Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1092Visninger
AA

3. The long journey to Tangmen

Der var ulideligt varmt, og landskabet gled kun langsomt forbi. Ikke fordi det ikke var noget smukt landskab, det var bare kedeligt. Husui gik ved siden af mig, og nynnede gamle børnesange, vores mor havde lært os. Jeg kiggede op på bjergene, og smilte. De fik mig til at føle mig så lille, så ubetydelig. De havde stået her siden tidernes morgen, og ville stå her, længe efter vi alle var væk. Fugle sang rundt omkring os, og gjorde det lidt bedre at gå.

Vi havde gået hele dagen, og hen ad aftenen nåede vi en lille landsby. Jeg klarede ting for folk, så vi kunne få lidt penge. I mens underholdte Husui andre små børn med historier. Jeg var lige kommet tilbage, da jeg hørte ham sidde og fortælle om hans kidnapning:

"Jeg var naturligvis bange, så jeg råbte på min nee-chan. Hun stormede efter dem, og prøvede at redde mig. Jeg skreg rigtig meget, så en af mændene slog mig ud. Det næste jeg så husker, er at ligge ved et bål, hvor der sidder en fremmed og kigger på mig. Det var ikke Leosha, selvom han havde reddet mig en gang. Ham her havde jeg ikke set før. Da jeg spurgte, hvem han var, svarede han ikke. Han kiggede kun ind i flammerne. Han var ret underlig. Så spurgte jeg, om han havde reddet os, og så talte han til mig. Han sagde: "Ja det gjorde jeg." " Her kunne jeg ikke lade vær med at grine. Husui havde gjort sin stemme dyb, for at minde om redningsmanden, men det var mislykkedes.

"Han fortalte mig en enkelt historie, og sagde så, at jeg skulle gå i seng." fortalte Husui færdig. De små børn stirrede forbløffet og fascineret på Husui. Jeg vinkede til ham, og han smilte.

"Kom Husui!" kaldte jeg. Han rejste sig, bukkede for alle børnene, og løb mod mig. Jeg gav ham et kram, og gik hen mod en mand, der solgte mad.

Ikke så langt væk, kunne jeg høre nogle råbe af en tigger. Jeg vendte mig om, og så Husui løbe mod dem.

"Nej!" sagde jeg, gav sælgeren hans penge, og løb efter Husui.

 

En ældre mand slog efter en tigger i lasede klæder, der lå på knæ. Husui stod foran manden, og så egentlig ret sur ud.

"Undskyld mig, herre, men man må ikke slå!" sagde han, og satte hænderne i siden. Jeg smilte ved synet. Manden blev mere sur en Husui, og løftede sin stok igen. Jeg tog fat i den, og vristede den fra ham.

"Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig," sagde jeg, og gav den tilbage. Manden stormede væk. Jeg tog en bolle op, og lagde den foran tiggeren.

"Værsgo," sagde jeg, og han så op. Brød ud i et smil, og grinede.

"Tochiiro!" lo Leosha, tog bollen, og rejste sig op igen. Han ruskede i Husui's hår, og bukkede for mig. Jeg smilte, og nejede. Han grinte endnu højere, og tog en bid af bollen. Jeg tog Husui i hånden, og begyndte at gå ud af byen. Leosha fulgte efter os, hoppende op og ned af alt muligt. Han svingede sig i træerne som en anden abe, men både han og Husui lo. Tog den dreng ingenting seriøst?

Leosha tændte et bål, og grillede nogle fisk, han havde fanget. Mens de var ved at blive lavet, spurgte han os om alt muligt.

"Hvor er I på vej hen?" lød det første spørgsmål. Husui forklarede ham, at det var fordi han ville til Tangmen. Vi spiste fiskene og noget af maden, jeg havde købt. Så spurgte Husui, om Leosha ville lære ham at kæmpe. Leosha lo - igen - og sagde ja.

"Men du skal huske, at jeg er Beggars Sect, og vi kæmper anderledes en Tangmen. Rent faktisk ved jeg ikke hvordan de kæmper," sagde han, og rejste sig. Han gik ind mod træerne, og kom tilbage med en kæp. Han gav den til Husui, og trak så stav frem fra ryggen. Jeg vidste, at Leosha legede, men Husui tog det alvorligt. Han var bare ikke god til det. De kæmpede længe, til Husui dårligt nok kunne stå.

 

Husui lå med hovedet i mit skød, mens jeg sang stille. Leosha var for en gangs skyld også stille, lå og kiggede op på stjernerne. Husui's vejrtrækning blev rolig og langsom, og jeg lagde tæppet, vores sidste redningsmand havde efterladt os. Jeg ville ønske, jeg vidste hvad han hed, men i det mindste fik jeg sagt tak. Jeg sukkede.

"Du synger godt," lød det søvndrukkent fra Leosha. "Jeg var lige ved at falde i søvn." Jeg lo, og kiggede op på stjernerne, ligesom Leosha. De var smukke. Der fløj et stjerneskud forbi, og Leosha lo.

"Husk at ønsk!" grinte han. Jeg grinte med, og lagde mig ned under tæppet til Husui. Jeg lukkede øjnene, da Leosha igen talte.

"Hvor gammel er du, Tochiiro-chan?" spurgte han. Jeg sukkede.

"Sytten, snart atten," svarede jeg.

"Hmm. Det er jeg også. Jeg er så lige blevet sytten." Jeg lyttede ikke længere. Jeg tænkte på kærlige øjne, der så på mig gennem mørket, kun lyst op af ildens flakkende skær. Et ansigt, gemt i skygger.

 

Leosha fulgte med os hele tiden, lalleglad som altid. Når vi kom til en by, fortalte Husui de små børn historier, jeg arbejdede, og Leosha tiggede. Jeg stoppede med at tælle dage, for når man var sammen med Leosha, fløj tiden af sted. Hver eneste aften trænede drengene sammen, men Leosha fandt hurtigt ud af, at Husui var bedre med kastevåben. Så den næste gang, vi nåede en by, købte jeg kastestjerner til ham. Han voksede også meget, min søde lillebror. Jo tættere vi kom på Tangmen, jo mere trist blev jeg. Jeg ville ikke væk fra Husui, men jeg kunne heller ikke blive.

Hver aften kiggede jeg op i himlen, og bad til mor og far. Jeg græd i det skjulte, for jeg savnede dem alle sammen. Jeg sukkede, og så mig omkring, for jeg syntes, jeg hørte noget. Men der var ikke noget, eller jeg kunne ikke se noget. Jeg rystede på hovedet, og gik over til de andre, der sov i det høje græs. Leosha lå og snorkede lavt, med Husui ved siden af sig. Jeg smilte for mig selv, lagde mig ved siden af dem, og tog tæpperne over os.

Leosha ruskede stille i mig, for en gangs skyld med et alvorligt ansigtsudtryk.

"Jeg synes, du skal se det her," sagde han, og hjalp mig op. Han førte mig lidt væk fra bålet - der var brændt ud - og viste mig en snes døde mænd, der lå spredt ud omkring den lille ring, vi sov i.

"Dit værk, Loesha?" spurgte jeg, men han rystede på hovedet.

"Ah-ah. De lå her, da jeg vågnede."

Jeg pustede tungt ud. "Det er ser ud til, at de muligvis har ville stjæle fra os, og der så er en, der har slået dem ihjel," sagde jeg, og så over mod Husui.

"I det mindste er vi okay," sagde Leosha, og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede, og gik tilbage, så jeg kunne vække Husui. Leosha gik rundt, og så på de døde.

"Kom, Husui-chan," sagde jeg, og tog hans hånd. Han kiggede lidt rundt, og spilede øjnene op, da han så mændene.

"Tochiiro-nee, hvad..?" begyndte han, men jeg rystede på hovedet.

"Lad os bare komme af sted, ikke?" sagde jeg, og begyndte at gå. Leosha var allerede oppe i træerne, og kastede frugter ned til mig. Jeg lagde dem i en taske, jeg havde købt.

 

"Hmm.. Jeg var ellers helt hundrede på, at det var den her vej," grublede Leosha. Han havde sagt til mig, at han kendte vejen, så vi havde ladet ham lede an.. men vi var faret vild, ingen tvivl.

"Leosha.. har du nogen sinde været på skolen?" spurgte jeg. Leosha grinede.

"Næh!! Men nogle af mine venner går der," svarede han med et stort smil. Alvoren fra om morgenen var forsvundet helt væk, han var lige så lalleglad og sorgløs som altid, men.. det var bare Leosha, havde jeg efterhånden lært. Og desuden, Husui var ekstremt glad for Leosha. Problemet var bare... at Husui sprang efter ham i træerne... Ooog vi var i noget, der mindede om en regnskov.

Leosha gik op på toppen af en bakke.

"Jeg leder efter en kløft, edderkopper, og en stor bygning på en enorm sten, der er i midten af en dal med træer," sagde han.. Kløfter og edderkopper...?

"Huh?"

"Præcis hvad jeg siger, en kløft og edderkopper. Der er edderkopper omkring Tangmenskolen. Deres leder er en eller anden underlig gammel dame, der sender de nyankommne efter edderkopper, som er mega giftige," sagde Leosha. Jeg så på Husui. Ham. Jagte edderkopper? Det blev over mit lig! Men Husui så glad og spændt ud.

"Se Chiiro-nee," sagde han, og pegede. Der kravlede en god del edderkopper, og længere fremme, begyndte en sti op i bjergene.

"Virkelig? Edderkopper," hviskede jeg. Jeg kunne ikke lide dem, og havde aldrig kunnet. Leosha lo selvfølgelig af mig, men han fik hos hurtigt forbi dem.

 

For hvert skridt vi tog, blev Husui mere og mere spændt. Han hoppede op og ned, mindst ligeså glad som Leosha. Han dansede rundt, og smilte.

Det var ved at blive mørkt, da vi nåede den store hængebro, der var foran skolen. Jeg stoppede, og følte mig anspændt. Det var som om, der var nogle, der kiggede på mig. Selvom jeg kiggede, kunne jeg ikke se noget. Jeg håbede ikke, det var edderkopper... de var så ulækre..

"Kom," sagde Loesha og gik. Husui fulgte hurtigt efter, hvorimod jeg gik varsomt. Jeg var ikke helt tryg ved, at der muligvis kunne være edderkopper et eller andet sted, og så den følelse af, at der var nogle, der kiggede på mig.

"Kom nu, nee-chan!" lo Husui energisk foran mig. Jeg tog en dyb indåndig, og skyndte mig op til de andre. Jeg så mig omkring. Skolen var enorm og flot på en.. stenet måde. Der gik patruljer rundt omkring, og sikrede, at der ikke kom spioner. De kiggede lidt mistroisk på os, men lod os være.

 

"Leosha!" råbte en eller andet, et eller andet sted. Jeg så mig omkring - der var selvfølgelig ingenting. Så sprang der en dreng ned foran os.

"Ikkakku!" svarede Leosha glad, og hilste på fyren, der var dumpet ned. Leosha smilede over hele ansigtet.

"Det er Tochiiro-chan og hendes lillebror, Husui-kun," sagde Leosha. Vi bukkede, som vores manerer nu engang bød os. Ikkakku bukkede igen.

"Husui vil gerne starte her, så.." sagde Leosha, og Ikkakku smilede.

"Okay, jeg viser jer til vores skoleleder, det er denne vej." Jeg fik den fornemmelse af, at Ikkakku var ligesom Leosha. I det mindste var de da begge to stadig på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...