Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1117Visninger
AA

7. Jade Warriors

Vi rejste til hest, da Langxiou påpejede, at det kunne tage ulideligt lang tid at nå det ellers. Husui fortalte mig om alt det, han havde lært, om alle hans nye venner og om de missioner, han havde været med på. Oftes var de med Langxiou, men Ikkakku var også meget med. Han så op til Langxiou; den måde han talte om ham på, var fyldt med ærefrygt og beundring. Jeg smilte tit, og lo ofte. Husui' nærvær beroligede mig og gjorde mig glad.

 

"Oi, nee-chan," sagde Husui efter flere minutters stilhed. Jeg så på ham.

"Har dig og Xiao noget sammen?" spurgte han nysgerrigt. Jeg sukkede, og tænkte lidt. Han var sød og alt det, venlig, passede på mig. Men at være sammen med ham? Det vidste jeg ikke rigtigt.

"Nej. Det har vi ikke. Beiu passer på mig, og hjælper mig tit, men sådan ser jeg ikke på ham." (Beiu got friendzoned - poor fellah) Jeg så på Husui, som løftede et øjenbryn.

"Nah nee-chan, tror du virkelig selv på den?" spurgte han, og lo. "Nå, lige meget."

"Lige meget, siger du? Det er ikke lige meget, fortæl mig hvad du mener!" sagde jeg irriteret, og daskede ham en på baghovedet.

"Auch!" råbte han. "Okay, okay!" Han holdte hænderne op for at forsvare sig.

"Han kigger bare hele tiden på dig, smiler, hver gang han ser dig. I forhold til når han talte til os, er tonefaldet han bruger til dig væsentligt blidere," forklarede han, og snøftede.

Jeg så over på Langxiou.

"Lagde du mærke til det samme, eller er det bare noget Husui finder på?" spurgte jeg. Langxiou så uskyldig ud.

"Øhm.. Ja," svarede han.

"Ja? JA?! Ja til hvilken en af dem!!!" Jeg gjorde hesten forskrækket, så den sprang fremad, og jeg skreg. Da hesten var rolig igen, sukkede Langxiou og trak på skuldrene.

"Ja, jeg har lagt mærke til det. Hans blik slipper dig aldrig, ikke et eneste sekundt," sagde han, og så fremad. Jeg rystede på hovedet.

"I må være skøre," mumlede jeg. Det kunne ikke være andet. Beiu, være forelsket i mig? Ha, det ville jeg se, før jeg troede det. Husui trak på skuldrene, og så på Langxiou. 

"Enten er hun dum.. eller også har hun ingen bare ingen fornemmelse for andres følelser," sagde han. Jeg stirrede ondt på ham. Dum? Hvis der var nogen, der var dum her, var det Husui. Jeg stilte mig på sadlen, og sprang over på Husui's hest, der blev forskrækket, så den smed os af. Jeg landte oven på ham.

"Hvad var det lige du sagde, møgunge?" hvislede jeg, og kildede ham.

"NEEJ STOOOOP!" skreg Husui af grin. Jeg satte mig på ham, så han ikke kunne bevæge sig, og så på Langxiou, der havde fanget vores heste.

"Må jeg binde ham til et træ, når vi slår lejr?" spurgte jeg. Langxiou så væk, og trak på skuldrene.

"Hvis det er det, du ønsker," sagde han - han lød trist og ked af det, men han var den type mennesker, der ville smile, og sige at der ikke var noget, havde Husui fortalt mig. Jeg så mod himlen; det var lidt over middag, men jeg havde det som jeg, jeg havde rejst i en evighed. Solen bagede på mig. Jeg hoppede ned af Husui, og satte mig op på min hest igen. Jeg lagde mærke til, at Langxiou kiggede på mig. 

"Du er en spøjs en, du er," sagde han med et svagt smil, og satte hesten i galop. Jeg ventede på, at Husui kom op på sin hest, og så skyndte vi os efter ham.

 

"Jade Warriors," sagde Husui med munden fuld af mad.

"Hvad siger du?" spurgte jeg, og Husui sank.

"Jade Warriors. Den gruppe, der myrdede vores familie."

"Åh, okay." Det var underligt, han kunne tale sådan om det. Siden jeg havde fortalt Beiu om fars død, havde vi aldrig sagt et ord om det. Han vidste, jeg ikke kunne lide emnet. Jeg så ned i jorden, og snøftede lidt. Husui grinte ved siden af mig.

"Nee, du er blevet rigtig blød på det sidste!" Jeg så fortørnet på ham.

"Du plejer aldrig at græde," sagde han og smilte et rigtigt Husui smil. "Det gjorde du ikke før jeg tog til Tangmen.. det må være der, det er gået galt..." Han begyndte at mumle for sig selv, alle mulige teorier på, hvorfor jeg var begyndt at græde så nemt. Jeg kom til at le højt, for det lød så sjovt. Den sidste, han kom med, var at jeg måtte være gravid.

"Husui, hun kan ikke være gravid, hvis hun ikke er sammen med nogen. Desuden ser hun ikke tyk ud," sagde Langxiou, og grinte. Jeg så fornærmet på ham. Hmpf, jeg havde absolut ikke taget på, på noget tidspunkt. Husui fik en over nakken.

"Oi, nee-chan, lad vær med det!" hvinede han.

"Husui lyder som en pige! Er det mon fordi han er en?" spurgte jeg mig selv. Ud af øjenkrogen så jeg, at Langxiou kæmpede med ikke at grine. Husui satte sig bare med ryggen til mig, og talte ikke med mig resten af aftenen... skulle det vist have været, men der gik kun omkring ti minutter, for han talte til mig igen. Jeg smilte og krammede ham.

 

"Hvem er det?" spurgte Langxiou. Jeg så op fra papiret og rødmede.

"Ikke nogle!" sagde jeg, og gemte den væk. Husui snorkede ved siden af mig, men rørte sig ikke, da jeg sprang op. Jeg begyndte at løbe, men Langxiou landede foran mig.

"Aah, der er en der gemmer noget, hva?" lo han, og prøvede at tage papiret fra mig. Jeg undveg, sprang til side, og landte foran ham. Jeg rakte tunge, men så forsvandt han. Jeg så mig omkring, kunne ikke finde ham. Jeg prøvede at mærke ham, men.. jeg sprang op, i den tro, der ville komme et angreb. Jeg blev grebet i luften, og det bumpede, da vi landede. Han satte mig ned, og tog papiret.

"Hmm. Det ligner en jeg kender. Hvor har du set ham henne?" spurgte Langxiou nysgerrigt, og kiggede på mig. Jeg rødmede og undveg hans blik.

"Det var ham der reddede os fra snigmorderne," svarede jeg lavt.

"Hmm. Det ligner ham. Følger sin egen vej, når han er alene." Jeg så på ham.

"Hvad?" Langxiou smilede, og gav mig papiret tilbage.

"Bare glem det." Han vendte sig om, og sprang op i et træ. Det gjorde han meget. På den anden side, træer er også ganske udemærket at sidde i. Hmm. Jeg tog min tegneblok op, og tegnede det billede, jeg så foran mig; Langxiou siddende stille op i et træ, der blomstrede. Det var et smukt syn. Langxiou så på mig, og jeg vidste han smilte.

"Tochiiro, virkelig?" mumlede han akkurat så højt, så jeg kunne høre det. Jeg smilte tilbage, og tegnede videre.

"Jeg burde slet ikke lade dig gøre det," sagde han. Han hoppede ned, og jeg begyndte at surmule.

"Gå tilbage, indtil jeg er færdig!" kommanderede jeg. Han sukkede, og kravlede tilbage.

 

Da jeg var færdig med at tegne, lagde jeg mig ned ved siden af Husui. Jeg hørte Langxiou komme gående, og han lagde et tæppe over os. Jeg faldt hurtigt i søvn, måske fordi jeg følte mig tryg. Husui var jo hos mig igen.

Jeg åbnede øjnene, ikke vågen endnu. Langxiou sad oppe i træet igen. Det lød som om han snakkede med nogen. Jeg faldt i søvn igen, det var ikke noget vigtigt, jo.

"Er du vågen, Chiiro-chan?" spurgte han kærligt, og lagde blidt en hånd på min kind. Jeg åbnede mine øjne, og så ind i de smukkeste brune, næsten røde øjne, der eksisterede på denne jord. Der var en hvid stribe i hans hår, og den tot sad løs.

"Læg dig ned igen, det er ikke tid til at vågne endnu. Sov, Chiiro," hviskede han.

Jeg strakte mig, og gabte højt.

"Godmorgen nee-chan," sagde Husui, og kom med noget vand og mad til mig.

"Vi lod dig sove, fordi du så så fredfyldt og glad ud," grinte han. Jeg tog imod tingene, og spise hurtigt.

"Skynd jer, deres hovedkvarter er ikke langt herfra!" sagde Langxiou. Han løb hen mod os, og pakkede de sidste ting sammen.

Jeg havde slet ikke tænkt over, at vi havde rejst. Dagene var blandet sammen, jeg havde det som om, det var i går, jeg rejste fra Scholars. Havde det været en måned? En uge? Jeg kunne ikke tælle det, og var ligeglad.

Husui hjalp mig op at stå, og vi steg op på vores heste.

"Er du klar?" spurgte Husui. Jeg trak vejret dybt ned i maven, og mærkede efter.

"Nej... men det bliver jeg aldrig, tror jeg." Jeg lukkede øjnene, og så min families død foran mig. Fars desperate forsøg på at redde os, hans blod, der sprøjtede ud over det hele. Mors klageskrig, Husui's klynken. Mors stoppende åndedræt. Snigmordernes hurtige skridt, frygten, der pumpede tykt gennem mine årer.

"Du behøver ikke tage med," sagde Langxiou, men jeg rystede på hovedet.

"Det var min familie, de slagtede, det var mig, de var ved at slå ihjel." Jeg så op i himlen.

 

Vi gemte vores heste lidt væk fra hovedindgangen, og sneg os mod Jade Warriors hovedkvarter. Vi gik igennem porten, og jeg gispede, nærmest hvinede. Det var et blodbad. Der lå døde kroppe over det hele. Langxiou bandede ved siden af mig, mens jeg stirrede på søen af blod, der flød mod os i små strømme. En svag lugt af noget ubehageligt hang i luften. Husui gik videre, ænsede ikke kroppene.

"Husui!" råbte jeg, og løb efter.

"De må ikke have taget dem alle sammen," hviskede han. Jeg prøvede at indhente ham.

"Bare rolig, der er nogle tilbage, lederen og et par hans rådgivere, for det var dem, der ville af med Kuchiki Isshin," lød en stemme over os. Det var ikke Langxiou, han var lige ved siden af mig. Vi så op, og en skikkelse, klædt i lilla, stod på taget.

"De er derinde." Han pegede. Han sprang ned fra taget, og ind i skyggerne fra træerne. Men Husui var ret ligeglad med ham, han stormede ind, og kastede om sig med forgiftede ting. Lederen sad i en stol, sprang op og gik til angreb på Husui. De andre vidste åbenbart, at lederen kun ville kæmpe en mod en, så resten kom mod mig. Jeg trak mit sværd og dansede omkring, mens jeg kæmpede. De var dygtige, og jeg fik hurtigt sved på panden. Den ene gang efter den anden måtte jeg undvige, dukke mig og springe. Endelig fik jeg den første ned; et smukt "strøg" nede fra og op. Jeg blev ramt mange steder, og smerten var uudholdelig. Mine arme gjorde ondt, mine ben, og det værste var, at den stærkeste af dem havde skåret i mit hår!!! Mit smukke hår. I raseri over mit hår - og også mine forældres død, men håret var mest lige der - skar jeg halsen over på ham. Han rallede, og faldt om. Den sidste flygtede, men faldt død sammen ved døren. Jeg gættede på, at Langxiou havde dræbt ham. Den eneste der var tilbage, var lederen.

Husui råbte. Jeg måtte stå og holde om mig selv, for ikke at springe ud og hjælpe.

"Hvorfor beordrede du Kuchiki Isshin død! Hvorfor skulle Kuchiki Hisnana, Daka og Aizen dø?" råbte min lillebror, og undveg et sværdhug. Han kastede igen, og ramte lederen utallige steder.

"Fordi Kuchiki var en torn i mit øje. Han ville ødelægge mine planer!" svarede lederen igen. Langxiou stilte sig ved siden af mig, og holdt om mig.

"Han skal nok klare det, han er dygtig," hviskede han, nærmest bad. Tårer trillede ned af kinderne på mig. Husui blev ramt, og jeg skreg. 

"HUSUI!!"

Han rejste sig besværet op.

"Men hvorfor er du så interesseret i Kuchiki's død?" spurgte lederen, og angreb igen. Husui blev ramt i maven.

"Fordi.." sagde han, mens der sprøjtede blod ud af hans mund. "Fordi.. du tog.. vores.. forældre fra os.." Han greb fat om lederen, og stak en kunai i halsen på ham. De faldt begge sammen.

"HUSUI!!" skreg jeg igen, og kastede mig mod ham, inden han ramte gulvet.

"Husui, Husui, nej," hulkede jeg, og strøg hans hår væk fra panden. Jeg ledte i en lille pose i mit bælte, og fandt nogle piller frem.

"Spis, Husui, så er du sød," hviskede jeg. Han åbnede lydigt munden, og sank pillerne.

"Nee-chan," hostede han. "Er du okay?" Jeg lo, og græd samtidig.

"Fjols, du skal ikke bekymre dig om mig," Pillerne gav liv, nogle jeg havde fået af Ada, inden jeg tog af sted. Husui trak vejret lidt lettere. Langxiou kom hen til os, og tog Husui op.

"Jeg tager mig af ham," lovede han. Jeg nikkede, og styrtede ud, prøvede at finde den lilla-klædte mand. Han stod stadig i skyggerne. Jeg fór over, og gav ham en syngende lussing.

"Har jeg fortjent den?" spurgte han. Han ømmede sig ikke engang! "Altså, jeg gjorde det lettere for jer, gjorde jeg ikke?" Hans stemme var tom for følelser. Mine ben knækkede sammen, og jeg susede mod jorden. Inden jeg nåede den, blev jeg grebet. Manden gik efter Langxiou, selvom jeg prøvede at komme ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...