Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1097Visninger
AA

12. Most loved

Lingshu og Husui viste sig at blive rigtigt gode venner. Husui snakkede med ham meget. På sin vis var jeg meget glad for det, for selvom jeg elsker Leosha, så var Lingshu bedre selskab. Altså, i den forstand, at Lingshu var mere fornuftig end Leosha. Når Husui var sammen med Lingshu, mindede han meget om Aizen og far. Det var sjovt og forundrende at se på. Jeg kunne have set på dem tale i evigheder.

 

Jeg er lykkelig; Husui er glad, Leosha er glad, Timochi er glad, Langxiou er glad, de er alle sammen glade. Det er som at være i himlen. Det virker virkelig som om, det her er vores hjem, nu. Lingshu hører også med, nu. Det gør han også. De hører til her, jeg hører til her. Det er næsten som en familie. Som om vi er en familie, der langt om længe er samlet. Der gør mig glad.

Jeg ønsker kun at være sammen med ham. Han står altid lidt udenfor mængden. Kigger på os, med et glimt i øjet, der er svært at tyde. Er han glad mon? Er han ked af det? Er der noget, der trykker ham? Jeg ved det ikke, og det piner mig. Det piner mig, at jeg ikke kan spørge om det, jeg er en kujon. Hvis han ikke har det godt, og jeg ikke kan gøre noget?! Hvorfor skal det være sådan? Jeg ønsker at være sammen med ham, at han smiler, ler, er glad.. Jeg ønsker inderst inde, at han tager mig i sine arme... hvorfor skal det være sådan?

Husui virker lidt anderledes. Lidt mere voksen, måske. Jeg spurgte ham i går, om der var en, han kan lide, om der var en pige. Han rødmede, og så straks væk. På sin vis er jeg glad, men så alligevel ikke; tager hun ham fra mig? Nej, nej, STOP! Husui vil altid være min bror, og jeg bliver så lykkelig, den dag han starter en familie. Skal de mon så bo her? Det håber jeg. Så bygger jeg mit hjem i nærheden, så vi kan være sammen alligevel. Men hvad vis hun ikke vil have, jeg er i nærheden af min bror? Nej, Tochiiro, du skal ikke tænke sådan. Du ville vel ikke vælge en, der ikke kunne lide Husui?

Jeg satte mig grædende op. Hvad var det for nogle tanker, jeg havde? Jeg var så.. negativ, når jeg var alene. Så bange. Da Husui nikkede, blev jeg så glad. Men da jeg så blev alene, så blev jeg bange.

"Nej," hviskede jeg, og trak mit tæppe tættere omkring mig. "Nej." Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg hulkede, og krøllede mig sammen til en kugle.

"NEJ!" skreg jeg.

Der lød skridt, og skræmte stemmer.

"Tochiiro, er du okay?" spurgte Husui, og lagde armene omkring mig. Langxiou og Leosha satte sig på hver side af mig, og krammede mig, ligesom Husui. Lingshu stod i døren, og så bekymret på mig.

"Nee-chan, er der noget galt?" spurgte Husui igen, og tørrede mine tårer væk.

"Du.. må.. ikke gå, Husui," hviskede jeg grædende. "Du må aldrig forlade mig, Usu!" Husui lo, og klemte mig.

"Baka-nee. Hvorfor skulle jeg dog forlade dig?" sagde han. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Så jeg lod vær' med at prøve, og gav bare slip. De krammede mig, og hviskede trøstende ord. Lingshu satte sig foran mig.

"Dæmoner kan være svære at slippe, især når de er inden i," sagde han, og satte pege- og langefinger mod min pande.

"Men de er der tit, fordi vi er bange. Og der er intet galt i at være bange." Det beroligede mig, hans ord. Langsomt faldt jeg i søvn igen. Jeg vidste, at Husui blev, selvom jeg var usikker med de andre. Men så længe, Husui var der, var alt okay.

"Usu?" spurgte jeg.

"Hmm?"

"Lover du, du stadig er hos mig, selvom du får familie?" spurgte jeg hviskede. Husui satte sig op og lo.

"Hvis det er det, du er bekymret for, nee-chan, så slap af. DU er familie, selvom der kommer andre til. Dyrebar familie, Chiiro-nee." Jeg smilte svagt til Husui, og lukkede øjnene igen.

 

Han vil elske mig uanset hvad! Han vil altid være min lillebror!

 

***

 

"Chiiro-nee!" råbte Husui. Jeg smilte, og vendte mig mod ham.

"Jeg tager tilbage til skolen igen, okay? De har en mission til mig," sagde han. Jeg krammede ham.

"Klap, du skal ikke spørge mig om lov, det har du aldrig skulle," grinte jeg. Han smilte til mig, som kun Husui kunne.

"Held og lykke, Usu," sagde jeg, og vendte tilbage til mit maleri. Han kyssede mig på kinden, og løb så ind på sit værelse. Jeg så på Langxiou, der sad ved siden af mig.

"Skal du med ham?" spurgte jeg, men han rystede på hovedet.

"Nej," sagde han blødt, og smilte. Jeg smilte igen, og så på papiret. Jeg var i gang med at male Leosha, der sad blandt en flok fugle og fodrede dem. Jeg lagde hovedet på skrå. Leosha var efterhånden blevet til min bror, som jeg elskede lige så højt som Husui.

 

Tidligt den næste morgen tog Husui af sted.  Lingshu tog med ham, hans skole lå på vejen. Jeg vinkede til dem, altså da jeg fik mine hænder fra fra yukataens store ærmer. Det havde været en af mors, så det var forståeligt, den var for stor.

Husui og Lingshu vinkede igen. Jeg vinkede til dem, indtil jeg ikke kunne se dem mere.

"Det føles lidt sørgeligt, at vi alle sammen skal væk," sagde Leosha trist ved siden af mig.

"Ja, jeg har også en," sagde han, da jeg så spørgende på ham. Jeg krammede ham. Han smilte svagt, tog sin taske på skulderen, og gik. Jeg vinkede til ham,og smilte til ham. Hans normale lalleglade smil kom tilbage, og gjorde mig glad igen. Ligesom med Husui, vinkede jeg, til jeg ikke kunne se ham mere. Da han var helt væk, vendte jeg mig om, og gik ind i Langxiou, der åbenbart havde stået bag mig.

"Åh undskyld," sagde jeg, og Langxiou slap mig.

"Min fejl, jeg burde ikke have stået bag dig," svarede han, og jeg bemærkede en let lyserød kom frem på hans kinder. Jeg kom til at smile. Jeg kastede et blik på der, min "familie" var gået mod, og sukkede.

"Jeg savner ham allerede, Langxiou," sagde jeg, og lagde hovedet mod hans bryst. Det var rart, faktisk.

 

Det slog mig pludseligt... hvor var han? Jeg havde ikke set ham længe. Jeg kiggede overalt, i haven, i huset, i gården. Om jeg kunne finde ham, han var som sunket i jorden.

"Du ligner en, der deler efter nogen," lød hans stemme oppe fra træet. Jeg blev vildt forskrækket, og satte mig ned af ren overraskelse.

"Jeg troede bare, du var taget af sted," kvækkede jeg. Han sprang ned fra træet, og landede foran mig.

"Nej, ikke endnu. Men jeg kan da godt, hvis du vil have det..?" Han vendte sig, og begyndte at gå men jeg gav en mystisk lyd fra mig, og holdt fast i hans trøje.

"Nej.. nej, ikke gå!" gispede jeg. Hvorfor gjorde det ondt, tanken om, han forsvandt? Han vendte sig om, og satte sig på knæ foran mig.

"Rolig nu, Tochiiro," sagde han stille, og nussede mig på toppen af hovedet. "Du skal hjem, til Xiao-san, altså." Jeg rystede på hovedet, og han klukkede.

"Vil du så, hvis jeg følger dig derhen?"

Jeg nikkede, og rødmede så igen. Hvad havde jeg gang i? Hvad havde jeg lige fået ham til?

Han sukkede, og hjalp mig op at stå.

"Vi tager af sted i aften. Sig det til Langxiou, jeg går ud fra, han skal med," sagde han stille. Jeg nikkede, og følte mig underligt opløftet. Jeg løb ind på mit værelse, pakkede mine ting og min uniform, og tog min yukata af. Jeg fandt noget almindeligt tøj frem, og kom hurtigt i det.

"Timochi!" sagde jeg, og Timochi vendte sig mod mig.

"Jeg tager tilbage nu. Kan du ikke spørge dine forældre, om de vil passe huset?" spurgte jeg. Timochi nikkede, og gav mig et kram.

"Vi ses så snart igen," sagde han.

Se, nu skulle jeg så bare finde Langxiou. Men da jeg fandt ham, stod han og snakkede med ham. Jeg gemte mig i skyggerne, og prøvede at høre, hvad de snakkede om.

"... faldet for hende?" spurgte han. Langxiou mumlede et eller andet.

"Det ville ellers være en forklaring. Du er hele tiden omkring hende, går sjældent langt væk." Langxiou rystede på hovedet.

"Hvad så med dig selv," svarede Langxiou igen. Han blev stille.

"Umuligt," sagde han så efter lidt tid. "Selv hvis, var det umuligt. Både mig, men Xiao-san vil være umulig."

Huh? Hvad snakkede de helt præcist om? Hvad havde Beiu med dem at gøre? Ud over, at Beiu smed ham ud.

Jeg stod og spekulerede over det.

"Tochiiro, hvor længe har du stået der?" spurgte Langxiou, og smilte til mig. Jeg rystede på hovedet.

"Øøh.."

Han lo.

"Er du klar, siden du er her?" spurgte han. Jeg nikkede, og så ned i jorden. Jeg kunne som sædvanlig ikke se på ham.

 

Jeg kastede et sidste blik på vores hjem. Jeg blev stående, og så bare efter det. Jeg kunne næsten se mine brødre slås rundt for sjov.

Jeg mærkede, at min hånd blev hevet blidt i. Jeg så forvirret på den, og fandt ud af, det var Langxiou, der prøvede at få mig ud af trancen. Han smilte til mig.

"Du kommer jo hjem igen," sagde han, og trak i mig igen. Jeg smilte igen, og gik med ham. Han gik foran os, og så tilbage på os.

"Skynd jer nu," sagde han, og gik videre.

Åbenbart skulle vi havde foresat, selvom det var aften, men jeg lagde mig straks under et træ, og var ved at falde i søvn, da der blev helt mørkt. De andre lo af mig, og Langxiou gik i gang med at finde brænde.

Han satte sig ved siden af mig.

"Træt?" spurgte han for sjov, men jeg nikkede alligevel. Han lo på den der søde måde. Mine øjne begyndte at lukke sig af sig selv.

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte jeg. Det havde jeg ønsket mig at få af vide længe.

"Isaki, hvis du absolut vil vide det," sagde han venligt.

Isaki. Mmm.

Jeg lagde hovedet mod hans skulder, og lukkede øjnene helt i, i samme øjeblik, vi rørte hinanden.

Isaki. Endelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...