The light: She is the second

Tess tror at hun er en helt almindelig pige, men det er hun langt fra. Da ukendte mænd vil have fingrene i hende, og hendes verden bliver vendt på hovedet, får hun af vide, at hun har nogle legendariske kræfter. Hun er herre over lyset.
Tess får af vide, at hun skal rede verdenen med sin makker Z. Hurtigt bliver hun trukket ud i nogle ting, som hun helst ikke ville have havnet i. Men Ikke nok med, at den onde hersker, Darkon, har planlagt at bruge hende og Z til at overtage verdenen, så får hun også nogle utrolig stærke følelser for Z, hvilket ikke var helt efter planen...

5Likes
9Kommentarer
1361Visninger
AA

9. Ny plan!

Tess

 

 

 

"Okay, ny plan!" Sagde Rey og slog hænderne sammen. Han gned dem hurtigt og så på Mig. "Om lidt skal du gå ud.." Startede han, og satte sig på hug foran Mig. "De folk der ude er ikke søde mennesker. De kommer til at mishandle dig, men du må ikke sige noget som helst, forstået? Når de først har fået det de vil have, vil de slå dig ihjel..." 
"Hvad..." Udbrød jeg på en måde stille. Alt inde i mig var kaos og mine indstillinger stod på: flygt. Hvis der havde været små mennesker inde i min krop var jeg sikker på, at de løb panikslagent rundt mellem hinanden og skreg efter overlevelse. Men mit ydre var stille. Mere stivt. Jeg kunne ikke bevæge mig. De vil dræbe mig? Torturere mig? Min puls begyndte at stige, og jeg trak vejret hurtigt. Panikken startede med et slag, som havde jeg fået en lussing.
"Rolig! Vi kommer og reder dig, hvis... Hvis du gør hvad vi siger" jeg så lidt på Rey og så på Chat. Jeg vidste selfølgelig godt at det hele kunne være snyd og bedrag... Men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kunne i det mindste høre hvad de foreslog. Og så ville jeg gøre stort set alt for at komme væk fra de monstre. Jeg ville måske ikke overleve, jeg ville dø, jeg ville...
"Tag denne her..." Sagde Rey og lagde en dims i min hånd. Jeg vendte den i hånden, og lod mærke til den store røde knap i toppen. "Når du er kommet op i helikopteren, og alle er væk herfra, trykker du på dén røde knap."
"Hvorfor?"
"Så for vi en melding om, at vi kan gå her fra uden at blive opdaget. Du bliver nødt til at ofre dig her. Vi vil komme efter dig så hurtigt som muligt, men indtil videre må du være forsigtig." Han så mig dybt og seriøst i øjnene og tog fat om mine skuldre. Det jog i mig, da jeg mærkede hans negle på min ryg, men jeg prøvede bare at holde hans seriøse blik. "Lov mig, at du ikke vil stole på dem. Lige meget hvad de siger. Lige nu skal du glemme alt om din fortid..." der gik lidt tid inden jeg nikkede. De prøvede virkelig at hjælpe mig? Jeg puttede dimsen i lommen og samlede hænderne foran mig. Rey rejste sig op og gik ind på mit værelse med Chat. Jeg tog en dyb indånding, låste døren op og gik ud.


Der var millitærfolk over det hele. Da jeg kom ud i nattøj og stirrede på dem, blev alting stille. Kun den raslen fra de våben som blev rettet mod mig kunne høres. Jeg rakte stille hænderne i vejret, og holdet min puls nogenlunde stabilt. De havde allesammen sort på. Tykt stof, store støvler, skudsikkervest, og et stof om munden så kun øjnene var synlige. En lidt mindre person, på højde med mig selv, kom stille gående hen til mig, med våbnet rettet mod mig. Jeg kunne ikke forstå alt det påstyr for lille mig? Jeg kunne knap nok finde ud af selvforsvar. For ikke at tale om at kaste med noget nogen Lunde lige. Jeg havde ikke gjort noget som helst galt. Da han var kommet frem tog han fat i min arm og sagde: "Det skal nok gå Tess... Bare følg med os" hans stemme var sløret af stoffet foran hans mund. Jeg så ham i øjnene men det blev pludselig svært at tænke og jeg følte mig umådelig træt. Jeg var irriteret over at alle mulige fremmede mennesker kendte mit navn? Jeg lod mig frivilligt føre med ind i den sorte, store bil. Dens ruder var tonede, så ingen udefra kunne se ind. Jeg sad og så ud af ruden for at prøve, at følge med i de ting som skete omkring mig, men jeg havde ingen ide om, hvad  der forgik. Jeg kom i tanke om dimsen, og om hvad Rey havde sagt. 'Når du kommer op i helikopteren skal du trykke på dimsen...' Men jeg var ikke i helikopteren. Mine øjenlåg blev tungere, og jeg  følte mig virkelig træt. Sløvheden havde ramt mig hårdt lige siden jeg så den anden mand i øjnene. Den greb fat om mig, og jeg ville have faldet i søvn, hvis jeg ikke hørte bildøren blive åbnet i den modsatte side. Personen satte sig ind på bagsædet, ved siden af mig. Jeg gav ham et hurtigt blik, hvorefter jeg stirrede ud i luften igen. Der var ingen grund til at stirre. De var ved at pakke sammen, og snart ville de alle være væk. Og mig med. Mine hænder var foldet i skødet, da dimsen dukkede op i mit hovede igen. Jeg turde ikke at tage den frem før personen ved siden af mig så væk. Det bankede på ruden ved den fremmedes side. De lavede nogle håndtegn til hinanden, og imens skyndte jeg mig at stikke hånden i lommen, og fik fumlet mig frem til dimsen. Der var kun én knap på den, så jeg kunne umuligt trykke forkert. Jeg trykkene på en slags knap, og skyndte mig at samle hænderne foran mig igen, da personen så på mig. Han rømmede sig og trak stoffet for munden ned. Han tog også den sorte hat af. Jeg vendte mig om og så på personen. Jeg gispede overrasket over synet af min bedsteveninde, som nu sad ved siden af mig. Det gav et ryk i mig, og jeg trak mig automatisk tilbage i det lysebrune lædersæde. 
Isabelles læber bredte sig forsigtigt i et usikkert smil. Mine følelser i øjeblikket var forvirrende. Jeg vidste ikke om jeg skulle blive sur på min venindes hemmelighed, eller om jeg skulle blive glad for, at jeg ikke var alene i situationen, og faktisk havde min veninde hos mig. Så jeg holdet bare min urokkelige position. 
"Det er okay, Tess. Der vil ikke ske dig noget" sagde Isabel og skulle til at lægge sin hånd på mit lår, hvis jeg ikke havde trykket mig tilbage. Isabel trak hurtigt sin hånd til sig og pressede læberne sammen til en smal streg. Jeg kiggede lidt rundt i bilen. Der bredte sig en akavet stilhed, men jeg var for chokeret til at tale. Isabel rømmede sig så læderet gav sig under hende. "Ærligtalt troede jeg at du ville bombardere mig med spørgsmål" sagde hun og fniste. Hun slog dog straks blikket ned, da hun ikke kunne se noget som helst tegn på sjov i mit blik. En mand omkring de 20, ville jeg gætte på, satte sig ind på førersædet og brød stilheden. Han havde ikke noget stof for munden, og da han så sig i bakspejlet, for at sikre sig at vi begge var der, afslørede han nogle krystalblå øjne. Jeg fik øjenkontakt med ham, og så hurtigt ud af vinduet for at skjule mine røde kinder, som jeg var sikker på at jeg havde fået. Isabel nikkede til ham, og han startede bilen. Motoren gik igang og vi begyndte at køre ud af mit kvarter. Jeg så alle de andre biler som holdte klar til at køre efter, og nogle kørte foran os. I et øjeblik følte jeg mig som en superstjerne der kørte gennem en by med omvandrende fans på hvert gadehjørne. Stille lod jeg søvnen vinde over mig, og lagde mig til at sove op af bilruden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...