Atelier Iris - Eternal Mana: The Story of an Alchemist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2013
  • Status: Igang
[SPIL - ATELIER IRIS: ETERNAL MANA]

I en verden kaldet Regallzine, findes der alkymi og Mana, men efter flere krige, er der ingen Konge længere og bystaterne styrer sig selv. Milliane, der hele sit liv levede sammen med Arlin, bekymrede sig ikke om dette. Dette ændrer sig, da han på hendes 16-års fødselsdag forlader hende.
For at finde svar, vælger hun at fokusere på alkymien og håber at hun derved kan finde Arlin igen.
Samtidig møder hun Klein, en anden alkymist og Lita, en Galgazit, der rejser rundt og dræber monstre, mens de beskytter byen Kavoc. Men Klein og Mill har samme mål og for at nå det, må de tage til den legendariske by Avenberry. Rygterne siger, at byen for længst er forsvundet, grundet misbrug af alkymi, men alle svarene og sandhederne er gemt bag Henmill's Gate, en port ingen hidtil har kunnet åbne.

19Likes
27Kommentarer
1374Visninger
AA

4. 1. Enden på meningsløsheden

 

     Jeg var ikke længere klar over, hvor jeg befandt mig. Når man rejste hele tiden fra sted til sted, glemte man tit og ofte, hvor det egentlig var, at man var på vej hen. Det endte altid med, at jeg aldrig fandt de ting jeg ledte efter. Hvor end jeg ledte, var der ikke noget spor at finde. Det var, som om, han var forsvundet sporløst fra denne verden. Jeg knyttede min hånd og borrede neglene ind i huden. Det fik mig til at tænke på den midlertidige svage smerte og mine ben begyndte endnu engang at bevæge sig, fortsat uden mål. Alt det jeg gjorde virkede nu meningsløst. Det var utroligt, at jeg selv efter et helt års tid stadig ikke havde ændret mig spor. Man skulle tro, at tiden var standset siden den dag, men det var den måske også.

 

      For mig.

 

     Hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg havde troet, at jeg gik baglæns, eller i det mindste slet ikke rykkede mig. Jeg brugte ikke min tid på at få mig fantastiske nye minder, men på den måde undgik jeg også smerten, der ville komme senere, når alt blev taget fra mig. Igen.  

 

     Mine tanker bragte mig kun ned i dybet og når jeg endelig fik nok af mit selvhad og selvmedlidenhed, prøvede jeg at tænke på noget andet. Jeg prøvede at skubbe alt det ubehagelige væk med usynlige arme i mit sind og fokuserede jeg hårdt nok, lykkedes det mig også til tider. Ellers prøvede jeg simpelthen at fokusere på alt det der omringede mig. Det var netop det der skete nu. I dette øjeblik jeg hørte en fugl give lyd fra sig, et sted langt længere væk end her.

 

     Netop her syntes det at være meget lysere, end alle de andre steder jeg havde været før. Det var så også lykkedes mig at slippe ud af endnu en skov i live og nu var jeg gået hen ad en sti, igen, uden at vide hvor jeg var. Jeg kunne sagtens fortsætte med at gå ligeud, men lige her, i dette åbne område i udkanten af skoven var det muligt at gå hen til stenklippen og kaste et blik over den by, der lå under mig. Heroppefra syntes den så lillebitte og husene lignede ikke andet end små prikker på et maleri. Dog gjorde omgivelserne det hele så smukt. Hvert hus var bygget perfekt og det lignede mest af alt et idyllisk maleri, der forestillede en by, dækket af den mest fantastiske skov. Skoven her var havde ikke den samme klare farve, som min hjemby, men dette var det tætteste jeg kom på mit hjem, selvom jeg nok måtte indrømme, at denne by var meget større end Gzestein.

 

     Lige her, hvor jeg var nu, syntes det fredeligt. Jeg kunne sagtens forestille mig nogle af byens indbyggere spise her, på en god sommerdag, men jeg vidste bedre end det. Efter så mange gåture i skovene, efter så mange vandringer efter ny viden og nye alkymiske genstande, vidste jeg, at der fandtes ting, der var langt farligere end giftige svampe og sultne slanger. Det ene øjeblik kunne det være det mest idylliske sted på jorden og det næste øjeblik, kunne der komme et monster frem.

 

     Det var måske ikke verdens bedste idé, at tænke på mad og pauser lige nu. Mine fødder var det første tegn på, at jeg burde tage ned til byen og få mig en pause. Efter så lang en vandren, uden hvile, trængte jeg virkelig til at få sovet ud. Det var som om jeg gik nonstop, uden egentlig at tænke over, om det var på tide at stoppe med at lede. Nogle gange tog jeg bare af sted og håbede, at jeg ville finde en ny mening med livet, men uanset hvor jeg kom hen, kendte de ikke så meget til alkymi. At møde en alkymist nu om stunder, var som at vente på ingenting. Meningsløst. Det, der engang havde været så smukt, var nu væk. Alkymister var forsvundet og var nu blevet sjældne, men det var for sent at ærgre sig over det nu.

 

     Det jeg nu skulle fokusere på, var at få mig noget søvn. Hele tiden lurede der monstre rundt omkring, især i skovene og det var ikke til at vide hvornår en Puni kunne dukke op. Puni’er var de mest almindelige monstre og så svage, at det næsten var lige meget. De vandrende blå eller røde geléklatter hoppede rundt og var de stærke nok, kunne de også tale i stedet for kun at råbe ”puni puni”. Men en trussel var en trussel og faldt man i søvn på det forkerte sted, var man færdig.

 

    ”Mill. Vi burde snart finde noget hvile,” klagede en lys stemme og foran mig trylledes Yui frem. Yui var den Mana jeg havde indgået en pagt med. Min første og eneste Mana. Yui havde en menneskelig krop, men hun var meget lille. Hun lignede lidt en fe, men i bamsestørrelse. Hendes nissepåklædning var grøn og på toppen af hovedet havde hun en grøn narhat på, med to klokker. Hendes kinder var store og bløde, næsten lige til at hive i og når hun smilede, lignede hun næsten et plysdyr, som man krammede når man ikke kunne falde i søvn. Kun alkymister havde evnen til at danne pagt med Manaer og det var dem, der tillod en evnen til at kunne syntetisere ting ud af elementer, altså skabe helt nye genstande. Ved af gøre brug af elemental ekstraktion, kraften til at kunne få elementer ud at de mest basale ting som sten, vand og buske, kunne jeg via Yui danne helt nye ting og genstande, så længe man havde den rigtige opskrift og de rigtige elementer. På den måde lykkedes det mig at syntetisere managenstande ud af elementer, som isbomber, der kunne gøre det af med mine modstandere, eller sovepulver, det tillod mig at få dem til at falde i søvn, så de ikke kunne angribe mig, mens jeg angreb og gjorde det af med dem.

 

    ”Mill~~ Jeg er så træt,” klynkede Yui på sin søde måde og lukkede de ellers så skinnende krystalblå øjne, for at gabe rigtigt. Hendes hoved var omgivet af tykke bløde krøller, der skinnede her i solen. Jeg smilede af den lille Mana og så hende flyve hen til stenene, der udgjorde enden af klippen og jeg fulgte efter hende. Vi var begge to fokuserede på byen nedenunder os. En pause var det, vi allermest havde brug for i øjeblikket, for ellers ville vi begge to ende med at bevise af udmattelse.

 

     ”Jeg er også løbet tør for elementer,” gabte jeg og lod min hånd dække for min mund. Solen skinnede lige ned over os og jeg følte mig ekstra træt i denne varme. Dette sted mindede så meget om min hjemby. Disse øjeblikke mindede alt for meget om dem, jeg engang havde haft sammen med Arlin. Da mine minder begynde at udfolde sig, mærkede jeg en smerte i mit bryst, men skyndte mig at tænke på noget andet. Hver gang det begyndte at prikke i mine øjne, var det et tegn på, at jeg blev nødt til at finde på noget andet at lave. Afslapningstid var desværre tit tænketid og den havde jeg ikke brug for. Desuden blev vi nødt til at gå videre, for ellers ville vi ende med at blive angrebet, hvilket jeg slet ikke kunne klare lige nu.

 

     En afgørende ting var, at jeg var træt, men noget helt andet var, at jeg ikke havde flere elementer. Uden elementer kunne jeg ikke syntetisere mine våben og på den måde, blev jeg nødt til at tage kampen op med monstrene med min egen krop, hvilket den slet ikke kunne klare nu. Den eneste løsning, var, at komme væk herfra så hurtigt som muligt og byen burde ikke være så langt væk igen.  

 

     ”Mill! Bag dig!”

 

     Jeg vendte mig om lynhurtigt og mærkede straks Yui ved min side. Følelsen af Manaenergi var noget jeg nemt kunne fornemme. Tit og ofte glemte jeg det, da Yui var sammen med mig konstant. Manaenergi var noget helt specielt og det kunne mærkes på huden ganske svagt, som en lille behagelig prikken.

 

     Mit blik faldt på den store falk, der nu baskede med sine vinger, mens den gjorde sig klar til at angribe. Endnu et moster. Jeg var så godt som fanget her. Min hjerne virkede næsten ikke, den holdte mig i live, men jeg kunne ikke tænke ordenligt, for jeg vidste allerede, at jeg ikke havde de store muligheder. Mine hænder rystede og blev svedige. Det eneste jeg havde med mig, var mit elementære scepter, med en lysende blå kugle i toppen, der var konstrueret af alkymi, så det hele kunne klare at udlede elementer ud af ting. Men selv med den, kunne jeg ikke udrette så meget uden mine elementer og at komme i en nærkamp, var ikke noget jeg havde forudset. Sveden trillede langsomt ned ved mine ører og jeg rykkede mine bryn, mens jeg vred min hjerne tør for ideer, men den var tom.

 

     ”Yui! Løb,” skreg jeg. Det var i virkeligheden dumt at bede Yui om at løbe, da hun var en Mana og kunne teleportere sig, men jeg var desperat og ønskede ikke, at der skete min kære Mana noget. Manaer, havde ligesom os følelser og personligheder, så hun skulle ikke behandles meget anderledes, end hvis hun havde været et menneske.

 

     ”M-Men Mill! Du er for udmattet til at kæmpe,” hvinede Yui, men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bruge mine sidste kræfter på at kæmpe, og håbe på, at det ville være godt nok til at gøre det af med den ravfarvede kæmpefalk. Jeg tog hårdt fandt om min stav, løb mod falken og derefter prøvede jeg at slå ud mod den, men jeg havde ingen energi tilbage, så jeg endte med at snuble lige bag ved den. Yuis stemme tiggede og bad mig om at rejse mig, men jeg kunne ikke mere. Mit højre knæ havde ramt jorden med et smæld og det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var den ufattelige smerte ved den mindste bevægelse. Mit lange hasselbrune hår var faldet ind foran mine øjne, så alt virkede helt slørret.

 

     ”Yui…”

 

     Jeg lukkede mine øjne og forbandede mig selv over, hvordan jeg dog kunne være så dum at slappe af, når jeg ikke engang havde haft flere elementer tilbage. Det var så typisk, at sådan noget skulle ske for mig. Jeg prøvede for første gang selv at huske hvordan Arlin havde set ud. I mine drømme havde han altid den samme grå jakke på, der havde en meget åben krave, så man kunne se rubinhalskæden rundt om hans hals. Hans røde bukser, hans sværd. Hans alt for lange grønne hår, der var sat op i en hestehale og så de øjne. De øjne, som jeg sådan ønskede, at jeg kunne få lov til at se, bare for en sidste gang.

 

     ”Arlin…”

 

     Jeg kunne lige forestille mig, hvordan han ville se ned på mig, hvis jeg fejlede. Hvordan han ville hjælpe mig op, selvom det ikke var godt nok og vente på, at jeg med tiden blev bedre. Jeg savnede ham.

 

    ”Lita! Se, en falk,” skreg en stemme. Med et slapt pust lykkedes det mig, at fjerne noget af mit hår væk, så jeg kunne tage de sidste øjeblikke til mig. Et ansigt kom tættere på og inden jeg kunne nå at opfatte meget mere, lukkede jeg automatisk øjnene i, med Arlins øjne helt klare i min bevidsthed. For første gang gjorde det ikke ondt at tænke på ham. Måske var det fordi jeg vidste, at jeg skulle dø.

 

~ o ~

 

     ”Y-Yui,” hviskede jeg lige så stille. Det var mærkeligt. Jeg kunne stadig mærke min krop. Jeg kunne mærke mig. I mit hoved havde jeg altid tænkt, at døden var enden på det hele, men lige nu følte jeg mig ikke spor anderledes, bortset fra at der var en dunkede mild smerte, når jeg forsøgte at bevæge min tå. Stødet af bevægelsen kunne mærkes i mit knæ og signlerede, at jeg skulle stoppe bevægelsen. Måske… Måske var jeg ikke død alligevel, for dette var for… menneskeligt. Det føltes ikke spor anderledes end for et par timer siden, hvor jeg troede, at jeg ville kunne nå byen uden fare. Jeg kunne tænke, som jeg altid gjorde og jeg huskede stadig Arlin lige så tydeligt som før, hvilket jeg ikke havde lyst til. Dette kunne kun tyde på, at jeg rent faktisk var i live, men det store spørgsmål var mere, hvordan?

 

     ”Bliver hun okay?”

 

     Det var helt klart Yuis stemme. Hun var den eneste der kunne lyde så bekymret for mig. De andre stemmer snakkede videre og det eneste jeg fangede var ”heal jar”, en salve lavet via vandelementet. En genstand skabt via alkymi. Jeg holdte i et øjeblik op med at tænke, da jeg mærkede en hånd mod min nakke og et glas mod min mund.

 

     ”Her. Drik det. Det burde hjælpe,” hviskede en mandestemme blidt og jeg gjorde som han sagde og drak salven, der havde smagen af mynte. Et halvt minut senere havde jeg det meget bedre. Jeg var i stand til selv at sætte mig op og min træthed var helt forsvundet. Nu var jeg ikke længere ør i hovedet og den tåge, der havde invaderet mit sind, var helt lettet. Nogle gange blev jeg helt forbavset over, hvilken egenskab alkymi nogle gange havde.  

 

     ”Mange tak skal du have,” hviskede jeg lige så stille og lukkede mine øjne, hvorefter jeg gned mig i panden og mærkede, at det sidste af min smerte var væk. Da jeg satte mine ben på sengekanten, kunne jeg knap nok mærke smerten i knæet.

 

     ”Hey. Den svage svækling er ikke den der har reddet dit liv! Det er noget du burde takke mig for,” var der en høj, irriteret stemme, der råbte.

 

     ”Lita!”

 

     Jeg kastede mit blik skiftevis på drengen og derefter på pigen, der begge så ud til at være på min alder. Mens jeg betragtede dem, havde de to en ivrig diskussion, hvorefter pigen Lita med et suk kastede sit lange hår tilbage og sendte mig et smil. Hvordan det lykkedes hende at skifte humør så hurtigt, var mig en gåde.

 

     ”Nu skal du ikke give vores gæst hovedpine med din højlydte og råbende stemme,” sagde hun med en klukkende lyd og jeg kunne se drengen rulle med øjnene.

 

     ”Du skulle nødig snakke,” hviskede han, men om hun hørte den det eller ikke, var jeg ikke klar over. Det var først nu jeg lagde mærke til, hvad hun havde på. Hendes hår var en meget lys brun farve, lysere end mit og hvor langt det var, kunne jeg ikke sige, men længere end til livet. På sit hoved havde hun en form for hat, jeg aldrig før havde set før. Det havde et særligt mønster i guld og grundfarven lilla Hvad angik hendes påklædning, var det en lilla kjole, der endte ned i en trekant ved begyndelsen af hendes lår, hvorefter den hvide puffede del kom til syne. Hendes ærmer var ikke en del af kjolen, men det var helt almindelige ærmer… der ikke sad fast til kjolen. Drengens tøj syntes jeg at have set før. Han havde en grøn kappe, en hvid lodretstribet bluse og matchende bukser. Meget klassisk og… noget jeg virkelig var sikker på, at have set før… men hvor?

 

     ”Er du helt okay?” spurgte Lita mig og jeg skyndte mig at nikke. Lige nu føltes alt som en pærevælling og selv det, at snakke virkede krævende.

 

     ”Du er en alkymist, er du ikke?” spurgte drengen mig, med interesse i stemmen. Jeg kastede mit blik over mod ham og nikkede igen. Først nu undrede jeg mig over, hvordan han i alverden vidste det. Måske var det lykkedes ham, at aflæse mit udtryk, for han svarede hurtigt. 


     ”Du har en Mana ligesom Popo.”

 

     Og i det samme øjeblik dukkede der en Mana magen til Yui op, bortset fra at dette var en han. Manaen smilede stort og vinkede til mig og til gengæld sendte jeg den et smil. En skovmana, ligesom Yui.

 

     ”Jeg troede ikke… at der var alkymister heromkring,” mumlede jeg og så at Yui kom flyvende hen til mig. Det var et levende mirakel, at jeg endelig mødte en anden alkymist. Hele det år, hvor Arlin havde været væk, var det kun lykkedes mig at finde én.

 

      ”Klein er også den eneste i nærheden… og så en der hedder Rurona har Klein fortalt, men hun er smuttet for at rejse verden rundt,” sagde Lita, mens hun betragtede mig. Det var lidt ubehageligt at blive stirret på, men de to havde reddet mig liv, så jeg klagede ikke. Yui var her også og når hun slappede så meget af, kunne de ikke være dårlige mennesker.

 

     ”Men … Hey, hvad er dit navn egentlig?”

 

     Lita var virkelig en pige, der hele tiden formåede at have et skinnende smil. Klein havde fundet en stol og sat sig hen til os. Jeg havde haft for travlt til overhovedet at tænke over, hvor jeg var. Det eneste jeg sådan hurtigt lagde mærke til, var, at der var en anden seng ved siden af min, i den modsatte ende af rummet, var der et køkken og et sted man kunne spise og så henne ved den anden seng, var der en trappe, der førte til anden sal og udgangen gik jeg ud fra. Det hele var bygget af materialer som naturen kom med, medmindre det var bygget af alkymi for lang tid siden, men jeg tvivlede nu.

 

     ”Milliane. Milliane d'Autriche. Men alle kalder mig Mill.”

 

”Milliane …”

 

Et suk.

 

”Lena. Ikke igen!”

 

     ”Hey… er du vågen?”

 

     Jeg så på Klein og Lita og fandt ud af, at jeg i et lille øjeblik havde forladt deres verden i et lille øjeblik. Da de spurgte mig om hvor jeg kom fra og hvad jeg ville, forklarede jeg dem det hele. Jeg fortalte dem om min jagt efter alkymiske genstande eller opskrifter der ville gøre mig i stand til at finde Arlin igen, dog nævnte jeg ikke hans navn. Jeg havde ikke brugt det i lang tid og jeg frygtede, at jeg det kunne ville komme til at gøre mere ondt, hvis jeg rent faktisk sagde det højt. Det ville bare bekræfte hans eksistens og at han engang havde været der for mig. Engang.

 

     ”Hmm… Dig og Klein kommer begge fra Gzestein og I leder begge to efter alkymi! Så hvorfor bliver du ikke en Galgazit sammen med os?” spurgte Lita begejstret og rejste sig op med det samme. I forhold til før, glødede hun nærmest helt op nu.

 

     ”En… Galgazit? Som dem der dræber monstrene?” spurgte jeg. Jeg havde godt hørt om dem før, men der hvor jeg kom fra, var der ikke så mange.

 

     ”Jep. En Galgazit er en der jagter Growloons og dræber monstrene rundt omkring.”

 

     ”Growloons?”

 

     ”Ja. Har du ikke lagt mærke til de ballonlignende svævende bolde, med et mønster i lilla. Det er Growloons. Egentlig er de svage i sig selv, men de tilkalder onde ånder og andre monstre, så det gør dem ret farlige. Desuden er du og Klein de eneste der både er alkymister og Galgazister, er det ikke ret sejt? Vi skal nok hjælpe dig med at finde det du leder efter,” sagde Lita og rakte mig en hånd, så jeg kunne tage imod den. Klein var en alkymist, noget som var sjældent i denne tid i forhold til, hvad det var før. Måske ville han og Lita kunne hjælpe mig med at finde det jeg havde brug for. I hvert fald ville det måske hjælpe mig med, at komme i den rigtige retning og indtil nu, havde jeg ikke fået noget ud af min færd.

 

     ”Okay så…,” mumlede jeg stillede og klemte svagt om hendes hånd, der føltes så varm.

 

     ”Godt! Så er du officielt en Galgazit! Vi må lige fortælle det til Norman! Og du kan bo her sammen med os, hvis du ikke har noget imod det. Norman lejer stedet ud, da dette er lige oven på hans kro.”

 

     Jeg nikkede og prøvede at forholdene mig til tingene, selvom det syntes som en lidt stor mundfuld. Men de virkede meget flinke, så det gjorde mig ikke så meget. I hvert fald kunne jeg mærke en glæde, som jeg ikke havde mærket i lang tid. Lita og Klein gik allerede i gang med at fortælle mig om forskellige ting og for første gang, lagde jeg mærke til hvor ensom jeg egentlig havde været. I dette øjeblik, føltes det som om meningsløsheden, var blevet erstattet med en ny gejst og det kunne jeg kun takke de to Galgaziter for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...