Simulerende Bagtanker {The Sims}

Fans verden over har fulgt det ekstremt populære computerspil, The Sims, i mere end sytten år under udvikling og fremskridt, der har tilladt en hvis fordybning i realismen. Men de grådige spillere har tigget om mere og mere, og nu er det kommet: The Sims 5 - Next Generation; Spillet, hvor du spiller med virkelige mennesker. I hele USA står fattige og hjemløse i kø for at få job som såkaldt 'simmer' for et beskedent beløb. I starten virker det fredsommeligt og uskyldigt, men livsfarlige hackere og virusser slår til og forpester simmernes vilkår. Femtenårige Max Tyler er nok jordens største nørd, hvilket har kostet ham hans sociale status. Han konfronteres ofte af mobbere, og han planlægger sin hævn. Men da en smuk jævnaldrende simmer, den henrivende Rose Jean, tigger om, at han redder hendes liv - en hjælp, hvori han skal hacke sig ind på spilproducentens server, men hvis han opdages, kan han risikere at miste alt. Vil han virkelig gå så vidt for at redde nogen, han ikke kender?

72Likes
79Kommentarer
2609Visninger
AA

2. Prolog

Manhattan, New York

17:33 23. maj 2021

Stationen var allerede omringet af både paparazzier og nysgerrige journalister, der frydede sig over avisernes næste forsidestof. Et mord. Endnu et mord.

     Punktet på grafen med virusser og skamløse hackere sad helt i top. EA’s nyeste udgave af The Sims, der blev udgivet i starten af efteråret, var kun til besvær. De grådige brugere tiggede om mere og mere realisme i spillet, og spilproducenten gav som ønsket: Nu var det ikke længere opdigtede personer som den typiske Mary Ann eller Burt Gregor, man styrede i dette simuleringsspil. Dette var virkelige personer med virkelige tanker, følelser og sind. Fattige og familieløse tilbød deres krop og sind én eller to timer om dagen for en beskeden sum penge, der ofte blev betalt af vamle stoddere og sadister med lumre sind, som med glæde styrede deres mindste bevægelser og træf deres beslutninger. Disse personer, for det meste kaldt ’simmere’, bliver tilkoblet en maskine, der midlertidigt komprimerer deres legemer indtil små filer - pixels, tal og numre. En mikrochip indopereret i deres nakke giver deres underbevidsthed oplysninger om spillerens kommandoer, og hvis ikke de udførte den … så blev de straffet med enorme mængder af stød igennem deres kroppe.

     I starten virkede spillet uskyldigt og tillidsfuldt nok. Populariteten strømmede til som bare pokker, og EA lagde også ud med en ubekymrende sikkerhed. Men efterhånden var barrieren mellem hackerne og spilproducentens hovedkvarter tynd som pergament, og blot fire måneder efter, at spillet kom på markedet, blev det meldt til en politistation i en forstad til Chicago, at spillet havde fået sit dødsoffer – en tidligere prostitueret nittenårig. Og allerede lige før udgivelsen i Europa, et halvt år efter det første drab, havde nummeret af dræbte allerede rundet ti. Det undrer ingen, at EU ikke ville godkende spillet, og at det aldrig nåede til de europæiske spilbutikker.

     EA ville ikke udtale sig om risikoen for drab af simmerne. Til gengæld stod rasende kritikkere og religiøse fanatikere i kø for at komme i TV for at sige sin mening i pressen. Den ene celebrity efter den anden udtalte sine forskellige meninger, og som resultat blev de derefter enten mere eller mindre populære. Politiet kæmpede bravt for at sætte en stopper for dette vanvid, men det var ikke ligefrem fordi, at EA selv gjorde den store indsats for at få det stoppet. De gjorde ikke sikkerheden bedre eller opstillede et nyt sikkerhedsværn op. Politikkere landet over, både republikanere og demokrater, har også spildt en del kræfter omkring ’The Sims 5 – Next Generation”, men eftersom, at spillet befandt sig lige netop indenfor lovens rammer, og at populariteten fortsat steg, var det godt som umuligt at få stoppet produktionen af denne rendyrkede slagtermaskine.

     Straks da den midaldrende politikommissær Gordan Howards trådte ud ad politistationens døre efter en lang dags efterforskning, følte han sig overvældet af spørgsmål og den enorme mængde af larmende mennesker, der både skubbede og maste sig ind i mod ham. De alle ville have et glimt af ham eller svar på de mest irrelevante spørgsmål, og nogle var der endda bare for at råbe, at han var et dovent svin. ”Tænk, at I ikke har fået sat en stopper for det her endnu! Hvor er vores sikkerhed? Hvor?!” råbte en omtrent fyrreårig mand og kastede en rådden tomat lige over kommissærens venstre øre.

     ”Undskyld, jeg kommer fra Daily News – må jeg stille dig et par spørgsmål?” spurgte en ivrig kvinde energisk, da hun pludseligt blokerede vejen mod parkeringspladsen, og stak den røde mikrofon lige op i hans ansigt.

     Han nåede ikke engang at afslå, før han blev afbrudt af en skaldet mand, der stillede sig ved Howards side og spurgte løs: ”Hvad er din personlige holdning til EA’s såkaldte ’gaskammer’? Og hvorfor tror du, at så mange finder det underholdende at dræbe vildt fremmede?”

     ”Hvad tænkte du, da du fik at vide, at der blot på en uge er blevet dræbt to simmere?” spurgte en tredje.

     ”RØVHULLER HELE BUNDTET! Hvis I nu trak jeres fingre ud ad kanalerne og startede på at gøre en ordentlig indsats, tror i så ikke, at I rent faktisk ville gøre fremskridt?!” svovlede en fjerde.

Forvirret, svimmel, træt og overbelastet. Han måtte hjem, og det skulle være nu, før han faldt om midt i det hele. Parkeringspladsen lå kun få meter væk. Hvis han bare lige kunne …

     ”Ingen kommentarer,” svarede han stift, gik et skridt udenom kvinden og fortsatte ned ad fortovet. Men denne bemærkning fik kun hans publikum til at summe endnu mere – som når et barn stikker en pind direkte ind i siden af en bikube.

     ”Hr.! Hr.! Men hvad er det egentlig, du synes om …” sagde den samme kvinde igen, der ihærdigt forfølger ham.

     ”Hvis nu, jeg fortæller dig, at hvert tredje minut forsøges det at hacke ind på EA’s hovedkvarter, hvad …” lød det fra en helt femte mand, der griflede løs i sin sorte notesbog med en stumpet blyant.

     Han havde en inderlig træng til at hive pistolen frem fra hylsteret, skyde et par gange op i mod himlen og skræmme livet af disse nærgående idioter, så de ville løbe for deres liv - og væk fra ham. Men han valgte ikke at risikere sit job bare for at undgå denne højtirritable trængsel.

     Det føltes som timer før, at han endelig kunne sidde med velbehag bag ved det smidige læder på bilens rat. ”Hvornår får disse sager en ende?” mumlede han spørgende til sig selv, da han bakkede ud ad parkeringspladsen.

     Enogtyve simmerdrab på ni måneder.

     Nitten af dem uden afklaring af morder.

     Seksten af dem tidligere prostituerede og/eller kriminelle.

     Fjorten af dem ulovlige immigranter.

     Ni af dem under atten år.

     Seks af dem uden nogen som helst pårørende, politiet kunne kontakte ved deres dødsfald.

     Tre af dem uden ingen form for ID eller andre personlige informationer.

     Alle af dem døde kort før, at deres EA-kontrakt udløb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...