Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1089Visninger
AA

5. From old times

Solen var ved at gå ned, da jeg gik ud fra mit værelse. Jeg lukkede døren, og så mig omkring. Gad vide hvor jeg kunne finde Beiu? Det havde han ikke sagt noget om, så jeg gik bare mod pavillonen, vi sad i tidligere. Jeg satte mig, og kiggede tankefuldt ud over vandet. Jeg følte mig tryg ved, at der i det mindste var en jeg kendte her på skolen. Jeg kunne kun huske meget få ting om Beiu. Kun han tit legede med mig, smilet og latteren var det, jeg kunne huske bedst. Det var nok derfor, jeg havde følt mig så tryg ved at være i nærheden af skolens leder. Jeg sukkede, og sang små børnesange, mine brødre sang med mig.

"Gæt hvem der lærte dig den," lød Beiu's stemme bag mig. Jeg vendte mig om, og smilte.

"Draka, tror jeg," svarede jeg. Beiu smilte blidt, og satte sig foran mig på puderne. Jeg satte mig overfor ham, og lagde hovedet på skrå.

"Hvorfor var det, jeg skulle komme?" spurgte jeg, selvom jeg sikkert godt vidste det. Beiu trak bare på skuldrene, og smilte skævt.

"Det er to år siden, hvor har du levet i al den tid?" spurgte han. Jeg rystede bare leende på hovedet.

"Hvor tror du? Husui og jeg har levet på gaden, i marker, hvor vi har kunne komme til."

Beiu så mistroisk på mig.

"Dig og Husui? Det kan ikke passe, hvad med Timochi's familie?" spurgte han bekymret og hans stemme blev højere.

Jeg trak på skuldrene. "Timochi stak af, og blev Wudang," sagde jeg. "Så jeg slipper for at gifte mig med ham, går jeg ud fra." Endnu engang lo Beiu, og mindede mig om Leosha. Jeg savnede også ham, mærkede jeg til min overraskelse. Men når jeg havde været sammen med ham så længe, var det klart, jeg var blevet van til, han var der.

Beiu smilede, og ruskede blidt i mig.

"Tochiiro, er du der?" spurgte han, og jeg så uforstående på ham. Jeg nikkede, og han lo igen.

 

***

Det føltes ikke som om, jeg havde været på skolen særligt længe, men jeg vidste, ud fra brevene Husui og Leosha sendte, at jeg havde været der næsten et halvt år. Jeg tror kun det føltes så hurtigt, fordi Beiu var der. Mange aftener gik vi sammen rundt på skolen og snakkede, og det gjorde hele min tilværelse lettere.

En aften blev jeg kaldt til hans eget sted. Jeg var lidt nervøs, for jeg havde aldrig været der før.

"Tochiiro," sagde Beiu stille, og hilste kort på mig. Jeg satte mig foran det lille bord, og så afventende på ham. Han sukkede, og gik rundt.

"Jeg er godt nok meget imod det, men jeg har fået af vide, at du ville være den bedste," sagde han, ikke specielt glad. Hans ansigt var fyldt med bekymring.

"Beiu-chan, hvad er det?" spurgte jeg, og lagde mit hoved på skrå. At Beiu var bekymret, gjorde mig utryg. Jeg kiggede ikke engang rundt i hans allerhelligste, så utryg gjorde det mig. Det var som en knude i min mave.

"Der er en mission, du skal på. Du tager af sted i morgen. Det er nogle kidnappere, der tager mange folk, sælger dem til.." Beiu lod sætningen hænge i luften.

"Jeg ville selvfølgelig foretrække, at det var en anden - jeg vil ikke havde dem tæt på dig inden for en radius af fem mil." Han tog hovedet i hænderne, og satte sig ned. Jeg kravlede over til ham, og krammede ham.

"Det skal nok gå, det er jo din skole, der har lært mig op, ikke?" sagde jeg for at lette Beiu's humør op. "Du kommer vel ikke her og siger, at dine egne lærere ikke træner eleverne godt nok?" Beiu lo lavt, men ikke helt med glæde.

"Der er nogle ting, Chiiro, der skal beskyttes, fordi man holder meget af dem," mumlede han ned i hænderne. Jeg anede ikke, hvad han mente, det gav ingen videre mening. Ting der skal beskyttes? Ja det vidste jeg da godt.

"Chiiro-chan," sukkede han, og så på mig. "Du tager af sted i morgen, ikke sandt?" Jeg nikkede - selvfølgelig, Beiu havde spurgt mig (ganske vist ufrivilligt, åbenvart) så jeg kunne ikke andet, vel?

Beiu smilte svagt, og uden glæde.

"Så gå, men lov mig at komme tilbage," hviskede han. Jeg smilte, klemte ham en enkelt gang, og rejste mig så, for at gå i seng

 

Jeg listede mig igennem skoven, prøvede at gå så lydløst som overhovedet muligt. Kidnapperne var omkring et bål foran mig, få meter væk. En af dem rejste sig, og gik. Jeg fulgte efter ham, og dræbte ham hurtigt. Kort tid efter kom der et par stykker, for at finde ud af, hvad der skete med den første. De "forsvandt" også. Men da jeg gik tilbage for at tjekke, var der meget få tilbage.. der havde været omkring ti.. og jeg havde taget tre.. og der var kun fem tilbage. Jeg fik den mistanke, at jeg ikke var alene. Men uanset hvad, de få fem, dem kunne jeg snildt tage. Jeg gik stille ind, og gik til angreb hurtigt og yndigt. To løb mod mig, og jeg bekæmpede dem hurtigt og nemt. De sidste.. hvor var de? Jeg sprang væk, netop som nogle kunai's landte foran mig. Jeg parerede nogle flere med sværdet, da jeg så en.. skygge, noget i den stil, springe frem, og hurtigt dræbe de sidste kidnappere.

Foran stod der en ung mand, med et ansigt, jeg mente, jeg havde set før. Han stivnede, da han opdagede jeg havde set ham, og mindede om en, der ikke helt vidste, hvad han skulle. Jeg så på de døde.

"Du er fra Tangmen, ikke?" spurgte jeg. Den unge mand nikkede, med et utilpas ansigtsudtryk. Hans hår var sat op i en hestehale, men nogle totter var røget ud under kampen. Vent... Det virkede lige lovligt bekendt.

Den unge mand var ved at gå, da jeg greb fat i hans tøj.

"Var du i Jiming for ca. et år siden?" spurgte jeg. Han vendte sig langsomt om, og så på mig. Kærlige, men bekymrede øjne.

"Var det dig, der reddede mig og min lillebror fra kidnappere der?" Min stemme begyndte at være skinger, og min mave gik i uorden. Den unge mand smilte svagt.

"Hvis du mener den dreng, der spurgte mig løs hele natten, drengen, der råbte på Chiiro-chan?" spurgte han. Jeg nikkede, og hans smil blev større.

"Så ja, det var mig, så." Jeg smilte, og strammede mit greb i hans trøje. Han lo lavt, og begyndte at gå væk fra blodbadet. Eftersom jeg knugede hans trøje, fulgte jeg med. Han gik mod et stort træ, som han klatrede op i.

"Kommer du?" spurgte han. Jeg kiggede tvivlende på træet, og klatrede så op.

"Jeg hedder Tochiiro," sagde jeg, da jeg havde sat mig på en gren overfor den unge mand.

"Langxiou," svarede han og så undersøgende på mig.

"Aah, Scholar. Det passer meget fint til dig, ligner det," sagde han så, og så ud over landsabet. Jeg sad og tænkte tilbage på aftenen, han havde reddet mig.

"Var det dig, der fortalte Husui noget om Tangmen?" spurgte jeg. Langxiou nikkede, og jeg lo. Da han spurgte hvorfor, smilte jeg.

"Dagen efter, fortæller han mig, at han ville til Tangmen, hvor han er nu," svarede jeg. Langxiou så på mig gennem halvlukkede øjne.

"Lille, trettenårig dreng, der kaster som en drøm?" spurgte han. "Kuchiki Husui?" Jeg nikkede.

"Det lyder som Husui," svarede jeg, og smilte. Langxiou så op på månen.

"Du er bekymret for ham, ikke?" spurgte han lavt, næsten hviskende. Jeg nikkede, og så ned på mine hænder, der knugede om grenene. Langxiou så på mig med et gennemborende blik.

"Jeg lover, at jeg vil passe på ham. Der skal ikke ske ham noget."

Jeg så forvirret på ham, mens en masse følelser tumlede rundt inden i mig: lettelse over Husui ville være tryg; forvirring over denne fremmede ville passe på ham; glæde fordi jeg var sikker på, at Langxiou ville gøre det godt. Jeg takkede ham, men han nikkede bare. Så rejste han sig op, stilte sig elegant, og sprang så ud i natten. Jeg så efter ham, men i mørket var det umuligt at følge ham med øjnene.

 

"Hmm. Vi er åbenbart ikke de eneste, der har ønsket kidnapperne væk," konstaterede Beiu. Jeg sad knælende foran ham, mens han sad på sin normale skolelederplads. En masse andre mennesker sad ved siden af ham, og stirrede på mig.

"Men du gjorde det flot, selvom du så fik hjælp.." Der prøvede jeg at protestere, men Beiu holdt en hånd op, så jeg var stille. ".. og vi er fri fra denne gruppe. Du fortjener at hvile nu." Blikket, Beiu sendte mig, var kærligt og stolt. Men blandt de andre - og især hos de kvindelige - mærkede jeg meget skuffelse og irritation (muligvis fordi jeg tog meget af Beiu's tid, og fordi jeg ikke døde, men jeg har før taget fejl) Jeg nikkede, rejste mig, og bukkede for alle menneskerne. Jeg mærkede alle deres blikke mod min ryg, og modstod en trang til at løbe.

Jeg sad og malede, da Ada kom forbi.

"Velkommen tilbage, Tochiiro-kun," sagde hun, og smilte. Jeg hilste igen, og lagde papiret og penslen på bordet.

"Det er godt at se, at du er okay." Jeg klukkede.

"Ja, selvom halvdelen blev taget af en Tangmen," surmulede jeg for sjov. Ada lo, og pegede på papiret.

"Er det så ham, der 'stjal' dem?" spurgte hun. Jeg så ned på mine hænder.

På papiret var der tegnet en perfekt gengivelse af Langxiou.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...