Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
878Visninger
AA

16. Slagmarken

Vi kan straks blive enige om at en krig intet sted er for en højgravid person som mig, men jeg deltog alligevel. Jeg kunne ikke svigte dem, min besætning og befolkningen fra Bilgewater. Vi stod klar og ventede på dem da de kom over bakken på deres pæne fuldblodsheste. Jeg tog mine trofaste pistoler Shock og Awe og gjorde klar til at skyde på dem, de kunne skyde langt, men var stadig ikke indenfor mit felt endnu. Folk var bange, utålmodige, nogen endda frygtløse, men jeg var rolig. De kom galopperende nærmere og nærmere. Frygten var tegnet i deres ansigter da de så alle de folk der ventede på dem, ventede på at forsvarer Bilgewater.

De kom nærmere og kom så nær at jeg begyndte at skyde dem ned, snart kom de nær så de andres pistoler også kunne nå. Vi skød dem ned på stribe. Der var dog så mange at de alligevel kom nærmere, vi gjorde os klar, jeg med mine pistoler som det eneste. Dem med sabler og sværd stod forrest og tog det første stød.

Slaget stod hurtigt og i kampens hede blev jeg forvildet rundt, jeg havde jo ikke kun mig selv at passe på, jeg skød når chancen bød, men de åbnede også ild imod mig. Jeg prøvede at undvige, det var hårdt med den store mave jeg havde. Hurtigt kom min besætning mig til undsætning og kæmpede de bastarder fra Valoranian ned. De var bare så talrige, det var der de havde deres plus. I kampkunst og alt det andet havde de ingenting, men i tal havde de alt. Der kom bare flere og flere til, de her kom så bare løbende. Jeg prøvede at skyde dem ned så hurtigt som muligt, men der var mange. 

Vi kæmpede for livet, for døden, vi kæmpede med kampgejst og med sorg over dem vi mistede. Vi blev bare ved med at slagte de unge såvel som gamle fyre ned, de fleste var garanteret tvunget derind, men de fortjente på en måde at dø, ved ikke at have gjort oprør med dette. Dette fristed ville de jo tage fra os.

Så skete det, et pistolskud fra bag mig blev affyret, jeg mærkede smerten, det blod der løb ned fra mellem mine ribben. Skudet var gået igennem. Jeg faldt sammen og alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...