Simulerende Bagtanker {The Sims}

Fans verden over har fulgt det ekstremt populære computerspil, The Sims, i mere end sytten år under udvikling og fremskridt, der har tilladt en hvis fordybning i realismen. Men de grådige spillere har tigget om mere og mere, og nu er det kommet: The Sims 5 - Next Generation; Spillet, hvor du spiller med virkelige mennesker. I hele USA står fattige og hjemløse i kø for at få job som såkaldt 'simmer' for et beskedent beløb. I starten virker det fredsommeligt og uskyldigt, men livsfarlige hackere og virusser slår til og forpester simmernes vilkår. Femtenårige Max Tyler er nok jordens største nørd, hvilket har kostet ham hans sociale status. Han konfronteres ofte af mobbere, og han planlægger sin hævn. Men da en smuk jævnaldrende simmer, den henrivende Rose Jean, tigger om, at han redder hendes liv - en hjælp, hvori han skal hacke sig ind på spilproducentens server, men hvis han opdages, kan han risikere at miste alt. Vil han virkelig gå så vidt for at redde nogen, han ikke kender?

72Likes
79Kommentarer
2606Visninger
AA

7. Fjerde kapitel

Max skulle bruge omtrent en halv time på at give sin nye simmer et passende look. Sådan var det tit med dem i starten. Simmerne, altså. De flestes baggrund havde sat sine spor på deres udseende. Testosteronofferet bag skærmen var glad for de frie hænder, spillet tillod ham.

     Det hele skulle være perfekt. Sort sidecut med et par lyseblå striber. Rosa læber og matchende neglelak. En let og neutral øjenskygge. En smule mascara. De mørke rende skulle usynliggøres, og arene på hendes håndled var heller ikke helt pæne. Grønne kontaktlinser fik hendes ansigt til at se friskere ud og stod i flot kontrast til den mørkeblå blazer, der havde en sort tanktop indenunder. Nederdel eller jeans? Jeans, helt klart jeans. Hun skulle også have et nyt navn. Heather var et pænt navn, men ikke pænt nok. Felicia var heller ikke lige noget, der passede til hende. Men Seraphina – Seraphina var et flot og unikt navn, kun få hed. Max kunne godt lide navnet Seraphina Jones. Da han var tilfreds med det fulde resultat, startede han spillet.

     Normalt ville han have fundet på en baghistorie om den mærkelige forsamling. To småbørn, en teenagepige fra en anden familie og konstant besøg fra den ældre nabomand burde for det meste have en historie med sig. Men Max følte ikke, den var nødvendig. Han ville bare have dem til at connecte - altså danne bånd med hinanden i et eller andet omfang. Det var jo ikke selve historien, der var vigtig, men selve spilletiden. Deres reaktioner. Deres opførsel. Så længe de kunne holde hinanden ud, kunne det jo være lige meget, om den nye simmer var drengenes fjerne slægtning eller kusine. Lidt lige som med kærlighed – findes den eneste ene virkelig?

     Vi lever syv milliarder mennesker på syv på én planet. Ville det kun være én person af de syv milliarder, der var værd at bruge resten af sit liv på at sidde foran pejsen, strikke uldsokker og fortælle jeres fælles børnebørn om, da I var børn, med? Hvis den eneste ene fandtes, ville der jo være en usandsynlig lille sandsynlighed for, at man nogensinde mødes med vedkommende. Nej, det hele handler om, om man kan holde hinanden ud, og hvis man er heldig, nyde hinandens nærvær. Ville man måske ikke også kunne det med Olga fra Rusland? Fatima fra Saudi Arabien? Ling fra Kina? Hvis du fortæller, at ud af alle mennesker på globen, er det kun din elskede, du kunne være sammen, kan det jo næsten kun være en løgn og en fantasi vi giver os selv for at opmuntre os selv, hver gang vi tænker den typiske var mit liv nu bedre, hvis jeg havde valgt X-tanke? Ellers er det bare ret tilfældigt og heldigt af dig, at kassedamen i dit lokale indkøbscenter eller konditoren fra for enden af Markgade viste sig at være lige netop den helt særlige person. Nej, det hele handler i bund og grund om kemi og om at danne bånd.

     ”Men hvad ved jeg?” spurgte Max sig selv sukkende.

***

Her var fredligt. Solen dansede sig ind ad vinduet og lagde sig blidt i Roses nye hår. Hun sad i sengen, så en eller anden komedieserie og lagde lyslilla neglelak på. Det var ikke så slemt endda. Denne virkelighed var ikke virkelig, men den var da altid noget, og den var endda bedre end hendes egen. Perfekt var måske i overkanten, men det var alligevel noget. Hun fik straks indtrykket af, at hun var i gode hænder hos hendes nye spiller. Han/hun virkede til ikke at ville gøre noget mod Rose, der var væmmeligt for hende.

     Den første dag gik fantastisk, og således gjorde den næste for den sags skyld. Lewis sagde ikke så meget. Spurgte lidt indtil Rose og hendes job. Fortalte lidt om Irak og lugten af krudtslam. Han havde også altid været lidt af en menneskesky enspænder, og den fortsatte ro i lejligheden var fin nok for Rose. Før hun vidste af det, otte dage før kontrakten udløb, og fire dage efter hans ankomst, stod hans rygsæk pakket igen. Roses løftede øjenbryn hilste dem mere eller mindre forbløffet, da hun gik ud ad døren på vej til arbejde. Hun havde ikke lyst til at sige farvel selvom hun vidste, at han ikke var der, når hun kom hjem.

      Hendes tilkobling til spillet tog kun få minutter, og hun var derefter tilbage i den velkendte pixellejlighed med de lysegrå vægge og det babyblå gulvtæppe. Pænt var det ikke, men det var pænere end hendes sædvanlige omgivelser; det var ren hotelluksus. Fem dages ferie i Paradis var ikke så slemt endda – altså, når hun ikke var bekymret for faren over at blive dræbt.

      Dag et så hun næsten ikke til børnene, men hun lærte at lave flere forskellige komplicerede madretter, og hun fik købt en ny - altså ny for hende - bil, som alligevel lignede en sammenkrøllet dåse, men det var detaljer.

     Dag to fik hun job i en blomsterforretning. Hende i en blomsterbutik med de lange negle ned i blomstermuld – hvilket forunderligt særsyn!

     Dag tre vågnede hun for sent og kom for sent på arbejde, hvilket derefter førte til fyring. Resten af dagen fik hun så taget på, mens hun så en halv sæson af en meningsløs TV-serie samtidig med, at hun også spiste en halv liter flødeis.

     Dag fire tog hun de to møgunger med i vandland, hvori den yngste var tæt på at drukne. Godt at ham livredderen, der ville have passet godt ind i genindspilningen af ”Baywatch”, havde nået at redde den stakkels dreng.

     Da pixelsolen gik ned over pixelhusene i pixelbyen den femte dag, gled Roses øjne op på digitaluret, der lyste op på væggen bag sofaen, hvor hun sad med ungerne og holdt filmaften. Fire minutter i midnat. Så ned på filmen igen. Så op på uret igen. Tre minutter i midnat. Så ned på vinflasken og glassene, skænkede en slat til sig selv og drak det på kommando fra spilleren. Så op på uret igen. To minutter i midnat. Så på drengene, der begge var ved at falde i søvn. Mærkeligt, at de mindede så meget om ægte børn, når de i virkeligheden bare var tal og numre fra computere et eller andet sted i landet – det var næsten helt uhyggeligt, hvordan de kunne skabe mennesker, der både har nøjagtig samme adfærd og udseende som ægte. Så op på uret igen. Et minut i midnat. Knyttede sine hænder og kneb øjnene sammen i forberedelse på det store sus, der snart ville komme, når hun blev transporteret tilbage.

     Ingenting skete.

     Forholdte øjnene lukkede.

     Ingenting skete.

     Løsnede fingrene i de knyttede hænder en smule.

     Ingenting skete.

     Åbnede øjnene.

     Alting var som før – glassene på bordet, børnene sovende i sofaen, filmen i tv’et og hende fortsat siddende i Simmerby. Så op på uret. Midnat. Undrede sig. Så op igen. Et minutter over midnat.

     ”Hvad fanden sker der?!” råbte hun målløs ud i lejligheden. Den ældste af drengene vågnede, og bank på væggen mellem hende og naboerne lød som et tegn på, at hun skulle dæmpe sig. Drengen faldt så til gengæld hurtigt i søvn igen, men hun havde slet ikke rum til at bemærke, hvordan han lignede en engel i søvne, når man altså så bort fra den store kartoffeltud.

     Hun gned sig i øjnene og så op på uret igen. Seks minutter over midnat. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?

***

Max så på det lille blå ur i højre bundhjørne, at al hans spilletid var udløbet. Men det mærkelige var, at pigen var stadig på skærmen. Spillet var ikke gået i stå. Han rullede fingeren ned ad musens scroller, zoomede ind og så, at hun var mindst lige så forvirret, som han var. Hvad pokker?!

     ”Kommando, Seraphina: Forklar hvad, der sker,” sagde han tvivlsomt i headsettets mikrofon.

      Pigen modtog straks kommandoen. ”Ingen anelse.” Det var første gang, han havde hørt hendes eget ordvalg. Ellers havde hun jo kun sagt de ting, han havde stoppet i kæften af hende med en toiletsvupper. Han kunne godt lide hendes egne sætningen. Det kunne kommandomodtageren, chippen i hendes nakke, til gengæld ikke. Hun fik stød så hårdt, at hun skrigende kastede sig ned på tæppet.

     ”Besked, Seraphina: Undskyld. Kommando, Seraphina: Rejs dig op.”

     Hun pressede sig selv op mellem tv-bordet og sofaen, så hurtigt hun kunne, så hun ikke ville få stød igen. Max sad og stirrede undrende på hendes bevægelser, mens han forvirret rodede rundt i sit hår.

     ”Kommando, Seraphina: Vent, mens jeg ringer til EA’s brugerservice for at spørge om hjælp.”

      Han lukkede spilvinduet ned, åbnede et vindue til nettet og researchede i kort tid, før han fandt nummeret frem og tastede det ind på sin mobiltelefon. Der gik et par minutter før, at han kunne komme kontakt med en lys og skinger kvindestemme.

      ”EA kundeservice,” lød det fra røret med en stemme, der lød som en blanding af negle, der borer sig ind i en tavle og lyden af glas, som klirres i tusinde af små stumper. ”Er der noget, jeg kan hjælpe dem med?”

      ”Det gælder The Sims 5 – Next Generation,” svarede Max.

      ”Et øjeblik, vi omstiller til Sims-personalet,” svarede hun lidt for sukkersødt.

      ”Hallo.” Den mørke, mandlige stemme fik det til at løbe koldt ned af Max’ ryg. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” Han snakkede meget langsomt, men ikke på en beroligende måde.

      ”Jeg har et problem med en simmer,” forklarede Max tålmodigt. ”Mit brugernavn er MaxIanTyler. Nej, der er mellemrum imellem. Mit fulde navn er det samme. Nej, denne gang med mellemrum imellem navnene. Max – Ian – Tyler. Simmerens navn, siger du? Øh ja, det er – to sekunder, tjekker lige efter - Seraphina Jones. Problemet er det, at det er omtrent et par timer siden,” han så ned på sit ur, ”seks timer i simmertid siden, at hun skulle være tilbage fra spillet. Men hun er der stadig, men jeg kan ikke kommandere.”

     ”Besynderligt. Vi skal se, hvad vi kan gøre.” Røret blev lagt på, og Max var efterladt mindst lige så forvirret, som han var før. Max forlod computeren uden at slukke, fordi Rose stadig var der, og det efter sigende skulle være farligt og endda strafbart at gøre det, uden først at give klar besked til simmeren – hvis programmet blev lukket, mens simmeren stadig var der, ville nettet gå løst og forbindelsen fra EA ville blive brudt. Spilproducenten har ikke givet oplysninger om, hvad præcist der ville ske for simmeren, men det ville umuligt kunne være godt.

     Over aftensmaden sad Max og stirrede tomt ned på stykkerne af skåret svinefilet, der lå oven i en pøl af sovs. Han var ikke rigtig sulten, i stedet var han bekymret for sin simmer. Hvad skulle han gøre? Sidde og trille tommelfingre?

     Hans midaldrende far smaskede højlydt, hvilket tydeligvist irriterede hans søn. ”Kan du ikke lukke maden, når du spiser?” snerrede Max og så op fra tallerknen. Hans far himlede med øjnene.

     ”Max,” sukkede moderen og tog fat drengens hånd, der træk den til sig igen til Fru Tylers skuffelse. ”Din far er sjældent hjemme fra arbejde, og når han så er …” Hun sukkede dybt. ”… Skal du altid række ned på ham i den ene eller den anden forstand. Synes du ikke selv, at vi burde være sammen som familie, når vi endelig er her alle sammen? Altså alle sammen bortset fra Nathan, selvfølgelig.” Nathan var Max’ storebror, der sjældent var hjemme. Han tog stor afstand for alt det, hans forældre stod for. Hr. Tyler var kapitalistisk bankdirektør, mens Fru. Tyler var hjemmegående husmor. Nathan havde farvet sit hår sort med lyseblå spidser og havde piercinger i hans øreflipper og øjenbryn. Han havde et nært forhold til en pige, som Max ikke helt var sikker på, hvor tætte de var. Venner, kærrester eller bare venskab med fryns. Han vidste aldrig helt, hvad han skulle tro på, når det gældte Nathan.

     Efter aftensmaden fik han en opringning fra et nummer, han ikke genkendte. Han førte mobilen op til sit øre. ”Max her.”

     ”Ray Jackson. EA’s kundeservice,” lød den mørke stemme igen. ”Det hele har været en fejl i EA’s kommandocentral, men vi har styr på det hele nu. Der er sket den fejl, at hun er tilbage, men at dataen ikke er refreshet. Det er bare en illusion, at hun sidder der i lejligheden. Du kan med glæde slukke computeren.”

     ”Men hun bevæger sig jo,” mumlede Max forvirret. ”Er du sikker på, at hun er i god behold?”

     ”Du er velkommen til at hive stikket ud.”

     ”Men …”

     ”Vi har andre kunder, der venter. Er der noget vigtigt, du vil spørge om?”

     Max stirrede ud i tomrummet et par sekunder og tænkte sig godt om, før han svarede: ”Nej.”

     ”Jamen, så må du have en god aften.”

     ”I lige måde.” Max lagde røret på, slentrede ind på sit værelse og stirrede på Seraphinas skikkelse på computerskærmen. Hvordan kunne det være, at han stadig kunne se hende, når hun åbenbart ikke var der?

      Han tog først en dyb indånding. Derefter slukkede han for computeren uden den ringeste anele om de følger, det ville få.

***

Klokken var seks om morgnen et par dage efter ifølge simmertid. Den opgående sol farvede med fine akvarelpensler den nederste del af himlen over horisontens højhuse gyldengrøn og kastede en smule blåligt lys ind i det ellers mørke rum.

     Rose sad utålmodig på gulvet i mellem sofaen og bordet. Hun var begyndt at miste tal på, hvor mange dage hun havde opholdt sig i Simmerby. Selvom ti dage føltes som lang tid for hende, svarede det kun til fire timer hjemme.

     Hun var begyndt at miste fornemmelsen af, hvor meget af hende selv, der var ægte. Det var ikke hendes rigtige hår. Det var ikke hendes rigtige hud. Det var ikke hendes rigtige negle. Tanken om, at dele af hende selv i virkeligheden bare var pixels skræmte hende. Var hendes tanker ægte? Var den luft, hun indåndede, ægte? Tvivlen sad kilet fast i hendes hjerte, hvor den sad tungt og bankede hårdt.

      Den ældste dreng var blevet teenager, så derfor forsvandt han. Nu skulle hendes spiller selv købe en rigtig simmer til at erstatte ham, men der havde ikke været kontakt mellem spilleren og simmerne et stykke tid, hvilket i simmertid vil sige dage.

      Ingen grund til panik, tænkte Rose. Det er højest to timer i virkeligheden. Kun to timer. Han kommer tilbage inden længe, og så har han en løsning. Ja, jeg vil være tilbage i Detroit inden længe.

     Først gik lyset ud. Derefter lød der et kæmpe brag over Rose, som om der var tordenvejr på salen over hende. Forskrækkelsen hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun prøvede fejlagtigt at slappe af. Strømafbrydelse? I Simmerby? Kan det overhovedet lade sig gøre?

     Hun strakte armene ud, tog fat i bordet og den ene sofahynde, og træk sig selv op at stå på sine ben.

     Hun så, at noget skærmede vinduerne fra omverden, men hun kunne ikke se hvad, før hun fandt et par stearinlys frem fra en skuffe, der oplyste rummet lige akkurat nok til, at hun kunne se cementenstriberne mellem de rødbrune mursten. Hun var lukket inde.

     Hvad fanden sker der?

     Hun havde ingen anelse om, om det var et bugg, en virus eller hackere, der legede med hende. Men hun vidste med sikkerhed, at her ikke var sikkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...