Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1245Visninger
AA

10. See you

Det havde været et år; et år siden, vi fik hævn for vores familie, et år siden, alt faldt på plads igen. Siden det hele sluttede, havde jeg trænet meget. Jeg var nået til at kæmpe med to sværd, hvilket ikke altid gik lige godt. Beiu lo meget af mig, når jeg prøvede.

Hver eanden måned besøgte Husui og jeg hinanden. Den ene gang tog jeg til ham, den næste kom han til mig. Vi sendte breve til hinanden rigtig tit, så jeg vidste hele tiden, hvad min kære lillebror lavede.

Ingen på skolen var længere i tvivl om, hvilket forhold Beiu og jeg havde. Var der noget stort på skolen, blev jeg præsenteret som hans søster. Intet at være jaloux over, tænkte jeg.

 

Beiu bankede på min dørkarm. Jeg så over min skulder, og smilte til ham.

"Hmm, smukt," sagde han. Jeg kiggede på mit lærred. Jeg ville ikke sige det var smukt; det var Husui, Langxiou og Leosha, der stod under nogle træer ved en flodbred. Det havde taget mig timer at få dem til at stå helt perfekt og få tegnet det rigtigt.

"Mange tak," svarede jeg. Jeg lagde min pensel, og vendte mig mod Beiu.

"Er der noget, du vil tale om, siden du er her?" spurgte jeg. Beiu smilte træt til mig.

"Der er.. en.. der spørger efter dig," sagde han. Jeg så undrende på ham.

"Langxiou? Husui? Leosha? Ikkakku?" spurgte jeg, men han trak på skuldrene.

"Jeg ved ikke hvem han er." Jeg rejste mig, og fulgte med Beiu til hovedbygningen.

 

En ung mand, klædt i blåt, stod og ventede på os. Han bukkede for os begge, og smilte så til mig. Jeg havde fornemmelsen af, at have set ham før.

"Mester Xiao, Kuchiki Tochiiro," sagde han, og gik mod mig.

"Du ligner dig selv." Jeg anede ikke hvad han mente.. hvem var han? Han måtte have set min forvirring, for han grinte rigtigt drenget.

"Tochiiro, det er mig, Timochi," sagde han. Jeg gispede.

"Timochi?" hviskede jeg, og han nikkede. Jeg kastede mig frem, og krammede ham.

"Ouf" sagde det, da jeg ramte ham.

"Jeg har også savnet dig," lo han, og satte mig ned igen. Vi snakkede frem og tilbage om det, der var sket i de år, han havde været væk. Efter lidt tid gik Beiu, han havde nogle vigtige sager at tage sig af. Jeg fulgte Timochi med til mit værelse, og satte mig på stolen overfor ham.

"Du maler stadig," sagde han, og nikkede mod mine tegninger og malerier, der dækkede værelsets vægge. Timochi satte sig, og fjernede hår fra panden. Han lignede stadig sig selv; smilehuller, mørkebrune øjne, et glad smil. Det eneste, der havde ændret sig, var hans kropsbygning højde. Han var høj og muskuløs nu. Pæn, faktisk.

Timochi pegede på et af billederne.

"Hvem er han?" 'Han' kunne faktisk være mange. Jeg så på billedet, han pegede på, og smilte.

"Husui," svarede jeg. "Det blev malet sidste gang, han var her." Timochi rejste sig, og pegede på andre.

"Ham?"

"Hmm.. Leosha, min bedste ven. Han er fra Beggars. Og ham ved siden af er Langxiou, Husui's bedste ven, og hans 'beskytter'." Timochi nikkede, og pegede så på det sidste billede.

"Ham her, er det din..?" Han så spørgende på mig, med et drillende glimt i øjet. Jeg rødmede.

"Nej det er ej! Han reddede os fra døden, da mor og far blev myrdet, og hjalp os senere med vores hævn.." mumlede jeg.

"Hvad hedder han?" spurgte Timochi, men jeg trak på skulderen.

"Jeg ved det ikke. Jeg fik det aldrig at vide." Jeg sukkede. Jeg ville virkelig gerne havde vidst hans navn. Timochi nikkede, og satte sig ned igen.

"Tochiiro, jeg har brug for lidt hjælp," sagde han, ikke specielt glad. Jag løftede mine øjnebryn.

"Nå?"

"Det er mine forældre. De forlanger.. du ved.. at vi skal holde ved vores.. forældres aftale." Han bandede. Åh. Så de ville altså stadig have, at Timochi og jeg skulle giftes. Hmm.

"Det er ikke fordi jeg ønsker at gifte mig med dig! Nej, det lød dumt, jeg vil gerne giftes med dig.. nej.. Jeg vil kun giftes, hvis vi havde noget.." han prøvede at forklare noget mere, men det blev noget rod, så jeg lukkede munden på ham.

"Og hvad har du helt præcist tænkt dig, jeg skal gøre ved det?" spurgte jeg. Timochi trak på skulderne og sukkede.

"Jeg ved det ikke." Vi sad og så ud i luften i noget tid.

"Kan vi ikke snakke dem fra det? Sige, at jeg er forlovet med en anden?" spurgte jeg, men han rystede på hovedet.

"Har prøvet, de forlangte beviser," mumlede han irriteret. Jeg kom til at le, for det så ret sjovt ud; han stak underlæben ud som et lille barn. Timochi så først forvirret på mig, men så lo han også med.

"Der er ikke andet for, end at tage hen for at besøge dem, og fortælle dem, at det kan ikke længere lade sig gøre," sagde jeg, stadig leende. Timochi nikkede.

 

Beiu sad bare, og så på mig.

"Og du lover, at du ikke bliver udsat for farer?" spurgte han med det ene øjenbryn løftet. Jeg nikkede.

"Jamen, så vil jeg ikke stoppe dig. Du er jo blevet meget stærkere, ikke?" Han smilte, og jeg gav ham et kram.

"Tak, Aniki. Jeg er snart tilbage." Jeg bukkede, og vendte mig om for at gå.

"Og sørg for, du kommer ugift tilbage!" Jeg lo, og gik videre. Der var ikke den ting, Aniki ikke vidste. Jeg vinkede bare til ham, og løb til mit værelse. Timochi sad der stadig, og ventede på mig.

"Du ved godt, det tager et halv hundrede år at komme hjem, ikke?" sagde jeg irriteret. Timochi nikkede.

"Men ikke når man har en vogn med heste," grinte han. Jeg daskede ham på armen.

"Naaah!!" Jeg rakte tunge af ham, og han gjorde det samme. Vi fortsatte med at være barnlige lidt tid, inden vi så blev seriøse, og jeg pakkede hurtigt noget tøj ned i en taske.

"Så er jeg klar."

 

Turen er kedelig og lang. Jeg kan ikke andet end at male.. og tegne.. og skrive.. og sove... og snakke med Timochi. Timochi er irriterende, han bliver mere og mere anspændt, jo tættere vi kommer på vores hjem. Han er meget stille, og dimser konstant med et eller andet: sit hår, mit hår, en kæde, alt han kan finde. Det giver mig lidt lyst til at kværke ham, bare sådan lidt. Men jeg måtte hellere lade være... selvom det måske kunne bruges som en undskyldning? .. Jeg er virkelig ked af, at måtte bringe jer nyheden.. men-men.. Timochi-chan er.. død *hulk hulk*

Neej, det kan ikke bruges, jeg vil ikke slå ham ihjel. Hvorfor tænker jeg egentlig sådan? Hvorfor har jeg den slags tanker? Jeg væmmes ved mig selv! Der må være noget galt, siden jeg tænker sådan.. Er jeg blevet mere bitter, det sidste år? Siden Beiu forbød mig at følge efter den mystiske og smukke mand? Eller er det bare fordi, jeg hader at rejse, fordi jeg hader at det går så langsomt?? Jeg tror, det sidste er mest muligt. For altså, jeg er jo normalt ikke sådan.

Og Timochi er heller ikke irriterende, han er bare nervøs. Vi skal jo sige til hans forældre, at vi ikke gifter os. Gad vide hvem han frygter mest; sin mor eller sin far.... Moren, helt bestemt moren, hun er skræmmende: Jeg har tit haft mareridt, hvor hun har forfulgt mig... Urhg.

Solen går op og ned, op og ned, vi sover, spiser, rejser. DET KEDELIGT! Jeg orker det ikke!!

 

Endelig var vi der. Jeg havde ingen anelse om, hvor langt tid det havde taget, det havde bare været for langt. Timochi hoppede ud før mig, og hjalp mig ned ad vognen.

"Så det tid, Tochiiro," sagde han nervøst, og førte mig langs den lille stenbelagte sti, jeg så tit havde gået for mange år siden. Blomsterne var i fuldt flor, og der duftede hærligt. Det føltes som om, jeg igen var lille, og skulle med mine forældre over til Timochi. Timochi slappede mere af, mens vi gik. Men lige så snart vi kom ind i huset, blev han anspændt igen, og gik med usikre skridt.

Hans forældre var som jeg huskede dem; faren smilte meget, varm og den slags; moren så lige så uhyggelig ud som altid, med håret siddende i en høj frisure. Timochi bukkede for dem, ligesom jeg.

"Vi er vendt tilbage, Fader, Moder," sagde han skælvende, og faren smilede som sædvanligt.

"Det var da på tide," sagde han venligt, og bad os om at sætte os. Det gjorde vi.. eller Timochi faldt snarer sammen.

"Nå, Tochiiro-san, du er lige så bedårende som altid," sagde faren. Jeg smilte. Moren sendte ham et blik.

"Det er godt du kom med, Tochiiro-san. Jeres bryllup er allerede arrangeret." Hendes stemme skar igennem freden. Jeg så på Timochi, der sad og så ned på sine ben. Så kiggede jeg direkte på hans forældre.

"Misforstå mig endelig ikke, Gokudera-san, men vi er her ikke for at blive gift," sagde jeg. Forældrene gispede.

"Men-men aftalen med Isshin.." begyndte moren.

"Står ikke længere ved magt," afbrød jeg hende. "Eftersom mine forældre er døde, er der ingen til at give tilladelserne.. måske lige Beiu, men det ville han aldrig nogensinde." Moren blegnede.

"Trodser du dine forældres vilje?" spurgte hun forarget. Jeg trak på skuldrene.

"Den gang, aftalen blev lavet, var far og mor i live, jeg blev opdraget til at skulle blive gift, og Timochi og jeg var sammen hver dag. Det har ændret sig, Gokudera-san. Timochi og jeg er ikke villige til at opgive vores drømme, så I kan få et bryllup. Desuden, hvem siger så ikke, at Timochi har fundet en anden?" Timochi så på mig med store øjne. Huh? mimede han til mig. Jeg smilte tilbage, og rejste mig.

"Jeg beklager meget," sagde jeg oprigtigt, og smilte stort. "Men jeg har lovet Beiu-nee-sama, at jeg vender ugift tilbage."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...