Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1094Visninger
AA

6. Together again

Jeg var ovenud lykkelig; Husui havde sendt mig et brev, hvor der stod, han ville komme til skolen. Han havde været der i næsten et år, uden at vi havde set hinanden en eneste gang. Vi havde begge haft travlt, da vi blev sendt på alle mulige missioner.

Jeg løb til Beiu med brevet i hånden.

"Beiu!" råbte jeg, men standsede, da jeg opdagede, han stod i en forsamling af fornemme mennesker. Jeg var godt nok selv af fin familie, men.. disse mennesker havde en aura omkring sig, jeg ikke brød mig specielt meget om. Oog, så var jeg i min uniform. Beiu så sig omkring, han måtte have hørt min stemme. Jeg strakte mig, og prøvede at hoppe. Da han fik øje på mig, smilede han glad, og skilte mængden, så han kunne komme hen til mig.

"Hvad er der, Tochiiro?" spurgte han, stadig smilende. 

"Husui kommer!" hvinede jeg. Beiu smilede endnu mere og gav mig et kram. Jeg krammede igen, lettere bekymret for de fine mennesker omkring os. 

"Hertil?" spurgte Beiu så, og jeg nikkede. Han så lidt overrasket ud. 

"Alene?" Jeg trak på skuldrene. 

"Det skriver han ikke noget om, kun at han kommer og han savner mig, og glæder sig til at vise mig, hvor god han er blevet." Jeg knugede brevet ind til mig, og snøftede let. 

"Han kommer, Beiu, min lillebror kommer," hviskede jeg grådkvalt, og prøvede at holde tårerne tilbage. Beiu smilede, og fangede en, der var sluppet fri. 

"Rolig. Slap af, træn lidt, for at slå ventetiden ned. Okay?" Jeg nikkede, bukkede for alle sammen, og løb så tilbage. 

 

Beiu var ikke ved pavillonen om aftenen. Jeg gik ud fra, at det var fordi han havde travlt, han var jo skolelederen. Det plejede jeg bare at glemme, fordi han så tit var sammen med mig.

Jeg sprang op på nogle af murerne, der omgav skolen, og kravlede op på taget over der, hvor Beiu normalt var, når han ikke var sammen med mig, altså. En patrulje gik forbi nede på jorden, og jeg kunne høre deres irriterede tonefald. Kvindelige patruljer. 

"Hende der, der altid er sammen med Mester Xiao, hvem tror hun, hun er?" sagde den ene. Nogle af de andre tyssede på hende, men hun fortsatte.

"Jeg mener, de er jo altid sammen. Er de gift, måske?" Endnu engang tyssede de på hende.

"Det er ikke derfor, men jeg har hørt, at hun er datter hans gamle shifu," sagde en anden. 

Oppe på taget sukkede jeg. Jalousi er en slem ting, især når der ikke var noget mellem os. Jeg rystede på hovedet, og så ud over skolen, der var blevet mit hjem. Fuglene sang stille.

 

Alle de fine mennesker var gået, så jeg sprang let og elegant ned fra taget, og landte foran Beiu. Han så forskrækket på mig. 

"Hvad laver du her, Tochiiro?" spurgte han. Jeg så bare uskyldigt på ham.

"Jeg kedede mig, og sad oppe på taget for at meditere," svarede jeg ham. Et svagt smil kom frem. Han så træt og udkørt ud.

"Noget galt?" spurgte jeg, og lagde en hånd på hans skulder. Han lukkede øjnene kort, og sendte mig så et gennemborende blik.

"De bryder sig ikke om, at du er så tæt på mig, at du er hos mig så tit." Hans brune øjne var tomme for de glimt, der normalt boede der. Jeg så ned i jorden.

"Så må jeg jo bare lade dig være," svarede jeg. Beiu rystede på hovedet. 

"Nej, du er familie for mig, Chiiro. Det skal de ikke tage fra mig."  En uventet varme bredte sig i maven på mig, og jeg smilte. Jeg gav ham et kram, men da jeg ville trække mig væk, for at komme i seng, holdt han mig fast. 

"De får ikke lov," hviskede han. Jeg anede ikke, hvad han mente, og så på ham. Han slap mig, og smilte blidt.

Ude af stand til at forstå, hvad der egentlig foregik, gik jeg til mit værelse, og lagde mig på sengen. De får ikke lov? Huh?

 

 

"TOCHIIRO-NEE!" hørte jeg Husui råbe i det fjerne. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg blev grebet af en sindsyg glæde. Han var her, min lillebror! Jeg sprang op, og min lærer så irriteret på mig. Han sagde et eller andet til mig, men jeg hørte det ikke. Så hørte jeg den velkendte latter fra Beiu. 

"Det er okay, mester Haoin. Der er specielt besøg til hende," sagde han, og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham. Jeg bukkede for læreren, og prøvede at gå så roligt som muligt, selvom alt inden i mig skreg på, at jeg skulle løbe til Husui. Beiu gik foran os hele vejen, og stillede sig foran hovedindgangen, hvor en mængde mennesker stod.

"Velkommen til Scholars akademi," sagde han med sin aura af ro og værdighed omkring sig. Den forreste af de rejsende bukkede, og smilte venligt.

"Tak, Xiao-sama. Jeg er Ikkakku af Tangmen, og bringer Husui med mig, for at besøge sin søster," sagde han, og en høj, ranglet dreng trådte frem. Han så godt nok bekendt ud.. men.. var det min lillebror. Lille.. bror. 

Jeg gik frem bag fra Beiu, og så glad på Husui, med tårer i øjnene. Det var Husui, den ranglede dreng, der ved nærmere eftersyn ikke var ranglet. 

"Nee-chan," sagde Husui, og trådte frem mod mig. Jeg strakte armene ud, og han løb straks hen til mig. Jeg krammede ham ind til mig, og tårerne brød løs. Jeg græd og græd, kunne ikke stoppe igen.

"Åh Husui," hviskede jeg. Han nussede mig på ryggen, og trak sig så lidt væk. 

"Chiiro-nee, det ligner ikke dig at græde," grinte han. Jo, det var min lillebror. Ingen andre - måske med undtagelse af Leosha, der ikke kendte til frygt - turde sige sådan noget til mig. Jeg tørrede mine øjne, og smilte. 

"Du er sandelig blevet kæphøj," sagde jeg. Husui smilede.

"Bogstavlig talt, Husui, du er virkelig skudt i vejret." Det var han. Han var ved at være lige så høj som mig. Han var ikke engang fyldt fjorten! Fjorten.. vent.

"Tillykke med din fødselsdag, Husui-tan," sagde jeg. Han så forbavset på mig.

"Er det i dag? Gud ja, det er det også. Tak nee-chan." Havde han lige glemt sin egen fødselsdag? Jeg så over på Ikkakku. 

"Hvad har du gjort ved ham?" spurgte jeg. Ikkakku trak bare på skuldrene.

"Der er ingen, der har gjort noget, selvom jeg tror, at Ikkakku har smittet ham med.. lalleglæde," lød en stemme ved siden af mig. 

Langxiou stod og smilte til os, ikke så langt væk. For en gangs skyld var al hans hår samlet i hestehalen, uden nogle totter der var sluppet løs. Jeg smilte genert, og så ned i jorden.

"Nee-chan, det er Langxiou. Han er praktisk talt blevet min storebror," sagde Husui glad, og Langxiou rodede op i hans hår. Jeg smilte, og sukkede for mig selv.

"Hvem var det lige, der sørgede for det?" mumlede jeg, og Langxiou lo. Ud af min øjenkrog kunne jeg se, at Beiu så opmærksomt på os. Jeg tog Husui i hånden, og gik hen til Beiu.

"Beiu, det er min lillebror, Husui. Husui, det er Scholars leder, Xiao Beiqiung, fars elev, Beiu," sagde jeg. Husui bukkede for Beiu, og kiggede så forvirret på mig.

"Huuh? Fars elev?" Han lagde hovedet spørgende på skrå og løftede det ene øjenbryn.

"Fra før du blev født, Usu," forklarede jeg. "Draka og Aizen var venner med ham."

"Aaah."

"Ja." Jeg smilte igen.

"Skal jeg vise dig skolen?" spurgte jeg, og Husui nikkede energisk. Så så han over på Langxiou.

"Må han komme med, nee-chan?" spurgte han, lidt barne-agtigt. Jeg trak på skuldrene, og grinte.

"Hvis han vil med, så kan jeg ikke se det store i det."

 

Husui gik bare med åben mund.

"Waaauw, her er godt nok flot," sagde han imponeret. Jeg gryntede. Ja, der er nemlig ingen regnskove, tænkte jeg. Langxiou gik stille ved siden af os, så bare på det hele. Jeg løftede et øjenbryn.

"Nu prøver du vel ikke at huske hele skolen, så du ved hvor du skal stjæle skriftruller fra, vel?" sagde jeg, og grinte. Langxiou trak bare på skuldrene.

"Man ved aldrig." Jeg vidste ikke lige hvor seriøst jeg skulle tage det. Jeg førte dem hen til mit yndlingsted, et træ oppe på toppen af en bakke. Jeg satte mig under det, og så på Husui.

"Jeg har savnet dig," hviskede jeg, da han sad ved siden af mig.

"I lige måde," svarede han. Jeg lagde mærke til, at han sad og vred sine hænder.

"Hvad er der?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet, og sagde der ikke rigtig var noget, men jeg kendte ham for godt. Han sukkede, og så op på Langxiou, der sad op i grenene. Langxiou sukkede.

"Vi kom sådan set, fordi vi ved, hvem der myrdede jeres forældre. Jeg ville have likvideret dem for jer, men Husui gjorde mig opmærksom på, at du nok ville være med til det selv." Han lød irriteret og Husui nikkede. Jeg så ud over landet, og lænede hovedet mod stammen. Jeg mærkede Husui's hånd på min arm.

"Du okay, Chiiro?" spurgte han bekymret. Jeg sukkede og lukkede øjnene.

"Jeg havde ikke tænkt så meget på det. Det føleles så længe siden." Jeg åbnede øjnene, og så på ham. "Men jeg er glad for, at du lader mig være med til at tage hævn." Husui smilede, og lagde sit hoved mod min skulder. Jeg sang for ham, ligesom jeg havde gjort inden vi skiltes. Hans vejrtrækning blev langsommere og roligere.

 

Jeg vågnede ved, at det bumpede blidt. Jeg åbnede øjnene, og så at jeg lå i armene på Langxiou.

"Åh, vækkede jeg dig?" spurgte han stille, og lagde mig i min seng. Han nussede mig på kinden, og smilte svagt. Så hviskede han godnat, og efterlod mig på mit lille værelse. Gad vide hvor Husui mon var? Jeg skyndte mig ud af tøjet, og kravlede ned under tæpperne. 

 

 

Beiu nægtede at lade mig tage af sted.

"Nej, siger jeg jo!" halvråbte han, og gik rundt på gulvet.

"Men-men Beiu!" prøvede jeg, men han hørte ikke på mig.

"De mænd er farlige, Tochiiro, de kunne få din far ned, så du er ingenting for dem." Han kørte hænderne gennem sit hår, og stirrede tomt ud i lokalet.

"Jeg vil jo ikke være alene, Husui og Langxiou vil være med," prøvede jeg.

"Husui og Langxiou er fra Tangmen, de bruger kastevåben, hvilket vil sige, at de ikke vil være tæt på! Det vil du så være, som den eneste!" Jeg vendte ryggen til ham.

"Jeg tager med, om du vil have det eller ej, Mester Beiquing," sagde jeg. Han greb fat om mig, og trak mig ind til sig.

"Vil du ikke nok lytte?" hviskede han forpint. Jeg stod fuldstændig forvirret med Beius arme omkring mig. Han sukkede, og klemte mig. 

"Lover du så at komme tilbage?" hviskede han, og lagde hovedet mod min skulder. Jeg halvlo.

"Selvfølgelig gør jeg det. Alle de andre missioner har ikke slået mig ihjel vel? Det her er bare en mission, bare med hjælp fra andre," lovede jeg. Beiu gav slip på mig. Han lukkede øjnene. 

"Så gå." Han vendte sig om, og gik fra mig, efterlod mig alene. Hvad gik det egentlig ud på? Hvad var der med Beiu, han opførte sig så underligt. Jeg rystede på hovedet.

 

Jeg mødtes med Husui og Langxiou ude foran hovedporten.

"Vi skal lidt langt væk," sagde Langxiou. Jeg så tilbage på skolen og sukkede. Beiu havde ikke snakket med mig siden skænderiet, og han havde ikke sagt farvel. Det gjorde mig lidt ked af det, men jeg var sammen med Husui igen, så det var ikke så slemt. De var begyndt at gå, og Husui kaldte på mig. Jeg løb op til dem, uden at se tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...