Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1182Visninger
AA

8. Reasons

Jeg blev lagt forsigtigt ned ved siden af Husui, og manden i det lilla tøj begyndte at tilse mine sår.

"Hvad laver du overhovedet her!" hvæsede Langxiou. Jeg mærkede jeg begyndte at glide ud af min krop.

"Slap af, det var et job, okay? Havde jeg ikke snakket med dig i går, havde jeg taget dem alle ned, og frarøvet dem deres hævn," svarede manden roligt. Jeg havde haft ret, Langxiou havde snakket med nogle aftenen før. Manden, der ikke rigtigt var en mand, han var vel på alder med Langxiou, pillede forsigtigt min trøje af mig. Langxiou protesterede, men manden ignorerede ham. Han mumlede, og begyndte at rense mine sår. Jeg skreg. Det gjorde ondt, og jeg gled længere og længere væk.

"Bliv her, Tochiiro," sagde han blidt. Hvor kendte han mit navn fra? Havde Langxiou fortalt ham det? Havde han hørt Husui kalde på mig? Eller kan han huske det fra dengang, mine forældre skreg efter os? Det gjorde ondt over det hele. Jeg græd. Tårerne blev tørret hurtigt væk.

 

Jeg var et sted, jeg ikke anede hvor var. Nogle mennesker puslede blidt omkring mig. Jeg lå i en seng.

Var Husui i live? Hvor var jeg? Jeg åbnede mine øjne, og så manden fra i går kigge afventende på mig.

"Ah, du er vågen." Han rejste sig, gik ud, efterlod mig alene. Han kom tilbage kort tid efter, med Langxiou løbene efter sig.

"Tochiiro," hviskede Langxiou taknemmeligt, og tog min hånd. Jeg smilte svagt.

"Har du ondt nogen steder?" spurgte manden. Jeg rystede på hovedet, og så ned af mine arme. De var dækket ind i forbindinger. Manden prikkede Langxiou på skulderen.

"Den anden er ved at vågne. Du burde nok være ved ham, Xiou." Langxiou sukkede, og rejste sig op.

"Godt at se, du er okay," sagde han til mig, og lod mig være alene med manden.

"Tak," hviskede jeg. Manden smilte halvt.

"Du behøver ikke takke mig," sagde han, og pegede på en stol.

"Tøj, hvis du skulle have lyst." Jeg så ned af mig selv, og opdagede, jeg kun var i en stor trøje. Han rejste sig op, og stod i dørkarmen.

"Tak," hviskede jeg igen. Manden smilte helt.

"Baka, jeg sagde jo, du ikke skulle tak.." Jeg afbrød ham: "tak for at du reddede Husui og mig den gang!" Jeg kom kluntet ud ad sengen og bukkede. Manden lo overbærende.

"Jade Warriors er hadet af mange. Jeg hørte alle jeres skrig, og følte, jeg måtte redde jer," sagde han, og puffede mig ned i sengen igen.

"Tak fordi du lod lederen blive," takkede jeg igen. Han satte sig på kanten af min seng, og lagde en hånd på min pande. Den var dejlig varm og blød. Hans smil var blidt og tålmodigt. Han havde de smukkeste rødbrune øjne. Han var smuk, smukkere end nogen anden, jeg havde mødt. Mit hjerte begyndte at banke stærkt, og min puls røg op. Det brændte, der hvor han rørte mig. Jeg rødmede, og kunne pludseligt ikke se ham i øjnene.

 

"OI TOCHIIRO-CHAN!" råbte den mest savnet stemme længe. Leosha stak hovedet ind ad dørkarmen og smilede.

"Hvad laver du dog der, baka-Chiiro?" grinte han, og gik hen til mig. Manden, den smukke mand, rejste sig og lod Leosha og jeg være alene. Han lænede sig mod mig, og hviskede til mig:
"Tochiiro-chan, hvad har du at gøre med en Wanderers?" spurgte han undrende, og brød så ud i et grin. Som sædvanlig var han ikke seriøs mere end to sekunder.

"Hvorfor er du her, var du ikke på mission?" spurgte jeg nysgerrigt, og han lo igen.

"Chiiro, det er næsten et år siden, nu. Men jeg hørte en lille fugl synge om, at du var her omkring. Har du forresten fået noget at spise, for der kommer en fyr med mad til dig nu." Jeg kunne ikke finde hoved eller hale i Leosha's talestrøm, men Langxiou kom rigtig nok gående med noget mad til mig. Han så mistroisk på Leosha, men da han så jeg smilte, trak han på skuldrene og gav mig maden.

 

Jeg hørte noget støj ude i gården, og rejste mig for at se, hvad det mon var. Husui sad midt i det hele og surmulede.

"JEG NÆGTER!" sagde han bestemt. Langxiou prøvede at få ham til et eller andet. Gad vide hvad?

"Nej siger jeg jo, det smager helt forfærdeligt afskyeligt!" Jeg klukkede. Medicin, det måtte være det, de var uenige om. Husui havde aldrig brudt sig om at få medicin, og det var en kamp hver gang. Jeg besluttede mig for at være lidt ond, og lod Langxiou kæmpe med det lidt mere. Efter en halv time fik jeg dog ondt af ham, og gik ud til dem.

"Problemer?" spurgte jeg uskyldigt. Langxiou rystede på hovedet, men Husui nikkede.

"Han prøver at tvinge mig til noget, jeg ikke vil!" Han lød vældig forarget. Han var fuldstændig dækket ind i bandager, så han lignede en lille, sur mumie.

"Husui," spurgte jeg, og satte mig på hug foran ham. "Han skulle vel aldrig tvinge dig til at.. tage din medicin?" Husui blev hvid som et lagen, og så ned i jorden. Jeg tog medicinen fra Langxiou - der forøvrigt kiggede lamslået på os - og så tålmodigt på Husui.

"Kom så," sagde jeg og smilte. "Du bliver aldrig stor og stærk, hvis du ikke gør det. Ville du ikke være stærk, så du kunne beskytte mig?" Husui undgik at se mig i øjnene. Han mumlede et eller andet, og tog så medicinen ud af hånden på mig. Han spiste den hurtigt, og lavede så de sjoveste ansigter, jeg nogensinde havde set. Og uden at ville det, skreg jeg af grin. Husui så fornærmet på mig, men begyndte så at le med. Han så.. glad og fri ud, egentlig. Som om, at der var blevet fjernet en byrde fra hans små skuldre. Jeg tog ham ind til mig, og krammede ham, mens jeg begyndte at græde. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi, nu var det slut. Der var taget hævn for far, mor, Draka og Aizen. Husui anede ikke, hvad han skulle stille op, så han nussede mig bare på ryggen.

Jeg sad under et træ på en lille bakke, og så ud over det vidunderlige landskab. Lige så snart det blev morgen, skulle vi tilbage til Scholar akademiet. Jeg sukkede, lænede hovedet mod stammen og lukkede øjnene.

"Nee-chan?" spurgte Husui stille. Jeg hørte ham komme tættere på, og han satte sig ved siden af mig.

"Er det hele slut nu?" Han lagde sit hoved på min skulder, og jeg lagde en arm om ham.

"Ja, Husui-chan, det er det," sukkede jeg lettet. "De kan alle hvile i fred nu."

 

Der blev rusket blidt i mig, og den lilla mand sad på hug foran mig. Der var helt mørkt omkring mig, og Husui lå med hovedet i mit skød.

"Du bør nok overveje at få noget søvn. Der er lang vej til Scholar," sagde han stille. Jeg nikkede, og prøvede at rejse mig, uden at vække Husui. Manden så mit problem, og tog forsigtigt Husui op.

"Gå ind og sov, jeg skal nok tage mig af ham. Godnat." Han gik med min lillebror, og jeg sukkede.

 

Lige så snart vi nåede porten til Scholar, til mit hjem, sprang jeg af hesten, og løb. De andre kaldte efter mig, men jeg havde savnet dette fantastiske sted, med dets kærlige og venlige mennesker, skønne natur og syngende fugle. En masse af mine venner vinkede, da de så mig komme løbende. Jeg vinkede igen, og skyndte mig videre.

Beiu sad i pavillonen, stirrende ud i horisonten, med en kop te i hånden.

"Beiu-san!" råbte jeg. Han vendte sit hoved mod mig, og brød ud i et stort smil.

"Aah, Chiiro-chan." Han rejste sig op, og krammede mig.

"Ih du milde, det er godt at se, du er hjemme i god behold," lo han. Jeg lo også, så meget, at jeg fik tårer i øjnene. Beiu havde stadig armene omkring mig, da de andre kom løbende. Han gav slip på mig, og vendte mig mod de andre.

"I er alle hjemme i god behold." Han bukkede for dem, og takkede så Langxiou for at passe på os. Husui smilede.

"Beiquing-sama, hvis du skal takke nogen, så tak ham her," han pegede på den lilla mand. Jeg nikkede, og gik hen ved siden af ham.

"Ja, han fjernede de fleste Jade Warriors, efterlod de vigtigste til os," sagde jeg glad. Beiu så knapt så glad ud.

"Tochiiro?" spurgte han, med et anstrengt ansigtsudtryk. Jeg så nysgerrigt på ham.

"Helt præcist, hvad er dit forhold med ham?" Beiu så gennemborende på mig, og jeg rødmede som en solnedgang.

"Aha."

Jeg ville egentlig protestere, men jeg kunne ikke gøre det. Jeg så på Husui, som mimede :"Hvad sagde jeg, han kan LIDE dig!!" Jeg rystede på hovedet.

"Tochiiro, kom herover, nu," sagde Beiu, hans stemme gjorde det klart, at det var en ordre, ikke til diskussion. Tøvende gik jeg langsomt et skridt.

"Nu!" Tonefaldet kom bag på mig, så jeg blev forskrækket, og skyndte mig hen på siden af Beiu, som så direkte på manden i det lilla tøj, med den hvide stribe.

"Nærmer du dig Tochiiro, min dyrebare lillesøster... vil jeg ikke tøve med at få dig ud af Wanderers Valley," sagde han lavt, men truende. Manden lo, men uden glæde.

"Det vil jeg se, før jeg tror det, Mester Xiao. Shan-sama vil være svær at overbevise," svarede han isende koldt. Jeg så på hans øjne, der var koldere end den koldeste vinter. Så kiggede jeg over på Beiu, hvis ansigt var sammentrukket af raseri.

"Hvor vover du at tale tilbage til mig?" hvislede Beiu lavt. Manden trak på skuldrene.

"Hvor vover du at true mig med at få mig ud af Wanderes, selvom du ingen beføjelser har?" svarede han igen. Beiu sprang frem, uden et sekunds varsel. Jeg så det dårligt nok, nåede kun at opdage manden trække sine sværd. Beiu havde åbenbart trukket begge sine - jeg anede ikke engang han havde nogle!

"Aniki!" råbte jeg, i håb om at Beiu så ville stoppe, men jeg tror ikke, han lyttede. Kampen varede ikke ret længe, men uanset hvad, ville jeg ikke kunne fortælle, hvad der skete, det gik så hurtigt. Så stoppede kampen. Beiu stod med sine sværd langs siden, netop som manden sprang frem. Det ene sværd kom tæt ved halsen, ville kunne skære den over.

Så lød der et klask; i sidste øjeblik havde manden vendt sit sværd, så den flade - og harmløse - ende ramte Beiu's hals.

"Aniki!"

"Vrede er en slem ting, når man kæmper, Mester Xiao Beiquing. Det slørrer dit syn, og gør dig svag og forudsigelig. Det har I selv lært os."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...