Simulerende Bagtanker {The Sims}

Fans verden over har fulgt det ekstremt populære computerspil, The Sims, i mere end sytten år under udvikling og fremskridt, der har tilladt en hvis fordybning i realismen. Men de grådige spillere har tigget om mere og mere, og nu er det kommet: The Sims 5 - Next Generation; Spillet, hvor du spiller med virkelige mennesker. I hele USA står fattige og hjemløse i kø for at få job som såkaldt 'simmer' for et beskedent beløb. I starten virker det fredsommeligt og uskyldigt, men livsfarlige hackere og virusser slår til og forpester simmernes vilkår. Femtenårige Max Tyler er nok jordens største nørd, hvilket har kostet ham hans sociale status. Han konfronteres ofte af mobbere, og han planlægger sin hævn. Men da en smuk jævnaldrende simmer, den henrivende Rose Jean, tigger om, at han redder hendes liv - en hjælp, hvori han skal hacke sig ind på spilproducentens server, men hvis han opdages, kan han risikere at miste alt. Vil han virkelig gå så vidt for at redde nogen, han ikke kender?

72Likes
79Kommentarer
2622Visninger
AA

5. Andet kapitel

Detroit, Michigan

15:06 13. juni 2021

Tidligt og alene hjemme. Igen.

     Endnu en gang fandt han sig selv tilbage i sin overklassesbolig i midten af Detroit - flygtet fra skolen. Max Tyler havde ikke engang fri endnu, men skolen … skolen var for ubehagelig. Lærerstablen havde skam bemærket, hvor ofte han pjækkede fra de sidste par timer. Og mon ikke de også havde regnet ud, hvorfor det var. Men ville de gøre noget ved det? Næ nej!

     Han smækkede den hvide trædør bag sig, kastede sin læderbrune skuldertaske ned af de mahognitrægulvet trægulv, smækkede røven i sædet og tændte for sin stationære computer, der sad forladt på sin ensomme plads ved designerskrivebordet. Han var alene. Isoleret. Beskyttet.

     Han lod sine nøddebrune øjne glide ned af hans krop, og de stoppede ved lynlåsen på hans bukser. Én stor pøl af indtørrende væske kunne stadig spottes på lang, lang afstand. Nej, han havde skam ikke pisset i bukserne. Det var bare åndsvagt vand fra åndsvage Joey og åndsvage Alex’ åndsvage vandflaske i en eller anden åndsvag joke, der åndsvagt nok skulle forstille at være sjov. Og han syntes også selv, at det var sjovt i starten. Men da folk så troede, at det var ægte urin, og ingen af de to skyldige teenagedrenge ville tilstå. De tilføjede endda, at hans bukser kunne lugtes flere kilometer væk. Han var træt af at stå i deres lort til halsen - og efter denne tanke måtte han indrømme, at det var en underdrivelse; Det føltes som om, at han druknede i deres “jokes” og “vittigheder” og “sjov”. Fattede de ikke, at han ikke selv fandt det morsomt?

     Bare fordi de var højere i det sociale hierarki, troede de sikkert også, at de bare uden videre kunne fucke med ham. Nej, han ville ikke længere finde sig i det. Hvis han bare kunne tage hævn. En dag, når de mindst ventede det …

     Lyset fra den næsten abnormt store computerskærm blev reflekteret i hans tykke brilleglas og satte tynde, gyldne streger i hans ellers så mørkebrune hår. Konsollen havde næsten alt tilbehør, man kunne skaffe på IT-markedet. Trådløs øresnegl til afspilning af lyd som fx musik, holografisk tastatur og en sensormus. Han overvejede i noget tid, hvilket af de mange skrivebordsikoner, han skulle vælge. Så mange forskellige spil, så lidt tid.

     Han følte, at livet var lidt mere værd end en milliard pixels i kæmpeudgave – han havde ikke lyst til at bygge med kæmpeklodser i Minecraft. Tomb Raider var enormt forældet, og selv de nyeste spil i serien havde han klaret en milliard gange. Skyrim? World Of Warcraft? Nyere spil som Radio Sterio eller Balcon’s Park? Næppe. Men så dukkede rumpeformede smaragd frem for hans syn. The Sims 5. Spillet, hvor det var ham, der havde magten. Hvor det var ham, der kunne hundse rundt med andre personer. Og det bedste af det hele: det var virkelige mennesker, han kunne pisse rundt med.

     Han klikkede utålmodigt hvad, han selv mente måtte være omkring de to milliarder gang, på spilgenvejen og lagde sig ventende på, at spillet skulle loade, tilbage i den bløde stol, der kun var designet til det éne formål: Gaming. Perfekt siddende armlæn, der havde albueplads nok til, at han uden videre kunne pløkke løs i alle vegne på modstanderne, når han spillede Counter Strike. Kopholder i begge sider, til når han drak de daglige coladåser. Let justerbart ryglæn, så han næsten uden at røre en finger kunne læne sig tilbage, når han skulle slappe af ved en film. Alle disse funktioner og flere til. Alle de funktioner som jordens største computergeek havde brug for til sin elskværdige trone.

     Mens spillet stadig loadede, overvejede han hvad, han skulle gøre mod simmerne - få dem til at skære i sig selv? Få dem til at hoppe ud fra anden sal og brække samtlige knogler i faldet? Han kunne næsten gøre alt. Alt, hvor de ikke ville få permanent skade eller være i livsfare. Alt.

     Han tog sig selv i at lade vreden styre hans sind. Hvor lød hans indre, sadistiske dæmon dog bare … latterlig. Patetisk, luset, ynkelig og svag. Han skulle lige til at slukke maskinen igen, men så så han, at spillet var loadet – og på hans startside stod der besynderligt nok, at han havde fået tre beskeder.

     Selvom 4’eren havde givet ham mulighed for at chatte med andre brugere og spille sammen med dem, var det sjældent, at han skrev med andre. Det sociale liv havde aldrig været ham. Han holdt sig for det meste til hans egen lille, private verden.

     Han højreklikkede på ikonet, der klichésk nok forestillede en sennepsgul kuvert. Pop-up vinduet med beskeden lød følgende:

 

Velkommen, MaxIanTyler3122.

 

Afsenderen var til hans store forundrelse ikke angivet. Han vidste ikke engang hvordan, det kunne lade sig gøre. “Man kan da ikke bare skrive beskeder anonymt til hinanden, kan man?” spurgte han sig selv. Men han vidste ikke svaret, eftersom han ikke havde udforsket chatmulighederne særlig meget.

     Den næste anonyme meddelelse poppede derefter lige op i hans øjne:

 

Velkommen ... til det.

 

“Hva’ fand...?” mumlede han og begyndte at blive nervøs. Hvad var det, der blev snakket om? Hvem havde skrevet det? Hvad var det? Han læste den sidste, mindst lige så gådefulde, besked igennem i søgen efter svar, der ikke var mellem linjerne i disse smållige ord:

 

Du er nu en del af det. Nyd det, mens det varer.

 

Hans hjerte begyndte at banke som beatet i en af de nyeste rapsange. Hurtigere og hurtigere; hårdere og hårdere. Nyd det, mens det varer. Det begyndte at lyde som en dødstrussel i hans ører.

     Det måtte være en joke. En spøg. Vittighed om så at sige. Det var sikkert Joey og Alex og alle de andre, der som altid drillede med ham. Det måtte det være.

     Tanken fik hans skuldre til at sænke sig en smule, men hastigheden af hans hjerteslag sank kun en smule. Hvad nu, hvis det ikke var?

Han mærkede et kort øjeblik på hans venstre bukselomme der, hvor hans mobiltelefon var gemt. Et øjeblik overvejede han at ringe til nogen. Bare noget. Om det så var hans far, politiet eller Mohammed fra pizzariaet på den anden side af gaden kunne være lige meget. Byrden skulle bare lettes.

     Men han valgte dog at lade være. Hvor ville han dog gøre sig selv til grin, hvis det var ingenting. Det var sikkert bare ham, der overfortolkede det og overreagerede. Hvad ville politiet alligevel sige til ham? I fjernsynet havde han set hvordan, politiet blev kimet ind nat og dag af hypokondere, der fandt de mindste ting mistænklige omkring The Sims, som fx. at et ubetydeligt bug misfarved to-tre ud af flere milliarder pixels i deres ene rum. De var næsten alle sammen patetiske, og måske var han en af dem. Der stod jo sådan set ikke noget om død. Men alligevel løb det ham koldt ned ad ryggen.

     Tankerne fløj om ørene på ham, mens han koncentrerede sig om ikke at give de beskeder mere af hans opmærksomhed for lige nu, trods det var en del udfordrende.

     Han gik ud af beskederne og trykkede i stedet for på en stor knap, hvor der stod Start Spil. Det ledte ham ind på en store smaragdgrønne græsplæne, hvorover solen skinnede så ekstremt stærkt og kunstigt, at det lignede et still fra en reklame til fuldkorns- og/eller økologisk helsekosts-morgenmad. På dem lå rene og fine etagebygninger systematisk, strategisk og parallelt stablet fra det ene hjørne til det andet. Ikke ligesom ghettoerne i dette hul af en storby at være, nej nej, det her var en perfekt verden. Og det var nok derfor, at computernørder landet over fandt det så sjovt at hacke sig ind og ødelægge freden. Fordi det var så perfekt, at det var en helt forskruet løgn og sentimentalt billede på det mest optimale samfund. Et sted, hvor fattigdom, diskrimination, overfald, vold, overgreb eller andet eksisterede - i hvert fald ikke, hvis spilleren ikke tilladte det. Det var det, der var så morsomt at ødelægge for andre. Max kunne sagtens forstå dem. Men at gå så langt til at dræbe og/eller tvinge simmere til at voldtage andre? Aldrig i hans liv ville han overveje at gøre lignende!

     Hans lejlighed lå på disse koordinater i Simmerby: F6 x 13, sjette sal, stuen til højre. Hans familie bestod af en forholdsvis ung kvinde i starten af tyverne, der prøvede at bryde igennem som berømt forfatter, men fik næsten aldrig fred og ro til at skrive, eftersom den ældre herre fra stuen til venstre ofte kom forbi og udnyttede hendes frugtbarhed. Hun havde i alt født syv børn (trods den i forvejen forkortede tidsregning, varede en graviditet i The Sims kun lidt over en måned ifølge spillets tidsregning), men de fem af dem var fjernet af de sociale myndigheder. Børn i The Sims var indtil videre blot pixels og havde aldrig været noget, der mindede om ægte mennesker, men graviditeten føltes stadig ægte for simmeren, når hun var på skærmen - fuldstændige autentiske symptomer som kvalme, hormonændringer og humørskifte var flot efterlignet og fødslen var skam heller ikke helt smertefrit, konstaterede han, efter at have overværet syv af slagsen.

     Kvinden var ærlig talt ikke særlig pæn. Hendes hår var falmet og af samme farve som en to uger for gammel gulerod, hendes fortænder var åndssvagt store og hendes fregnedækkede hud var lidt for brun til håret. Men det gjorde hende bare billigere - ansat som blandt minoriteten i fire timer om dagen med en sølle betaling fra hans side på 100 dollars om måneden. Forundret spurgte han sig selv om hvordan, hun overhovedet kunne betale huslejen, hvis bare en slat af dem gik til EA selv. Men hun levede vel i en kasse og spiste af skraldespande ligesom de fleste andre simmere. Han havde godt set, når de hvileløse gennemsøgte storbyen for lidt, der bare mindede om fordøjeligt. Det var et forkasteligt syn.

     Det var et ret stressende tidspunkt. Kvinden havde lovet at sende en smagsprøve på hendes nye krimi, hun ikke engang havde startet på, inden for to timers tid; den ældste søn skulle hentes fra fodbold; den yngste skulle køres til læge og den gamle nabo ventede utålmodigt med et lumsk smil på læberne på at berøre hende som kompensation for, at hans jævnaldrende kone var indlagt på hospitalet og skulle opereres.

     Da hun endelig havde skrevet smagsprøven færdig, havde rejst sig op og forberedte sig på at være hendes sønners privatchauffør endnu en gang - den gamle liderbuk kunne sgu vente, til hun kom hjem - faldt hun uden kommando ned på det hårde gulv med et højlydt klask. Max var på grænsen af at hoppe ti meter op i luften. Han hev efter været, ved det rædselsfulde syn af den unge voksen, der drejede om på maven og blottede sin gennemspiddede ryg; tretten knive, der med skafterne dannede ordet det. Ordene fra beskederne gav kraftig genlyd i hans fortvivlede tanker.

 

Velkommen, MaxIanTyler3112.

Velkommen ... til det.

Du er nu en del af det. Nyd det, mens det varer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...