbnede mine øjne, og opdagede, jeg ikke var på jorden. Jeg fløj rent faktisk. Jeg skreg, og greb fat i noget stof. Det var så der, jeg opdagede, at jeg blev båret. Og hvad værre var, at det var ikke af en, jeg kende.

"HJÆÆÆLP!!" skreg jeg, og prøvede at vriste mig løs. "LANGXIOU!! ISAKIII!" Personen, min kidnapper, kald ham, hvad I vil, klemte mig tættere end til ham. Af en eller anden grund, tænkte jeg "typisk". Det overraskede mig, at jeg tænkte sådan, for hvor tit blev jeg lige kidnappet? Det var sket en gang! Så hvordan kan det være typisk, jeg spørger bare. Mens jeg tænkte over det "typiske" ved kidnapninger af mig, sprang min kidnapper fra gren til gren, en evne, der var svær at få. Jeg undrede mig over, han havde den. Beiu havde fortalt om, at der fandtes sådan nogle evner. Et af dem, vilde gåse skridt, gled du over jorden, og blev umulig at kæmpe med. Jeg havde været ude for det før. Det er virkelig irriterende, og jeg endte med, ikke at kunne gennemføre missionen.

Efter lidt tid stoppede jeg med at kæmpe imod. Jeg havde for længst indset, at det var nyttesløst. I stedet så jeg mig omkring. Men landskabet fløj for hurtigt forbi, til at jeg rigtigt kunne se det.

"Du er ret unormal, hvis man ser på, at du observerer ting, selvom du er blevet kidnappet," sagde manden, der havde fanget mig. Jeg sukkede bare.

"Eftersom vi flyver, og jeg ville komme grumt til skade, hvis jeg faldt ned, så er det bedre at kigge på ting," svarede jeg ligeglad. Manden virkede overrasket, men lo. Af en eller anden grund, lød det bekendt. Jeg tænkte lidt over, hvor jeg mon kunne have hørt den før, men jeg havde ingen anelse. Jeg kunne ikke komme til at se på ham, hver gang jeg prøvede, skubbede han mit hoved ned igen.

 

Jeg blev vækket ved, at jeg blev lagt blidt ned.

"Æhj, jeg sov lige så godt," brokkede jeg mig, og vendte mig om på maven. Kidnapperen grinte på en drenget måde.

"Hvordan kan du opføre dig så normalt?" spurgte han nysgerrigt. Jeg gad ikke løfte hovedet for at se på ham, så jeg vendte mig bare om.

"Fordi jeg ikke gider at være bekymret. Langxiou og Isaki redder vel mig," svarede jeg uinteresseret.

 

***

 

Gud hvor jeg dog kedede mig. Jeg havde ikke noget at lave, og så var jeg stadig blevet kidnappet. Sidste gang, havde Draka reddet mig hurtigt. Jeg så på skikkelsen, der sad ved bålet. Min kidnapper. Det lyder lidt forkert og personligt at sige min, slog det mig egentlig. Jeg så omkring mig, hvor mørket stille var ved at sænke sig. Jeg sukkede, rejste mig, og gik mod bålet. Kidnapperen puttede hurtigt stof omkring sit ansigt, så jeg ikke kunne se ham. Endnu engang, typisk! Jeg knurrede indvendigt. De folk, jeg gerne ville se, skulle nok sørge for at gemme sig, hvorimod dem jeg ikke ville, så jeg.

"Hvorfor er det, du tog mig?" spurgte jeg, og kiggede ind i bålet. Kidnapperen svarede mig ikke, hvilket jeg egentlig ikke havde regnet med. Jeg sukkede irriteret, og smed en gren på bålet, mens jeg rejste mig op. Jeg begyndte at gå væk fra bålet, men kidnapperen stoppede mig. Han havde lagt armene omkring mig, og klemte mig ind til sig.

"Hvor tror du, du skal hen?" hvislede han i mit øre.

"Tydeligvis ingen steder," hviskede jeg, og mærkede, hvordan kuldegysningerne gik igennem mig, og min krop blev helt stiv.

"Fuldstændig rigtigt. Du går ingen steder uden mig. Forstået?" Jeg nikkede, og prøvede at vende mig om mod ham, men han holdt mig endnu tættere.

"God pige, Tochiiro," hviskede han tæt på mit øre. Endnu engang gik der kuldegysninger igennem mig. Hvorfor føltes det så normalt og dejligt at være der, i hans arme? Hvorfor kæmpede jeg ikke imod? Hvor længe havde han fulgt efter os? Hvorfra kendte han egentlig mit navn? Men mest af alt;

Hvorfor havde jeg ikke noget imod at være så tæt på ham? Hvorfor nød jeg at være der?

Det skræmte mig helt vildt.

 

Han står bare med armene om mig. Jeg kan mærke hans åndedræt, og hvert af dem, sender kuldegysninger igennem mig. Hvorfor føler jeg et hav af underlige følelser lige nu? Tryghed? Hvorfor er de der, alle de dumme følelser?

Jeg står jo bare der, lader ham kontrollere mig! Hans hoved er for tæt på, han er for tæt på! Hvorfor rødmer jeg?

Jeg prøver at komme fri, og det lykkedes halvt om halvt. Jeg får vendt mig om, og rækker hænderne op for at fjerne stoffet, der dækker kidnapperens ansigt. Han trækker sig lidt væk, men ikke ret langt.

"Endelig har jeg dig, Tochiiro." Hvad betyder de ord? Hvorfor siger du det? Hvorfor er det, du har taget mig? Hvorfor gør du mig bange og tryg på samme tid? Hvorfor må jeg ikke se dig, så jeg ved, hvem jeg skal hjemsøge, eller få Beiu til at jagte?

Hvorfor kribler min hud i genkendelse, når du rør mig? Hvorfor smelter jeg? Hvorfor gør du mine tanker omtågede? Hvorfor er det, når du rør mig, at jeg ikke kan genkalde Isaki eller Langxiou's ansigter?

 

Jeg lå, og stirrede ind i bålet. Der var vitterligt noget galt. Kidnapperen var gået væk fra bålet, så jeg var forholdsvis alene. Jeg havde lyst til at græde; Isaki og Langxiou, hvor var de, og var de bekymrede for mig? Jeg sukkede, og så op i himlen.

Det puslede i bambusbuskene ikke langt fra mig.

"Lad vær med at luske omkring, jeg når jo ikke ligefrem langt, hvis jeg stikker af," sagde jeg tvært. Der lød en velkendt, savnet og sød latter, og Isaki stak sit hoved frem.

"Jamen, det skal jeg huske," sagde han, og så sig omkring.

"Isaki!" gispede jeg, og mærkede tårerne stige op til mine øjne. Jeg rejste mig op, og gik et par skridt mod ham.

"Hvor Langxiou?"

"Ikke så langt væk. Han venter på os der med heste, så vi kan komme hurtigere væk," sagde han. Han kom helt frem nu, og gik mod mig. Jeg løb mod ham, direkte ind i armene på ham.

"Oi, Chiiro, rolig nu," sagde han, og krammede mig hurtigt. Han tog mig lidt væk fra ham, og tjekkede så hurtigt mig. Han sukkede lettet.

"Du er okay, han har ikke gjort dig noget," sagde han taknemmeligt, og krammede mig så igen.

Han har ikke gjort mig noget fysisk, tænkte jeg bittert, men krammede Isaki igen.

"Undskyld," hviskede han ned i mit hår. "Undskyld jeg ikke kunne passe bedre på dig." Hans stemme lød forpint og trist. Jeg så op på ham.

Hans læber var indbydende tæt på. Jeg havde virkelig lyst til at kysse dem. Jeg rejste mig på tær, så jeg var lidt tættere på dem. Et let smil kom frem på hans mund, samtidig med, han også kom tættere på. Jeg kiggede bare ind i Isaki's smukke, rødbrune øjne. Vores næser rørte hinanden, og vores læber mødtes næsten.

"Chiiro," hviskede han. Han klemte mig tættere ind til sig. Jeg skælvede.

"Hold dig væk fra min Tochiiro!" råbte kidnapperen, og trak mig ud af Isaki' arme. Han havde ikke ordentligt fat i mig, så jeg kunne let slippe fri. Jeg kom nogle meter ud fra hans rækkevidde, og løb mod Isaki. Isaki trak mig om bag sig, så han beskyttede mig. Han trak nogle ikke ret lange, spiraler frem. De var våben, men jeg aner da godt nok ikke hvordan de skulle bruges. Så jeg håbede på, Isaki vidste det. Kidnapperen tog også et våben frem, det var bare et sværd. Kidnapperen sprang frem, og lavede bevægelser, der var ukendte for mig. En var ikke fra en af de 8 skoler, det var jeg ret sikker på. Måden, kidnapperen bevægede sig på, virkede... som om jeg havde set dem før. Jeg gik et skridt frem, men Isaki trådte foran mig igen.

"Bliv ved mig," sagde han. Jeg nikkede, og gjorde mig selv klar til at kæmpe. Kidnapperen havde fjernet mine sværd, så jeg måtte klare mig med leisure spark. Men jeg tvivlede nu på, jeg kom med i kampen. Isaki lod ikke kidnapperen komme ret tæt på mig, for han fik kidnapperen væk igen. Kidnapperen huggede ud mod Isaki, som parerede med den ene af sine små spiral-dimser, og angreb med den anden. Det gik meget hurtigt, når Isaki angreb, men kidnapperen fik slået dimserne ud af hænderne på Isaki. Han bandede, og hoppede/sprang tilbage foran mig.

Han greb sine sværd, og stillede sig i forsvarsstilling. Jeg hoppede over ham, og sendte kidnapperen flyvende væk.

"Tochiiro!" sagde Isaki irriteret. "Jeg sagde, du bare skulle blive bag mig!" Han prøvede at lyde streng, men det var han alt for lettet til. Jeg så hurtigt på ham over skulderen, og smilte.

"Jeg er ikke svag, jeg kan selv kæmpe," sagde jeg til ham. Isaki smilte, og fik så store øjne.

"Væk!" råbte han. Jeg hoppede straks op i luften, og sparkede igen. Kidnapperen parerede, og greb fat i min ankel, og kastede mig, så jeg faldt, og slog mig rimelig hårdt. Jeg kiggede på Isaki, som kom løbende mod mig, med kidnapperen lige i hælene.

"HUN ER MIN!" råbte han igen, men Isaki lod som om, han ikke havde hørt ham, og samlede mig op, mens han løb. Han løb væk fra bålet, og ud i den mørke nat.

Lyden af vand nærmede sig, vand der løb hurtigt. Jeg gispede, og klyngede mig til Isaki, som stadig løb med kidnapperen efter sig.

"Vi skal ikke ud i vandet, vel?" sagde jeg skrækslagent. Isaki så ned på mig.

"Nej." Men han løb stadig mod vandet.

"Du er fanget nu! Tochiiro er bange for vand!" lo kidnapperen ondskabsfuldt. Vi var lige ved bredden, men Isaki blev ved med at løbe... han løb på vandet, en af de specielle evner!

Isaki hev efter vejret, men blev ved med at løbe. Han havde løbet i en halvcirkel om kidnapperen, så vi kunne komme på jorden igen. Han faldt sammen, så han landte oven på mig.

"Isaki!" sagde jeg, og viklede mig fri. Han så udmattet ud, hvilket jeg godt kunne forstå. Jeg vendte ham på ryggen, og mærkede noget vådt ved hans side.

"Blev du ramt?" spurgte jeg bekymret. Isaki stønnede, da han prøvede at sætte sig op. Jeg skubbede ham ned igen.

"Idioten fik et heldigt stød ind," sagde han. Jeg lagde en hånd på hans pande, der var brændvarm.

"Hvor langt væk er Langxiou?" spurgte jeg.

"Han er der, vi slog lejr, inden du blev fanget," sagde han, smerten var ret tydelig i stemmen. "Jeg løb, lige så snart, jeg opdagede, du var væk." Hans åndedræt var besværet.

 

"Der var du, Tochiiro," lød kidnapperens stemme ikke langt fra mig. Jeg vendte mig om, og prøvede at få øje på ham. Men ene hånd var i Isaki's, der var bevidstløs. Såret, og så at have brugt så meget energi, havde gjort ham syg og svag.

"Hvorfor er det, du er efter mig?" forlangte jeg at få af vide.

"Fordi du er min, Tochiiro. Det har du altid været. Lige siden jeg så dig første gang."

Stemmen lød virkelig bekendt. Den mindede mig om en, jeg havde kendt stort set hele mit liv.

"Jeg skulle have været din helt, du skulle være sammen med mig, i stedet for de andre."

Han var virkelig uhyggelig nu.

"Det var derfor, jeg fik Jade Warriors til at angribe os."

Hvad? Jade... Warriors..? Jeg tog Isaki's sværd, - velvidende, at kom det til kamp, vil jeg kun kunne kæmpe som en almindelig, jeg ville have svært ved at bruge Boundless Sword eller Falling Flower Sword.

"Hvorfor fik du mine forældre dræbt!" skreg jeg, og rejste mig.

"Fordi vi to hører sammen!" svarede kidnapperen alvorligt.

"Jeg kender dig jo ikke engang!"

Kidnapperen sukkede og bandede.

"Du har ikke glemt mig allerede? Sig det ikke er sandt, Tochiiro!" Han gik mod mig, men jeg rettede sværdene mod ham. Han rev stoffet væk fra sit ansigt, og gik tættere på mig, så jeg kunne se ham.

"Du glemmer ikke sådan din bror vel, eller har han fordærvet dig?" Jeg sænkede sværdene, og græd. Tabte dem, de klingede, da de landte på jorden.

"Draka..?!" hviskede jeg. Draka smilte.

"Selvfølgelig er det mig," svarede han, og slog armene ud, så jeg kunne løbe ind i dem. Det gjorde jeg ikke, jeg sank sammen.

"Draka..? Du fik mor, far, Aizen, dræbt, fordi hvad?" spurgte jeg bange.

"Fordi jeg elsker dig, fordi jeg skulle redde dig, dræbe morderne, inden de nåede at dræbe dig, så jeg kunne blive din helt."

Hvad? Var det virkelig min bror?

"DU VAR DØD!" skreg jeg. "JEG SÅ DIG, DU VAR DØD!!! JEG GRÆD FOR DIG!!!" Ved siden af mig, bevægede Isaki sig. Jeg tog hans hånd, og klemte den mellem begge mine, kyssede ham på panden, og rejste mig så.

"Du fik dem dræbt, fordi hvad? Fordi du elskede mig? Du dræbte Kuchiki Ishhin, Kuchiki Sithri, de to mennesker, der tog dig til sig. Du dræbte Aizen, der var som din bror. Du ville have dræbt Husui, som elskede dig, og så op til dig, fordi du elskede mig?" Min stemme var kold, og tom for følelser. Jeg tog Isaki's sværd igen, og rettede det ene mod Draka.

"Du kunne i det mindste have fortalt mig det," hviskede jeg. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder.

"Du kunne have fortalt mig det, jeg elskede også dig. Ikke kun som en bror, da jeg blev ældre." Draka lavede en forpint lyd. Jeg sprang mod ham, skrigende, og slog ud efter ham med sværdene.

"Tochiiro, lad vær, jeg ønsker ikke at såre dig!"

Jeg lo en glædesløs latter.

"Det skulle du have tænkt på før, du dræbte min familie!"

Jeg kæmpede mod ham i en døs. Jeg var ligeglad med alt. Han havde dræbt dem. Han var ved at dræbe Isaki. Han havde ønsket Husui død. Jeg kunne ikke tilgive ham, og for første gang nogensinde, ønskede jeg en anden mands død. Helt ind i mit inderste, ønskede jeg Draka skulle dø.

Et dødbringende hug fløj forbi Draka's hals. Jeg hørte absolut intet, tænkte ikke på andet end på hans død.

 

"Så det godt," sagde Beiu, og fjernede våbnene fra mine hænder. Hvad lavede han her? Jeg faldt sammen, og blev samlet op af Beiu.

"Så det er dig, der er skyld i min mesters død, og min elskede lillesøsters sorg?" spurgte Beiu Draka, som kun gispede. Jeg faldt længere væk, mistede bevidstheden.

____________________________________

Hej alle sammen! Undskyld meget, at der er gået så lang tid mellem kapitlerne, men jeg har uheldigvis haft en skriveblokade og eksamensstres :3 Håber I kan tilgive det :3

Jeg håber I kunne lide kapitlet, det har taget lidt tid at skrive :3

-Kurama the Kyuubi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...