Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1412Visninger
AA

9. 6. The Price of Knowledge

 

     Da jeg mærkede en dunkende smerte overalt, vidste jeg, at jeg var vågen. Alt andet stod slet ikke klart for mig, for den smerte jeg havde oplevet havde været så overvældende, at jeg var blevet bange for at lukke mine øjne op. Nogle små glimt viste sig for mig, men intet gav som sådan mening. Jeg stønnede højlydt og pressede mit hoved mod puden, men det gjorde næsten smerten værre. Da intet så ud til at hjælpe, lagde jeg mig på ryggen og prøvede langsomt at trække vejret, selvom lysten til det også var forsvundet. Hver gang jeg trak vejret, gjorde det ondt.

     ”Mull er en værre en,” var der en stemme der sagde og fyldte hele rummet ud. En ru og vis stemme, der var meget tættere på, end jeg lige var klar over, hvilket fik mine beskyttelsessanser til at reagere. En hånd blev langt mod min pande og da vedkommende ikke så ud til at ville mig noget ondt, lod jeg være med at rykke på mig. Jeg var træt.

     ”Delsus sagde, at Mull havde gjort dig fortræd.”

     Hendes stemme var kold, men ikke overrasket. Der var noget bag ved hendes stemme, som jeg ikke engang gad at tænke over lige i øjeblikket.

     ”Hvor er Delsus?” hviskede jeg lige så stille, da han var den eneste, jeg havde lyst til at se lige nu. I tilfælde af, at han var tæt på, prøvede jeg langsomt at åbne mine øjne. Det tog sin tid, inden mit slørrede blik stabiliserede sig. Hånden var ikke længere på min pande og da jeg så lidt til venstre for mig, blev jeg mødt af unge blå øjne og et rynkefrit ansigt, der nærmest ikke passede til stemmen. Jeg havde hørt, at hekse var gode til at holde sig unge, selvom de kunne være over hundrede år gamle.

     ”Delsus er udenfor sammen med de andre. De kæmper mod Norn, for at få Daphnes bog tilbage,” sagde hun, med et lille smil på læben.

     ”De vinder, så hvorfor spilde tid?” mumlede jeg og prøvede at sætte mig op, hvilket ikke kunne lade sig gøre lige nu.

     ”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke prøve på det igen. Og hvad gør dig så sikker på det, min pige? De har en alkymist mindre ved deres side,” konstaterede hun og så koncentreret på mig. Hendes ord fik mig til at smile og med denne følelse i mit bryst, vidste jeg, at de ikke kunne tabe. De skulle nok klare sig, selv uden mig. Så stærk en fjende kunne kattepigen da heller ikke være.

     ”Det er Klein. Det er dem alle sammen. Jeg tror på mine kammerarter.” Jeg så nu over på hende og holdte hendes blik fast.

     ”På så kort tid, er det lykkedes os at få to Manaer til at være sammen med os, udover Kleins skovmana og min egen. Desuden kan jeg aldrig komme til at tvivle på Klein. Der er noget ved ham, der har fået mig til at følge ham og jeg tvivler ikke på, at vi kommer til at løse Henmill’s gåde,” hviskede jeg og lukkede mine øjne igen.

     ”Åh, Mill,” hørte jeg Yui’s bekymrede stemme hviske og en svag dunkende smerte dukkede op, da jeg mærkede Yui’s aura. Hvad var der sket med mig?”

     ”Vi får at se. Men du får ikke set Delsus lige foreløbigt. Nu er det på tide, at du sover igen kære barn. Når du vågner igen, vil smerten være dulmet væk.”

     Noget ved mig begyndte at føles tomt, som jeg lukkede mine øjne igen. Jeg frøs forfærdeligt meget, selvom den tykke dyne, sørgede for at holde min krop varm.

     ”Jeg vil have Arlin… Jeg savner ham,” hviskede jeg og hvilede min kind mod puden, mens jeg mærkede en enkelt tåre trille ned. Engang havde jeg været så tæt på ham, men nu var han væk, væk, hvor jeg havde allermest brug for ham.

     ”Arlin?... ” spurgte heksen og spørgsmålet flød i luften. ”Ah… Nu forstår jeg. Stakkels pigebarn,” sagde hun med en stemme, der hentydede til, at hun kendte til hele min skæbne. Det glemte jeg dog straks, da jeg lukkede øjnene.

 

~ o ~

 

     ”Skattemus, vågn nu op.”

     Denne gang var en stemme nok til at vække mig. Da den dunkende smerte ikke var den samme som før, var det lettere at vågne, men jeg følte mig stadig omtåget. Jeg trængte sådan til at høre Delsus’ stemme og da jeg prøvede at sætte mig op, hjalp han mig.

     ”I vandt over Norn, gjorde I ikke?” mumlede jeg og lænede mig ind til ham, så han kunne lægge armene over mig. Delsus hvilede sin hage mod mit hoved. Jeg passede perfekt ind i hans arme. Da han hørte mit spørgsmål, grinede han let.

     ”Selvfølgelig gjorde vi da det. Tvivlede du nogensinde på os?” spurgte han med et smørret smil. Jeg gned mine øjne og mærkede et gab på vej. Smerten ved min arm, der hvor Mull havde holdt mig, stadig brændte en smule, men vi blev nødt til at gå videre.

     ”Selvfølgelig ikke,” surmulede jeg og puttede mig tættere ind til Delsus. Hvorfor jeg altid ville have ham tæt på, var jeg ikke selv helt klar over, men noget ved den trang gjorde mig bange. Mit hjerte var vagtsomt og jeg havde Arlin i baghovedet.

     ”Skal vi ikke komme videre? Hvor skal vi nu hen?” spurgte jeg og slap mit greb om ham. Delsus slap mig også og satte sig ved siden af mig, med øjnene rettet mod mig. Han troede tydeligvis ikke på, at jeg var klar til at gå videre, hans blik var tvivlende.

     ”Kan du huske de piedestallignende ting vi gik forbi ved Iris’ hvilested? Zeldelia mener, at vi kan åbne en lukket dør, fordi vi er stærkere nu, end hun var dengang… Men, Mill, er du sikker på, at du er klar til at gå? Du er stadig helt bleg,” hans stemme var blevet alvorligere og hans øjne prøvede at vurdere om jeg nu virkelig var klar. Jeg hev i hans kind og sendte ham et svagt smil.

     ”Yah! Delsus, jeg har det fint, jeg er bare lidt træt! Kom nu, lad os ikke spilde tiden!”

     Inden han kunne nå at sige mig imod, havde jeg allerede sat mig op og var på vej ned mod de andre. Jeg kastede kort et blik på indersiden af mit højre håndled og til min forbavselse, var der ikke længere kun ren, hvid hud. Der, hvor smerten stadig dunkede, var der nu en tatovering. Et lille timeglas, med et lukket øje. Sandet var stadig i øvre del af glasset. Ikke et eneste korn var faldet ned. Da jeg fik øje på min refleksion i spejlet og så mine trætte og matte brune øjne og mit nu rodede brune, mellemlange hår, turde jeg ikke sige noget om min tatovering. Mit blege og trætte udtryk ville være nok til at gøre dem bekymrede, så jeg valgte at tie. Der var ingen grund til hjemme resten af tiden.

 

~ o ~

 

     Vi var endnu engang nået hen til piedestalerne. Klein så sig omkring med der var intet nyt at se.

     ”Såe… vi stiller bare vores Manaer på piedestalerne?” mumlede han. Det var i hvert fald det Zeldelia havde prøvet på at gøre før i tiden.

     ”Uh Uh~ Vælg mig,” grinede Popo og inden Klein overhovedet nåede at sige noget, svævede Manaen hen til piedestalen i midten. I de første sekunder skete der ikke noget, men så lyste stedet omkring popo og han fik et helt fornøjet ansigtsudtryk.

     ”Oh, det er varmt her.”

     ”Jeg vil også prøve,” mumlede Yui og stillede sig på den anden piedestal og ligesom ved Popo, kom der et skinnende blåt lys omkring hende, der åbenbart var en form for energi. Hun lukkede øjnene og sukkede velbehaget.

     ”Dette er raaaaart~”

     ”Årh, hold da op! I skal ikke have alt det sjove for Jer selv,” grinede Uru og placerede sig på Popos anden side. Det samme skete ved ham som de to andre. Lyset omringede hver og en.

     ”Jeg forstår det virkelig ikke,” mumlede Delsus og lysene blev stærkere. Det næste der skete, var, at jeg mærkede jorden ryste. Det blå lys blændede os næsten og jeg tog fat i Delsus’ skulder, da det lille jordskælv indtraf. Og væk var alt. Som om intet var sket.

     ”Wow… Så det krævede 3 Manaer,” mumlede Klein og så sig omkring for at se, om noget var sket.

     ”Og Zeldelia havde kun 1, så derfor kunne hun ikke få det til at virke,” konkluderede Delsus og holdte godt fast om mig. For at være ærlig behøvede han ikke engang at slippe, men Lita holdt øje med ham ud af sin øjenkrog.

     ”Noget derovre lavede en lyd, meow~ Er der ikke en dør, lige der?” spurgte kattepigen Norn, der nu havde joinet vores lille hold, fordi Zeldelia mente, at vi kunne få brug for hendes hjælp. Hun var ikke ældre end de tretten og var meget lav, men de magiske angreb hun havde, ville være nyttige for os, mente Zeldelia, så her var hun.

     Da ingen andre havde noget bedre bud, fulgte vi alle samme Norn, hele vejen hen til døren. Døren var nu foran os og Norn havde haft ret, men ingen kunne finde ud af at åbne døren. Ikke engang efter utallige forsøg. Jeg prøvede at lægge min hånd på døren, men den ville bare ikke åbne. Intet håndtag. Der var intet, der tydede på, at den overhovedet ville åbnes. Ikke før jeg så et lysglimt og pludselig var jeg helt væk, i meget få sekunder, inden jeg mærkede mig selv igen.

     Da jeg åbnede mine øjne igen, kunne jeg ikke forklare, hvad jeg så. De eneste, der var kommet herind, var Klein, Lita og så mig selv, men det gav ikke mening. Ting og sager svævede i dette rum, men det lignede ikke normale ting og mange af dem, havde jeg ikke set før. Store kugleformede ting svævede og jeg kunne slet ikke få noget til at give mening.

     ”Hvor er det, vi er henne?” spurgte Klein og prøvede at tage synet til sig.

     ”Dette sted ser bekendt ud,” mumlede Lita og så sig omkring. Bekendt ud? Intet ved dette sted, virkede normalt og hun syntes, at det så bekendt ud? Der var noget omkring alt dette der, ikke gav mening. Som svar på mine spørgsmål, kom der en projektion lige foran os og mine knæ ramte jord. Dette gav ikke mening… Intet af det, gav mening. Lita var normal og havde en helt normal kropstemperatur og hendes blod pumpede, ligesom mit. Men foran os, viste projektionen Lita, med vinger spredt ud. Pigen lignede Lita på en prik og det kunne ikke være andre end hende. De havde endda det samme tøj på…

     ”Lita… Hvad sker der lige her?” spurgte Klein, helt chokkeret, da han så projektionen foran os. Lita stirrede på det der lignede hende selv og vendte ryggen til os, mens hun holdte hænderne op foran sine ører. Der var noget underligt ved dette sted og min mavefornemmelse ville ikke slippe mig. Da jeg lod blikket glide ned på jorden, så jeg en lille firkantet ting. Jeg tog den slidte ting op i mine hænder og var bange for, at det ville forvandles til aske hvert øjeblik.

     ”D-Dette er jo… Iris Blanchimonts dagbog,” hviskede jeg, akkurat højt nok til at Klein satte sig ned ved min side og jeg begyndte at bladre i dagbogen.

 

2 juli.

Dette kunstige liv vokser stabilt. Jeg kan dog stadig ikke gøre noget det problem der opstår ved deres levetid og de dør altid inden for 10 år. Hvis jeg bare kunne forstærke deres hjerter, ville det ikke være noget problem.

 

14 september

Det lykkedes mig at gennemføre mit eksperiment ved Avenberry’s Atelier. Den ting, jeg kalder for ”Ruby Prism” fungerer godt. Dette vil forøge deres levetid. Jeg kan konkludere, at dette projekt med det kunstige liv har været en succes.

 

     Dagbogen gled ud af mine hænder og landede med et lille bump, der var det eneste man kunne høre i lang tid. Ruby Prism… Ruby Prism… Det var den ting, Mull havde taget ud af Lita og knust fuldstændigt. Jeg vendte mit blik over mod Lita og begyndte pludselig at ryste. Hun var en af Iris’ projekter… Og uden en Ruby Prism… Nej…

     ”Lita… Du er jo-”

     Lita vendte siden til os og havde taget en tot hår, som hun blev ved med at lege med, for at undgå at se på os.

     ”Heh… Så fandt I også ud af det,” mumlede hun med en trist stemme. Det var første gang, jeg havde set Lita være så nede. Hele hendes holdning var brudt sammen og hun lignede en pige, der kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være.

     ”Jeg beder Jer… Lad være med at fortælle de andre noget,” sagde hun og satte sig på hug. Jeg vidste stadig ikke, hvordan jeg skulle reagere på alt dette. Lita havde været så åben og kærlig fra første dag jeg havde mødt hende og nu, uden hendes Ruby Prism, ville hun snart dø. Uden at vide af det, begynde tårer at trille ned ad mine kinder. Da en klynkende lyd, som jeg kæmpede for at holde inde, slap ud, stirrede både Lita og Klein på mig. Litas blik var en smule irriteret, men det var først nu, jeg så, hvor meget smerte hun havde inde i sig. Egentlig ville dette ikke have været nok, til at få mig til at græde, men jeg var så ustabil nu og mine tårer kom let. Alt det med Arlin og så Mull og nu Lita. Jeg skulle slet ikke klare mere.

     ”Jamen… Det betyder… Din levetid..” skreg Klein hæst og jeg kunne også høre på hans stemme, hvor ked af det, han var blevet. Lita rejste sig op og så mod væggen.

     ”Fedt. Nu har Hr. og Fru. Alkymist-i-træning ondt af mig,” mumlede hun og var på med de smarte bemærkninger igen, selvom hendes stemme afslørede hende. ”Dette stinker,” sukkede hun trist.

     Klein gik over og hjalp mig op og mens jeg bed mig i læben og lukkede øjnene stramt i.

     ”Mill…” Klein så på mig med sine dybe brune øjne og tørrede mine tårer væk. Jeg prøvede at sende ham et lille smil. Et støn fra Lita, fik vores opmærksomhed rettet mod hende igen. Ved hendes ryg var der store hvide vinger, der stak ud. Klein og jeg løb over til hende.

     ”Du har vinger?!” spurgte han forbavset.  

     ”Åh disse… De dukker bare op, når jeg bliver rigtig træt,” mumlede hun. Nu hvor jeg tænkte over det, så havde jeg set fjer efter dengang hun havde reddet Yach… Så var det ikke noget jeg havde bildt mig ind.

     ”S-Skal vi ikke tage hjem? D-Delsus venter og-…”

     Jeg kunne ikke engang fortsætte, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Det eneste jeg havde lyst til, var, at kunne ud herfra. Iris havde været i Avenberry. Lita havde noget med det at gøre og jeg følte mig så forvirret. Jo tættere vi kom på Avenberrys hemmelighed, jo mindre havde jeg lyst til at finde ud af, hvad der var sket.

     ”Jo.”

     På en eller anden måde lykkedes det os at komme ud igen og da Delsus så os, var han først bange for, hvad der var sket os, men da hun så fik øje på Lita vinger, lignede han en der kunne tabe sin kæbe, så åben hans mund var.

     ”Lita… Hvad fanden er der sket?” spurgte han og da han fik øje på mig, prøvede jeg at gemme mit afslørende ansigt bag mit hår. For sent. Hans hårde ansigtstræk afslørede, at han vidste, at jeg havde grædt og da Klein havde hjulpet Lita fremad, mærkede jeg straks hans hånd om min kind og hans øjne, der søgte efter svar, som jeg ikke kunne give ham.

     ”Vi må nok hellere tage hen til Zeldelia. Hun ved mere om dette, end vi gør,” mumlede Klein og så tilbage på os. Jeg havde ikke engang tænkt på, hvordan Delsus og jeg så ud i denne position, for Klein hostede kort, hvilket ikke engang fik Delsus til at bevæge sig.

     ”Ja. Lyder som en god plan,” hviskede han stille, mens han kærtegnede min kind forsigtigt. Hans øjne afslørede alt, men han ville ikke tvinge noget ud af mig.

     ”Jeg finder ud af det hele på et eller andet tidspunkt,” hviskede han advarende til mig, og jeg prøvede at smile lidt, men kunne ikke finde det i mig.

     ”Det ved jeg godt Delsus,” mumlede jeg lavt, hvorefter jeg pressede mine læber mod hans kind. Det var den eneste trøst jeg kunne give ham nu her.

 

~ o ~

 

     Klein kom styrtende ind ad Zeldelia dør, mens Norn sang lidt for sig selv, fordi hun endelig var hjemme igen.

     ”Mester~ Vi er hjemme,” sang Norn og gik over til Zeldelia med det samme. Zeldelia kom over til os og lod sit blik falde over os alle, hvorefter hun gik hen til Lita og betragtede hendes vinger.

     ”Det er vidst tid til et bad, min kære,” mumlede hun og førte Lita ovenpå. Da jeg var en pige, fulgte jeg med Zeldelia.

~ o ~

 

     ”Jeg fortæller dig dette nu Mill, så jeg regner med, at du kan hjælpe Lita fremover. Litas krop har brug for Mana, for at kunne fungere. Jeg har et specielt form for ”Manabad” der kan hjælpe hende med at få det bedre, indtil vi finder en bedre løsning,” mumlede Zeldelia og sendte mig et lille smil. Det var som om hun kunne se lige ind i min sjæl med sine øjne.

     ”Så længe i har Manaer omkring, der kan give vandet den helende effekt hun har brug for, kan I godt få hende til at overleve, men uden en Ruby Prism, holder hun ikke længe,” mumlede Zeldelia sørgmodigt, mens hun viste mig Manabadet, der nærmere virkede som en form for tube, med komplicerede gyldne forme for ledninger viklet rundt omkring.

     ”Er der noget, der går dig på?” spurgte hun så. Hendes blik gav mig kuldegysninger og det var som om hun vidste, at der var noget, jeg holdte skjult, men jeg rystede på hovedet og prøvede at dække mit hoved med mit hår.

     ”Ikke noget. Jeg er bare træt… nå men… hvis du vil have mig undskyldt, går jeg ud og samler elementer ind,” jeg løb nedenunder og så på de andre, der diskuterede, hvad de skulle gøre.

     ”Mull tog Litas Ruby Prism… Vi bliver nødt til at få den tilbage fra ham,” hvæste Klein og strammede grebet om sit scepter. Delsus himlede med øjnene og sukkede irriteret.

     ”Yeah right! Den skide sten knækkede og krakelerede som bare fanden! Held og lykke med at få den klistret sammen igen.”

     De to så ikke ud at kunne finde en løsning lige foreløbigt, så jeg besluttede mig for at gå udenfor og hente de elementer jeg manglede. Hvem vidste, hvornår vi skulle i kamp igen? Noget sagde mig, at vi blev nødt til at skaffe os en ny Ruby Prism og eftersom kun selveste Iris vidste, hvordan sådan en blev lavet, ville dette ikke blive nemt. Tiden tikkede allerede og mens de diskuterede, sneg jeg mig ud ad bagindgangen.

     Zeldelias hus var nu meget charmerende. Jeg havde aldrig troet, at træhuse kunne blive store og på to etager, med så mange indgange, men der tog jeg fejl. Mine ben så ud til at gå deres egen vej, da jeg blev trukket hen mod det sted, hvor Norn sagde, at de havde kæmpet, mens jeg havde ligget og sovet.

     Området var fantastisk smukt og lignede ikke noget jeg havde set før. Blomsterne her lyste op og der var en unaturlig glans over stedet, som var det menneskeskabt. I midten var der forskellige former for stolper lavet af sten, der dannede en halvcirkel. Hvad det havde været brugt til, anede jeg ikke.

     ”Det kan være jeg finder fremmede elementer her,” mumlede jeg og gik over til et af træerne, hvor der var nogle gullige blomster, som jeg ikke vidste, hvad var for en art. Med mit scepter prøvede jeg at bruge elementær ekstraktion, men lige så snart jeg prøvede, mærkede jeg en smerte igen og hånden der holdte om scepteret, begyndte at ryste voldsomt.

     ”Av.” mumlede jeg stille og lod mit scepter falde til jorden og den prikkende smerte i min krop forsvandt. Da jeg kiggede på tatoveringen, var de første sandkorn faldet og jeg mærkede, hvordan mit hjerte sank, som havde nogen holdt en kold spand vand udover mig. Det, der skræmte mig mere, var det onde øje, der nu var åbnet og stirrede fuldt ud på mig. Jeg tog fat om mit håndled og prøvede at ryste denne følelse af mig, men det blik, det øje havde, sugede nærmest livet ud af mig. Da jeg hørte skridt, skyndte jeg mig, at gemme mig på den anden side af træet. De andre måtte ikke se mig på denne måde. Jeg lænede mig op ad træet, mens jeg prøvede at lytte til, hvad der foregik.

     ”Arlin, er det virkelig nødvendigt med denne kamp?” spurgte Delsus frustreret. Ingen svarede ham. Hvorfor var det, at Arlins navn flød ud af Delsus læber og hvor fanden kendte Delsus Arlin fra? Var dette alt sammen en drøm?

     ”Lad os nu bare kæmpe,” hvæste Klein og inden længe kunne jeg høre metal mod metal og andre forme for lyde, der ville komme, mens man kæmpede. Delsus ord ringene inde i mine ører igen og igen og jeg turde ikke bevæge en muskel. Arlin. Han havde sagt Arlin. Selvfølgelig kunne det være en anden. Det kunne være et kælenavn. Der var mange muligheder, men mit blod frøs til is og jeg debatterede med mig selv om, om jeg skulle vende mig om.

     ”Mill… Løb væk,” hviskede Yui advarende, men jeg kunne ikke. Jeg stak hovedet ud og betragtede det grønne hår, der fløj i vinden. Jeg betragtede hvordan han svang sværdet og hvordan han uden nåde kæmpede mod Klein og ikke gav ham en eneste chance. Det var, som om han var vinden selv, så hurtig han var. Alt ved hans bevægelser fascinerede mig og det havde det altid gjort. Uden lyd, begyndte mine tårer at falde igen, da Klein faldt mod jorden med et brag og Arlin stod hoverende oppe over ham.

     ”Hvis du ikke kan besejre mig, har du ingen chancer mod Mull.”

     Det var først, da jeg hørte hans ru og kolde stemme, at jeg brød sammen. Noget inde i mig sagde bare klik og jeg lænede mig op ad træstammen. Jeg prøvede at lukke alle lyde inde med min hånd, selv da jeg bed hårdt i min pegefinger, kunne det ikke holde længe. Den solide jord jeg havde haft under mig, siden han var gået, krakelerede nu fuldstændig. Det kom som et chok for mig, at jeg reagerede på den måde, som jeg gjorde.

     ”Hvorfor brugte du fysiske angreb, når du som alkymist kan bruge så meget andet, Klein! Du løste mysteriet ved Iris hvilested… Du kan meget mere, end du tror,” sukkede Zeldelia og prøvede at få Klein til at forstå, men det der kom ind i mit ene øre, kom ud i det andet. Arlin var her. De kendte Arlin. Hvorfor?

     ”Jeg tager til Avenberry! Jeg laver en ny Ruby Prism helt selv!” sagde Klein og havde en helt bestemt stemme, der kunne få enhver overtalt. Det fik mig til at tro på ham og jeg ville gerne have troet på ham, hvis det ikke var for mit hjerte, der langsomt holdt op med at slå.

     ”Hvad snakker du om Klein?” spurgte Lita, der først var dukket op.

     ”Jeg vil besejre Mull.” Kleins stemme var fyldt med beslutsomhed.

     ”Lyder interessant. I’m game,” mumlede Delsus med et smil. ”Der burde være skatte i Avenberry og det er godt nok for mig.”

     ”Jeg har selv noget i Avenberry, som jeg har brug for.” Arlins stemme var det eneste jeg kunne fokusere på, mens jeg langsomt faldt længere og længere ned i mit eget lille helvede. Yui prikkede til mig og prøvede at få mig til at reagere, men jeg kunne ikke. Jeg var helt forstenet. Det gjorde så ondt overalt og jeg prøvede at løbe gennem mine opskrifter, for at se, om jeg havde noget, der kunne lukke denne smerte ude. Jeg var ligeglad med, hvad jeg lavede, bare noget hjalp. Mens jeg fandt en af mine opskrifter frem, tjekkede jeg, at jeg havde den genstande jeg skulle bruge.

     ”Mill… Der er noget helt galt,” hviskede Yui, men jeg tog mig ikke af hendes advarsel og gik allerede i gang med at syntetisere. Jeg blev ved med at prøve og ignorerede smerten der var overalt i min krop. Jeg troede, at det skyldtes Arlin, så jeg blev ved med at syntetisere genstanden, men jo længere tid jeg blev ved, jo mere gjorde det ondt. Det gik op for mig, at hvis det blev ved på denne måde, ville jeg dø. Al den smerte der fór rundt i min krop blev pludselig for overvældende og det gik for sent op for mig, at denne smerte ikke kunne skyldes noget psykisk. Den var fysisk og drænede hele min krop for energi.

     ”M-Mill! STOP!”

     Da jeg endelig stod medgenstanden i hånden, kunne jeg ikke trække vejret. Et elektrisk stød fik mit hjerte til at slå et sidste, hårdt slag, inden det holdt op med at slå i få sekunder. Smerte og tomhed fyldte min krop som det eneste. Genstanden, der før havde været i mine hænder, trillede nu langsomt ned og landede ved stenene, mens mine tanker langsomt forsvandt, til der kun var tomhed tilbage. Jeg hostede blod op og mærkede hvordan det hele sortnede for mig.

     ”N-Nej… Mill…”

     Yuis skrig var det eneste jeg hørte, da resten af min krop landede mod jorden med et bump.

 

___

 

Jeg beklager alle de fejl der måtte være! Det blev en lang smøre og jeg skal nå at publicere og skrive så meget jeg kan nå, da konkurrencen sluttede i går :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...