Simulerende Bagtanker {The Sims}

Fans verden over har fulgt det ekstremt populære computerspil, The Sims, i mere end sytten år under udvikling og fremskridt, der har tilladt en hvis fordybning i realismen. Men de grådige spillere har tigget om mere og mere, og nu er det kommet: The Sims 5 - Next Generation; Spillet, hvor du spiller med virkelige mennesker. I hele USA står fattige og hjemløse i kø for at få job som såkaldt 'simmer' for et beskedent beløb. I starten virker det fredsommeligt og uskyldigt, men livsfarlige hackere og virusser slår til og forpester simmernes vilkår. Femtenårige Max Tyler er nok jordens største nørd, hvilket har kostet ham hans sociale status. Han konfronteres ofte af mobbere, og han planlægger sin hævn. Men da en smuk jævnaldrende simmer, den henrivende Rose Jean, tigger om, at han redder hendes liv - en hjælp, hvori han skal hacke sig ind på spilproducentens server, men hvis han opdages, kan han risikere at miste alt. Vil han virkelig gå så vidt for at redde nogen, han ikke kender?

72Likes
79Kommentarer
2607Visninger
AA

6. Tredje kapitel

Victorian Orphrans, Detroit, Michigan

22:3116. juli 2023

Natteluften fik hårene til at rejse sig i hendes nakke, da dens isnende ånde kærtegnede hendes bare arme, nakke og ansigt. Diskotekets ansigt blev badet i månens sølvblå skær fra den stjerneklare himmel. Navnet var Victorian Orphrans.

     I dette øjeblik ville hun ønske, at hun bar den latterlige pailletkjole, den tunge sminke og det blodrøde hår. GamingFreaks gode, gamle 50’er klovnestripperkostume var langt bedre end det her. Alt andet var bedre end det her.

     Den musegrå tanktop var en smule falmet og lidt for kort, mens bukserne lugtede langt væk af genbrug. Den næseborsrivende stank af gamle mennesker og tobaksrøg frastødte endda hende selv så meget, at hun tidligere på dagen havde overvejet at tage den af. Hendes hår var ikke lige så langt og pænt eller havde den samme stærke, røde farve som inde i spillet, nej, her var det en falmet leverpostejsfarvet samling fra hårbunden af halvlange lokker med spaltede hårspidser. Hun havde næsten ingen make-up på, hvilket tydeliggjorde de mørke render under hendes øjne, og fik hende til at se helt sygeligt bleg ud. Hellere ville hun være klovnen end dette radioaktive uhyre.

     Hun hev den maste cigaretpakke op ad hendes ene bukselomme, talte cigaretterne med fingrene – en, to, tre, fire – tog en op, stak den i siden af munden og tændte den med den lighter, der lå nede i pakken sammen med de tre resterende smøger. Det føltes som flere dage siden, at hun havde røget, selvom det i virkeligheden kun var et par timer. Fandens tage The Sims’ tidsregning.

     Den klichéske og stereotype vagt - et højt, skaldet, brunhudet og helt overdrevent muskuløst monster med steroider pumpende for højtryk i blodet, som var iført den klassiske uniform bestående af et kulfarvet lavkvalitets jakkesæt og et par solbriller købt på et luset loppemarked – der stod i døråbningen, mente ikke, at hun var gammel nok til at komme ind, og siden hun ikke havde ID, var sagen ligesom afsluttet. Selv ikke med lidt flirt og frække blikke så han ikke ud til at kunne overtales – hun mente endda at have set ham lade sit blik fæste lidt for lang tid på en ung fyr, der bukkede sig efter det kørekort, han havde tabt – så hun måtte vente på, at de kom til hende.

     Hun havde brug for de penge. Ikke nok med, at lønnen som simmer var lav nok i forvejen, ville den det næste stykke tid være mindst halvt så lav. Hun havde på opfordring fra politiet valgt at sige op som GamingFreaks simmer, eftersom hackeren, der dræbte Gerard, muligvis havde et motiv i baghovedet – måske var det spilleren og ikke simmerne, morderen ville have ram på, hvis liv det så end måtte koste. Nu var hun så blandt de flere hundrede af tusinde mennesker, der stod til salg i et katelog på EA’s hjemmeside som masseproduceret legetøj fra Toys ”R” Us. Der kunne gå lang tid til, at en spiller ville købe hende, eller der kunne gå meget kort tid. Måske ville hun slet ikke nå at få en ny spiller inden, at hendes kontrakt udløb.

     Efterhånden som minutterne gik, og cigaretten mellem hendes fingre og fingre blev kortere, var det kun et par stykker, der forlod dansegulvet og tog tidligt hjem. En af dem var en høj, småbuttet fyr med 70’erligt grydehår, stort posetøj og et rundt ansigt dækket af både skægstubbe og bumser. Han var nok omkring starten af 20’erne. Han var yderst frastødende, men han var da et forsøg værd.

     Hun listede med lange, stille skridt hen imod den vidtfremmede dreng, men uden at virke for ivrig. Nærmere gådefuld, flirtende og selvsikker. Han fik først øje på hende, da hun lagde sine lange, slanke fingre på hans ene underarm, der sammen med den anden dannede et kryds over hans bryst. Berøringen fik et stort og lumsk smil til at brede sig på hans smalle læber.

     ”Godaften,” sagde han slesk, hvislende mellem hans fortænder, og vendte sig mod hende. ”En ung og uskyldig pige som dig midt om natten i storbyen, der ligger nummer ni på listen over verdens farligste byer – er du ikke … bange?” Det ældste og lammeste scoretræk i verden, tænkte hun irriteret. Vær den beskyttende heltetype, i hvis arme jeg kan føle mig tryg.

     ”Ih, jo da! Beskyt mig,” flirtede hun med en kunstig lille pige-stemme, og gav ham de frække øjne, ”store fyr.”

      ”Jeg har stadig tøj på, og det er nu, du vælger at kalde mig stor?” Han trådte et skridt tættere på hende. Lidt for tidligt, lidt for ivrigt.

     ”Jeg havde nok sagt det, hvis det var på de bredder.”

     ”Er man lidt flabet?” spurgte han og sendte et drilsk blik.

     ”Kun i helligdagene.”

     ”Finn,” præsenterede han sig selv, og rystede energisk hendes lille hånd. ”Du skal jo vide mit navn før, at du kan skrige det.”

     ”Det er dig, der kommer til at skrige,” grinte hun, og præsenterede sig selv: ”Rose.”

     Han forblev tavs et stykke tid, indtil hun stak smøgen skævt ind i siden af hendes kæft.

     ”Er det kun cigaretter, du stikker i munden?” Hans spørgsmål gav hende kuldegysninger. Ham, hende … det var næsten for klamt til at være sandt.

     ”Det kan …” sagde hun, tog en pause, inhalerede den tykke luft, pustede den ud, og afsluttede tøvende sætningen: ”… din pengepung kun fortælle.”

     Han bakkede et skridt ud. ”Wow,” sagde han forskrækket, mens hans smil blegnedes. ”Så du er … sådan en?”

     Nej, jeg er ikke en freaking luder. Jeg er skam din splinternye teddybjørn! tænkte hun sarkastisk.

     ”Er det ikke ulovligt?” Hans vidtåbne øjne lyste af forundrelse.

     ”Shhh. Det siger vi ikke til nogen.”

     ”Men - hvor meget koster …” stammede han nervøst og så sig om til alle sider i frygt for, at nogen skulle lytte med, ”… det?”

     ”Det kan vi se på bagefter. Når vi er færdige. Hjemme hos mig.”

***

Hendes lejlighed lå i kernen af storbyens slum. Med sine ituslåede ruder, grafittibemalede vægge og faldefærdige tag, kunne det fra lang afstand ses, at bygningen næsten var helt forladt. Kun få ud af de mange lejligheder i hele højhuset var beboede, og endnu færre var i noget, der minder funktionelle som logi for mennesker.

     Elpæren i gangens loftslampe nynnede melankolsk på sine sidste vers. Finn kunne kun lige se den dunkle gang, men det var han taknemmelig for, da han ikke ville se det kryb og kravl, der hjemsøgte bygningen; et fanget glimt i øjenkrogen af spidsen på en enspændermus’ lange hale var i dette øjeblik nok skadedyr for ham.

     Hun trak et lille, rustent nøglebundt op ad sin lomme og førte en nøgle ind i hullet, drejede det omtrent en halvfems grader, tog den ud igen og stak den i sin bukselomme. Hun åbnede den oplåste dør og viste Finn sin, mildest talt, usle lejlighed.

     Der var et tv. Det var dog et stort skrammel af en kasse at være på en lidt underholdende måde, som det med sin store bagdel fyldte det sandede gulv til. Han kunne ikke se ledninger. Måske virkede det ikke, hvem ved? I hjørnet skråt overfor ved et stykke væg nøgent for tapet, som sandsynligvist var revet af, var tæpper i stedet for en sofa og en ødelagt flyttekasse som sofabord.

    ”Bor du her alene?” spurgte Finn, mens han med en blanding af sympati og afsky scannede stuen igennem med sine øjne.

     ”Nej,” svarede hun uden at fortrække en mine. ”Mine forældres swingklubber og kæmpeorgier endte ud i død for begges tilfælde efter den nye kønssmitteepidemi - luxurias, eller hvad nu, den hedder, og ja, nu bor jeg så på papiret sammen med min omtrent tyveårige storebror, som tålmodigt venter på at blive skudt i stumper og stykker i Irak.” Ordende kom bombende som skinne efter skinne på en togbane på en næsten helt komisk måde. Det hele virkede så absurd og ekstremt, at han ventede på, at hun ville sige, det bare var en joke. Men hun løftede bare øjenbrynene og lagde sig til rette på et udfoldet tæppe ventende på, at han skulle lægge sig ved hendes side. Men i stedet blev han ved med at snakke.

     ”Hvor gammel er du så?”

     ”Nitten,” løj hun. ”Hvad med dig?” Spurgte hun så, og inviterede ham indtil sig med øjnene.

     ”Jeg fyldte fireogtyve sidste sommer,” mumlede han, og lagde sig ned ved hendes side. Tøjet var hurtigt væk, men i stedet lagde et fint lag glinsende svedperler sig på deres bare hud.

***

Der lød hårde slag på den ulåste dør, men før, at Rose kunne gøre noget ved det, gik den op. Tunge skridt fra store støvler rungede i gangen, før den uniformerede blonde og unge mand trådte ind i stuen.

     ”Hallo? Er her nogen? Rose, er du her et sted?” lød det råbende fra Lewis Jean, mens han undrende søgte efter sin nu sekstenårige lillesøster med sine store, brune øjne. Da de endelig fangede hende i sit spind, måbede han forskrækket, fortumlet og fortvivlet i retningen af den pige, han havde efterladt to år tidligere i noget, der mindede ham om en tilfredsstillende tilstand – sund, rask, sød og uskyldig. Nu … nu lå hun i ske med en nøgen fedling, der var en del ældre end hende. Hun var blevet en del ældre. Hun lignede en voksen, ikke et uskyldigt pigebarn. Det hele var så … usandt. Uægte. Utroligt. Umuligt.

     ”Lewis,” hviskede hun chorkeret og satte sig forhastet op. Hun fumlede efter et tæppe og dækkede sig selv og den langsomt vågnende kunde til. Finn gned sig i øjnene, mens han langsomt prøvede at opfatte, hvad der skete.

     ”Rose,” svarede han og bed sig selv i læben. ”Hvem er …” Hans øjne skiftede retning fra hendes øjne mod drengen. ”… det?”

     ”Det er en gammel ven,” svarede hun og kastede Finns tøj i hovedet af dets ejer, hvorefter han med fuld fart tog det på; bukserne knappet skævt og T-shirten med vrangen ud, men han ville bare være dækket til i en fart.

     ”I må stå hinanden … nært.” Hans stemme knækkede. Han var målløs. Hvad skulle han dog sige? ”Hvor gammel er du?” spurgte han tyksakken.

     ”J-jeg …” stammede han nervøst.

     ”… Er for gammel til at ligge med en ung pige,” afsluttede han uden at fortage en mine. ”Hun er kun seksten, at du ved det.”

     ”Det er ikke ulovligt længere,” indskød Rose straks. ”Jeg ved ikke, om du har hørt det. Før har det jo, som du nok ved, været ulovligt for en 18-årig at være sammen med en, der er under atten, selvom at sekstenårige gerne må have sex så længe, at den anden part er under atten. Men det er det ikke længere. Du ved … moralen svinder efterhånden.”
     ”Vi får bragt aviser, Rose,” svarer han med en mørk klang i stemmen. ”Men bare fordi, at vores regering har mistet deres etik, bør folket, for ikke at tale voksne mennesker, stadig holde fat i deres egen.”

     ”Men …” indskød Finn.

     ”DER ER IKKE NOGET MEN, SKIDERIK!” råbte Lewis arrigt som svar. ”Du har rørt ved min lillesøster, at du ved det. Du er hvad; ti år ældre end hende? Du er ynkelig.”
     ”LEWIS!” skreg hun rasende. Hendes øjne var vidt opspærrede, hendes næse vibrerede, hver gang hun tog ind- og udåndinger.

     Finn gjorde det langt, langt fra bedre. Han rejste sig op, bukkede sig ned mod Roses øre og hviskede: ”Hvad kommer det til at koste?” Lewis skulle ikke høre det. Hvis Lewis hørte det, ville alting gå galt. Lewis måtte bare ikke høre det. Lewis hørte det selvfølgelig.

      Han borede sine negle ind i sine håndflader. ”Du er en luder,” hviskede han. ”Du er en luder. Er det sådan, du tjener penge til huslejen?” Uden at sige noget, forsvandt Finn lydløst og ubemærket ud af rummet – uden at betale.

     ”Soldaterlønnen er jo ikke høj,” sagde hun indskydende som undskyldning. ”Vi er også faldet ud af dagpengesystemet.”

     ”Løgn. Studerende har fået særlige tilbud,” sagde han uden at fortage en mine. ”Ved mindre, at du …” Han så hende dybt i øjnene. ”Ej, det har du vel for guds skyld ikke gjort!”

     ”Undskyld,” sagde hun, mens tårerne som brusende vandfald strømmede ud af hendes øjne og tværrede hendes mascara ud, så den løb ned ad kinderne. ”Skolen var bare så … Dagpengene var jo ikke meget, når man tænker på … Jeg er blevet en simmer, hvis du ved, hvad fanden det betyder. Det er en meget højere løn.” Hun forklarede ham det med drabene og hvorfor, hendes løn i øjeblikket var næsten ikke-eksisterende.

     Hans ansigt blev blegt. Fortæret af forskrækkelse. Han prøvede flere gange på at sige noget, men mislykket. Han var for mundlam til at vide, hvad ”Fint,” svarede han efter en lang tøven. ”Det er dit liv. Men at prostituere sig selv er, i hvert fald lige nu, ulovligt, og det er altså også bare for klamt for en kun femtenårig …”¨

     ”Sekstenårig,” rettede Rose stille.

     ”Sekstenårig, ja, det er vidst rigtigt. Men du er jo ikke engang voksen endnu, er du vel? Nej, du er først, trods alt det lort regeringen har gang i, myndig om to år. Det er bare så usselt, hvis din barn- og ungdom bliver taget fra dig.”

***

Rose kunne næsten ikke sove den nat. Hun vågnede i tæpperne ved sin broders side, som lå og gryntede i søvne som en lille gris. Klokken var ifølge digitaluret på hendes TV fjorten minutter i ni om morgenen, og solen var for længst stået op.

     På computeren fik hun den melding, at en spiller med brugernavnet MaxIanTyler havde købt hende, og at hun allerede klokken ti skulle møde op ved EA’s lokale bestyrelsesbygning. Tilfreds med den gode nyhed mødte hun op på arbejdet, blev koblet til computerspillet og var inde i spillet med en ny bruger, der virkede til at være venlig nok, og et par andre simmere, som heller ikke var helt forfærdelige.

     Det hele startede, som det bedst kunne gøre. Der var kun elleve dage tilbage, før hendes kontrakt udløb. Men lykken kunne stadig nå at vende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...