Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1381Visninger
AA

7. 4 . En kattetyv

 

   Det tordnede udenfor. Selvom brændeovnen altid plejede at holde mit værelse varmt, havde noget slukket for varmen i dag. Det var gyseligt koldt, selv her under dynen. Jeg havde ikke ret meget grund til at blive ved med at sove, når alt var imod mig. Desuden havde jeg lige haft mareridt, så jeg kunne på ingen måde falde i søvn igen. Det var altid i disse tider at jeg undrede mig over, om Arlin mon også sov. Selvom han ikke var særlig langt væk fra mig, var han ikke tæt på. Han sov ikke længere i det samme rum som mig.

     Han havde taget mere afstand til mig i løbet af de sidste par år og jeg hadede det. Arlin var ikke nogen åben person og som jeg voksede, fandt jeg ud af, at det bare var sådan han var, men det betød ikke, at han ikke holdt af mig. Han havde efterhånden været så mange episoder igennem på grund af mig, så jeg havde ingen grund til at tvivle på ham. Hvis bare han også kunne stole lige så meget på mig.

     At vende mig her i min seng nyttede ikke noget. Jeg rejste mig op lige så stille, tog nogle hjemmesko på og gik ud i stuen. Min frygt for at vække Arlin blev erstattet af rædsel, da jeg så, at han allerede var oppe og at han endda pakkede. Ikke engang Luplus sov.

     ”Arlin! Hvad laver du? H-Hvorfor pakker du? Skal vi rejse igen?”

     Dette virkede alt for mærkeligt. Hvis vi skulle pakke, ville han have ventet til jeg var stået op. Det var små ting, der gjorde det. At han hele tiden ventede på mig, når jeg var langsom. Han ventede til jeg vågnede op, han ventede på at jeg indhentede ham, før han gik videre, han var der altid, lige ved siden af.

     ”Åh… Lena.” Luplus stemme lød helt… fordærvet, som om der var noget han prøvede at undgå.

     ”H-Hvad sker der?” spurgte jeg og gik over til Arlin, som vendte ryggen til mig. Der var noget helt galt. Han undgik øjenkontakt med mig. Det måtte være den eneste grund til at han vendte ryggen til mig. Han prøvede at undgå noget, men hvad?

     ”Bare gå tilbage til dit værelse,” sagde han og begyndte at gå videre, men jeg tog fat i hans hånd. Endnu engang kaldte jeg på ham og denne gang vendte han sig om.

     ”Nej, jeg vil ej! Du skjuler noget… hvorfor pakker du om natten?” spurgte jeg han og sendte ham det mest indtrængende blik, jeg havde. Det kunne godt være, at jeg kun var 16, men jeg var moden nok til at kunne tage en sandhed. Hans øjne virkede så tomme, så udtryksløse.

     ”Du havde tænkt dig at forlade mig.”

     Ordene røg ud af mig, som var det ingenting, men i virkeligheden var det ikke noget jeg kunne tro på. Jeg nægtede at tro på det. Arlin og jeg havde været sammen i ti år nu, så dette måtte være løgn. Det kunne ikke passe. Men han sagde mig ikke imod. Han gjorde ikke noget som helst, det eneste han gjorde var at stirre.

     ”Arlin… Nej… Du kan da ikke gå.”

     Denne gang ændredes hans blik til et jeg ikke havde set før. Til et, der var koldere og mørkere, et han havde gemt til dette øjeblik.

     ”Der er så meget du ikke forstår.”

     Og pludselig ramte bølgen af ingenting mig. Jeg følte mig så forladt og alene, selvom han stod lige overfor mig. Hvordan kunne han dog finde på at forlade mig nu? Efter alt det vi havde været igennem. Jeg blev nødt til at se væk fra ham, for ellers ville der ske noget meget mærkeligt. Jeg lavede hostelyde og blev ved med at røre ved min hals, for den store klump der sad i den. Min forsvarsmekanisme gik straks i gang. Dette kunne ikke ske.

     ”A-Arlin…”

     Jeg så på ham, som han stod der, helt udtryksløs. Dette var hvad jeg havde mareridt om så tit og nu hvor det skete, kunne jeg slet ikke sige noget som helst.

     ”Arlin… Du… Du må ikke gå. Du kan ikke forlade mig nu!”

     Tavshed.

     ”Farvel Milliane.”

     ”Nej… Nej, Arlin. Hvorfor? Hvorfor nu? Du ved da at jeg… Jeg… Jeg holder jo af dig.”

     Jeg havde aldrig sagt noget lignende før, men han vidste det jo godt. Han vidste udmærket godt, hvor meget jeg holdt af ham. For meget mit hjerte bankede for ham. Han var den eneste jeg havde og jeg var ligeglad, for det var nok. At være sammen med ham var nok.

     ”Luplus… Kan du ikke få hende til at sove igen?”

     Den måde han sagde det på, som om det ikke betød noget, at jeg bad ham om at blive gjorde ondt. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne andet end at skrige og tage fat i hans jakke.

     ”N-Nej… Nej!”

     Jeg kunne ikke holde op med at græde. Dette var smerte i højeste grad og på samme tid følte jeg den ikke. Det var så surrealistisk, men prøvede at forholde sig til en situation, som ikke virkede virkelig. Jeg følte mig trådt på og forrådt. Den person foran mig som jeg holdt så meget af, følte ingenting, mens jeg tiggede og bad ham om at blive.

     ”Luplus”

     ”Luplus… Jeg beder dig. Lad være… Lad være med at pille ved tiden.”

     Jeg kendte udmærket godt til Luplus’ evner. Den lille ulv, med sin lilla pels og sin klokke rundt om halsen kunne gøre alt med tiden. Jeg havde set ham i aktion et par gange før og jeg vidste udmærket godt, hvad der ventede mig, men jeg håbede sådan, at det ikke skulle ske.

     ”Lena… Milliane. Jeg håber at den Mana, du finder i fremtiden er lige så heldig som jeg er. At have mødt dig… Du… Lena… For din sikkerhed.”

     ”Nej… Luplus… Arlin! Arlin, nej!”

 

     Jeg skreg.

     ”Hey, hey, hey, smukke dame, slap helt af.”

     Det var så lang tid siden, at jeg havde haft denne drøm. Denne drøm af alle drømme. Dette mareridt. Jeg hadede alle mine minder, men det var dette, der altid fik mig til at bryde sammen. Det var det, der pillede ved mit hjerte og gjorde mig helt svag, fik mig til at krympe. Det var utroligt at denne scene stadig påvirkede mig på den måde, men jeg kunne ikke gøre for det. Den var i stand til at frembringe de værste følelser, der var gemt væk indeni og når de så kom frem igen, gik jeg helt i stykker.

     ”Hey… jeg er lige her.”

     Jeg puttede mig ind i Delsus’ arme og fortsatte med at græde. For det var det eneste jeg kunne lige nu. Der var ingen ende på det her, intet at gøre ved det. Dog var noget anderledes denne gang. For en gangs skyld, havde jeg nogen til at holde om mig. For en gangs skyld, var der nogen, der interesserede sig for, hvordan jeg havde det og hvordan jeg følte. Og jeg græd til jeg ikke kunne græde mere. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg var bange for, at jeg ville komme til at miste mig selv igen.

     ”Han må have været en idiot,” hvæste Delsus og tørrede de sidste tårer af mine kinder, blødt, nærmest som kærtegn. Jeg trak bare vejret og forsøgte at få min krop til at fungere normalt.

     ”Hv-hvordan…?”

     ”Du skreg hans navn i søvne. Igen og igen.”

     Jeg havde lyst til at krympe, lyst til at grave mig ned i et hul, til at stille mig foran et monster, så det kunne æde mig råt. Det var ikke første gang, jeg havde sådan en stor lyst til at dø.

     ”Jeg… J-jeg elskede ham … så… hø-øjt… og han forlod mig. Han fik Luplus til at få tiden til at gå baglæns, så jeg faldt i søvn igen, mens han forlod mig… Han efterlod mig… helt alene… jeg er helt alene Delsus… ” hviskede jeg tomt og lod Delsus’ arme omfavne mig. Jeg lod ham have ondt af mig.

     ”Han var en nar for at have forladt dig og han er en nar, for ikke at have givet besked.”

     Hans hånd kørte gennem mit hår og for første gang var Delsus ikke en pigeglad pervers nar, men bare en, der trøste mig, når jeg var ked af det.

     ”Og for resten, så hvis du ikke havde lagt mærke til det… så er du ikke alene længere. Langtfra.”

 

~ o ~

 

     ”Godmorgen! Har du sovet godt?” spurgte Klein mig og jeg grinede en lille smule. Faktisk havde jeg sovet rigtig godt. Det var kun takket været Delsus, at jeg havde fået det sidste af min søvn. I går var han ikke taget hjem og han havde åbenbart sovet lige ved siden af mig. Om det var tilfældigt eller ikke, var jeg ikke helt klar over, men jeg var taknemlig, uanset hvad. At fortælle nogen om Arlin lettede mit hjerte. Det gjorde stadig ondt, men Delsus hjalp mig gennem det hele. Han gjorde det så meget lettere med hans elendige jokes.

     Jeg sendte Klein et lille nik og hev både Lita og Klein ud af huset efter vi havde spist morgenmad, men lige så snart vi var trådt ud på gaden, var folk begyndt at snakke oprevet.

     ”Det begynder i dag!”

     ”Hvad er det der sker?” spurgte jeg Klein, men Ria og Yach kom løbende hen til os.

     ”De spiller et teaterstykke i dag!!! Det bliver så sjovt, I skal komme alle sammen.”

     Jeg kastede et blik på Lita, der smilede og begyndte at gå.

     ”Godmorgen smukke.”

     Delsus lagde en arm på min skulder og gav den et lille klem, inden vi joinede de to andre og begyndte at gå hen til det teater. Jeg rullede med øjnene, over hans kælenavne og lod hans hånd blive, hvor den var, mens vi gik i samme tempo.

     Så slemt kunne en teatertur ikke være og jeg trængte til at tænke på noget andet, end alkymi lige nu. Da vi nåede frem, var der allerede mange folk til stede. Næsten hele Kavoc var her og selv nogle soldater fra Alkavana var her. Dette måtte være meget godt så.

     ”H-Hey. Lad os gå mest hen til højre.”

     Delsus spurgte mig ikke engang, før hav hev mig med sig. Det var nærmest, som om… der var nogen han ville have os til at undgå. Kunne det virkelig passe? Pladserne var også begyndt at blive dårligere og udsynet her, var ikke det bedste.

     ”Hvad laver vi her?” spurgte jeg han undrende og han klappede mig endnu engang på skulderen.

     ”Herfra kan jeg se hendes bryster,” grinede han perverst, mens hans øjne trillede over mod skuespillerinden. Jeg slog ham i skulderen og hørte hvordan han ømmede sig over det, men alligevel var der noget der virkede forkert. Som om der var noget galt med ham. Men det glemte jeg alt om, da stykket begyndte.

 

~ o ~

 

     ”Det var… så smukt,” snøftede Lita og tørrede en lille tåre væk. Jeg, derimod, forstod ikke engang, hvad jeg lavede her. Selv jeg kunne tage en maske på og spille en fortabt prinsesse og Delsus ville sikkert mere end gerne være min prins. Men hvis det skulle gå efter hans hoved, ville det ikke være noget show, små børn måtte se.

     ”Du tager pis på mig, right?” mumlede Klein mest for sig selv og jeg sendte han et skjult lille smil. Jeg mærkede noget skubbe mig i ryggen og havde det ikke været for Delsus, ville jeg være faldet ned.

     ”Ups~”

     Jeg vendte mig om og fik øje på en kattelignende pige. Hun var ikke meget højere end de 1.50, havde katteører, en sød hat, der matchede det mørke lyserøde tøj hun havde på… Hun lignede virkelig en større udgave af Yui på en eller anden måde. Jeg havde sådan lyst til at røre hendes ører. I stedet for rakte jeg min hånd ud mod hende og hjalp hende op.

     ”Pas nu på lille ven!” sagde jeg, men hun bakkede hurtigt og løb derefter sin vej. Klein så over på os og mærkede derefter på sin jakke. Hans glade ansigtsudtryk blev hurtigt erstattet af en forfærdet mine og hans rolige bevægelser, var nu paniske, mens han forsøgte at finde noget.

     ”Min bog er væk! Den bog min bedstemor gav mig, er væk!”

     Efter Kleins konstatering, begyndte alle folk at gå i panik. Alle have fået stjålet noget, selv Delsus havde fået stjålet din tomme vodkabeholder. Jeg mærkede efter og prøvede at finde ud af, hvad jeg manglede, men der var ikke noget i min taske, som ikke var der og alle mine penge var der også.

     ”Hm…”

     Jeg flettede mine fingre og tænkte godt over det, men jeg kunne ikke mærke, at jeg som sådan manglede noget. En kløende følelse var dukket op ved min hals og da jeg skulle til at klø, kunne jeg pludselig godt mærke det. Det kløede ikke. Det var bare den mærkelige følelse af, ikke at have en tynde sølvtråd om min hals længere. Halskæden, der bar på Arlins ring var væk. Mit hjerte sank.

 

     ”Tillykke med fødselsdagen”

     ”Tak Arlin.”

     En rød æske.

     ”Får jeg en gave? Hvad skyldes æren?”

      Intet svar. Jeg trak på skulderne og åbnede æsken. Det eneste der lå i den var en lille sølvring med en rød rubin. Det var den samme som Arlin altid havde på. Den ring, der matchede den rubinrøde sten, han også havde om halsen. Jeg så op på ham og kiggede efter hans hånd, for at se, at ringen ikke var der. Dette var ikke en ring, der var magen til. Dette var hans ring.

     ”Arlin… Det er jo din ring.”

     ”Og du er den din.”

     Jeg sagde ikke ret meget, men tog ringen på med det samme. Den var lidt for stor, så jeg blev nødt til at have den på pegefingeren, indtil mine fingre blev større. Et smil bredte sig om mine læber. Han tog fat på i skuldre og trak mig ind til sig. Et kram. Arlin havde aldrig før krammet mig på den måde. Jeg smilede stort mens mit hjerte bankede hårdt.

     ”Tak Arlin.”

     Det var min sidste fødselsdag med Arlin. Det var en afsked. Min næste fødselsdag forlod han mig.

 

     ”Min ring…”

     Og med det satte sprintede jeg af sted mod Kavoc.

 

~ o ~

 

     De andre var længere tid om at forstå hvad der skete. Klein kunne ikke tro på, at hans elskede bog var blevet stjålet. Det var en bog hans bedstemor havde givet ham, den bog, som havde lært ham om alkymi, som var fyldt med minder. Det var den sidste genstand, han havde gået af sin elskede mormor, inden hun døde. Klein var knust.

     Deslus nægtede at indrømme at hans flaske var mindre værd end Kleins bog. Selvom den var tom og sprutten for længst drukket, så mente han stadig, at flasken var værdifuld. De tre andre satte nu af og løb ind mod Kavoc, men de kunne ikke se pigen nogle steder. Da de var løbet ind i byen, fulgte de efter den lille pige hele vejen hen til katedralen.

     ”Åh, der er du lille kattekilling. Det kan godt være, at du er en lille pige, men du skal stadig straffes.”

     Den lille kattepige blev straks bange og da hun så, at de alle sammen var efter hende, flygtede hun mod skoven igen. Alkavanaridderne var dovne og ønskede ikke at jagte den lille pige længere.

     ”Den pige… Hun har min bog!” skreg Klein ophidset og vidste ikke hvad han skulle gøre. Det var en af de ting, han bare ikke måtte miste.

     ”Men… Hvordan finder vi hende?”

     Lita ville virkelig gøre alt for at hjælpe, men når de ikke engang vidste, hvor hun var henne, ville det være svært at finde hende.

     ”Hun er inde i skoven.”

     Klein så sig omkring for at finde ud af, hvem stemme tilhørte, da Arlin dukkede op foran dem.

     ”Hvad… V-Vent!”

     Arlin, der var på vej tilbage igen, vendte sig om og kastede et blik på de tre personer der stod foran ham. Delsus stirrede intenst på sværdbrugeren foran ham.

     ”Hvorfor er det, at du hjælper os?” spurgte Klein helt forvirret og havde svært ved at regne ud, hvem denne person var. De havde mødt ham en gang før, men han var så svær at afkode, med sit røde ulæselige blik.

     ”Jeg behøver ingen grund,” sagde han og vendte om for at gå sin vej.

     ”Så dette er… Arlin,” mumlede Delsus for sig selv. De to andre løb hen mod skoven og Delsus stoppede op for at tænke, inden han fulgte efter dem. Hvis Arlin havde forladt Mill… Hvad lavede han så i denne del af byen? Delsus trak på skulderne og satte i løb efter de andre. Det var trods alt kun ham, der kunne udregne den næste ledetråd de fik. Zeldelia.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...