Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1417Visninger
AA

5. 2. Alkavanasoldater og bitre minder

 

     Efter jeg officielt havde sagt ja til at joine dem, havde de straks slæbt med ned til kroen, hvor jeg kunne møde Norman, kroens ejer, der også serverede mad og ikke kun alkohol. Norman kunne være gammel nok til at være min far, måske ældre, men det var første gang jeg havde mødt nogen, der var så venlig, selvom han først lige havde mødt mig. Det fik mig til at tænke over mine egne forældre, som jeg ikke kunne huske noget om. Hele min barndom var som en tåge, jeg ikke kunne finde rundt i. Jeg husker noget med at de blev dræbt, men ikke noget om hvem der havde gjort det eller hvorfor. Det eneste jeg var klar over, var, at Arlin havde reddet mig fra at dø og lige siden havde han ladet mig følge ham. Et par år senere reddede han sin nuværende Mana Luplus, som så havde fulgt ham lige siden.

 

     ”Mill… Du skulle vel ikke være god til at afkode kryptiske beskeder, vel?” spurgte Lita mig, mens Klein prøvede at syntetisere almindelige ting, så han kunne få lavet nyt mad ved hjælp af alkymi.

 

     ”Hvad da?”

 

     ”Ser du… For at komme videre fra Kavoc, bliver man nødt til at gå gennem en port. Jeg ved ikke om du nogensinde har hørt om Henmill’s Gate! Men den ligger længere nordpå hvis man går mod Tower of Airfen. Problemet er, at porten har været aflåst i lang tid, men ingen har vidst hvordan man skulle komme forbi den… Klein brugte alkymi og læste følgende besked,” sagde Lita og rakte mig et lille stykke papir.

 

 ”Lineage of Iris forms the key with mirrors of Dawn and Twilight”

 

     Jeg stirrede på beskeden i lang tid, men måtte opgive, da jeg ikke umiddelbart kunne regne ud, hvad det skulle betyde, eller hvordan det kunne være svaret. Spejlene fra tusmørket og daggry. Jeg havde slet ingen idé om, hvad det kunne betyde.

 

     ”Hey du der!”

 

     Både Lita og jeg stirrede på soldaten, der var kommet uanmeldt og brutalt ind i kroen. Han havde da ikke behøvet at smække så hårdt med døren. Ingen havde set det komme, så den hyggelige stemning forsvandt og blev erstattet af en tens en.

 

     ”Ja?” spurgte Klein og var nu holdt op med at hjælpe Norman. Alle i kroen stirrede på de to.

 

     ”Jeg har en besked til dig. Du skal møde op i katedralen!”

 

     Uden at forklare noget yderligere eller fortælle hvem der overhovedet havde sendt ham, gik soldaten igen og efterlod en tom stilhed efter sig. Der var noget, der føltes rigtig mærkeligt her, men jeg sagde intet. Først efter han var gået, rejste Lita og jeg mig op.

 

     ”Lita… Hvem var ham der?” spurgte jeg hende, men hun rystede bare på hovedet.

 

     ”Jeg ved det ikke… Men uanset hvad, så er katedralen Alkavanas hovedkvarter… Hvad mon de vil havde fra dig, Klein?” spurgte hun og vendte al sin opmærksomhed mod ham. Klein så tænksom ud, men ikke engang han kunne knække koden. Lidt mere information ville have været rart.

 

     ”Hvem ved… Jeg går ud fra, at det er noget vi finder ud af,” sagde han med et træk på skulderne og da Norman havde sagt sine sidste ord, smuttede vi ud af hans kro.

 

     Det var mærkeligt at være i Kavoc. Det var ikke en særlig stor by, hvor husene var lavet af sten og træ, men det var nu meget hyggeligt. Her i midten af byen var der en mærkelig butik overfor kroen og en række andre småhuse. Gik man nordpå skulle man op af en tretrins steptrappe og så kom man til Veolas magiske butik. Veola var helt almindelig pige, men Lita og Veola kunne slet ikke sammen. Veola… var for flabet. Gik man helt nordpå var der vejen til kloakken og så længere oppe samme sted, bare på en forhøjning, stod katedralen. Igen blev jeg ved med at have denne underlige følelse i min mave, som om noget skulle til at ske, men jeg sagde intet. Det var jo bare en dum fornemmelse.

 

     Katedralen var en lille en, men den var meget smuk. Det måtte være det smukkeste de havde i hele Kavoc. Der var fire store mosaikvinduer, der mest havde blå farver og så var der en helt stor dør i midten. Ved siden af den, kunne man klatre op ad en trappe og gå en lille sti på tagene, som også var blå. Over hoveddøren kunne jeg ane Kavocs symbol, men nåede ikke at studere det nærmere, da Lita hev i mig.

 

     ”Kom så! Lad os gå ind,” kommanderede Lita og vi fulgte alle sammen efter hende. Da vi trådte ind i katedralen, mærkede jeg ikke nogen hellig aura, som jeg havde forventet. Selvom bygningen var virkelig smuk indeni med guldudsmykninger, var der noget, der helt havde dræbt stemningen. Måske var det, fordi jeg netop stirrede på soldater inde i en katedral, hvilket ikke rigtig passede sammen efter min mening. Den der stod og ventede på os i midten måtte være lederen. Hans rustning var mægtigere og desuden var han en stor mand. Og jeg tog da heller ikke fejl, for sekundet senere kaldte han på Klein.

 

     ”Ah Klein! Jeg har set frem til at møde dig,” hans stemme var ru og dyb, da han sagde det og noget ved ham gav mig kuldegysninger. Måske fordi hans stemme nærmest rungede i et ekko i rummet.

 

     ”Hvem er du? Hvor er det lige du kender mit navn fra?” Kleins ansigtsudtryk afslørede ikke for meget, men ubehag kunne ses. Denne her mand vidste noget om Klein, men Klein anede ikke hvem manden foran os var. Noget gav mig lyst til at løbe ud af dette rum.

 

     ”Aha. Jeg skal nok komme til pointen! Jeg er Beggur, generalen af Alkavana! Jeg vil gerne have at du skal melde dig ind hos os,” sagde han alt for højt og pegede med sit sværd mod Klein. Jeg brød mig slet ikke om denne mand og han skulle i hvert fald ikke tage Klein. Lita tænkte vidst det samme, men hun var hurtigere på aftrækkeren.

 

     ”Han er tydeligvis ikke interesseret i dit tilbud!” hvæste hun.

 

     ”Jamen så er det godt, at jeg ikke spurgte dig pigebarn!”

 

     Jeg tog fat i Litas hånd for at holde hende tilbage. Selvom jeg ikke brød mig om ham, var jeg bange for, hvad han var i stand til at gøre. Desuden stod hans soldater ikke ret langt væk fra og vi ville være i undertal.

 

     ”Din kræfter med Mana ville være en værdifuld fordel for os! Med dine styrke ville vi kunne herske over verden!”

 

     Han begyndte at grine hånligt og jeg fik helt lyst til at lade Lita angribe ham, men jeg vidste, at vi ikke kunne gøre det. Pludselig mærkede jeg den dejlige energi, som kun alkymister kunne genkende og foran os… stod en ildmana!

 

     ”Hvad… Hvad laver en Mana her?” skreg jeg ophidset, da jeg så den stakkels Mana svæve. Jeg kunne mærke dens ubehag i luften, som små elektriske stød der rørte min hud og det gav mig lyst til at græde. Min underlæbe dirrede. Denne Mana… Der var noget galt med den. Den var her ikke af egen fri vilje.

 

     ”Hvordan kan du kontrollere en Mana?” spurgte Klein. Hans stemme rystede og afslørede de følelser som jeg også havde inde i mig nu. Hans udtryk var helt forfærdet.

 

     ”Intimidering min kære dreng! Ingen kan modsætte sig mine kræfter,” grinede han og satte hænderne mod sine hofter, mens han lod sin latter brede sig.

 

     ”Dit stygge bæst! Mana er den energi der omgiver alt her i denne verden og så behandler du dem på denne måde! Klein vil på ingen måde kunne melde sig ind i din forbandede hær,” skreg jeg uden at tænke over hvilke konsekvenser det ville få for os. Det eneste jeg tænkte på, var den lille fuglelignende Fønix, der i virkeligheden var en Mana… Jeg havde travlt med at holde fast i Lita, men Klein slog straks ud efter Beggur med sin stav.

 

     ”Du kan ikke tvinge en Mana til at arbejde for dig! Jeg ville hellere dø, end at arbejde for din dumme hær!” 

 

     I et øjeblik sagde Beggur ikke noget, men hans ansigtsudtryk lignede stilheden før stormen og stormen kom hurtigt fra den store mand.

 

     ”Forbandede møgunger!... Hvad står I der og venter på! Pågrib dem!” beordrede Beggur og lignede en der kunne falde død om af forbavselse over Kleins valg.

 

     Lita hev sin hånd til sig og jeg stod som forstenet til stedet. Dette var ikke det jeg havde forventet. Klein og Lita havde allerede vendt sig om og var klar til at løbe, men jeg kunne ikke… den stakkels Mana. Desuden var der noget andet der fangede min opmærksomhed. En anden person, helt bag Beggur i vestre side. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet at det var… Arlin. Men denne person var ikke ham, selvom han lignede ham ufatteligt meget. Min mave snørede sig sammen og sendte en skarp smerte rundt i kroppen. Det var så mange ting, der ikke gav mening og frygten for at blive fanget boblede i mit blod. Arlin… Hvis han havde været her, ville han så have reddet mig igen? Et lys begyndte at skinne fra der hvor Manaen befandt sig og pludselig mærkede jeg en brændende varme.

 

     ”For fanden da! Hot, hot, hot, hoooot!” skreg Beggur og hans undersåtter så også ud til at have brændt sig. Jeg havde stået langt nok væk, så jeg var ikke kommet til skade af ilden.

 

     ”Skynd dig alkymist! Løb!”

 

     Klein vendte sig om og tog fat i min hånd. Inden jeg vidste af det, blev jeg slæbt med ud af katedralen og efter et stykke tid, opfattede mine ben endelig det rigtige signal og jeg begyndte at kunne løbe selv. Det var lang tid siden at jeg havde været på flugt. Faktisk var dette en af mine eneste gange, så jeg var ikke så godt til at flygte. Desuden var soldaterne lige i hælene på os og jeg var bange for, at jeg ville sinke alle de andre.

 

     ”Herhen!” var der en stemme der råbte. En varm brise blæste forbi mig og mit hjerte lettede en smule, da jeg så den lille glødende Mana flyve lige forbi mig. Mine øjne opfattede ikke hvor Klein slæbte mig hen, men pludselig blev det mørkt og luften blev tør, men vi var i sikkerhed, for der var ingen skrig eller råb bag os.

 

     ”Heh. Så slap vi af med dem. Jeg tænkte nok, at noget var galt, da jeg så Jer gå ind i katedralen. Ser ud til, at jeg havde ret.”

 

     Stemmen, der talte, var blød og behagelig, næsten som sød musik i mine ører. Da jeg fik øjenkontakt med ham, var det som om han kunne læse mine tanker og jeg mærkede blodet stige til mine kinder. Han var charmerende og det beviste han, da han sendte mig et lille uskyldigt, men flirtende blink.

 

     ”Delsus!”

 

     Lita stirrede stadig på den person, der så ud til at være hendes ven. Han var helt sikkert ældre end os, men alligevel så han ikke ud til at være så gammel. Hans mørke hår var kort, han havde små firkantede briller og så havde han en lille skægstubbe. En moden mand så han ud til at være og både Klein og Lita kendte ham.

 

     ”Men i har sgu mod, må man sige! At gå mod Alkavana slet ikke nemt!” sagde han rettet mod de to andre med en glæde så tydeligt i hans øjne. Nu hvor jeg endelig havde tid til at tænke, kom jeg i tanke om, at jeg ikke vidste, hvem Alkavana var. Udover at deres leder havde en hård og ondskabsfuld stemme og et grimt indre, vidste jeg ikke meget. Noget tydede bare på, at vi havde rodet os ud i noget lort…

 

     Hvis der var noget jeg prøvede at holde mig fra, så var det slåskampe og integrer. Da Arlin efterlod mig helt alene, havde jeg kun alkymien tilbage. Jeg skaffede mig min stav, lærte at udlede elementer fra alverdens ting igen og så lærte jeg at syntetisere forskellige ting af Mana som jeg kunne brug i kamp mod monstre. Dette var noget jeg var nødt til. Nu hvor jeg fulgtes med de andre, kunne jeg ikke svigte dem i kamp. Desuden huskede jeg stadig de blodrøde øjne fra katedralen og noget inde i mig, ville vide hvem den mand var.

 

     ”Hvem er Alkavana?” spurgte Klein og fik furer i panden.

 

     ”Hvem Alkavana er? Tja… Det er nok meget godt at vide alligevel. Men de er nogle folk der forsørger at holde folk væk fra Avenberry, byen på toppen af bjerget. Hvorfor de gør det, er der ingen der ved med sikkerhed, men det siges at der er mange skatte der. ”

 

     Jeg holdte helt op med at lytte til hvad de snakkede om. Avenberry… Den by der tilhørte alkymisterne engang, for flere hundrede år siden… Det var det Lita havde snakket om. Byen, der var gemt bag Henmills Gate. Jeg ville ikke i mine vildeste drømme have forestillet mig, at det var muligt at komme til Avenberry, men måske var det ikke så umuligt. Klein havde trods alt allerede fået fat i beskeden, som vi nu bare skulle have afkodet.

 

     ”Men… Jeg er da glad for, at jeg fik reddet dig, unge frøken,” Deslus’ stemme var brat kommet tættere på og da jeg kastede mit blik på ham, havde han allerede taget fat i min hånd og presset sine læber mod den. Igen mærkede jeg det sus, jeg fik, når hans brune øjne så ind i mine og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Han var ikke Arlin, men fangede mig alligevel på sin egen måde. 

 

     ”Delsus, din idiot, lad så være med at lægge an på alle kvindelige væsner med en puls!” skreg Lita og slog ham i baghovedet. Og med det, blev vi enige om at finde vejen ud af denne kloak.

 

~ o ~

 

     Via kloakken endte vi åbenbart i baglokalet af Lyas mærkelige butik. Hun havde ikke noget imod at gemme os lidt endnu. Generelt var folk meget imod Alkavana, ingen brød sig særlig meget om den måde de brugte deres magt på, men ingen kunne stille noget op. Delsus var allerede gået udenfor, for at sikre sig, at kysten var klar.

 

     ”Alt for den unge frøken. Måske skulle De give mig et kys som et ”held og lykke” tegn,” sagde Delsus med sin dybe stemme, der ikke havde andre intentioner end at charmere.

 

     ”Måske skulle jeg sparke dig i røven, så du kunne lette den og skride ud!” Lita skreg og slog endnu engang Delsus i baghovedet, inden hun skubbede ham ud af rummet.

 

     ”Idiot.”

 

     Det var nogle mærkelige mennesker jeg var sammen med og noget sagde mig, at Lita og Delsus skændtes… hver dag. Men man måtte tage det sure med det søde.

 

~ o  ~

 

     Da vi endelig var nået hjem igen, var det jeg havde allermest lyst til, at slappe af eller sove. Lige nu syntes jeg at have oplevet nok for i dag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at vi blev nødt til at gemme os, indtil kysten var helt klar og det betød højst sandsynligt at vi skulle forlade Kavoc.

 

     ”Er du okay?” spurgte Yui mig og var dukket op ud af det blå. Jeg satte mig i sofaen lidt længere væk fra de andre og nikkede, selvom jeg slet ikke følte mig okay. Hvem var han? Ham der havde stået bag Beggur… Ham som lignede Arlin så meget. Det gik mig virkelig meget på, at ligheden mellem dem var slående og jeg havde altid vidst, at der var en del, som Arlin havde holdt fra mig. Jeg håbede bare ikke, at Arlin havde rodet sig ud i noget farligt. For at de andre ikke skulle fatte mistanke, skyndte jeg mig at gå over til dem. På den korte tid, jeg ikke havde fulgt med i samtalen, havde de besluttet sig for at følge Deslus’ råd og tage til Lake Forewell, vest for Kavoc. Jeg sagde ikke så meget, men det var heller ikke op til mig hvor vi skulle hen. Jeg satte bare pris på, at de havde reddet mig.

 

     ”Hey! Tak for hjælpen alle sammen!”

 

     Jeg løftede blikket og så over på den lille Mama, der havde en uventet ru stemme. Jeg havde forventet en blid en som Yuis men nej. Selv små Manaer kunne overraske en.

 

     ”Bare pas på dig selv,” mumlede Klein med et lille smil på læben og så tilfredst på den lille mana. Han ville ikke have kunnet tilgive sig selv, hvis der var sket ham noget.

 

     ”Du er da en alkymist! Hvad siger du til at vi arbejder sammen?” spurgte Manaen og fløj rundt omkring Klein.

 

     ”E-Er du helt sikker på det?” spurgte Klein og kløede sig lidt på kinden, som var han usikker.

 

     ”Det skal da nok blive sjovt. Jeg er altid frisk på et eventyr! Og hey! Mit navn er Uru, jeg er en ildmana!”

 

     Er smil dukkede op på mine læber. Det var ikke altid, at en Mana havde lyst til at være sammen med en, men Uru virkede som en virkelig flink Mana. Han teleporterede sig fra Klein til mig.

 

     ”Og det samme gælder dig,” sagde han og… blinkede?

 

     ”Men… kan en Mana ikke kun have en pagt med en person?” spurgte jeg og lagde hovedet på skrå.

 

     ”Tja! Dig og Klein går da sammen og så længe i har elementer nok og passer godt nok på mig, burde jeg kunne klare det.”

 

     Jeg nikkede en enkelt gang og satte pris på Urus tilbud. Yui, Popo og Uru påbegyndte en samtale, mens jeg gik nedenunder. Lita satte sig ned ved siden af mig og i lang tid var der en pinligt tavshed, indtil er spørgsmål begyndte at nage mig.

 

     ”Lita… Hvorfor blev du egentlig en Galgazit?”

 

     I lang tid sad vi bare og ingen af os sagde noget. Klein satte sig på den anden side af Lita.

 

     ”Fordi… Jeg gerne ville have at nogen regnede med mig… For på den måde ville jeg blive en vigtig person for nogen. At være en Galgazit har gjort, at jeg nu er vigtig for nogle folk.”

 

     Litas stemme var nu ikke længere sjov eller drillende, men helt alvorlig. Hendes ansigtsudtryk afslørede at hun tænkte på noget helt andet og var i sin helt egen verden lige nu. Af en eller anden grund bekymrede det tomme blik mig i hendes øjne, mens det blev hurtigt erstattet af hendes glade og friske maske, hun altid viste os. Det var som om alle jeg kendte, havde noget de gerne ville holde skjult.

 

”Arlin! Pas nu på dig selv! Jeg regner med dig!”


--
 

”Hey! Du har bare med at komme tilbage uskadt!”

--

 

”En dag så tager jeg altså også med på de farlige ture, at du ved det! Men indtil da… pas godt på dig selv.”

--

 

”Uanset hvor du end tager hen så skal du vide, at jeg-”

 

”Regner med mig. Jeg har forstået det.”

 

Et klap på hovedet. Et lille smil.

--

 

”Arlin… Du… Du må ikke gå. Du kan ikke forlade mig nu!”

 

Tavshed.

 

”Farvel Milliane.”

 

Tomhed. Smerte. Tårer.

 

     ”Mill. Er du okay?”

 

     Det kom som et chok da jeg fandt ud af at jeg havde tænkt tilbage på fortiden. Tilbage på dengang han tog af sted på de farlige rejser og ikke tillod mig at komme med. På dengang han forlod mig.

 

     ”J-ja… jeg har det fint.”

 

     ”Hvorfor er det så, at du græder?” spurgte Klein forsigtigt. Jeg tog min hånd op til min kind og mærkede nu den ene tåre der havde fundet sin vej ud, selvom jeg forsøgte at holde dem alle inde. Jeg havde ikke engang lagt mærke til den knyttede næve eller min bævende underlæbe og rystende stemme.

 

     ”Ikke noget! Jeg fik bare noget støv i øjet. Desuden skal jeg også på toilettet.”

 

     Mine ben kunne endelig løbe med det samme, og inden de kunne nå at stille flere spørgsmål, var jeg allerede forsvundet. Pausetid var lig med tænketid og tænketid var det, der destruerede mig indefra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...