Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1111Visninger
AA

2. Saved once more

Husui sad og gumlede i et stykke brød.

"Nee-chan, ved du hvilken skole, du vil ind på?" spurgte han, og så forventningsfuldt på mig. Jeg smilte, og rodede op i hans hår.

"Jeg kan ikke forlade dig for at gå på skole. Og da slet ikke kun for at lære kamparter," svarede jeg, og stirrede ud i luften, mens vi sad på markedspladsen i Jiming. Husui grinede, en sjælden lyd, efter vores familie blev.. myrdet. Det var kun to år siden. Husui var allerede blevet blevet ti, allerede så stor og selvstændig.

"Når jeg bliver gammel nok, vil jeg nok være en stor helt, som redder dig når du er i knibe" sagde han, og så drømmene ud i luften. Jeg lo igen, og krammede ham.

"Åh, du er sød, Husui," sagde jeg, og kyssede ham på håret. Han skubbede mig grinene væk, og sagde ad. Jeg lo endnu mere, og tankerne fra min fortid forsvandt helt. Som altid lyste Husui min dag op, fordi han altid var så glad. Han løb rundt ude på markedspladsen, stadig så jeg kunne se ham. Han måtte ikke forsvinde, for så var livet ikke længere værd at leve. Folkene omkring mig, snakkede om alle mulige ting. Der var en ung kvinde, ikke langt fra os, der skulle giftes, en mand, der solgte sværd, nogle gøglere, lidt af hvert. Sælgere råbte efter kunder, heste prustede. Der var larm over det hele, men sådan var Jimming.

 

Husui gik og legede med nogle af børnene fra byen. En af børnenes mødre stilte sig ved siden af mig, og pegede på en lille pige med fletninger.

"Den lille smukke, derovre, der er min Ami. Hvilken er din?" spurgte hun venligt. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, nej, jeg kigger bare på min lillebror. Det er ham, der leger med din pige," svarede jeg. Kvinden klikkede utilfreds med tungen.

"Hør her, du behøver ikke skjule det, der er okay sådan noget," sagde hun og lød nedladende. Jeg så på hende, og vred mine hænder. Hun irriterede mig.

"Jeg er hans storesøster," sagde jeg hårdt. "Vi er fra Kuchiki klanen, tror du, de ville tillade børn ude fra ægteskabet?!" Kvinden fik et sjovt blik i øjet, der gjorde mig bekymret.

"Husui!" kaldte jeg, og gik mod ham. "Vi går nu." Jeg ville ikke være i nærheden af den uhyggelige kvinde. Husui så skuffet ud, men tog min hånd, og fulgte efter mig. Han vinkede til alle de andre børn.

 

Vi gik ned mod floden, der løb ikke langt fra Jimming. Jeg bad Husui tage tøjet af, for det var efterhånden blevet ret beskidt.

"Så kan du bade, mens tøjet tørrer," sagde jeg, og gennede ham ud i vandet.

"Jamen, det er jo koldt!" brokkede han sig, men jeg sendte ham bare et blik. Han rakte tunge, og dykkede så ned under overfladen hurtigt. Imens han legede rundt derude, vaskede tøjet, både hans og mit. Dagen var dejlig varm, så det var ikke så slemt at være uden tøjet.

Pludselig råbte Husui op.

"Hjælp!" Der var en masse plasken, og jeg så med rædsel, at Husui var ved at drukne.

"Tochiiro, hjælp!" råbte han, men jeg stod neglet fast. Vand. Han var på dybt vand. Jeg kunne ikke komme derud. Jeg var bange for vand. Jeg prøvede virkelig at gå ud mod ham, prøvede at komme ud til ham, men min krop bevægede sig ikke.

Der løb noget forbi mig, der plaskede vand op på mig, og mens jeg stod på bredden, fastfrossen, svømmede der en ud for at redde Husui. Min krop bevægede sig igen, netop som den fremmede kom op på land igen, med Husui på ryggen.

"Mange tak," hviskede jeg, og tog imod Husui fra den fremmede. Han gispede efter vejret, og jeg bar ham op i græsset. Den fremmede gik med mig, og satte sig på hug overfor os, mens Husui prøvede at få vejret igen.

"Undskyld," hviskede jeg, og krammede Husui. Han smilte bare udmattet, og gabte.

"Det okay, nee-chan, jeg burde ikke have svømmet ud, hvor jeg ikke kunne bunde," svarede han bare. Den fremmede tog noget fra sin rygsæk - jeg havde ikke opdaget, han havde smidt den - og lagde et tæppe over min bror.

"Sådan, så burde du ikke fryse nær så meget," sagde han med et stort smil. Husui nikkede bare træt. Jeg så på den fremmede.

"Vil du ikke hjælpe mig med at flytte ham? Ind på kroen, hvor vi midlertidig bor?" spurgte jeg håbefuldt, og han nikkede.

"Selvfølgelig," sagde han, stadig smilende, og tog Husui op i sine arme. Jeg tog hurtigt mit våde tøj på, og fulgte efter den fremmede, mens han.. sprang fra sten til sten.. Han hoppede op på tage, sten, markedsboder, ALT. Jeg måtte løbe for at kunne følge efter ham.

 

Husui blev lagt på sengen, og jeg fandt noget af det eneste ekstratøj vi havde frem. Han skulle have haft det på, men han var faldet i søvn. Jeg sukkede, og så på den fremmede.

"Jeg takker af hele mit hjerte, fremmede," sagde jeg, og bukkede for ham. Men han lo.

"Du kan takke mig ved at spise sammen med mig," grinte han. Jeg så forundret på ham. Han smilte stadig. "Du burde overveje at få tørt tøj på," sagde han uskyldigt, gik ud, og lukkede døren. Jeg stod bare, kiggede efter ham. Hvad var der lige med ham? tænkte jeg, men samtidig var jeg også glad. Den indvirkning havde han åbenbart. Jeg så over på Husui, som sov tungt, og lagde et stykke brød ved siden af sengen. Så skiftede jeg tøj, og gik ned i krostuen til min lillebrors redningsmand.

Han sad ved et bord, med to skåle supper foran ham og risboller. Jeg satte mig overfor ham, og han så på mig, med kinderne spilet ud.

"Ej hodder Lesa," sagde han, og skubbede den ene skål med suppe over til mig. Jeg så uforstående på ham, og grinte. Han grinte også, sank, og prøvede igen.

"Jeg hedder Leosha. Og du er?" spurgte han, inden han tog en ny mundfuld mad. Jeg smilte.

"Mit navn er Tochiiro. Den lille dreng er Husui. Jeg er glad for at lære dig at kende," svarede jeg. Leosha brød ud i latter, og mad fløj ud over hele bordet, da han grinte.

"Glad for at lære mig at kende? Hihihi, hvor kommer du da lige fra?" Jeg rødmede og så ned i bordet.

"Det er altså sådan, jeg er opdraget til at tale," mumlede jeg for mig selv, og tog en bid bolle. Leosha lo, og kaldte på tjeneren for at få mere mad. Jeg stirrede bare forbløffet på ham.

"Hvad, det er kun min trejdre," sagde han uskyldigt. Jeg kiggede ned på min egen mad. Hvordan kunne han spise så meget, så hurtigt? Jeg rystede på hovedet.

 

Da Leosha var færdig med sin fjerde tallerken, og jeg var færdig med min første, lagde jeg mærke til, at der var nogen, der kiggede på mig. Jeg så rundt i kroen, men der var ikke en, der så på mig. Men den ubehagelige følelse var der stadig. Leosha så nysgerrigt på mig.

"Hvor kommer I så fra?" spurgte han, smilte. Jeg så ned i bordet.

"Oppe i bjergene," svarede jeg bare. Leosha så på mig.

"Jeg er fra heromkring. Men nu bor jeg på min skole, det er blevet mit nye hjem." Han smilte endnu engang stort. "Jeg er i Beggars Sect." Hmm. Beggars Sect, en af de otte store skoler i landet. Det forklarede hans lasede tøj.

 

Det var ved at blive rigtig sent, så jeg gik op i seng. Husui sov stadig. Jeg anede ikke, hvor Leosha var henne, han gik efter jeg var gået op. Jeg lagde mig ned ved siden af Husui, og sov hurtigt.

Jeg vågnede ved et skrig. Husui lå ikke længere ved siden af mig, og nogle mennesker, klædt i sort, sprang ud af vinduet.

"TOCHIIRO-NEE!" skreg Husui, og jeg løb ned af tapperne i kroen, og ud af døren. Folkene, der måtte have slået Husui bevidstløs for han skreg ikke, løb hurtigt igennem Jimming. Jeg fulgte efter dem, det bedste jeg kunne, og var lige ved at nå dem, da vi var et stykke ude for byen. Kidnapperne standsede, og kastede Husui ned i det høje græs. De vendte sig mod mig og der var en af dem, der gnæggede ondskabsfuldt. Der blev kastet noget mod mig, og kort efter mærkede jeg en ulidelig smerte i min højre arm. Jeg skreg. En slog mig i maven, så jeg knækkede forover, og var ved at besvime. Jeg faldt mod jorden, gispende efter vejret, og panikken slørede mit syn. Det var ligesom den gang, og nu ville der ikke komme en og redde os. Jeg prøvede at skrige, tårerne trillede ned ad mine kinder.

"Husui," stønnede jeg. Mine øjne begyndte at lukke i, hørte noget hvisle forbi mig. Mændene gipsede, og en af dem faldt død over mig. Jeg hørte skridt, og den døde mand blev fjernet fra mig. En yngre mand hjalp mig op og stå.

"Er du okay?" spurgte han venligt, og tog mig op i armene. Han gik i kort stykke, og jeg kunne se flammer. Han satte mig ved bålet, gik igen, og kom tilbage med Husui - som stadig var bevidstløs. Husui blev lagt forsigtigt ned, og så gik manden hen til mig.

"Hvor blev du ramt?" spurgte han stille, hans stemme var utroligt blid. Jeg pegede på min arm, og han løftede mit ærme op. Mens han rensede såret og forbandt det, så jeg på ham. Han var ung, nok lige så gammel som mig.. og Leosha. Det sorte hår faldt ned over hans skuldre, fordi det var gået løs af hestehalen. Han var smuk.

Han opdagede jeg så på ham, og smilte.

"Pas bedre på en anden gang," sagde han. Så tilså han Husui, og til min lettelse, var der intet galt med ham. Han sov som et spædbarn, og min redningsmand lagde et tæppe over ham.

"Læg dig til at sove. Du får det bedre, efter en god nats søvn," sagde ham og så på mig over skulderen. Jeg gik over, og lagde mig under Husuis tæppe.

"Tak," sagde jeg. Han smilte bare, og satte sig ned, så tænksomt ind i bålet.

 

Jeg vågnede, og strakte mig. Jeg havde ondt i ryggen. Husui lå ved siden af mig, og sov. Jeg så mig omkring. Bålet var slukket, og vores redningsmand var ikke til at se. Jeg sukkede, og ruskede blidt i Husui.

"Du skal op, søde ven," sagde jeg. Husui satte sig op, og så mere død ud end levende. Jeg smilte, og krammede ham.

 

"Nee-chan?" spurgte Husui, mens vi gik på vejen, og spiste nogle af de boller, vores redningsmand havde lagt ved os.

"Ja?" spurgte jeg, og så ned på ham. Han stoppede et øjeblik.

"Kan du huske, jeg sagde i går, at jeg ville ind på en skole?" spurgte han, frygtsomt og uroligt. Jeg nikkede. Han trak vejret dybt, og jeg vidste, han samlede mod.

"Jeg vil med i Tangmen, nee-sama! Vil du ikke følge mig til Tangmenskolen, så jeg kan blive stærk, så du ikke behøver at redde mig?" Han så alvorlig ud, og jeg smilte svagt.

"Hvis du gerne vil til Tangmen, så tager vi dertil," sagde jeg, og han krammede mig.

"Tak nee-chan," hviskede han. Jeg lo. Men indeni var jeg trist. Hvis han skulle på Tangmen, ville vi være adskilt. Jeg rystede på hovedet. Han ville til Tangmen, så det skulle han nok komme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...