Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1188Visninger
AA

1. History

Part 1

Jeg blev født ind i en velstående familie, meget rig. Jeg oplevede aldrig rigtig sult eller frygten, når det regnede, og man ikke havde noget sted at være. Min far gjorde meget for de fattige, han var en utrolig gavmild mand. Begge mine forældre var kærlige, og gjorde aldrig nogle fortræd. Derfor kom det som et chok, da jeg en dag kom hjem, og fandt mine ældre brødre døde ude i gården. Jeg skyndte mig ind i selve huset, og blev mødt med det frygtelige syn:

Fem maskerede mænd, med blod på deres klinger, stå og omringe min mor og far, der febrilsk holdt om min lillebror. Mændene havde ikke opdaget mig endnu, og koldblodigt slagtede de min far, og så min mor. Der skreg jeg, og de vendte sig mod mig. Den der var tættest på mig, og muligvis også lederen, skulle til at svinge sit sværd mod mig. Frygten, der overvældede mig, var for stor til, at jeg kunne rykke mig. Det eneste jeg kunne, var bare at se på, mens de kom tættere og tættere på mig. Min lillebror klynkede. Da sværdet var ved at nærme sig min hals, sprang en skikkelse ud foran mig, og stoppede sværdet med sit eget. Hurtigt og effektivt blev de fremmede mænd dræbt, og deres blod begyndte at lave en sø på gulvet.

Skikkelsen, eller rettere, den unge mand, der reddede mig, stod med ryggen til mig. Han undersøgte de døde mænd. Hans tøj var lilla, og hans hår var samlet i nakken. Jeg åbnede munden for at takke ham, men han vendte sig om, hans ansigt var umuligt at se i det dunkle rum. Han så en enkelt gang på mig, og forsvandt så. Jeg blev efterladt alene med døde kroppe. Næsten alene, for min lillebror var der. Jeg greb ham hurtigt, ville ud af huset, langt væk. Jeg tog ham i hånden, og græd, mens jeg løb. Græd og græd, jeg kunne hele tiden se min families døde ansigtsudtryk. Min lillebror klynkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...