Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1339Visninger
AA

10. 7. Forbandet

 

”H-Hvad sker der med Mill?” spurgte Klein oprevet, da Zeldelia kom gående ned ad trappen. Lita lagde en hånd på hans skulder og prøvede derved at opmuntre ham en lille smule, men det så ikke ud til at virke. Hans skulder var helt spændt. Hele hans holdning var spændt. Hun forstod ham skam godt.

Der skete bare for mange ting omkring Klein lige nu og en meget lille del af ham fortrød, at han havde slæbt alle sine venner med sig, i sin søgen om Avenberrys hemmelighed. Lita havde fået stjålet sin Ruby Prism og selvom hun sagde, at den alligevel var ved at gå i stykker, ville hun måske have overlevet.

Zeldelia havde svoret og bandet af Mull, da hun havde kastet et blik på Millianes arm, og ingen andre vidste, hvad han havde gjort. Delsus sad henne ved bordet og betragtede Arlin fra to meters afstand. Arlin selv havde rettet blikket op mod trappen, overvejede om han skulle gå op eller ikke. Hans had til Mull steg kun, men han gav sig selv skylden for dette. Hvis bare han var blevet, ville dette ikke være sket… Alle i rummet gav sig selv skylden og da Zeldelia mærkede den sørgmodige stemning, tog hun sin stav og slog hårdt mod bordet med den, så alle fik et chok og stirrede forskrækket på hende.

”Lad nu være med at se så forfærdede ud! Der er ingen af Jer, der kunne have forhindret det. Mull er en ondskabsfuld mand, der vil have Jer til at lide og til at fejle og hvis I ikke tager Jer sammen, kommer det til at lykkedes ham!”

Zeldelia blev nødt til at sætte sig ned, da hun mærkede en krampe i sin ryg. Hele dagen havde hun taget sig af Lita og nu Mill. Det var lang tid siden, at hun havde brugt så meget alkymi og magi på en dag og det tærede selv på en dygtig heks som hende selv.

”Når det så er sagt, så bliver jeg nødt til at fortælle Jer, at I skam har travlt… Den tatovering som I så på Millianes venstre håndled, er en forbandelse, som jeg ikke har set i lang tid. Mull har kun brugt den én gang før. Mull plejer at bruge den mod alkymister, som kan vise sig at blive en trussel i fremtiden, men jeg er sikker på, at han kun har gjort dette, for at svække Jer. Da hun prøvede at bruge alkymi, til elementær ekstraktion, begyndte forbandelsen af virke og nu vil den virke til hun dør. Hendes liv vil langsomt sive ud. Desuden må hun slet ikke bruge alkymi, fordi det for det første bringer smerte rundt i hele kroppen og for det andet tager det mere af hendes livsessens.”

Klein begyndte at ryste under Litas greb og hun selv, gispede og dækkede sin mund til med en hånd.

”H-Hvad er det for en forbandelse? Hvorfor kan du ikke stoppe den, hvis du kunne redde Lita?” skreg Delsus og stirrede indtrængende på Zeldelia, selvom han godt kunne se, at hun havde gjort sit bedste.

”Milliane er 100% menneske. Jeg kan ikke gøre noget ved hende, som jeg kan gøre ved Lita. Når Mill vågner igen, vil hun ikke mærke smerte overhovedet, men hendes liv vil langsomt rende ud. Forbandelsen er alkymisk, så alkymi må også være svaret til at hæve forbandelsen.”

”Jeg har allerede prøvet at heale hende,” hvæste Arlin frustreret og sendte Zeldelia et blik, der advarede hende om at snakke for meget og at komme til sagen.

”Slap nu af Arlin. Hvis du er så sur over, at hun er endt i denne situation, kunne du bare være blevet ved hendes side, i sted for at løbe væk,” svarede Zeldelia igen, hvilket fik alle i rummet til at tie. Ingen lyd kunne høres, kun deres svage vejrtrækninger. Lita begyndte langsomt at lægge de forskellige brikker sammen, men hun blev nødt til at være helt sikker. Men sådan som hun havde betragtet både Mill og Arlin, sagde noget hende, at Mill måske havde fundet den person, hun ledte efter.

”Der er en ting kaldet ”Elixir”. Rygterne siger, at den er i stand til at hele alle former for forbandelser og sygdomme… Det siges, at Iris var den, der opfandt den opskrift og kun gav det til dem, der virkelig fortjente det og forstod hensigten med Mana. Desværre ved jeg ikke engang om det rygte er sandt og jeg kender ingen, der har den opskrift,” sukkede Zeldelia og lænede sig bagud. Klein blev ved med at se på hende, som hun sagde ikke mere.

”Så må vi bare håbe at rygtet er sandt,” svarede Klein.

”Finder vi opskriften på en Rudy Prism, finder vi vel også opskriften til Elixir,” mumlede Delsus og gav Klein ret. Det, hele deres rejse byggede på, var rygter og hints de havde fået. De kunne ikke gøre andet end at håbe.

”Vi skal nok redde Mill, meow~”

”Hvis I går hen til udgang af Poposkoven og så hen til Iris’ hvilested, burde I støde ind på en fe, der kan transportere Jer hjem til Kavoc. Det er nok nemmere, når I har en bevidstløs Milliane at slæbe på,” forklarede Zeldelia og sendte de unge et kort smil.

”Jeg bærer hende,” meddelte Delsus og sendte Arlin et kort, men koldt blik, inden han gik ovenpå efter pigen. ”Hun skulle jo nødig få et hjertestop, når hun vågner op og finder den person, der forlod hende,” hvæste Delsus lavt, men kun akkurat så højt, at kun Arlin kunne høre det. Det blik, de to udvekslede, ville have fået enhver til at krympe sig.

 

~ o ~

”D-Delsus?”

Jeg snakkede til den tomme luft og håbede at jeg ville få svar. Mit hoved føltes tomt, men fyldt på samme tid og jeg kunne ikke få noget til at give mening. Mit hjerte gjorde stadig ondt og jeg håbede bare, at jeg kunne skubbe Arlin væk for en lille stund. Nu hvor jeg havde brugt så langt tid på at lede efter ham, kunne jeg sagtens vente lidt endnu, inden jeg så ham. Desuden ønskede han ikke at blive set, så måske ville jeg kunne fortsætte med Klein, uden noget ændrede sig.

”Jeg har selv noget i Avenberry, som jeg har brug for.”

Fuck. Det var det eneste, jeg kunne tænke lige nu. Der skete så meget lige nu og vi var ikke engang rigtig kommet i gang med missionen. Da jeg kastede et blik på min højre hånd, var der et blåt bånd, der var bundet rundt om, så jeg slap for at stirre på et øje, der sugede min sjæl ud.

”Kan du lide det. Jeg vidste ikke om du hellere ville have pink,” mumlede Delsus’ stemme, der prøvede på at gøre det hele mere muntert. Jeg kunne ikke andet end at sende ham et lille smil.

”Blå er fint,” sagde jeg med et lille smil, mens jeg rykkede mig, så han kunne sætte sig på sengekanten.

”Hvad sagde Zeldelia?”

Der var ingen grund til at lade, som om de ikke havde set det. Det var stort, sort og sidst jeg havde haft mine øjne åbne, havde jeg hostet blod op. Det skulle ikke undre mig, hvis de vidste, hvad der var sket.

”B-Bare noget med at du ikke må bruge alkymi, og sådan,” mumlede han og lod være med at se på mig. Når Delsus prøvede at skjule noget, lod han, som om problemet ikke var der og hans stemme blev lidt tykkere og mere tøvende. Han ville prøve at se uskyldig ud.

”Hvorfor?”

”Bare fordi… Du mærker smerte så.”

Jeg kunne mærke irritationen tage fat.

”Jamen hvis det bare er smerte, laver jeg da bare en heal jar, og så er det væk,” mumlede jeg gnavent og påkaldte Yui. Jeg skulle til at finde opskriften frem, da han tog fat i begge mine håndled.

”Hvad fanden er det, du ikke forstår, når jeg siger til dig, at du ikke må bruge alkymi?” spurgte han rasende og jeg prøvede bare at hive mine hænder ud af hans greb.

”Du holder noget skjult!”

”Du dør jo Mill! Du dør for helvede, hvis du bliver ved med at bruge alkymi!”
Jeg stoppede helt med at bevæge mig og mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke i mit bryst. Dette kunne da ikke være sandt. Jeg kunne da ikke dø nu. Der var så mange ting, som jeg stadig ikke havde fået svar på og så mange ting jeg gerne ville finde. Det var for tidligt at dø nu.

”Åh Mill… Jeg lader dig sgu da ikke dø,” hviskede Delsus og trak mig ind til ham i et stramt kram.  Selvom jeg nu rystede, følte jeg mig mere tryg i Delsus favn. Lidt mere. Det betyd, at frygten stadig hang i luften. Inderst inde, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle forhold mig til dette. Jeg skulle dø i den nærmeste fremtid.

”Vi laver en Ruby Prism til dig og vi sørger for, at du får din Elixir. Du skal på ingen måde dø, Mill.”

Delsus fik mig langsomt til at slappe af. Jeg vidste ikke, om det var hans ord der gjorde det, eller simpelthen, fordi jeg ikke troede på, at jeg ville ende med at dø. Den smerte jeg havde oplevet før, var nu væk, men den ville dukke op igen, lige så snart, jeg brugte alkymi. Mit hjerte gjorde mere ondt, ved tanken om, ikke at kunne bruge alkymi. Jeg havde lagt mærke til, hvor dårlig jeg nogle gange fik det, hvis jeg var for meget sammen med Yui, men alkymi havde været en del af mig siden… altid. Det, at jeg nu ikke måtte bruge det, var som at låse en del af mig væk, en del af mig, som ikke engang Delsus kunne se eller forstå.

”Åh, Mill, du er endelig vågnet!”

Litas arme hev mig ud af Delsus greb og slyngede sig rundt om mig. Et lille grin slap ud og jeg lagde også mine arme rundt om pigen, der så på mig, med bekymrede øjne. 

”Du ser jo ud til at have det meget bedre nu! Men vi skal altså lige bruge Delsus til noget, men vi skynder os at komme tilbage,” sagde Lita beklagende og var allerede i færd med at hive ham væk fra mig. Noget virkede mistænkligt ved Litas opførsel, men jeg lod hende slæbe Delsus med sig.

”Vi skal nok købe noget fisk til dig, meow~”, mumlede Norns kattestemme, inden hun fulgte med alle de andre. Fedt. Nu var jeg alene og magtesløs i dette store hus. Klein var sikkert med Lita nu.

”Yui… Vil du ikke med ud på klippen igen?” spurgte jeg hende og den lille Mana manifesterede sig foran mig.

”Men… Du må jo ikke bruge alkymi,” sagde hun med en deprimeret mine. Selv hun holdte afstand til mig nu, hvor alkymien langsomt dræbte mig.

”Yui… jeg har stadig nogle våben tilbage hvis det bliver nødvendigt. Desuden løber vi, hvis der dukker et monster op, okay?”

Yui nikkede og sammen tog vi af sted igen.

 

~ o ~

 

”Mill… Gør det ondt, når jeg er tæt på dig?” spurgte Yui forsigtigt uden at kaste et blik på mig, mens vi gik, eller jeg gik og hun svævede mod vejen ud af Kavoc.

”Nej… Det gør ikke ondt, men det føles mærkeligt. Det er ikke længere rart at være i nærheden af Manaenergi, da min krop er bange for at komme til skade,” fortalte jeg hende og hendes smil forsvandt. Det var så ondt, at jeg blev nødt til at skubbe Yui mere fra mig, når hun altid havde været det for mig.

”Mill… Er det ikke…?”

Jeg stoppede op, da vi var nået frem til klippen og den lille skov, der førte ud af Kavoc. Selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, kunne jeg straks genkende den lange, grønne hestehale, der bevægede sig blidt i vinden. Jeg havde aldrig nogensinde set ham klippe sit hår og han havde heller aldrig vist sig foran uden det allerede var sat op i en hestehale. I dét jeg blinkede, havde han allerede bevæget sig tre meter frem og en store klippesten der havde været foran ham, var nu smadret til støv. Han havde næsten ikke rykket en finger, men det var fordi han var hurtigt. Selvfølgelig havde han brugt sit sværd og sin alkymiske energi. Mens jeg så på, ramte hans ene knæ jorden med det samme angrebet var fuldført. Luplus manifesterede sig.

”Pres ikke dig selv for hårdt. Din krop er-”

”Jeg har ikke noget valg… Det er den eneste måde, jeg kan slå ham på…” I lang tid sagde ingen af dem noget, indtil Arlin prøvede at rette sig op, men blev siddende i den stilling, med det ene knæ på jorden.

”Mull… Det svin.” Jeg havde aldrig før hørt så meget had i hans stemme. Det gjorde ondt bare at se på Arlin, fordi det netop vakte så mange følelser, men på den anden side kunne jeg heller ikke holde ud at se ham så svag og udmattet. Med tøvende og langsomme skridt, kom jeg tættere på ham, indtil jeg var så tæt nok på, at jeg kunne gå foran ham og bukke mig ned, så jeg kunne få øjenkontakt med ham.

”Arlin… Du ved, at du ikke skal presse dig selv, især når du bliver så udmattet her,” mumlede jeg forsigtigt og fokuserede på hans bryst. Det er umuligt for mig, at se ham ind i øjnene. Det ville være for virkeligt og det ville gøre noget ved mig, som jeg ikke turde kaste mig ud i igen.

”Milliane.”

Det var ikke Arlin, men Luplus der sagde de første ord. Nu hvor de endelig var tilbage, havde jeg ikke engang lyst til at se dem. Jeg havde brugt så lang tid på at være ked af det hele. Så meget af min tid havde jeg brugt på at lede og undre mig over, hvorfor mon de forlod mig. Jeg vidste det stadig ikke, men noget sagde mig, at det dels skyldtes Mull. Det var først nu, jeg mærkede en vrede koge inde i mig. De havde forladt mig. Arlin havde svigtet mig.

”Du skulle jo nødig dø, inden du får besejret Mull og får fundet din skat i Avenberry. Vi kan jo ikke alle være så heldige, at have ubegrænset liv. Hvem ved, måske dør jeg allerede i morgen,” hvæste jeg og rejste mig op for at gå. Yui var dukket op ved min side igen og jeg prøvede selv at forstå, hvordan mit humør kunne vende så hurtigt.

”Du dør ikke.”

Jeg vidste ikke, hvad det var, der fik mig til at vende om.

”Dør jeg ikke Arlin? Virkelig? Jeg kan ikke bruge alkymi. Jeg kan ikke bruge elementær ekstraktion. Alt det, som jeg elsker at gøre, er noget der nu dræber mig? Hvis jeg ikke engang må bruge alkymi, hvad skal jeg så gøre af mig selv. Håbe på, at Iris har en genstand der kan hele mig! Avenberry er forseglet og selv hvis vi skulle finde frem til det, så ville jeg nå at dø inden…”

”Intet af dette ville være sket, hvis du havde holdt dig væk,” hvæste han. Hvordan kunne hans øjne sende mig så meget vrede, når han ikke havde set mig i et helt år. Savnede han mig overhovedet ikke.

”Nej. Jeg er ked af at min eksistens går dig så meget på. Et eller andet sted troede jeg vel også, at du savnede mig. Men bare rolig, hvis forbandelsen virker som den skal, er jeg snart helt væk.”

Inden han kunne nå at sige mere, begyndte jeg allerede at løbe hjemad. Arlin savnede mig slet ikke. For ham var jeg en pestilens. Et eller andet sted, var det værre end at dø.   

 

~ o ~

 

Jeg havde aldrig været i en havneby som Arcose. Stedet her var lidt større end Kavoc og så meget anderledes i dets konstruktion. Alt her var bygget af lyst sten og så indbydende ud – her var også mere man kunne udforske i forhold til Kavoc, der jo bare var byen, der lå tæt på Henmill’s gate. Hagel, den store skaldede smed, havde en ordre han skulle have hentet, så derfor var vi nu her. Delsus mente desuden, at vi måske ville kunne snakke sammen med nogen, der vidste noget mere, men det eneste jeg hørte, var min tid, der langsomt rendte ud.

”Kan I ikke redde min søster?”

Den rødhårede butiksejer ved navnet Villa, ville have os til at finde hendes søster, der så åbenbart var blevet væk. Vi havde slet ikke tid til den slags mindre missioner, når jeg var ved at dø – problemet var bare, at hendes søster, var også den pige, der havde Hagels ordre. Det betød, at vi nu skulle hele vejen til Alexia Cave, for at finde den manglende søster. Fedt. Klein, der var den gode hjælpsomme fyr, sagde selvfølgelig ja til at finde søsteren, så nu skulle vi hele vejen til Alexia Cave.

”Er du okay?”

Det var Delsus, der spurgte. Jeg så mig lidt omkring og opdagede at alle de andre var gået et stykke foran os – eller rettere sagt, jeg var faldet bagud og ingen havde lagt mærke til det. Jeg kunne sikkert være vandret ind i en skov, uden nogen ville lægge mærke til det, bortset fra Delsus. Hans spørgsmål hang i luften og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, men jeg var langt fra okay.

”Det… går,” mumlede jeg anstrengt og prøvede at sende ham et lille smil, men han rystede bare på hovedet.

”Lad være. Du ligner en heks, når du kommer med et anstrengt smil.”

Jeg kunne ikke andet, end at slå ham i siden af armen og vi kom begge to til at grine lidt.

”Se, det er den Mill jeg vil se,” sagde han og blinkede flirtende til mig. Jeg rullede bare med øjnene, men kunne allerede nu mærke, at mit humør var steget en lille smule. Så han blev ved med at snakke til mig, hele vejen til Valiant Path, der var en vulkan, med lava overalt. Man kunne gå to veje, så vi skulle heldigvis ikke opholde os der i for lang tid. Derfra fortsatte vi med at gå, indtil vi nåede vores destination, Alexia Cave. Grotten var faktisk lysere, end jeg havde forventet, at den ville være. Det var heller ikke så koldt igen, men det var ikke et sted, jeg havde lyst til at være i lang tid. Vi kunne allerede herfra se den lyshårede søster, men spørgsmålet var bare, hvordan vi skulle komme hele vejen op til hende. Det ville tage alt for lang tid at gennemsøge hele gruppen.

”Hvad så med at dele os op. Norn, Mill og jeg går mod nord, mens i kan tjekke stedet mod syd,” foreslog Delsus, men inden de andre kunne nå at sige noget, var Norn og jeg allerede løbet i den retning, Delsus havde peget mod.

”Jamen… Så er det vidst afgjort,” nåede Klein at mumlede, inden vi delte os op.

 

~ o ~

 

”Du er ikke okay.”

Delsus havde lige grebet mig for tredje gang og Norn havde reddet mig en gang, fra at gå ned af en grøft og falde lige ned i døden.

”Tak,” var det eneste jeg kunne præstere, da vi var nået til et sted, hvor vi ikke kunne komme længere. Det var i den rigtige retning vi var gået, men ingen af os var høje nok til at komme op. Det var åbenbart ikke kun alkymi der var farligt for mig, men at rejse for meget, gjorde mig også svag. Det gjorde ikke ondt nogle steder, men min energi forsvandt hurtigere, på mindre tid. Vi var desuden gået forbi et sted, der var ufatteligt koldt i forhold til resten af denne grotte og stedet havde været mærkeligt. Jeg syntes endda at jeg havde set en dør, men det tog vi os ikke så meget af.

”Der er I. Har I ventet på os?” spurgte Klein os og Delsus forklarede ham, at vi ikke kunne komme op. Klein havde dog allerede en løsning på problemet, da han havde fundet en stenmana, som kunne hjælpe os med det problem. Diemia. Manaen var en stor klods – Klein fortalte at vi kunne gøre, ligesom Rurona havde gjort. Hun kunne komme højere op, hvis hun stillede sig på Manaen og da Klein havde lavet en pagt med den, hjalp den os med at klatre op og finde den anden søster. Der stod hun, med et lettet ansigtsudtryk, da hun så os komme.

”Åh Gud, endelig kommer der nogen,” sagde hun og kastede sig i armene på Klein, der blev helt forbavset for den pludselige kontakt. I det øjeblik, var det, som om der kom en mørk skygge over Lita og hendes smil var blevet til en lige streg.

”Jeg har været så bange!” skreg søsteren og hev nærmest vejret ud af Klein i det tætte kram.

”J-Ja… Kan du… slippe mig nu?” spurgte han og prøvede at få luft. Søsteren slap ham, men så på ham med store, tiggende øjne.

”Jeg har forstuvet min ankel. Godt nok har jeg noget bandage i tasken, men vil du ikke hjælpe mig med at tage det på?”

Jeg prøvede på ikke at lade mit frustrerede suk være for højt. Det eneste jeg havde lyst til, var at komme hjem, men denne søster gjorde det ikke nemmere og nu sad Klein og bandt bandage om hendes ben.

”Nå Klein. Sidder du rigtig og nyder det hele, hva’?” spurgte Lita spydigt, mens hun kastede sit hår om bag skulderen og vendte sig om, med et fornærmet fnys. Delsus holdte om sin næseryg og Norn skulede.

”Hvorfor er Lita så suuuur, meow? Er hun sulten, eller hvad?” spurgte den lille kattepige, der ikke kendte noget til jalousi endnu. Delsus sukkede og jeg kunne ikke andet, end at prikke til ham, mens jeg himlede med øjnene.

”Det er… kompliceret.” mumlede han. ”Sikke en dramaqueen,” hviskede han så lavt, så Lita ikke kunne høre det og jeg lagde hånden for munden, så jeg ikke kom til at grine.

”Vi må hellere se at komme hjem,” sagde Arlin som det eneste. Han havde da ret, men der var ingen grund til at lyde så sur. Så sammen med den anden søster, Hute, var vi på vej ud af grotten igen. Vi nåede dog kun til udgangen, før vi så Villa, det skulede til sin søster. Man skulle næsten tro, at de ville begynde at græde, nu hvor de endelig var sammen igen, men i stedet for begyndte de bare at skændes noget mere.

”Hvad fanden laver du herude?”

”Det kommer da ikke dig ved. Og ingen har bedt dig om at bekymre dig!”

”Hvis du nu blev ved din minebutik og passede dine ting, ville jeg nok ikke have bekymret mig, vel?”

De to blev ved med at skændes, men i virkeligheden var det tydeligt at se, at de kun skændtes, fordi de holdte af hinanden… på en mærkelig måde.

”Wow… To søstre kunne være virkelig… hot,” mumlede Delsus og fik et fræk glimt i øjet.

”Få nu ikke for gode idéer, lille ulv. Rødhætte har skam blevet klogere med tiden,” mumlede jeg og da han bare trak på skulderne, rakte jeg tunge af ham. Nar.

”Vi har stadig et erindre,” brød Arlin ud med og jeg prøvede virkelig at kontrollere mig selv, ved ikke at vende mig om og prøve at kvæle ham. Skulle han altid være så alvorlig, hele tiden? Klein havde dog helt glemt vores opgave og da han spurgte Hute om Hagels ordre, rakte hun ham kassen med det samme. De to søstre forlod grotten og vi gjorde det samme. Delsus lagde en skulder om mig og trak mig ind til sig.

”Men du kan også gælde for to søstre, hvis det er,” sang han og jeg himlede endnu engang med øjnene, mens jeg spyttede flere spydige kommentar ud. Lita var ikke den eneste der havde en mørk skygge over sig den dag. En fe hjalp os med at teleportere os hjem til Kavoc, men det stykke vi skulle gå selv, havde Arlins øjne boret sig dybt ind i min ryg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...