Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1538Visninger
AA

3. Prolog

”Arlin, Arlin, Se!”

 

Jeg pegede på de store snefnug, der havde de mest fantastiske former, jeg nogensinde havde set. Da sneen smeltede lige så snart den kom i kontakt med mine varme fingre, fik jeg aldrig muligheden for at betragte sneen tæt på. Det var altid nødvendigt at have handsker på, for at kunne se dem, inden de forsvandt, hvilket var en skam. Følelsen af den smeltende sne, var ellers rar. At se sne var ikke noget særligt. Jeg havde set det før, men det var første gang jeg så sneen i et sted som Gzestein, et sted jeg ikke havde besøgt siden jeg tog væk derfra som en meget lille pige. At se skoven fra mine erindringer dækket til med sne, gav det et helt nyt lys. Stedet, der altid havde en meget klar og skinnende grøn farve, var nu helt hvidt og hvis man kiggede godt efter, kunne man lægge mærke til alt i denne klare farve. Dyrene var dog ikke fremme længere, så alle de smukke ting jeg var vant til at se, var forsvundet og tilbage havde jeg kun mine erindringer. Jeg vendte mig om og stirrede op i de ravfarvede øjne, som dog alligevel var mere røde. Aldrig havde jeg i mit liv set øjne som hans, men efter at have været sammen med ham, var det de øjne, jeg var kommet til at se hver dag, de øjne, som altid kunne få mig til at føle mig tryg. De øjne, som jeg aldrig ville have forsvandt. De skinnede op her i de hvide omgivelser og mindede mig om kærlighed. Det var første gang Arlin og jeg så sneen dale ned sammen.

 

”Det er jo bare sne Lena,” sukkede Luplus, men jeg havde lært at tage hans sarkastiske kommentarer til mig. Arlin kastede et kort blik på mig, hans øjne havde samme sløve blik og uden at sige noget, fortsatte han med at gå gennem skoven. Jeg kunne mærke en velkendt irritation gribe fat i mig. Han skulle altid være så kold. Måske var det grundet ham, at sneen var begyndt at falde, for uanset hvor meget han havde gjort for mig, ændrede han sig ikke. Hans mure var sat fast rundt om ham, og selv efter syv år, nu, hvor jeg endelig var 13, havde han stadig ikke ændret sig spor. Mine ben var som plantet i jorden og så umoden som jeg var, lagde jeg armene over kors og nægtede at fortsætte. Vinden begyndte at tage til og inden jeg vidste af det, blæste den så hårdt, at al sneen nærmest dannede en storm, hvor det var umuligt at se nogen som helst. Åbnede jeg øjnene nu, ville jeg skulle lukke dem igen, da sneen nu føltes som nåle, hvor gang de ramte mit ansigt.

 

Da Arlin havde sagt, at vi skulle skynde os, var det af denne grund. Fordi han altid vidste, hvornår det ville blive farligt. Det ville ikke være farligt for Arlin, han var svært og klog. Det ville heller ikke være farlig for Luplus, den svævende ræv kunne teleportere sig væk. Det var mig der var i fare. Uden Arlin, ville jeg ikke kunne overleve. Uden ham, ville monstrene nemt kunne få fat på mig. De gigantiske Puni’er, bjerggrisene og hvis jeg var rigtig uheldig, kunne der sikkert også dukke en stengolem op. Jeg kunne ikke bruge alkymi og var forsvarsløs.

 

”Arliiiiin!”

 

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men da det blæste for meget, faldt jeg på mine knæ og mærkede kulden over alt. Sne der faldt ned på min nakke, smeltede, og gav mig kuldegysninger, kulde, fra mine ben af, og så tårerne, der blev helt kolde. Det var en bidende kulde. Jeg prøvede at skrige igen, men sneen tillod det ikke. Inderst inde kunne jeg høre Arlin skælde mig ud for at råbe, for så ville jeg kunne tiltrække mere fare, men jeg var bange. Jeg var rædselsslagen og rædslen rev noget inde i mig i stykker. Jeg kunne ikke se eller høre ham længere. Nu kom den ægte rædsel, den, der sneg sig ind på mig når jeg sov, og gjorde at jeg vågnede op med tårer. Frygten for, at han ville forlade mig.  

 

”Arlin!”

 

”Jeg er lige her, idiot.”

 

Og rigtigt nok mærkede jeg hans hænder rundt om min lille krop. Jeg frøs. Alt ved mig rystede, men jeg var i sikkerhed nu. Hos ham. Hans krop, der stadig var så meget større end min, dækkede for blæsten og et eller andet sted kunne jeg høre et af Luplus’ uendelige suk. Jeg kastede mig i armene på den eneste person jeg stolede på og begyndte at græde.

 

”Du var v-væk… og jeg troede, at du ville forlade mig,” græd jeg og pressede hovedet mod hans hals og skulder. Intet gjorde så ondt, som at miste ham. Han ville klare sig så meget bedre uden mig, komme frem langt hurtigere. Jeg var den person der sinkede ham, irriterede Luplus og alligevel forsvandt han aldrig. Han var tavs og jeg fortsatte med at græde.

 

”Idiot.”

 

Da jeg åbnede mine øjne, var alt forsvundet og det eneste jeg havde tilbage var en voldsom smerte i hele brystet og tårerne, der aldrig syntes at ville forsvinde. Det var en smerte, der aldrig forsvandt, men hele tiden var der. Selv når jeg var vågen, dunkede den stille rundt i blodet og så ikke ud til at forsvinde. Den var der og jeg mærkede den, ligesom jeg mærkede mit hjerte hamre, selvom det ikke burde. Selvom jeg følte mig død, som om jeg ikke havde levet ordenligt siden den dag, jeg vågnede op og han ikke var der mere. De rødgyldne øjne var der ikke længere. Selv Luplus’ suk var væk. Det eneste jeg havde tilbage, var mig selv og de endeløse drømme, der blev ved med at forfølge mig. Nu skreg jeg ikke længere ned i min pude, men græd lige så stille. Der var nu gået over et år og jeg kunne stadig ikke glemme det. Jeg kunne stadig ikke glemme hans sidste udtryksløse ansigtsudtryk, mens hans mund mimede det sidste farvel.

 

”Arlin…”

 

Han ville aldrig komme tilbage igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...