Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1094Visninger
AA

4. Bye... and hello

Husui og Ikkakku vinkede til os, da Leosha og jeg krydsede hængebroen. Vi vinkede igen, og jeg tørrede mine øjne.

"Oy, Tochiiro, du ser ham igen," sagde Loesha venligt, og smilte skævt. Jeg prøvede at smile, og lade vær med at hulke højt. Jeg savnede allere Husui, men jeg stolede på, at Ikkakku og alle de andre ville hjælpe ham, og guide ham. Jeg så tilbage over skulderen, og smilte trist. Husui vinkede stadig, og jeg var sikker på, at han ville vinke, til vi ikke kunne se hinanden mere. Leosha måtte hive mig fremad, ellers ville jeg aldrig have gået.

 

Jeg snøftede stadig, da vi nåede en lille landsby. Leosha anede ikke, hvad han skulle gøre ved mig, så han lod mig faktisk bare være, sådan lidt. Ærlig talt havde jeg også lyst til at kravle ned i et hul. Jeg savnede Husui meget, i løbet af de sidste to år, havde vi sjældent været væk fra hinanden længere end et par timer

"Hey, er du okay?" spurgte Leosha, da vi holdte et kort hvil.

"Ja, jeg er," svarede jeg bare, så ud i træerne. Mit hoved gjorde ondt, efter at have grædt så meget. Jeg holdt om mig selv, og prøvede at samle mig sammen. Leosha rømmede sig.

"Øhm.. Tochiiro?" spurgte han forsigtigt, og jeg så på ham over min skulder. Han så undskyldende og trist på mig.

"Jeg.. jeg er nød til at tage tilbage. De.. de har brug for mig," sagde han, og så ned i jorden. Tomheden, der før bare havde smertet mig, brød ud for fuld storm, og truede med at ødelægge mig indenfra.

"Hva.. hvad?" gispede jeg, og tog mig til brystet. Skulle jeg være helt alene, så? Kun mig? Leosha satte sig på knæ foran mig, og krammede mig, inden han rejste sig igen.

"Undskyld, Tochiiro-chan. Vi ses snart igen, ik'?" spurgte han, og et svagt smil kom frem.

"Jo. Det gør vi, Leosha," lovede jeg. Han grinede, og sprang af sted, op i alle træerne, som kun han kunne. Jeg så efter ham, indtil skoven dækkede for ham helt. Der brød mine tårer frem, for fuld udblæsning.

 

Jeg vil skåne jer for de.. ubehagelig ting, jeg forestillede mig, indtil jeg var kommet væk fra regnskoven, og  ud til den nærmeste storby. Der fandt jeg en gammel mand, der var ved at fortælle unge folk, om de 8 skoler.

"De "gode" består af Wudag, Shaolin, Emei, Beggars Sect. De "onde" eller umoralske, er Wanderes Valley og Royal Guard. Så er der de neutrale, dem der kun følger sig selv, Tangmen og Scholar." Jeg stoppede for at lytte med, især fordi Tangmen og Beggars Sect blev nævnt. Manden fortalte videre:

"Shaolin er kun for mænd, og Emei kun for kvinder. Beggars Sect kræver selvfølgelig, at I kan tigge. Scholars skal kunne mindst en kunstform;  musik, billeder, den slags ting. Det er de eneste skoler, der kræver noget, inden I kan komme ind.

Tangmen er lydløse dræbere, det er sjældent, man ser dem komme. De bruger kastevåben, gift på deres våben. Wanderes Valley bruger meget gift. For en Wanderes Valley, er ære ligemeget, det gælder om at vinde.."

Lydløse dræbere, var det, min lillebror skulle være..? Jeg begyndte at håbe, jeg ikke kom ham på tværs. Men hvis Husui var fra Tangmen, den ene af de neutrale skoler... skulle jeg så ikke være den anden? Altså, alle de kunstformer, der var krav, havde jeg lært fra lille af. Desuden havde min far altid ønsket, at mine brødre skulle være Scholars, så hvorfor så ikke vælge dem?

Jeg følte, at jeg livede betydeligt op indeni. Nu havde jeg et mål. Jeg skulle til Scholar, og være stærk nok til, at Leosha eller Husui ikke behøvede at beskytte mig. Da jeg var lille, havde mine forældre arrangeret et ægteskab med en dreng, jeg havde leget meget med. Men da han blev ti, blev han sendt på en af skolerne, Wudang, mente jeg. Eller det sagde de i hvert fald, jeg er ret sikker på, at han stak af.

De unge mennesker - mig inklusiv - stod i en klump foran manden.

"Ja ja, der er vogne, der vil køre jer til de skoler, I nu engang vælger. Men vælg med omhu og tanke, for er I først på en skole, kan I ikke skifte," sagde den gamle mand. Dem omkring mig, begyndte straks at mumle.

"Oji-san, hvilken skal til Scholar?" spurgte jeg. Manden smilte, og pegede mod en grøn vogn.

"Den der. Du ligner en, der vil passe godt ind." Jeg nikkede, bukkede for ham, og løb mod vognen.

 

Scholar skolen var... vidunderlig! Den lå fantastisk, omgivet af bjerge og vandfald, med masser af blomster og træer over det hele. Nogle patruljer, der gik rundt om skolen, kom mod os, og hilste os velkommen. Kvinden, der gik forrest, ledte os vej til skolelederen. Der var så smukt rundt omkring.

Da vi nåede op til lederen, gik patruljerne på knæ. Lederen var en yngre mand, faktisk, han virkede ikke særligt gammel. Han smilte venligt.

"Velkommen, alle sammen. Mit navn er Xiao Beiquing," sagde han, stadigt smilende. Han havde en aura af ro omkring sig, og jeg fornemmede lidt, at alle folk på skolen respekterede ham, ville følge ham i alt.. det var i hvert fald det, patruljernes blik sagde. Men jeg forstod det godt.

"I er godt nok få," sagde han. Vi var vel tre, inklusiv mig, altså. En bag mig mumlede:

"De fleste ville enten til Wudang eller Royal Guard." Han mumlede det ret lavt, men Xiao Beiquing lo.

"Ja, sådan er det vel. Det kunne ligne dem!" Jeg så forvirret på ham. Han var ligeglad med, at vi kun var tre... han var underlig, og han mindede mig om min ældste bror. Han var også ligeglad med det hele, bare vi var glade. Lederen lavede en hovedbevægelse, og patruljerne rejste sig og gik.Nogle andre mennesker kom så ind, og smilte.

"Det er Ada, Ichimaru og Pang," præsenterede Xiao Beiquing, og de bukkede på skift. "De vil vise jer skolen og hvor I skal bo."

Kvinden, Ada, stilte sig foran mig, og smilte venligt til mig. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter, og gik så hurtigt, at jeg måtte løbe efter hende.

 

Mens vi gik, pegede Ada og forklarede. Hvis jeg var i tvivl om noget, forklarede hun det tålmodigt. Hun var meget venlig, og det fik mig til at føle mig sikker og glad. Jeg savnede stadig min lillebror, men det var ikke så slemt nu. Alle på skolen gjorde sit for, at vi nye skulle have det godt. Ada førte mig til en blok af små huse, og åbnede døren til et lille rum.

"Her skal du bo," sagde hun, og smilte til mig. Jeg gik stille ind, og så en seng, et lille bord og en stol.

"Der er godt nok ikke så meget, men det kan der altid komme." Ada lød undskyldende, men jeg vendte mig om, og smilte stort til hende.

"Nej, det er perfekt. Det er fint nok!" forsikrede jeg. Det var mere en fint nok, bare det at have et sted, der var mit, var skønt, efter to år i landskabet. Det var så dejligt, endelig at have noget, der kunne blive hjem, at jeg græd. Ada smilte overbærende, og lagde armene om mig.

"Er du okay?" spurgte hun, og rakte mig noget, jeg kunne tørre øjnene med. Jeg nikkede, og tog taknemmelig imod det. Hun smilte, gik ud, og efterlod mig alene. Jeg så rundt i lokalet, og opdagede, at på stolen lå der noget grønt stof. Jeg tog det op, og så, at det var en skoleuniform.

Jeg tog den på, og satte mit hår op, så det lignede, at jeg havde to knolde med blomster på siden, hvor der hang grønne bånd fra. Ned langs halsen fangede jeg to totter på hver side,  og lod dem hænge frit.

 

Ada kom tilbage efter lidt tid, og smilede, da hun så mig.

"Mester Beiquing ønsker at snakke med dig," sagde hun. Jeg blev ærlig talt ret.. forbløffet.

"Er det noget han gør med alle nye?" spurgte jeg, men Ada lo.

"Nej, kære ven."

Jeg kiggede bare på hende. Det lød underligt. Men på den anden side, alt hvad der skete for mig, var underligt. Så jeg fulgte bare efter Ada, mens jeg kiggede ud på den smukke skole. Jeg kunne slet ikke lade vær'. Jeg tror, at hvis jeg brugte 100 dage og 100 nætter, ville jeg stadig ikke blive træt at se rundt.

Xiao Beiquing ventede mig ude på en pavillon, der havde udsigt over vandet. 

"Godt," sagde han, og rejste sig. Jeg bukkede for ham, og han lo.

"Lad endelig være med det, det er mig ligemeget," lo han. Endnu engang blev jeg ramt af hans beroligende nærvær. Jeg følte igen, at alle mine bekymringer ikke var specielt slemme. Han bad mig sætte mig, og satte sig også selv.

"Du ligner en, jeg kender meget godt," sagde han stille. "Eller rettere, en jeg kendte." Jeg så nysgerrigt på ham. Han smilte svagt.

"Kuchiki Isshin. Min tidligere mester," forklarede han, og jeg gispede. Far..?

"Sikker på det var ham?" spurgte jeg. "Er du ikke lidt for ung til det?" Jeg var paf. Men han rystede bare på hovedet.

"Kender du ham?" spurgte han, ret nysgerrigt, og lagde hovedet på skrå.

"Mit navn er Kuchiki Tochiiro. Isshin var min far," mumlede jeg, og mærkede vreden og sorgen vride sig inden i mig. Jeg lukkede øjnene, og mærkede en hånd på min kind.

"Det gør mig ondt," sagde Xaio Beiquing oprigtigt. Jeg snøftede, og prøvede at lade vær' med at græde. Skolelederen tøvede.

"Hvis du ikke har for meget imod det, vil du så ikke fortælle mig, hvordan Shifu døde?" spurgte han. Jeg så på han gennem mine tårer, og nikkede.

 

Beiquing lænede sig tilbage, og sukkede.

"Oh."

Jeg tørrede mine øjne, og smilte halvt. Han lagde en hånd på min skulder, og så ud over vandet.

"Isshin var ikke meget ældre end mig, men han var et geni. Det var ham der lærte mig op. Det var først efter hans datter blev født, jeg fik lov til at tage af sted.." Jeg lyttede ikke mere efter. Fars datter var jo mig.. Xiao Beiquing.

"Hed du også Xiao Beiquing da du var hos min far?" spurgte jeg, og afbrød ham. Han så forbløffet på mig.

"Sønnerne kaldte mig Beiu. Hvorfor?" Jeg faldt tilbage, med tårer i øjnene.

"Aniki," hviskede jeg. Beiu lo.

"Åh, ja, det er rigtig, han fik kun en datter! Åh, jeg er glad for at se dig igen, Chiiro-chan." Hans latter klingede.

"Det er godt at se, at du blev til en flot, ung kvinde!" Jeg rødmede dybt, og så ned. Beiu lo stadig, og han satte sig ved siden af mig, og lagde en arm om mig.

"Chiiro-chan," sukkede han, og jeg lænede mig ind mod ham. Sådan sad vi længe, indtil der kom nogle løbene.

"Mester!!" råbte de, men standsede forbløffet op, da de så os. "Undskyld, forstyrrer vi?" Beiu rejste sig, og rystede på hovedet. Han så tilbage på mig, og smilte. 

"I aften, Chiiro. Gå så ud og lær noget," sagde han. Jeg nikkede, og han vendte ryggen til mig, og gik. Jeg så efter ham, og følte mig ensom.

"Beiu," mumlede jeg, og rejste mig.

 

Leisure spark, falling flower sword (enkelsværd) og boundless sword (dobbelsværd). Det var det, en Scholar skulle lære. Enkelsværdsteknikken var det første, når vi blev lidt bedre, leisure bagefter, og når vi var rigtig gode, blev det dobbeltsværd. Så jeg skulle i gang med enkeltsværd. Jeg fik et almindeligt et, og så forklarede lærerne hvordan, hvad, sådan, alt det der. Det gik forbløffende let med sværdet. Nogle af de ældre elever blev sat til at træne med os, og der var ingen af os, der kunne klare dem. De fløj af sted, gik fra den ene position til den anden flydende som vand fra en kande. Jeg svedte, og kunne næsten ikke trække vejret.

"Godt klaret, alle sammen. I kan gå nu." Vi takkede, bukkede, og jeg gik tilbage til mit lille værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...