Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1369Visninger
AA

8. 5. Iris’ hvilested

 

     Jeg havde ikke fundet den lille kattepige. Hun var ikke til at finde nogle steder. Efter jeg var løbet, havde jeg kigget i skoven og derefter i Normans bar, men han kunne ikke huske, at han havde set nogen ukendte gæster løbe ind i hans bar. Derefter gik jeg ovenpå i vores hus og ventede på at de andre kom. Jeg kunne umuligt være den eneste, der havde mistet noget og de andre havde måske fundet ud af noget.

     ”Du skal ikke være så ked af det,” sagde Yui trøstende og jeg lod hende sætte sig på mine lår. ”Vi skal nok finde din ring igen.”

     Jeg prøvede at smile, men det lykkedes mig ikke. Lige siden jeg var kommet til Kavoc, var jeg begyndt at drømme meget om Arlin. Det var, som om, hele byen her duftede af ham. Som om, han var tæt på, men det var løgn. Han var langt væk og jeg anede ikke hvor.

     Nu hvor jeg tænkte over det, så anede jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg ønskede at blive stærkere, så jeg kunne forsvare mig selv og samtidig ønskede jeg at finde syntetisere en managenstand, der kunne hjælpe mig med at finde ham. Hvad skulle jeg så gøre, når jeg fandt ham, for ønskede han overhovedet at blive fundet? han forlod mig af en grund, så hvorfor var det, at jeg blev ved med at lede efter ham? Var det fordi jeg var selvisk eller var det fordi hans øjne havde sådan en forpint udtryk, da Luplus begynde at skrue tiden tilbage for mig?

     ”Mill.”

     Det var Lita der kaldte på mig, efterfulgt af de to andre drenge. Jeg sendte dem et svagt smil og rejste mig op.

     ”Fandt I hende?”

     ”Nej. Men Delsus mener, at han ved hvor hun er,” sagde Klein og var på vej nedenunder. Jeg fulgte efter de andre og vi satte os alle sammen hen til køkkenbordet.

     ”Hørte I ikke, at hun nævnte Zeldelia? Det er en heks ved samme navn i Potos skov.”

     Lita klappede Delsus på skuldren. Potos skov. Den havde jeg aldrig hørt om.

     ”Så er du ikke helt nyttesløs alligevel,” mumlede Lita og Delsus rullede med øjnene-

     Jeg tog en hånd op for munden og prøvede at holde mit grin inde. Lita havde ramt plet. Delsus sendte mig et skarpt blik og jeg rakte bare tungen ad ham, hvorefter han snakkede videre.

     ”Det bliver desværre ikke nemt at komme hen til skoven. Der er et stort slot der blokerer vejen. Det blev bygget i starten af krigstiden, men nu er det tomt og fyldt med tyve og andre banditter,” sagde han og lænede sig tilbage på stolen.

     ”Så hvad siger du Hr. Jeg-har-styr-på-alt? Vi kan ikke få vores ting, eller hvad?” spurgte jeg en anelse irriteret. Lige efter de ord var kommet ud, følte jeg mig skyldig. Dette var slet ikke fair overfor Delsus. Han havde kun været god overfor mig… og pervers.

     ”Rolig nu Mill. Det siges at der er en vej fra Lake Forewel, tæt på Iris’ hvilested. En købmand fortalte mig om det engang, men jeg tror, at vi kan stole på ham.”

     Nu lænede jeg mig tilbage i min stol. Lake Forwel. Jeg kunne simpelthen ikke klare tanken om hele tiden at skulle rejse. Især ikke, når jeg var begyndt at synes godt om Kavoc. Desuden burde den ring ikke være så vigtig for mig, men jeg kunne ikke klare tanken om ikke at have den.

     ”Det er det eneste vi har, at gå ud fra, så lad og tage af sted.”

     Og med de ord pakkede vi alle sammen og begyndte vores færd til Lake Forwel.

 

~ o ~

 

     Et andet sted i en anden skov, var en kvinde, eller rettere sagt, en heks, i gang med at vente på sin lærling. Der var noget foruroligende ved, at hun ikke var vendt tilbage endnu. Da døren åbnedes, måtte hun bruge alle sine kræfter på ikke at afsløre, hvad hun tænkte foran denne djævel.

     ”Jamen dog, jamen dog… det er lang tid siden,” sagde hun og strammede grebet om staven i hendes hånd. Personen overfor hende smilede stort og hun kunne regne ud, at noget ikke var godt, lige så snart han var trådt lykkelig ind i rummet.

     ”Det har du skam ret i. Det er alt for lang tid siden. Men vi har stadig ikke ændret os, overhovedet.”

     Heksen vendte ryggen til ham. Der var noget galt og hans stemme gav hende altid kuldegysninger.

     ”Du er ikke kommet her for at hyggesnakke, så drop det. Hvad vil du?” spurgte hun og prøvede at bevare kontrollen over sin stemme, selvom den afslørede hendes modvilje. Atmosfæren i heksen træhus var blevet anspændt og en ond aura pulserede fra hendes ”gæst”.

     ”Jeg tænkte bare… at du gerne ville vide, at mit eksperiment næsten er færdigt,” sagde han med en syngende stemme. Der gik ikke to sekunder før hun vendte sig om, med en skringer stemme og øjne der lynede.

     ”Du kan ikke gå imod naturen!”

     ”Det finder vi skam ud af snart…”

     Hans grin var hoverende og hun kunne ikke tro sine egne ører. Dette måtte være løgn.

     ”Din idiot,” hvæste hun

     ”Du kan ikke stoppe mig. Men du skal da være velkommen til at prøve,” sagde han med et grin, men hans øjne for langtfra venlige.

     Han kastede et skarpt blik på hende, der borede sig ind i hende som syle, inden han teleporterede sig ud af hendes hus. Og der stod hun alene tilbage, med koldt blod.

     ”Der er ikke så meget mere at gøre… skynd dig nu hjem… Norn.”

 

~ o ~

 

     Efter en lang snak med en gammel mand, der alligevel ikke kunne høre noget, havde de stadig ikke fundet ud af noget.

     ”Åh, mit kære barnebarn! Dig har jeg ikke set i lang tid.”

     ”Jeg er ikke dit barnebarn! Vi skal hen til ruinerne!”

     En mand var nu begyndt at tro, at Lita var hans barnebarn og jo længere tid der gik, jo mere gik alt mig på. Den pige kunne være overalt og hvis vi ikke skyndte os, ville vi miste vores ting for altid.

     ”Jamen så skal I have et visa! Alkavana har lavet nye love.”

     Og derefter fortsatte diskussionen med Delsus’ bekendte olding. Efter en lang diskussion blev vi enige om, at tage en båd. En af købmændene kunne seje os derover, hvis vi betalte den rette pris og da vi endelig fik Delsus til at høste op, begyndte vores sejltur.

     Jeg havde kun været i sådan en lille båd meget få gange. Første gang vi skulle med en båd, havde jeg kvalme hele vejen og næste gang vi skulle med en, tiggede og bad jeg Arlin om ikke at tage båden igen, hvilket gjorde, at vi skulle tage en kæmpeomvej.

     Efter min 16-års fødselsdag havde jeg sat mig fast for at gøre alle de nødvendige ting, for at finde ham, selvom det ikke var alt jeg brød mig om. Tanken om at en af de andre nemt kunne komme til at skubbe mig i, gik mig ufattelig meget på og jeg måtte bide tænderne sammen hele turen.

 

~ o ~

 

     Da vi endelig nåede frem, fandt vi ud af, at vi ikke kunne komme videre uden noget visa. Vagten nægtede at lade os gå og en slåskamp her var ikke optimal. Det eneste vi kunne gøre, var at vende tilbage og tage den anden mulige rute, selvom det ville tage meget af vores tid. Men når valget stod mellem unødvendig kamp og så en omvej, blev vi nødt til at vælge omvejen. Så vi gik, trætte og udmattede, med Lita til at smile for os alle sammen og holde humøret højt. Vi kom hen til en del af skoven, hvor der stod en bod og så en vogn… noget virkede bekendt.

     ”Hej hej, hvad har I til mig?” spurgte damen bag disken og jeg genkendte straks stemmen.

     ”Vi har et spørgsmål. Hvor er vi?”

     ”Ahahah! Nye kunder. Denne vogn her indeholder alverdens sjældne ting, som bliver solgt. Mit navn er-”

     ”Lector! Hvad laver du her?” spurgte jeg hende og skubbede alle de andre til side. Det samme tøj, de samme grønne øjne og det samme mørke hår. Dette var helt klart Lector, tingssamleren.

     ”Åh! Milliane! Dig har jeg ikke set i lang tid,” sagde hun og hev lidt i min kind, som hun altid gjorde. Det var en af det ting, jeg var mindre glad for, men jeg var overlykkelig for endelig at se et velkendt ansigt.

     ”Hvad laver du her?” spurgte hun mig og sendte mig et frisk smil. Men da jeg kom i tanke om, hvad jeg faktisk ledte efter, faldt mit humør og det lagde hun straks mærke til.

     ”Stadig ingen spor efter ham?” spurgte hun og jeg rystede på hovedet. ”Du skal nok finde ham en dag! Men hvem er alle de mennesker du har taget med dig?”

     Jeg forklarede hende kort, hvordan jeg havde mødt dem alle sammen og at vi blev nødt til at komme hen til Potos skov, for at finde den irriterende lille pige. Men vi manglede visa.

     ”Åh, Milliane! Så er det godt at jeg har 4 styks her. Til at rejse og bytte,” sagde hun og gav mig dem, uden at skulle havde noget for dem.

     ”Men Lector… skal du ikke have noget for dem?” spurgte jeg hende, mens jeg knyttede mit greb som de små kort.

     ”Næ nej. Bare kom forbi her engang imellem med nogle skønne ting, så burde det være nok! Og vi ses snart igen lille skat,” sagde hun og aede min kind, inden hun sendte os væk.

     Nu kunne vi komme forbi de skide vagter uden at nogen kunne sige noget og så kunne vi få vores ting igen. Men før vi kunne komme så langt, måtte vi første vente på, at Beggur og alle hans kloge riddere var gået. Først da, kunne vi snige os ind på en, der ikke kunne genkende os og så komme videre.

 

~ o ~

 

     Iris’ hvilested var som intet andet. Udefra lignede det måske en stor firkantet klods, bygget af meget mørke sten, men indeni havde den en helt speciel aura, som forventet af Iris. Iris’ var en af de store alkymister fra Avenberrys gyldne tid. Det skulle siges at hun var en af de venligste alkymister der fandtes, men ingen har beviser for, hvad hun overhovedet har lavet udover Iris’ Teorierne, som de fleste alkymister kendte til. Stedet her kunne ikke andet end at fascinere mig og samtidig kunne jeg mærke manaenergi overalt.

     ”Hvis I nu tager og ser, hvad der gemmer sig bag den dør, så kan Delsus og jeg samle ting ind imens,” sagde jeg lidt fraværende og sådan endte det med, at vi delte os. Der var så mange brugbare ting her, man kunne bruge til en fremtidig syntetisering og samtidig interesserede dette sted mig. Alt hvad der var forbundet med Iris, gik på en eller anden måde op i en større enhed.

     ”Du er virkelig en ægte alkymist, hva’?” spurgte Delsus drillende, mens vi undersøgte stedet yderligere. Jeg rystede på hovedet over ham og blev ved med at betragte alt fra de ødelagte søjler, til ting, der måske kunne give os hints om hvor vi skulle gå fremover.

     ”Klein! I var da hurtigt ude. Fandt i noget?” spurgte Delsus og var vist lettet over, at han ikke længere behøvede at blive slæbt rundt på af mig. Jeg gik hen til Delsus og klaskede min hånd hårdt på hans skulder, for at indikere, at han ikke skulle gøre nar af mig eller drille mig og mit signal virkede vist.

     ”Ikke rigtig det helt store, udover en fe, ligesom Popo, bortset fra, at denne kan lave våben, men ikke kan få sin maskine til at virke,” sagde Klein og kløede sig i baghovedet. Den dreng kunne nogle gange være så sød.

     ”Hey… hvad er det der egentlig?” spurgte Lita ud af den blå luft og vi vendte alle sammen opmærksomheden mod det sted hun pegede. Rigtig nok, var der noget mærkeligt lige overfor os. Jeg begyndte langsomt at gå derhen og jo tættere jeg kom på, jo mere kunne jeg fornemme manaenergien. Der var tre stensbyggede… piedestaler foran os, alle tre lige høje, med den samme indgravering i den runde flade. Det var tre kvadrater, der alle havde en rund flade øverst.

     ”Jeg kan mærke rigtig meget manaenergi her,” mumlede Klein for sig selv og gav sig til at undersøge piedestalerne. Det var ikke til at sige, hvor al den energi kom fra eller hvordan det var muligt for os at mærke den på den måde. Det var bare, som om alt her betød mere, end man lige troede.

     ”Iris’ hvilested… Hvad blev det mon brugt til?” spurgte Klein helt opslugt og fascineret, mens han fortsat betragtede tingene med stjerner i øjnene. Jeg kunne heller ikke skjule min fascination. Dette var en af de første gange, jeg faktisk havde fundet noget, der betød noget, noget, der kunne være vigtigt for alkymien. Delsus sukkede højlydt.

     ”Uanset hvad det engang har været brugt til, bliver vi nødt til at komme videre. Hvem ved, hvor kattepigen er henne og hvor lang tid hun bliver der,” sagde Delsus og vi kom alle sammen i tanke om, hvad vi faktisk lavede her til at starte med.

     Vi var alle begyndt at gå, men Klein var stadig som bundet fast til stedte. Til sidst begyndte han også at gå. Nu havde vi fundet det rigtige sted, men vi manglede stadig at finde skoven. Hvor den var henne, anede jeg ikke, men pludselig var det som om noget ledte mig frem til den rigtige vej. Der var noget i luften, der sendte små stød til mig og indikerede hvor jeg skulle gå hen. Delsus blev ved med at spørge mig om, om jeg overhovedet havde styr på, hvor vi var på vej hen, men jeg vidste det ikke selv. Der var bare noget, der tiltrak mig og jeg stoppede først op, da jeg kiggede på en meget mærkelig skulptur foran os. Det var ikke lavet af noget jeg kendte til og formen kunne heller ikke beskrives. Et violet monment, der beskyttede en glaskugle. Og noget mere. For jeg kunne mærke manaenergi vibrere som aldrig før.

     ”Klein-”

     ”Jeg kan også godt mærke det,” mumlede han stille og lagde sin hånd derpå. Straks begyndte det at blive opløst til mange bittesmå partikler, som glitrede og opløstes, indtil der var en person foran os. Eller rettere sagt, en Mana. Denne gang var Manaen dog lige så stor som os og lignede også et menneske på en prik. Hendes mørke øjne kiggede lige ind i mine. Hendes tøj mindede om noget kongeligt og havde en mørkt sort farve, med guldkanter. Hendes hår var kort bagpå så det ud til, men foran havde hun to lange hårtotter, der gik hende til livet. Hendes pandehår var sat til siden, så man kunne se ind de mørke øjne, der syntes at have en hel anden dimension i dem, end menneskeøjne. Og så var der fem spidse metalpigge, der dannede en form for krone på hendes lille fine hoved.

     ”Oh. Du vækkede mig,” mumlede hun og kastede et nysgerrigt blik over på Klein, der stod og stirrede lige så forbavset på hende.

     ”H-Hvem er du?”

     ”Jeg er Plua. Mørkets Mana… Men… Du kan se mig?”

     ”Selvfølgelig kan vi det. Vi er alkymister.”

     Det var ikke alle, der havde den evne, af at være i stand til at kunne se Manaer. Det var ikke alle mennesker, der var i stand til at behandle andre godt og de fleste alkymister havde svoret på, at de aldrig kunne finde på at gøre en Mana fortræd, så derfor var vi i stand til at se dem.

     ”Åh… Det er ved at være sjældent… Men. Farvel så.”

     Denne Mana var meget hurtig i forhold til nogen af de andre jeg havde mødt. Vi havde lige fundet hende og så ville hun gå med det samme. En del af mig ville ikke have, at hun skulle forlade os allerede nu.

     ”V-Vent! Vil du ikke nok blive sammen med os? Vi har brug for dine kræfter!” sagde Klein meget ligeud og jeg havde lyst til at slå ham i det øjeblik. Det var da ikke nogen god argumentation, for at få hende til at blive.

     ”Ah… Fordi du er en alkymist.”

     ”Ja. Og jo flere Manaer jeg kender, jo mere kan jeg bruge af den elementære energi så…”

     ”Klein! Det er da ikke sådan, man snakker til en Mana! Vi kunne bare virkelig godt bruge din hjælp! Og en ond mand ved navnet Beggur går rundt og tvinger Manaer til at arbejde for ham… Det ville være forfærdeligt, hvis han tog dig til sig,” sagde jeg og så indtrængende på hende. Det var første gang jeg havde mødt en mørkets Mana og jeg havde få mørke elementer, men dem kunne jeg ikke bruge, hvis vi ikke fik Plua til at følge med os.

     ”I det mindste er du ærlig…” mumlede hun stille og så over på Klein. ”Og du bekymrer sig oprigtigt om Manaer… Det er det, jeg sådan har savnet. Jeg skal nok hjælpe Jer,” sagde hun og sendte mig det, der mindede om et smil.

     ”For resten… Så er jeg ikke den eneste, der kan blive vækket. Konstant manaenergi kan danne flere statuer som den jeg var i og på den måde er det måske muligt for Jer, at vække flere,” sagde hun som den sidste besked for nu, inden hun teleporterede sig væk. Flere sovende Manaer… det havde jeg ikke læst om før.

     Delsus, havde travlt med hele tiden at minde os om, at vi nok hellere måtte tage af sted igen og som den gode flok børn vi var, hørte vi efter ham. Vi havde allerede fået to Manaer til at komme med os, i løbet af den korte tid. Det var mere end jeg havde formået at gøre på et helt år. Noget sagde mig, at det valg, jeg havde taget siden den første dag, jeg mødte Lita og Klein, havde været det rigtige.

     Jo tættere vi kom på udgangen, jo mere gjorde min mave ondt. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men der var bare et eller andet galt. Dette sted rummede på så mange hemmeligheder og jeg var sikker på, at der var noget, vi havde glemt. Og noget som først var ved at komme.

     ”Hvad fanden… Hvem er du?” spurgte Klein forbavset og havde allerede taget sit scepter frem. Jeg stoppede op og gispede højlydt, da jeg på personen foran mig. Det var ham. Ham der fra katedralen. Ham, der lignede Arlin så ufattelig meget, men alligevel ikke. De var næsten tvillinger udseendemæssigt, men denne persons aura var en helt anden end Arlins. Blodrøde øjne stirrede lige ind i mine. Han havde gråt hår, men det havde den samme længde som Arlins. Dog var hans tøj helt anderledes. Det var en dyb rød og lignede en kongeligs tøj. Der var noget ved ham, der skræmte mig rigtig meget, mere end jeg havde lyst til at indrømme. En ond aura pulserede ud af hans porer.

     ”Hm… Det ser ud til, at dette er min lykkedag,” mumlede han sadistisk og sendte os et strålende smil, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg var sikker på, at denne mand havde noget med Arlin at gøre og det gjorde mig bange.

     ”Hvad laver du her? Og hvor er Beggur?” spurgte Delsus, men heller han ikke forstod noget. Alt dette her gav ingen mening.

     ”Det her har varet i alt for lang tid. Kom så. Giv den til mig, pige,” sagde han og rettede sit blik på Lita.

     ”Hvad fanden snakker du om? Jeg har i hvert fald ikke noget der tilhører dig,” råbte Lita højt og tydeligt. Furer var dukket op i hendes pande og hendes tænkende blik gik mig på. Hun vidste ikke, hvad han snakkede om, men han så bare så… bestemt ud.

     ”Har du ikke engang indset hvem du er… Iris’ datter.”

     Ingen af os vidste, hvad han snakkede om. Iris’ datter? Iris kunne ikke have en datter, det var umuligt. Han lod ikke til at ville spilde mere af sin tid, for pludselig mærkede jeg en energi og efter det, kunne jeg slet ikke bevæge mig. Manden gik med hastige skridt hen mod Lita og jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdere og hårdere. Han stak sin hånd hen mod hendes bryst og jeg skreg, da han stak den ind i hende. Lige ved hjertet. Små tårer var begyndt at trille ned ad mine kinder og jeg kæmpede med et skrig inde i mig. Det var dette, jeg hele tiden havde frygtet. Men det der overraskede mig mere, var det han tog ud af hende. Det var ikke hendes hjerte, men en skinnende rød diamant, der var fyldt med energi. Jeg fik næsten nye tårer bare af at se på den. Hvad fanden var det ham her havde gjort ved Lita?! En kvalmende fornemmelse flød nærmest ind over mig, da jeg prøvede at få tingene til at give mening. Han havde taget en sten ud af Litas krop. Jeg prøvede at se over på Litas ansigt, for at se om hun led, men det var umuligt. Hans usynlige  kræfter gav os ikke lov til at bevæge os… overhovedet.

     ”Ja… Dette er virkelig en Ruby Prism. Og snart bliver hele verden min,” grinede han, mens han betragtede den skinnende røde sten. Inden han nåede at sige meget mere, sprang den i stykker og tvang os alle sammen til at lukke øjnene. Væk var den ting, han lige havde taget ud af Lita.

     ”Den har mistet sin glans… men det er lige meget. Så ændrer jeg bare lidt på planerne,” mumlede han for sig selv, som havde han ingenting mistet, selvom støvet lå foran os. Det svin… han havde ødelagt noget dyrebart.

     ”Og dig… ”

     Nu vendte han pludselig sin opmærksomhed mod mig, men jeg anede ikke hvorfor. Jeg begyndte pludselig at frygte, at han også ville komme til at kunne skade mig, ligesom han havde skadet Lita, men i stedet for lagde han bare sin pegefinger mod min pande.

     ”Det er måske lykkedes Arlin at beskytte dig indtil videre, men hvis du bare vidste, hvilken fiasko din såkaldte beskytter er, ville du nok ikke klynge dig så meget op til ham. Da han blev bedt om at dræbe dig, så var det meningen, at han skulle dræbe dig og ikke redde dig,” hans ord kom ud som skarpe knive og hans pegefinger gik fra min pande og videre ned mod min næseryg, længere og længere ned i en lodret linje, indtil han nåede mit luftrør. Derefter tog hans hånd fat om min hals og selvom han kun havde fat med den ene hånd, kæmpede jeg allerede med min vejrtrækning.

     ”Jeg kunne dræbe dig nu,” sang han og strammede til, mens morskaben i hans øjne spillede. Jeg kunne ikke bevæge mig på grund af hans energi, der ingen svagheder havde og holdte os i skak.

     ”Dit modbydelige monster! LAD HENDE VÆRE,” skreg Klein for sine lungers fulde kræft, men han kunne intet stille op. Hele min organisme panikkede og jeg følte mig dårligt tilpas. Der var så meget panik i min krop og det var så ubehageligt ikke at kunne trække vejret. Mine hænder prøvede ihærdigt på at rykke på sig, så jeg kunne fjerne hans greb om min hals, men jeg kunne ikke. Intet. Jeg skulle dø nu.

     ”Men det ville være for kedeligt og for nem en straf. Arlin skal få lov til at lide i lang tid, mens han betragter hvordan dit liv langsomt…” han trak på ordet og stirrede på mig med sine røde øjne. ”siver ud, ” nynnede han og slap sit greb om min nakke.

     Jeg havde troet at min krop ville falde ned mod den kolde jord under mig, men i stedet for, holdte hans energi mig oppe og nu tog han fat op mit håndled. En skarp smerte fór gennem min krop og jeg nåede ikke engang at tage min første vejrtrækning, før et højt og væmmeligt skrig undslap min mund. Mit håndled brændte og smerten puslerede videre rundt i min krop. Denne gang faldt tårerne, mens jeg mærkede en form for forurening i mit blod.

     ”Arg… Svin,” hørte jeg Delsus hvæse, men alt var blevet lige meget. Det eneste jeg kunne se, var blodrøde øjne, som jeg vidste, jeg havde set før. Vores øjenkontakt varede ikke i lang tid, før jeg lukkede mine øjne og overgav mig til smerten. Den sidste tanke der strejfede mig, var hans navn, som jeg langt om længe huskede. Mull.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...