Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
877Visninger
AA

5. Samtalen

Han gik ud igen og lod mig sove mens skibet sejlede, jeg var alligevel også så udmattet, så for mig gjorde det intet at jeg fik lov til at sove. Det havde virkelig været et hårdt døgn for mig, men jeg klarede den sådan nogenlunde, jeg sov bare mens skibet sejlede rundt, uden at vide hvor det var på vej hen. Jeg drømte om ham, Gangplank og jeg ved ikke hvorfor, men jeg drømte om vores fælles barndom, den gang jeg hed Sara Fortune, og ikke Miss Fortune. Dengang var vi noget man kan sige var kærester, men det skulle ikke undre mig hvis han havde glemt det, men jeg kunne stadig huske det. Det havde været min første kærlighed, men det var lang tid siden og det var dengang, nu var vi fjender. Alligevel havde han behandlet mig på en skiftende måde så jeg ikke forstod det. Jeg sov heldigvis roligt, ikke fordi jeg kunne bevæge mig synderligt, fordi jeg var bundet til sengen, men det var også okay, det var bedre en pælen nede i lastrummet. Jeg sov hele dagen stortset, vågnede kort når han kom ind og kiggede efter på kortet hvor vi var også gik han ud igen uden at kigge på mig. Det generede mig lidt, at jeg ikke var tiltrækkende nok for ham. 

Da aftenen kom på sejlede skibet stadig men jeg var vågen, havde sovet ud og havde sovet okay. Han kom ind endnu en gang og to sin røde lange frakke af. og stod nu i en hvis skjorte som var flænset ved ærmerne, ligesom frakken. Han gik hen og satte sig på sengen og så lidt hårdt på mig, jeg tog hurtigt en hård ydre skal på også så han ikke så mig som en sårbar kvinde. Jeg så hans ansigt mimik ændre sig fra hård og kold til lidt mere følsom og kærlig. Kunne han være faldet for mig? Nej vel, han var den eneste der kunne modstå min charme. 

"Har du sovet godt?" sagde han roligt.

Han kiggede stadig på mig mens han sagde det og jeg nikkede, jeg havde sovet fint, jeg var stadig overrasket over hvor følsom han kunne se ud, ikke at han så utrolig følsom ud i forhold til andre mennesker, men i forhold til at det var ham; den hårde kaptajn Gangplank, så var det utroligt hvor følsom han så ud.

"Er du sulten Missy?" sagde han så.

"Så sandt som mit mandskab kan lide rom" sagde jeg bare.

Jeg vidste selvfølgelig godt at jeg havde mistet mit mandskab, men stadig, jeg kunne godt lide at ophæve mig selv som daværende kaptajn. 

"Godt" sagde han bare kort.

Han rejste sig op og gik ud igen, hvad skulle det nu til for? Skulle jeg bare ligge og sulte, var det hans hensigt, det ville være langt mere holdeligt at snakke med det lokale horehus tøser da de pev virkelig meget over deres behandling. Jeg tænker bare; så få et andet liv. Han kom ind igen kort tid efter med en bakke med mad, han satte den over på bordet, uf det var jo totur det her, men så kom han over til mig og bandt mig op, jeg havde genvundet min styrke, men jeg var nysgerrig på hvad han ville, så jeg lod mig bare følge med over til bordet og satte mig ned. Han satte sig overfor mig, jeg var længst væk fra udgangen og mine elskede pistoler. Han tog min tallerken og satte et æble på, det var grønt og så saftigt ud, noget brød og noget kød, han skænkede i mit glas noget vin. Sikke fin og galant han udgav sig for at være, jeg så ned på maden, sulten det var jeg. Jeg begyndte at spise, men fint, for jeg var også i humør til at gøre lidt ud af mig selv, så jeg brugte kniv og gaffel og spiste roligt, små bider, selvom jeg ønskede bare at proppe det hele i munden. 

"Du behøver ikke at spise så pænt Missy" sagde han så grinene.

Var det her sjovt for ham? Jeg brændte af had indeni, også selvom han havde reddet mig for endnu en nat i totur, eller det håbede jeg lidt, jeg rakte bare tunge af ham og spiste videre, ligeså pænt som før. Han selv tog også noget mad og vin og han spiste dog ikke s pænt, men det var meget godt gået af ham at han ikke fik mad i hans skæg, det måtte jeg give ham. Jeg grinte lidt, det mindede mig om dengang han var et lille barn som mig selv, han var altid god til ikke at spilde ud over sig selv. Han så lidt på mig med et løftet øjenbryn.

"Hvad er der så sjovt Missy?" sagde han så.

"Det bare.... hahahaha.... det bare, den gang du var en lille knægt spildte du heller ikke ud over dig selv" sagde jeg grinene.

Jeg fortrød dog hurtigt jeg havde sagt det, for tænk hvis han intet huskede, han kiggede bare lidt på mig, måbene.

"Sara..... Sara Fortune.... er det dig?" sagde han så lidt vantro.

Jeg nikkede bare lidt selvhøjtidelig.

"Jep i egen person, men jeg fortrækker nu Miss Fortune" sagde jeg glad.

Han kunne huske det, han kunne huske det.... Vent... Hvad mere kunne han huske? Kunne han huske det hele? Eller kun bider af det?  Han rejste sig op og skyndte sig over til mig og krammede nærmest livet ud af mig.

"jeg kan ikke tro det er dig... jeg burde dog have regnet det ud... undskyld" sagde han bare.

Jeg forstod ikke halvdelen af det han sagde, og han krammede bare til, måske for at vise sin styrke, men det behøvede han ikke overfor mig, han slap mig så og jeg fik endelig vejret og vi stod lidt overfor hinanden og smilede, han lugtede faktisk ikke så slemt alligevel, eller også havde jeg bare vænnet mig til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...