Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1351Visninger
AA

6. 3. The Ghost of You

 

     Da jeg vågnede op igen, kunne jeg ikke høre nogle stemmer. Faktisk var det helt stille da jeg vågnede op. Alt for stille. Man plejede ellers at kunne høre Lita nynne i køkkenet eller høre Klein småsnorke, men der ingen lyde. Ikke engang deres vejrtrækninger kunne jeg høre. Det begyndte at blive alt for foruroligende, så jeg slog mine øjne op og kiggede efter dem, men der var ingen på denne sal. Langsomt satte jeg mig op og kaldte på dem, men det var intet svar. Det var utroligt at jeg på så kort tid havde vænnet mig til deres selvskab og deres vaner.

 

     ”De er allerede taget af sted ~ De blev alle sammen enige om, at det nok er bedst for dig at du hviler dig her og lærer byen mere at kende. Delsus mente nemlig, at det ikke burde tage dem så lang tid,” mumlede Yui og valgte at sætte sig på min skulder. Det tog mig noget tid at sluge alle de informationer, især fordi jeg lige var stået op. Jeg havde lyst til at være sur og glad på samme tid. De tog sig af mig og lod mig sove videre, men de mente at jeg var for svag til at tage med. Eller det havde de ikke sagt, men det måtte da være grunden til, at de lod mig sove længe.

 

     ”Lad os tjekke byen lidt Mill~”

 

     Jeg nikkede. Nu hvor de havde efterladt mig, kunne jeg lige så godt fortsætte min søgen efter alkymiske genstande. Trods vores nye mission, havde jeg ikke glemt Arlin.

 

~ o ~

 

     Lita og Klein på vej mod Lake Forewell. Delsus, der egentlig var den eneste, der kendte stedet som sådan, skulle lige havde ordnet noget hurtigt, så han ville indhente dem senere. Det gik tydeligevis Lita på, men hun lod ikke engang Delsus ødelægge hendes humør. Noget ved den pige gjorde, at hun kunne holde sig glad og munter hele tiden.

 

     ”Typisk Delsus,” mumlede Lita og prøvede at nyde det ellers så gode vejr. Tingene her i Kavoc var blevet mere spændende efter hun havde mødt Klein og Mill. Før havde hun været helt alene og det var rart at have selvskab. At være alene om altid var ikke altid nemt. Ikke for hjertet.

 

     ”Hey Lita… Se!” se Klein og pegede. Hun så over mod den retning han pegede i og nåede akkurat at se en fægter dræbe en af de puni’er de skulle havde dræbt. Hans lange grønne hår, bundet i en hestehale bevægede sig hurtigt i vinden, mens han svang sit svær graciøst og dræbte monstret uden problemer. Lita kunne ikke lade være med at føle sig lidt fascineret af ham, den måde han bevægede sig på, så hurtigt og så elegant. Hendes tanker ændredes dog af den faktor, at han lige havde stjålet deres job.

 

     ”Hey! Du skal da ikke tage vores arbejde,” skreg hun vredt og var allerede på vej mod ham. Hendes skridt nærmere sig ham og Klein besluttede sig for at følge med, da han ikke stolede på Lita, når hun var vred.

 

     ”Den angreb mig, så jeg havde ikke rigtig noget andet valg,” sagde han tonløst og kastede et nonchalant blik på de to. Da Lita kastede et bedre blik på manden foran sig, var det noget inde i hendes hoved der sagde klik. Hun vidste godt hvem han var. Det gjorde de fleste. Hun skulle havde regnet det ud, da hun første gang havde set ham bevæge sig.

 

     ”Vent… Du er Arlin… Så rygterne om dig er sande…”

 

     I et øjeblik sagde han ikke noget, men derefter vendte han sig rundt. Ligesom hun havde hørt, var han ikke en mand af mange ord og uden videre, opførte han sig næsten, som om han ikke havde set dem.

 

     ”Det er Jeres job, ikke? Så kan I tage Jer af resten,” sagde han inden han gik sin vej og forsvandt.

 

     ”H-Hey! Hvad? Vent!”

 

     Men det var for sent. Han var allerede gået og Lita kunne ikke gøre noget ved det.

 

     ”Hvad handlede det lige om?”

 

     Klein stirrede på Lita, men han kunne ikke få et eneste ord ud af hende. Hvor kendte hun denne mand fra og hvem var han overhovedet? Selv Klein havde været fascineret over den måde han bevægede sig på, og noget ved ham, vækkede Kleins opmærksomhed. Han nåede ikke at tænke meget længere, for Arlin havde skam efterladt resten af puni’erne til dem.

 

     ”Skal vi nu se, hvem der er bedst?” grinede Lita og de påbegyndte deres arbejde som Galgaziter.  

 

~ o ~

 

     Efter at have besejret endnu et par monstre, og efter at have diskuteret hvem der var bedst, kunne Klein tilintetgøre Growloon’en som tilkaldte alle de monstre. Et slag med hans scepter med alkymisk energi var nok til at tilintetgøre den.

 

     ”Kom nu! Lad os hellere finde Deslus og tage af sted snart! Jeg har det ikke alt for godt med at lade Mill være alene.”

 

     Lita så på Klein i et stykke tid, men gav ham så ret. Hvis de ikke snart fandt Delsus, ville han sikkert drikke sig fuld i Normans kro og Mill ville desuden komme til at føle sig efterladt, hvis de ikke skyndte sig noget mere.

 

     ”Du har ret. Lad os tage af sted.”

 

     Et andet sted svævede Luplus og stirrede efter de to Galgaziter, der allerede var på vej ud mod deres næste mission. Luplus kunne straks mærke Kleins alkymi. Da han så den unge alkymist gå, mindedes han Milliane. Noget nostalgisk fyldte luften.

 

     ”Luplus… Det der… var Mana… Tror du at det er det samme som… hans?” 

 

     ”Min Manaaura er anderledes… Arlin. De nævnte Mill… Tror du..?”

 

     ”Lad os gå, Luplus.”

 

~ o ~

 

     ”Lad og tage hen til den klippe, hvor vi først mødte Klein og Lita! Udsigten var så flooooot.”

 

     Det var umuligt at sige nej til Yui, så jeg fulgte bare efter hende. Desuden havde vi undersøgt hvert hjørne af byen. Da vi ikke havde andet at lave, lod jeg Yui få sin vilje. Vi gik og Yui fortsatte sin endeløse snak, da jeg fik øje på to børn.

 

     ”Hey! Hvad laver I dog her? Ved I ikke at det er farligt at være her helt alene?” spurgte jeg dem alvorligt. Hvis den falk kom tilbage igen, kunne disse børn dø og det ville ikke være et kønt syn for deres forældre.

 

     ”Jamen vi er her sammen med en voksen… Er det ikke rigtigt Pamela?”

 

     I det de sagde navnet, kunne jeg se en skikkelse ved siden af drengen. Langsomt manifesterede der sig en menneskelig krop og en ung kvinde dukkede nu op. Jeg troede mit hjerte skulle stoppe med at slå.

 

     ”Jeg er et spøgelse. Tæller det?”

 

     Jeg sendte Yui et underligt blik, men hun kunne ikke fortælle mig noget. Hun så ud til at være lige så forundret, som jeg var.

 

     ”Et… Spøgelse? Eksister den slags?”

 

     ”Hvad snakker du da om? Kan du ikke se mig lige her… Nu skal du ikke være så uhøflig!”

 

     Pamela… så så menneskelig ud. Hvordan skulle hun dog kunne være et spøgelse… det gav ingen mening, men lige nu måtte jeg tro på det. Her for tiden var der alligevel sket så mange mærkelige ting, at dette ikke overraskede mig. Havde jeg mødt hende for et par uger siden, ville jeg slet ikke havde stået på noget af det, de sagde.

 

     ”Vi fandt Pamela i skoven og nu er vi venner alle sammen! Hun så virkelig ensom ud.”

 

Jeg kunne ikke falde i søvn den nat. Det var tæt på at være min 16 års fødselsdag, men jeg kunne ikke sove. Der var noget helt galt. Min mave gjorde helt ondt. Som om noget dårligt ville ske, men jeg vidste ikke hvad. Luplus havde overtalt Arlin til at blive ved mig til jeg falde i søvn og det var begyndt at virke. Jeg var træt.

 

”Arlin… Har du nogensinde været ensom før?”

 

”Ja. Engang.”

 

”Hvordan… Føles det at være ensom?”

 

Han var tavs i et langt stykke tid og svarede mig ikke. For at forsikre ham om, at jeg ikke var faldet i søvn, prikkede jeg til hans hånd. Han så på mig med et blik, der fik det til at gøre ondt. Som om han overvejede, om han kunne fortælle det til mig eller ej.

 

”Engang. Engang havde jeg nogen jeg holdte af, men de blev taget fra mig. Jeg var den eneste der var tilbage af os alle.”

 

Jeg vidste slet ikke hvad han snakkede om. Det var ikke noget han havde fortalt mig før. Noget inde i mig brændte for at spørge ham om mere, men mine øjenlåg var allerede blevet så tunge og søvnen ville indhente mig snart.

 

”Jeg bliver aldrig ensom, når jeg har dig Arlin…”

 

Gab.

 

”Jeg lover dig, at jeg aldrig forlader dig Arlin. Vi er jo familie nu, ikke? Så vi bliver aldrig ensomme,” gabte jeg og lagde mit hoved til rette på min pude. Jeg faldt i søvn.

 

”Burde du virkelig ikke fortælle hende, hvad der foregår?.”

 

”Nej. Jeg nægter at blande hende ind i hans sager, Luplus.” 

 

”Hun bliver så ensom Arlin. Du kommer til at knuse hendes hjerte, når vi forlader hende.”

 

Tavshed.

 

     ”Hey… Pige. Du skulle vel ikke have set min krop, vel?”

 

     Jeg blinkede helt fortabt flere gange og Yui måtte hviske i mit øre, hvad de alle sammen lige havde sagt til mig. Det tågede minde var kommet som et chok for mig. Faktisk anede jeg ikke engang, at jeg stadig kunne huske det, men det havde gemt sig dybt inde i min underbevidsthed og gjorde, at jeg havde lyst til at bryde sammen. Ikke så underligt, at jeg var gået glip af hele samtalen, som Yui gengav stille i mit øre. Hendes krop?

 

     ”Nej… Ikke rigtig… ved du hvor du døde henne?” spurgte jeg hende. Det var ikke umiddelbart så nemt at finde en krop og det var heller ikke til at vide, hvornår hun døde. Hvis hun var blevet begravet et eller andet sted, ville vi aldrig kunne finde den og hvem vidste, hvor vi dog kunne lede.

 

     ”Nej… jeg mistede den for lang tid siden… da jeg døde. Men jeg må hellere følge børnene hjem! Der skulle nødig ske dem noget. Jeg håber at vi mødes igen,” sagde hun med en let og munter stemme, der gjorde, at jeg slappede bare lidt af. Mine øjne fulgte efter spøgelset og de to børn, indtil de var ude af syne. 

 

     ”Lad os se at komme hjem Mill. De andre bliver sikkert bekymrerede, hvis du ikke er hjemme, når de ankommer.”

 

~ o ~

 

     ”Hvorfor skal folk altid opfinde spøgelseshistorier?” spurgte Delsus mig, mens han kastede sig ned i sofaen lige ved siden af mig. Jeg trak på skulderne, da jeg virkelig ikke anede hvad jeg skulle svare. Det var et underligt samtaleemne fra hans side af.

 

     ”Jeg holder øje med dig Delsus, så du kan lige vove på at prøve et eller andet sjovt!” fnøs Lita og knyttede sin hånd så hun kunne vifte den truende oppe foran hans hoved.

 

     ”Hm… Der var godt nok et spøgelse… Pamela… Men hun var harmløs,” sagde jeg og så på de andre, der så ud til at være ret udmattede.

 

     ”Ja, Pamela så vi også… Det var bare et rygte,” gabte Delsus og lænede sig op mod mig, men jeg lod ham gøre det. Hvem vidste hvad de havde været igennem på den tur til Lake Forewell. Desuden var det rart at have nogen så tæt på. Sidst nogen havde lænet sig op ad mig, var da Arlin var for træt til at gøre noget som helst. Jeg skubbede tanken tilbage til den kasse, hvor jeg gemte alle mine minder og prøvede ihærdigt på at låse den væk, så den ikke kom til at lave flere ar. Mit hjerte kunne ikke tage meget mere. Det var som om nogen hørte min bøn, for i det øjeblik gik døren op og en panisk Dia, pigen jeg havde mødt i skoven, kom løbende ind.

 

     ”Har I set Yach nogle steder? Jeg kan ikke finde ham!” sagde hun og så på os med sine tiggende barneøjne. Den lille lyserødshårede pige så på os alle sammen, men jeg havde ikke dem hverken Ria eller Yach siden jeg havde mødt Pamela…

 

     ”Faktisk så jeg Yach tæt på kloakken her for lidt tid siden,” mumlede Pamela og lagde en finger mod sin læbe. Jeg sprang op. Uanset om der var spøgelser eller ej, var der monstre, der kunne dræbe Yach! De spøgelseshistorier der var gået rundt i byen, handlede om, at der skulle være spøgelser i kloaken, men det kunne lige så godt, være et monster, der mindede om et spøgelse. De kunne bare ikke angribes med fysiske angreb, men kunne tilintetgøres med alkymi eller andre former for angreb.

 

     ”Åh nej! Vi må efter ham!” skreg jeg og skyndte mig som den første at løbe ud af døren sammen med Pamela og Ria. De andre fulgte trop efter os. Selvom jeg ikke kunne løbe særlig langt, blev jeg ved med at gøre det. Yach! Den lille dreng skulle bare være okay!

 

     Da vi endelig var nået derned, fulgte jeg min intuition og det lykkedes mig da også at finde Yach.

 

     ”Hjælp,” råbte den lille dreng. Ingen nåede overhovedet at sige noget, før et spøgelse dukkede op og denne gang var det ikke bare et rygte. Det var virkeligt og var sammen med en række andre puni’er. Det var altså rigtigt. Et monster, en form for spøgelsesheks!

 

     Tanken om at kæmpe, var noget, jeg ikke brød mig særlig meget om. Dengang jeg havde været sammen med Arlin, havde han taget sig af monstrene. Han ville altid beskytte mig og sørge for, at jeg aldrig kom til skade. Vi skulle nok klare denne fjende, ligesom alle de andre, men jeg savnede at blive beskyttet, fordi jeg vidste, hvem der så ville beskytte mig. Den tid var bare ovre nu. Det var noget der hørte fortiden til og jeg fortalte mig selv, at det nok skulle gå. Det nyttede ikke noget, at tænke tilbage. Denne Milliane kunne godt kæmpe for sig selv ohg for sine venner. Hun var stærkere end før.

 

     Jeg strammede mit greb om septeret og kaldte på Yui. Spøgelser kunne ikke skades af fysiske angreb, så jeg brugte Yui og de vandelementer jeg havde samlet, til at skabe mig en isbombe ved at syntetisere. Klein, Delsus og Lita hjalp mig alle sammen. Det virkede helt fint, og jeg troede, at vi havde styr på situationen, indtil spøgelsesheksen fløj forbi os og rakte ud efter Yach. Den eneste der havde set det komme, var Lita, så hun fór foran Yach og tog slaget for ham. Lyden af spøgelsets angreb var ikke god og efterfølgende skyndte vi os at dræbe det, men Lita var ramt. Hun kom på benene igen og da Klein spurgte hende, om hun var okay, men hun nægtede at indrømme noget som helst. Hvorfor hun prøvede at holde sine smerter skjult, kunne jeg ikke forstå, men jeg ville ikke blande mig. Hun skulle have lov til at holde på sine hemmeligheder, så længe jeg kunne få lov til at holde mine for mig selv.

 

     ”Hvorfor gik du overhovedet herned Yach?!” spurgte Ria frustreret og gik sammen med Yach.

 

     ”Fordi jeg ikke ville have at du skulle tro, at jeg var en kujon!”

 

     ”Arg! Hvad tænker du på? Hvem skulle så have lavet mine lektier?” sagde hun og slog ham på skulderen.

 

     Små børn og kærlighed. Det var nu sjovt at se på dem. Især fordi Ria senere endte med at give Klein hendes dyrebareste ejendel – Et rødt armbånd, der sikrede ens forsvar. Unge og kærlighed.

 

~ o  ~

 

     Da vi kom hjem, tjekkede jeg hvor mange elementer jeg havde tilbage efter kampen. Det viste sig, at jeg  nok behøvede et smut ud i skoven, for at skaffe mig flere vandelementer, men det var ikke slemt, i forhold til, at jeg havde kæmpet uden Arlin ved min side.

 

     ”Jeg vidste ikke at du havde det i dig,” grinede Delsus og lagde en arm på min skulder. Jeg sendte ham et lille smil og mærkede et meget lille sus i maven. Delsus’ øjne var brune og dybe og selv med hans lille skægstubbe, var han charmerende. Dette burde ikke kunne lade sig gøre, kom jeg i tanke om. Lita ville på ingen måder have tilladt Delsus så meget kvalitetstid med mig.

 

     ”Du ser lidt dårlig ud… har du det helt fint?” spurgte Klein og da jeg endelig så over på hende, mærkede jeg vægten af Delsus’ arm. Lita var helt bleg.

 

     ”Lita?”

 

     ”Jeg har det fint. Jeg er bare træt,” hviskede hun og skyndte sig nedenunder, inden nogen kunne nå at spørge hende om mere. ”I kan bare gå en tur!” skreg hun op til os da hun var kommet ned. De to andre sendte mig et mærkeligt blik.

 

     ”Jeg går lige ned til hende,” mumlede jeg lavt og Delsus fjernede sin arm, kun for at tage fat i min hage. Da hans øjne stirrede på mine igen, mærkede jeg en underlig varme og troede at han ville komme tættere på, men han vendte bare mit hoved.

 

     ”Mens du er der nede, burde du nok kigge på din kind. Du har en skramme.”

 

     Hans stemme var øm og den måde han kærtegnede såret på, med sin tommelfinger, gjorde, at jeg ikke kunne vente med at stikke af. De små sus jeg fik i maven, gjorde mig forvirret. Da jeg var kommet nedenunder, gik jeg over til vasken, så jeg kunne rense mit eget sår. Da jeg lukkede mine øjne og skyllede mit hoved, hørte jeg et lille bump. Min hånd rakte ud mod et håndklæde og da jeg havde tørret ansigtet, vendte jeg mig mod Lita, der var faldet på sine knæ, lige foran sengekanten.

 

     Jeg syntes at jeg kunne ane noget hvidt lyse op på Litas ryg, men efter et blink, var det hele væk. Mærkeligt… måske var jeg også meget for træt. Mine ben bevægede sig over mod hende og efter lidt besvær lykkedes det mig, at få hende til at drikke en helende salve og få hende lagt i seng derefter. Jeg blev ved med at se på hende, indtil jeg havde sikret mig, at hun var faldet i søvn. Det var noget mærkeligt over Lita. Jeg rystede bare på hovedet og gav trætheden skylden for at have mærkelige tanker.

 

     I et øjeblik troede jeg, at jeg havde set hvide fjer. 

 

 

____

 

Okay, jeg er faktisk ikke så glad for forfatternoter, men ingen læser mine mumbles, så jeg tænker, at jeg kun kan få kontakt til Jer her. Men hvad synes I om historien indtil videre! Jeg sætter pris på alle deres kommentar, men i stedet for "mere", må I gerne skrive, hvad I kan lide og måske, hvad I ikke kan lide ved historien. ~ Og så ville jeg høre, om jeg kunne få Jer, til at læse mine mumbles fremover, så vi kunne snakke sammen om alt muligt, yay? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...