Wushu Tales - Story of Tochiiro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vi er tilbage i det gamle Kina. Tochiiro er en ung pige, hvis familie på brutaleste vis blev myrdet. Hun var selv ved at blive slået ihejl, da hun bliver reddet af en mystisk mand.
Tochiiro ønsker at finde manden, så hun kan takke ham.
Hun ønsker at få hævn over dem, der slog hendes familie ihjel.

Dette er mit bidrag til konkurrencen, fra spillet Age of Wushu.

Navnene i historien bliver nævn med efternavnet først. Tochiiro hedder Kuchiki, så hun præsenterer sig Kuchiki Tochiiro.

9Likes
12Kommentarer
1134Visninger
AA

15. And that's the goodbye

Der var sort omkring mig.

"Kom tilbage, så du sød, Chiiro. Kom tilbage til mig, vil du ikke nok?" lød en hviskende og bedende stemme midt i mørket. Jeg fulgte den, og mærkede, jeg langsomt kom til bevidsthed igen. Da jeg åbnede mine øjne, så jeg Isaki, intet andet. Hans kærlige, rødbrune øjne så bekymret på mig, og da de opdagede, jeg var vågen, løb de i vand.

"Tak," hviskede han, og lagde hovedet ved min hals. "Tusinde tak."

Jeg flyttede forsigtigt min arm, og lagde den om ham.

"Jeg er okay," sagde jeg, og Isaki sukkede lettet. Han hjalp mig op at sidde, og gav mig et krus med vand. Jeg drak forsigtigt, og smilte så.

"Er du okay?" spurgte jeg, og Isaki nikkede.

"Selvfølgelig. Der skal mere til, før jeg dør," sagde han.

"Hmpf," lød det ikke ret langt fra mig. Beiu så mistroisk på Isaki, og Langxiou surmulede.

"Unfair, hvorfor får han altid det gode," sagde Langxiou halvirriteret, men stadig smilende. Isaki grinte ved siden af mig.

"Held, velsagtens." Beiu's skulen blev mere tydelig, og han fnøs. Jeg kom til at grine, sammen med de andre. Beiu's ansigt blødte op, og han smilte selv.

"Velkommen tilbage, Tochiiro," sagde han lettet. Jeg smilte stort, og så mig omkring.

Hvad er det?" spurgte Isaki.

"Hvor er Draka?" spurgte jeg bekymret, for selvom hvad han havde gjort... var han stadig min bror.. sådan da. Isaki blev meget bleg, og de andre blev stille. Jeg så forvirret på Isaki.

"Hvor er han?"

Isaki rømmede sig, og så væk fra mit ansigt.

"Draka er her ikke," svarede han.

"Som i, han er væk, stukket af, et helt andet sted?" spurgte jeg, stadig forvirret.

"Et andet sted er nok en passende beskrivelse," sagde Langxiou stille. Jeg så på dem på skift. 

"Beiu, hvad mener de? Hvor er Draka?" Beiu rejste sig, og satte sig på knæ foran mig, tog min ene hånd, og klemte den mellem begge sine.

"Draka... er død, Tochiiro." Mit hjerte stoppede kort med at banke.

"Død?" spurgte jeg uforstående, selvom jeg havde en anelse.

"Ja. Du har været væk længe, og jeg vidste intet. Så jeg drog ud efter dig, og fandt Langxiou, og fik af vide, at du var blevet fanget. Som du nok ved, er mit temperament, i hvert fald når det gælder dig, ikke det bedste, så jeg stormede efter dig. Da jeg fandt dig, så jeg en halvdød Wanderers og en gal Tochiiro. Jeg har set Draka før, og jeg havde hørt, hvad han fortalte dig, så da du huggede, greb jeg ind - du skal ikke have din bror blod på fingrene. Efter det, da du besvimede, mistede jeg ganske simpelt besindelsen, og.. dræbte Draka. Han ligger ikke langt herfra, under et lagen."

Jeg begyndte at græde. Isaki lagde armene omkring mig, og lod mit hoved hvile på sit bryst.

"Sååh såh" hviskede han. Beiu lagde en hånd på min kind.

 

Jeg sad ved siden af min bror døde krop. Draka så fredfyldt ud, lignede sig selv. Jeg lagde en buket med blomster under hans hænder, og kyssede ham på panden.

"Godnat, storebror," hviskede jeg. Jeg hørte skridt, og vendte mig mod lyden. Beiu stod ikke så langt væk, og kiggede på mig.

"Hvis du ønsker det, får jeg ham begravet ved siden af Aizen og dine forældre," sagde han, og jeg nikkede.

"Mange tak, Aniki. Det vil jeg gerne have. Så ligger han et sted, vi kan besøge ham."

Egentlig anede jeg ikke hvad jeg skulle føle for Draka. Han var min bror, men han havde fået min familie dræbt. Jeg sukkede. Mor og far ville nok tilgive ham, ligesom Aizen. Han havde haft mange problemer; hans mor havde arrangeret adskillige snigmordsforsøg på ham, for at få sin mand alene. Hun havde dræbt alle, der kom for tæt på sin mand, så det var naturligt for Draka at gøre det samme. Desuden havde jeg hørt rigtigt smerte i hans stemme, da han forklarede hvorfor de skulle dø - han havde virkeligt elsket dem, og var ked af, det var sådan det skulle ende. Far og mor vidste det godt, det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Mor kunne se igennem alle folk. Og de elskede os alle sammen lige højt, selv Draka.

 

Isaki holdt min hånd hele vejen, mens vi gik. På intet tidspunkt gav han slip, hvilket beroligede mig. Beiu havde gjort et eller andet, så Draka kunne komme hjem igen, så han var taget tilbage til min families hjem. Langxiou var stadig med os, selvom der ikke var langt til vi skulle skilles. Der var ingen der sagde noget, vi gik bare, og nød hinandens selskab.

Vi nåede til punktet, hvor vi skulle skilles. Eller, Langxiou skulle skilles fra os. Vi stod hvor vejen delte sig.

"Nåh, men farvel," sagde Langxiou. "Vi ses snart igen, ikke?" Jeg nikkede. Jeg strakte armene frem, og krammede ham, for at sige farvel. Mens vi stod der og krammede, grinede Langxiou.

"Jeg har ikke tænkt mig at tabte til dig, Isaki" Isaki lo også.

"Som om du nogensinde vil have en chance," svarede han leende. Jeg rystede på hovedet; tosser. Jeg gav slip på Langxiou og trådte lidt tilbage. Isaki og Langxiou bukkede for hinanden, og så gik han.

Vi vinkede til ham til vi ikke kunne se hinanden mere. Så tog Isaki min hånd igen, og vi gik videre.

Hen ad aftenen satte vi os under et stort træ, og hvilede os.

"Isaki?" spurgte jeg.

"Hmm?"

"Hvad mente Langxiou med, at du altid får det gode, og at han ikke vil tabe til dig?" spurgte jeg. Jeg havde ikke fundet meningen med de ord. Isaki lo højt, og krammede mig.

"Ååh, lige så tykpandet som altid," sagde han kærligt. Jeg daskede ham på skulderen.

"EEææhj! Sig det nu!" forlangte jeg. Isaki lo endnu mere. Så blev han lidt alvorlig, men stadig med et smil.

"Tochiiro, fortæl mig helt ærligt, hvad synes du om Langxiou?" Jeg trak på skulderne.

"Han er rigtig sød, og en af mine bedste venner. Jeg respekterer ham meget." Et triumferende smil kom straks frem.

"Og hvad synes du så om mig?"

Jeg rødmede, og kunne ikke se på ham.

"Øøhm.. ja.. ser du.. ååhh... ææhh..."

Isaki lo, og krammede mig.

"Det var lige det, jeg gerne ville høre," hviskede han.

"Men det forklare ikke hvad Langxiou mente!" sagde jeg.

"Tochiiro, søde.. Langxiou kan lide dig. Han vidste godt, at du kan lide mig, så det var derfor.." Jeg hørte ikke resten af, hvad han sagde, for jeg rødmede, og kunne ikke samle mine tanker. Det var ikke fordi Langxiou kunne lide mig... nej, det var fordi Isaki vidste, at jeg var forelsket i ham. Det forstyrrede virkelig mine tanker. Isaki lo igen, og tog fat i mit hoved, så jeg blev nød til at se på ham. Han sagde ikke noget, han kyssede mig bare.

Han læber var blødere end de så ud. Hvis jeg åbnede mine øjne, ville jeg se Isaki's kærlige rødbrune. Det kildede behageligt overalt, især i min mave. Sommerfugle flaksede vildt omkring, og det var som om, min hjerte kunne briste af lykke, så.. glad var jeg. Han.. Isaki.. kyssede mig, og mente det. Han.. var også forelsket i mig. Det var det bedste, der nogensinde var sket for mig, stort set.

Jeg lagde hovedet på hans bryst, og han lagde armene omkring mig.

"Sov nu, Chiiro," hviskede han. Jeg gabte, og puttede mit hoved ind til ham. Han kluklo. Men der var noget trist over det.

"Noget galt?" spurgte jeg bekymret, løftede hovedet, og så på ham.

"Ikke andet end, at når vi er tilbage på vores skoler.. går der noget tid, for jeg kan se dig igen," sagde han. Jeg kyssede ham på hagen - fordi det var lige det eneste jeg kunne nå - og smilte.

"I det mindste ligger skolerne ikke længere end en dag væk," sagde jeg trøstende. Han smilte.

"Ja, det er rigtigt, men det var ikke helt det, jeg mente, Chiiro."

Jeg så forvirret på ham, men han ville ikke sige mere, andet end det var skolerelateret, og rimelig vigtigt. Jeg trak bare på skuldrene.

"Jeg vil så bare vente indtil du kommer og henter mig," sagde jeg, og lagde mit hoved ned igen. Han grinte, og strammede grebet om mig.

"Tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...