Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1125Visninger
AA

11. Who?

Efter jeg var gået fra Timochi's hjem, gik jeg til mit eget. Det lå næsten lige ved siden af, stort set overfor. Det lignede sig selv, så bare lidt forfaldent ud. Jeg sukkede. Det smukke palæ var.. en skygge af sig selv. Far ville vende sig i sin grav, hvis han så vores hjem nu.

"Hmm.." mumlede jeg, og gik ind af hovedindgangen. Hvor lang tid var det, siden jeg sidst havde været her? 4 år? Det føltes ikke som så længe, nærmest kun en vinter siden. Det var fyldt med så mange minder; Husui's første skridt, Timochi og jeg's fødselsdage, mors og fars'. Jeg så rundt omkring mig. På den store væg, i det store rum, hang et stort billede. Det var os alle sammen. Det var et halvt år før, de andre døde. Vi smilte alle, og mor og far så virkelig lykkelige og glade ud. Draka og Aizen så store og stærke ud. Jeg sad nede foran mor og far, der sad på stole, og smilte blidt til maleren. Husui stod foran Draka, ved siden af fars stol. Han smilede stort og lykkeligt. Et rigtigt smil, som det var så længe siden, jeg havde set. Aizens hår lignede som sædvanlig en høstak, med totter ud til alle sider. Han havde altid nægtet at blive langhåret, som modsætning til Draka, der havde hår, på længde med mit. Jeg smilte for mig selv.

"Hvor er det længe siden, jeg har set det smil," sagde Leosha. Jeg sprang op, og vendte mig om.

"Hvad i alle verdens videre lande laver du her?" spurgte jeg gispende. Leosha smilte som sædvanligt.

"Ingen anelse!" grinte han. "Jeg fór vild!" Han. Fór. Vild. Jeg sukkede, og tog mit hoved i mine hænder. Det var kun Leosha, der kunne gøre det.

"DET LØGN!" råbte Husui. "Han fór ikke vild!" Husui kom løbende ind, dybt forpustet. Han svedte også. Jeg grinte, og krammede Husui.

"Skal vi holde fest eller hvad?" spurgte jeg.

"Det kommer an på så meget," lød en stemme fra loftet. Langxiou sprang pænt ned foran mig, og smilte venligt til mig. Jeg rødmede let.

"Hvorfor er I her alle sammen?" spurgte jeg. Husui trak på skulderne. Langxiou lo.

"Altså, Leosha fór faktisk vild, men vi mødte ham efter lidt tid. Husui er her fordi jeres forældre snart har fødselsdag, og jeg fulgte bare med," forklarede han. Jeg sukkede.

"Nee-chan, huset ser forfærdeligt ud. Kan vi ikke gøre noget ved det?" spurgte han med store, blanke øjne. Jeg sukkede.

"Det kan vi ikke," sukkede jeg. Jeg så rundt omkring. Vi var, hvad, 4 personer. Hvordan havde han forestillet sig, at vi skulle kunne ordne vores palæ? Jeg rystede på hovedet.

Vi hørte et bump, og jeg blev forskrækket. Så kom der et par bump til, og til sidst snublede Timochi ind i den store sal.

"Åh..." sagde han. Jeg stirrede på ham, og hjalp ham op. Han børstede sit tøj af, og så sig omkring.

"Det ser godt nok ikke så pænt ud mere," konstaterede han. Husui og jeg nikkede.

"Ja, det gør det," sagde Husui trist. Timochi smilede, og rodede op i hans hår.

"Skal jeg få mine forældre til at lave det?" spurgte han. Husui lyste op i et stort smil.

"JA!"

 

***

 

Den næste uge gik med at bygge op igen og rengøring. Det var rigtig sjovt, for vi var alle sammen, hyggede os, pjattede. Jeg følte mig mere glad, end jeg havde gjort længe. Måske var det fordi, vores hjem var ved at blive hjemligt igen. Timochi havde som lovet fået sine forældre til at hjælpe os, så vi kunne få os "en hemmelig base", som Husui så sødt havde kaldt det. Han havde stillet sig et højt sted, og erklæret, at alle vores venner måtte være der, når der var tid. Jeg havde leet, rigtigt meget. Leosha var med det samme enig. Langxiou synes også godt om ideen.

"Hvad hedder stedet så nu?" grinede Timochi. Husui så tænksomt på ham.

"Det ved jeg ikke," sagde han.

"Jeg vil sige Det Glade Hus, måske?" lød en ukendt stemme, og så en latter, jeg kendte. Jeg vendte mig rundt og så to mænd i døråbningen. Den ene kendte jeg ikke, hvorimod den anden var.. ham. Den unge mand, der havde reddet mig to gange. Jeg mærkede jeg rødmede. De andre - Husui, Leosha, Langxiou og Leosha - så mistænksomt på de nyankomne. Manden, ved siden af ham, havde håret samlet i en hestehale og skæg. Det var efterhånden sjældent jeg så unge mænd med skæg, tænkte jeg.

"Hm, du havde ret, hun er en fryd for øjet," sagde ham med skægget. Jeg så forvirret og smigret på ham.

"Hvad laver I her?" spurgte jeg perplekst. Manden med skægget så ned i gulvet.

"Jo, ser du, det er en sjov historie. Det kommer an på, om du er Kuchiki Tochiiro." Jeg nikkede, og den unge mand sukkede. Med sin bløde stemme, sagde han at det var mig.

"Det er fordi, jeg var.. øhm.. på din skole.. grunden behøver vi ikke snakke om. Men jeg blev opdaget. Og blev hevet til Xiao-san. Og til gengæld for, han ikke... ja, jeg skulle bare tage hertil, for at finde ud af, hvordan du havde det."

Aha... Beiu... Jeg sukkede, og rystede på hovedet.

"Jeg var på vej herhen, da jeg mødte ham på vejen. Så besluttede vi at følges. Sådan kom vi her." Han så rundt omkring.

"Må jeg egentlig gerne være med her? Her virker hyggeligt og hjemligt," sagde han oprigtigt og smilte. Husui og de andre så mistroisk på ham, og stillede sig på hver side af mig.

"Dit navn?" spurgte Leosha.

"Lingshu," svarede han. Husui gik omkring ham, og studerede ham. Det samme gjorde Leosha. Så stilte de sig foran Lingshu, stirrede på ham. Lingshu så tilbage på dem, med et løftet øjenbryn.

"Vi har gennemgået en grundig efterforskning, og vi er noget til den konklusion at du.." sagde Leosha alvorligt.
"At du gerne må være med i vores hjem," afsluttede Husui med et kæmpe grin. Endnu engang rystede jeg på hovedet. Leosha og Husui mindede så uendeligt meget om hinanden, hvilket var pænt uhyggeligt. Lingshu smilte og bukkede høfligt.

"Mange tak," sagde han. De to drenge lo, og jeg så på min lillebror, der allerede var i gang med at kramme Lingshu. Jeg grinte, og alle kiggede på mig. Så smilte Husui, og begyndte også. Ligesom alle de andre, inklusiv ham. Vi lo alle sammen højt.

 

Jeg gik mod mit værelse, da jeg så ham kigge på billeder, jeg havde malet og tegnet. Jeg hørte ham klukle. Hvorfor? Så opdagede jeg det.

"Nej!" halv-råbte jeg, og sprang frem. Han vendte sig om, og så forvirret på mig. Jeg mærkede, at jeg rødmede, og jeg så ned i gulvet. Han lo lavt, og hjalp mig op at stå igen.

"Klodsmajor," sagde han stille og slap mig. Min rødmen blev endnu værre. Han lo igen.

"Har du feber?" spurgte han bekymret, men stadig leende. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at se op ham. Men jeg kunne ikke, det var som om, det var forbudt på en eller anden plan. Selvom jeg gerne ville, kunne jeg ikke.

"Tochiiro?" spurgte han bekymret. Jeg mærkede hans fingre mod min hage, og han skubbede mit hoved op, så han kunne se mig ordenligt. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, så alle andre steder hen. Han lo igen. Rystede på hovedet, og gik ud. Jeg så efter ham, og så ned i gulvet. Hvorfor var det sådan, hver gang han var i nærheden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...