Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
852Visninger
AA

14. Valoranian

Valoranian er ligesom en form for soldater som ødelægger alt det sjove, alt det frie. Ja vi havde længe vidst at de ville komme til Bilgewater, men det var ikke faldet mig ind at det ville være i dag. Valoranian er nogen som bare tager alt hvad de vil have i kongens navn, værre skurke finder man ikke, selv blandt de fleste pirater var der ære, men ikke indenfor Valoranian.

De fleste af mine mænd kiggede på mig, betvivlede mig ikke, men ville bare vide hvad de skulle gøre, de ventede på min ordre, selvom jeg var gravid ville jeg stadig kæmpe.

"Vi kæmper mande, til døden og til livet" råbte jeg højt.

De jublede og gjorde sig klar, fandt våben og det hele. Jeg fik så øje på et kendt skib og jeg fik et sug i maven, det var hans skib, Gangplank. Han havde sikkert også taget kampen op, sådan havde han altid været og ville sikkert altid være. Jeg sukkede kort og skibet lagde til på den yderste kaj.

Jeg kunne høre folk skrige og sværdene klinge og pistol skud blive affyret. Det var ikke et sted for en højgravid kvinde, men jeg var ligeglad, selvom jeg holde meget af barnet allerede, kunne jeg ikke risikere dens og min egen fremtid. Jeg var nødt til at kæmpe, for alle fremtidens børn. Da skibet lagde til fandt jeg Shock og Awe frem, de skulle være ved min side i livet og i døden. Valoranian opdagede hurtigt vi havde sat til kajen og kom i et højt nummer imod os, men vi var klar. Kampen begyndte.

Jeg skød på alle dem i uniformer, unge såvel som gamle, de var en trussel mod mig og mit barn, flere tøvede da de først så mig, men da de så jeg stadig var ligeså god til kamp som før jeg blev med barn, tøvede de fleste ikke længere. Jeg kunne se mine mænd falde, men deres faldt i større numre end mine, men der var så også det mere af dem. Hvis ikke snart der skete noget, så ville vi ikke kunne overleve og sejle væk, og jeg ville aldrig kunne føde mit barn i byen af frihed. Vi kæmpede og kæmpede og vi ville kæmpe til det sidste. Ingen var villige til at give op. Jeg skød dem ned med Shock og Awe. En efter en faldt de, men der var stadig mange, men ingen af dem kunne finde ud af at kæmpe sådan rigtigt. Det var sikkert folk der var blevet indkaldt og givet en elendig træning. Jeg havde det en anelse dårligt over at skyde uskyldige folk som var tvunget til det her, men på den anden side. De kunne bare have sagt nej.

Lige da det så ud til at alt var tabt så skete der noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...