Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1376Visninger
AA

11. 8. En del af sandheden

 

Efter at være kommet hjem til Kavoc, besluttede vi os for først at aflevere Hagels ordre og så derefter beslutte, hvad vi skulle gøre, for at komme videre. Da vi kom ind i smedebutikken, så Hagel så os med store, lysende øjne.

”Hey! I er allerede tilbage,” sagde han og Klein gik over til ham og gav ham de ting, Hute havde til ham. Da Hagel så tingene, lignede han en der kunne bryde ud i sang, hvert øjeblik det skulle være.

”Åh mange tak! Det er jo lige det, jeg havde brug for… Her Klein, tag det her med Jer,” sagde han og rakte ham nogle andre mineraler, som han ikke selv havde brug for. Dem kunne Klein godt bruge på at syntetisere, nu hvor jeg ikke kunne.

”Og jeg vil også gøre Jer en tjeneste, ved at synge Jer en sang,” den pumpede smed begyndte at grine, men ingen så ud til at tro på ham.

”Du tager pis på mig,” mumlede Delsus, men ingen nogen nåede at sige noget, kom den hæsligste lyd ud. Det, Hagel havde gang i, kunne ikke kaldes sang. Hans stemme var så kraftig og brummede, at jeg troede mine trommehinder ville sprænge.

”F-Få ham til at stoppe,” mumlede Lita og holdte sig for ørene, ligesom alle os andre, men Hagel havde lukket øjnene og fortsatte med at torturere os. Yui var nu også kommet frem fra sit skjul.

”MILL! STOP DET!”

De andre Manaer kunne heller ikke klare lyden,  hvilket var endnu et bevis på, hvor slemt det var. Hvis jeg bare kunne bruge alkymi, ville jeg for længst havde lavet en lydtæt hjelm eller et par ørepropper, men nej. Intet. Og så stoppede lyden. Først kunne jeg ikke tro på det, men så da jeg lukkede øjnene op, stod Arlin overfor mig. Hans hænder lå blidt oven på mine, mens energien flød stille rundt i hans blod. Han brugte alkymi, for at holde lyden ude for mig, selvom han ikke selv lod til at have noget imod Hagels stemme. Og sådan stod vi i det der føltes som en evighed, mens jeg blev helt væk i de røde øjne, jeg sådan havde savnet.

”Arlin,” nåede jeg at hviske, da Delsus endelig fik Hagel til at stoppe.

”Jamen venner, der er jo 3 vers endnu!”

”Måske næste gang,” mumlede Delsus og vi tog afsked med smeden, inden vi gik ud af forretningen. Hvis det her var præmien, for at gøre god mod Hagel, ville jeg aldrig nogensinde hjælpe ham igen.

 

~ o ~

 

Da vi var kommet hjem igen, sad vi endnu engang ved spisebordet, der var blevet vores faste møde- og diskussionssted. Lige nu var der en lidt trist stemning. Ja, vi havde hjulpet Hagel, men vi var ikke kommet tættere på, det, der faktisk var vores rigtige mission – at løse Henmill’s gåde.

”Jeg troede virkelig ikke, at det ville være så svært at finde bare et spor,” mumlede Delsus træt, mens han lænede sig tilbage i stolen.

”Vi bliver bare nødt til at blive ved med at forsøge,” sagde Lita og prøvede at smile bare en lille smule. Arlin, stod ikke langt væk fra bordet og lænede sig op ad væggen, med armene lagt over kors.

”Lita har ret,” mumlede han og da jeg fik øjenkontakt med ham, sendte han mig det, der mindede om det smil. Mine kinder blussede.

”Tja… nogen der har nogle ideér?” spurgte Delsus så og lænede sig ind over bordet. Jeg, der sad ved siden af ham og overfor Klein, vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Mens de andre snakkede, trak jeg langsomt det blå bånd ned, kun for at se, at flere sandkorn var faldet ned, hvilket gav mig et dårligere humør.

”Tiden er ved at løbe fra os,” mumlede Klein frustreret, mens han kørte en hånd gennem det rødbrune hår.

”Det er sandt,” bekræftede Arlin ham i. ”Vi bliver hurtigt nødt til at finde ud af, hvad vi gør som det næste.”

”Jeg er søvnig,” gabte Norn og satte sig i mit skød. Jeg tog hendes hat af og kørte en hånd rundt i det hvide, lyst violette hår.

”Hm, Norn siger altså noget – måske er det tid til at lille pause,” mumlede Lita en anelse træt.

 

~ o ~

 

Vi besluttede os for at gå en lille tur i byen, inden vi planlagde noget som det næste. På den måde kunne vi besøge Norman og få snakket lidt med ham og Klein kunne tage hen hos Viola for at få lavet nogle nye alkymiske ting. Henne ved katedralen, så vi Beggur og en anden soldat diskutere med en anden rødhåret kvindelig soldat. Delsus nævnte noget, med at han havde set hende før, men jeg kunne ikke umiddelbart huske hende. I hvert fald skændtes hun med Beggur.

”Du kan i så fald ikke længere være en del af Alkavana,” var det eneste han sagde, inden han gik ind i katedralen igen, mens kvinden gik lige forbi os, uden at sige et ord. Ingen nåede at sige noget, for Norns sultne, knurrende mave.

”Jeg er sulten, meow,” klynkede hun og holdte sig for maven.

”Lad os tage hjem så. Så bikser jeg noget sammen til dig,” mumlede Delsus og klappede den lille pige på skulderen.

”Siden hvorfor kan du lave mad?” spurgte Lita og satte sine hænder på hofterne.

”Der er skam meget du ikke ved om mig, skattemus,” blinkede han og vi tog alle sammen hjem for at spise Delsus mad.

 

~ o ~

 

”Wow… Det der ser jo godt ud, Delsus,” sagde Lita med en forbløffelse i stemmen. Kleins øjenbryn stak helt i vejret, mens han betragtede maden. ”Og det ser spiseligt ud.”

”Så han kan faktisk lave mad,” mumlede Arlin. Jeg betragtede ham ud af øjenkrogen. Han lignede helt sig selv. Intet havde ændret sig ved ham. Intet. Nu hvor jeg først var i gang med at betragte ham, begyndte jeg at få en underlig mavefornemmelse. Lige siden jeg havde kendt Arlin havde han ikke ændret sig. Med tiden var jeg vokset, men … havde han altid været så voksen? Jeg rystede på hovedet og begyndte at spise maden, da den var færdig. Vi spiste alle sammen, bortset fra Norn, der var rendt et andet sted hen, da hun var blevet for sulten. Hun havde sikkert fået færten af fisk. Jeg rystede på hovedet over mine bizarre tanker. Vi spiste alle sammen uden at sige det helt store, men Norn dukkede aldrig op. Det lignede hende ikke at være væk i så lang tid.

”Jeg finder hende,” sagde Arlin endeligt. Han nåede dog ikke ud af døren, før han næsten stødte ind i en dreng.

”Jeg har et brev til Jer,” mumlede han, med frygt i stemmen, da han så op på Arlin og skyndte sig at løbe ud, efter han havde afleveret det.

”Hvis I har i sinde at se jeres lille katteven igen, bør nok gå hen til kloakken nu. Beggur.”

Da Arlin var færdig med at læse brevet op, var hans alvorlige mine kommet tilbage igen og jeg ville gøre alt for at erstatte den med et lille smil.

”Vi må nok hellere se at komme derhen.”

 

~ o ~

 

”Det tog jer fandme lang tid! Der lugter af død hernede,” skreg Beggur ophidset og bag ham og hans soldater, kunne jeg ane Norns lyserøde tøj, der skildte sig ud fra mængden.

”Det er sgu da dig, der er psykopaten! Hvem fanden kidnapper en lille pige,” skreg Lita mod ham og lignede en, der kunne rive hovedet af ham.

”Jeg har skam ikke kidnappet hende,” råbte han ud, selvom det slet ikke var nødvendigt at råbe så højt. Vi var kun os.

”Oh yeah? Jamen hvad laver vi så hernede?” spurgte Lita sarkastisk og Beggur begyndte at grine.

”Hun er en kattepige! Ingen katte kan modstå lugten af fisk! Jeg er så genial,” brølede han og begyndte at grine igen, mens hans soldater kom med opløftende ros. Sikke dog en genial plan, tænkte jeg. Det tog ham nok lang tid.

”Hvad er det du vil have?” spurgte Arlin og kom til sagen som altid. Det var ærgeligt, at der var så mange ting her, der gik ham på. I virkeligheden huskede jeg ham slet ikke som en gnaven fyr hele tiden.

”Åh, det er da simpelt. Klein… Hvis du vil have kattepigen tilbage, skal du blive en del af Alkavana.”

Lige så snart han sagde det, kunne jeg ikke gøre andet, end at brumme frustreret.

”Helt ærligt, hvor mange gange skal vi igennem det her. Klein har for fanden ikke lyst til at være en del af din tåbelige hær,” skreg jeg.

”Hold nu kæft dumme pige! Hvad siger du så Klein? Kommer du?”

Klein var helt tavs. Det eneste man kunne høre, var Arlins skridt, der kom tættere på Beggur. Hvad ville han nu gøre. Den stilling og det blik i hans øjne, jeg nåede at se, inden han var helt fremme og havde ryggen til os… Nej. Det kunne være farligt! Jeg nåede dog ikke at sige noget, før han angreb. Det hele gik så hurtigt, tog kun nogle få sekunder, men krævede så meget energi fra hans side af. At bruge teleportation, for at hente Norn fra Beggur, ville ende med at udmatte ham.

”De rygter der går om de store intelligens må siges at være overdrevne,” sagde Arlin som det eneste, da Norn løb hen til mig og gemte sig i mine arme. Beggur så på os i lang tid, inden han vendte om og begyndte at løbe mod en af de andre udgange der var. Jeg nåede dog at sikre mig, at Norn var okay, inden vi løb og fulgte efter dem. Igen mærkede jeg den lille træthed, der dukkede op, når jeg brugte for meget energi, men lige nu måtte jeg skubbe den til side. Vi skulle efter Beggur. Da vi nåede hen til udgangen, kom vi lige ind i midten af katedralen. Stilheden blev afbrudt af Beggurs onde grin.

”I tager pis på mig. Den fælde var bare så tydelig! Dette er vores base! I et intet i forhold til vores fulde styrke. PÅGRIB DEM!”

Og så begyndte en slåskamp mod Beggur og hans soldater. Lita pustede bare på sine knoer, som var hun klar til en slåskamp og alle andre løb ud for at kæmpe. Jeg skulle også til at træde fremad, da Arlin stoppede mig.

”Du bliver lige her.” Hans dybe stemme fik mig til at stoppe op og da han hvilede sin hånd mod min kind, troede jeg, at jeg skulle besvime.

”A-Arlin.”

”Ikke noget men. Du kommer bare til at bruge alkymi,” hvæste han og sendte mig et skarpt blik. Jeg bevægede mig dog ikke ud af stedet, frygtede, at han ville fjerne sin hånd, hvis jeg gjorde noget. Da han så, at jeg havde fattet det, vendte han sig om, for at joine i andre mod Alkavana. Det var ikke en svær kamp og mine venner vand skam også, men noget inde i mig kogte efter den berøring.

”H-Hvordan kunne I vinde over mig for anden gang?!” hvæste Beggur. Det var heller ikke første gang Klein havde tæsket ham og hans dumme soldater.

”Hvis du ikke lader os være, slår vi dig en tredje gang,” svarede Klein bare kortfattet og soldaterne gik deres vej, dog først efter Beggurs klassiske trussel ”I skal nok få betalt.”

”Lad os komme hjemad,” mumlede Dulsus og strakte sine arme. Vi begyndte alle at gå, da jeg hørte et lille bump bag mig og så Arlin falde, ligesom han havde gjort ved Kavoc.

”Arlin. Er du okay?” spurgte Lita forskrækket og jeg var henne ved hans side på få sekunder. Stædig som han var, rejste han sig op, men jeg sørgede for at støtte ham. Det var lidt mærkeligt at røre sådan ved ham, mens alle de andre så på. Sædvanligvis brød han sig ikke om det, men nu var dette heller ikke en sædvanlig situation.

”Jeg har det fint. At redde Norn gjorde mig bare lidt ør i hovedet,” mumlede han og masserede tindingen med sin ene hånd.

”Og det angreb var for resten mega fedt! Hvordan gjorde du?” spurgte Lita helt glad, som et lille barn. Første gang jeg havde set ham bruge hans specielle angreb, havde jeg også været fascineret – men efter at han set, hvordan det tætterede på hans kræfter, havde jeg gjort alt for at undgå at komme i en for svær kamp.

”Teleportation er en af mine specielle evner,” mumlede han bare, hans stemme helt smadret.

”Wow… Med evner som det må du være ustoppelig,” mumlede Lita beundrende og de andre så bare til.

”Ikke rigtig. Bruger jeg dem, har jeg en tendens til at blive svimmel.”

I lang tid var der ingen der sagde noget, da stemningen var ved at blive for trykket og min mavefornemmelse var ved at dræbe mig.

”Men det så sejt ud!” påpegede Lita, og vi gik alle sammen tilbage til vores hjem.

 

”Arliiiin,” græd jeg, da en masse monstre havde omringet mig og ville kaste sig over mig, hvert øjeblik det skulle være. Vi havde allerede kæmpet en masse hele dagen og dette var det sidste vi trængte til. Mine kæfter var helt brugt op og Arlins ansigtsudtryk var heller ikke for friskt. På få sekunder var jeg ved hans side igen og mens Luplus passede på mig, gjorde Arlin det af med de sidste fjender. Arlin havde teleporteret sig og reddet mig. Det så altid så sejt ud, da han gjorde det.

”Arlin, du er så sej,” grinede jeg og løb over til ham. Der var dog intet smil at spore hos ham og inden jeg vidste af det, faldt han ned mod jorden som en tung sten. Han vågnede først op dagen efter.

 

Lige det minde, havde fået mig til at stoppe min søgen efter Arlin et par gange. Tænkte jeg grundigt over det, havde jeg nok mere været en byrde for ham, end en støtte. Han skulle altid rende rundt og redde mig og lave mad til mig, når jeg var sulten. Selvfølelig kunne jeg først hjælpe til, da jeg voksede, men det må have været træls alligevel. At passe på mig hele tiden.

”Det var ikke din skyld. Lad være med at se ud som om verden er ved at gå under.”

Da jeg løftede mit blik mod Arlin, så jeg et lille smil dukke op, mens hans hånd rodede rundt i mit hår. Jeg havde sådan savnet ham. Uanset hvor stor en byrde jeg måtte være for ham, var jeg selvisk og ville ikke holde mig væk. Efter så lang tid, kunne jeg simpelthen ikke undvære ham.

”Jeg… Jeg tog ikke af sted, fordi du var en byrde.”

Nogle gange troede jeg, at han kunne læse mine tanker. Han havde før sagt, at jeg skulle lade være med at være som en åben bog, men jeg kunne ikke tro mine egne ører, da de ord kom ud. Var det så tydeligt at se, hvad jeg tænkte på? Jeg nægtede at blinke. Mine øjne var fyldt op med vand og bare et blink ville få det hele til at falde ud. Den dukkede op igen. Klumpen i min hals gjorde det svært for mig at synke og jeg følte, at enhver bevægelse, ville få mig til at bryde sammen.

”Hvis du bare var blevet væk, ville dette jo ikke være sket, vel?” sagde han, mens han tog fat i min højre arm, for at trække båndet ned. Flere sandkorn var faldt ned, omkring en tredjedel og jeg havde ikke engang brugt alkymi. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham igen. Ikke lige nu. I så lang tid havde jeg gået rundt og båret nag af ham, mens han i virkeligheden bare havde forsøgt at holde mig væk fra Mull. Væk fra det onde. Jeg kastede mig i armene på hans, mens jeg lod mine tårer falde. Da han lagde armene rundt om mig, følte jeg endelig, at jeg var kommet hjem igen. Det føltes bare så rigtigt og al smerten syntes også at forsvinde, nu hvor jeg vidste, hvilke intentioner han havde haft. Han slap mig og ventede til mine tårer endelig stoppede med at falde. De andre var stadig ude i byen for at spørge Norman om han vidste noget, mens jeg bare sad her og græd.

”Det kunne du godt have fortalt mig dengang,” mumlede jeg med en kvalt stemme og han sukkede bare, mens han igen masserede sin tinding.

”Så ville du med garanti være fulgt efter mig. Jeg håbede bare, at vi ville hade mig nok til at holde dig væk,” sukkede han så og strøg en hårtot om bag øret på mig.

”Så du ødelagde min fødselsdag med vilje?” spurgte jeg mens min stemme stev et oktav. Der var nogle følelser gemt bag om hans øjne, som jeg ikke helt kunne aflæse. Jeg ville aldrig kunne aflæse ham, som han aflæste mig.

”Nogle gange er man nødt til at gøre noget man ikke har lyst til, for at nå hen til målet.”

Jeg puttede mig ind til ham og nød at have ham helt tæt på igen. Der var stadig så meget han ikke fortalte mig, især om Mull, men jeg ville ikke presse på. Jeg havde lige fået noget af min Arlin tilbage og jeg nægtede at miste ham igen.

~ o ~

 

Vi troede vel alle sammen, at stemning ville blive bedre efter en lille pause, men nu stod vi og var mere frustrerede en før. Det eneste vi havde gjort, var, at spilde en masse tid og vi var stadig ikke kommet nogle vegne.

”Du kommer sgu da aldrig til at løse Henmill-gåden!” sukkede Delsus frustreret og gemte hovedet i sine hænder. Han var kommet gnaven hjem og da han havde hevet ned i mit blå bånd, lignede han en, der havde fået et slag i maven. På Lita kunne man ikke se det, fordi hun smilede og fordi manabadet holdte hende kørende, men ved mig kunne man altid stirre på tatoveringen, holde øjne med, hvor lang tid jeg havde tilbage at leve i.

”Iris’ slægt og så spejle. Daggry og tusmørke… Det er en nøgle af en art,” mumlede Klein, men heller ikke han kunne komme videre.

”Tusmørke,” mumlede Arlin pludselig og så tænksom ud, mens han lænede sig op af væggen som altid. Alle vendte deres øjne mod ham. Det var lidt skræmmende hvor desperate vi var ved at blive. ”Det er en dyb kløft i bjergene mod nord. Det bliver kaldet Nelvias Kløft. Ved solnedgangen er det ligesom at se på en solid rød væg,” forklarede han.

”Tror du, at det er ”tusmørke”?” spurgte Lita forhåbningsfuldt.

”Det er den bedste idé indtil videre,” smilede Delsus. Men der var noget mere. For at komme til Nelvia…

”En hundredmands hær,” tilføjede Arlin. Der var gået rygter om et fort, hvor der var hundred soldater. Vi var kun 6, 5 uden mig, for jeg måtte jo ikke deltage.

”Ja. Vi kan på ingen måder bare brase igennem fortet, når vi kun er 5.”

Ud af det blå, kom Pilke ind, end fe Delsus havde hjulpet mange gange før, som også var kvindeglad. Han forklarede os, at han selv skulle noget ved det fort og at han nok skulle klare de fleste af mændene, hvis vi bare kunne klare resten af dem der var tilbage. Når man så på den lille fe, skulle man ikke umiddelbart tro, at han kunne noget særligt, hvilket kun gjorde mig mere bange… Hvorfor var det, at livet skulle være så svært? Vores eneste mulighed for at komme til den skide kløft, var, at stole på en fe, der ikke engang var en meter.

”Suk… Skal vi virkelig gøre det?” spurgte Delsus efter feen var gået.

”Det bliver vi nødt til. Det kan være vores eneste chance,” sagde Klein, med et skeptisk udtryk.

”Fedt man! Det bliver din begravelse! Og min… og Litas… Og Mills. Fantastisk,” råbte han, inden han hvilede hovedet mod bordet. Dette var håbløst.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...