Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
853Visninger
AA

18. Nu det nu

Jeg kunne mærke det, mine bukser blev våde og jeg panikkede og kiggede op på ham, han fattede først ingenting. Han fattede godt panikken i mine øjne, men forstod ikke helt.

"Hvad er der Sarah?" sagde han så beroligende.

"V...v...vandet er gået" sagde jeg stammende.

Man kunne langsomt se panikken brede sig i hans blik, han smilede lidt, en smule nervøst. Jeg var panisk, rædselsslagen og mit hjerte bankede bare så det ville noget. Der gik ikke særlig lang tid efter vandet var gået før den første ve kom. Jeg skreg som om jeg var blevet skudt igen, det gjorde virkelig ondt. Jeg havde ingen forberedelse på dette. Han begyndte at panikke under mit skrig.

"Sarah... Hvad sker der?" sagde han panisk.

Man kunne godt fornemme han vidste mindre om det end jeg gjorde, det var på en måde sødt, hans uvidenhed, men det var ikke det jeg havde brug for.

"Tag mine bukser af... NU!" sagde jeg til ham lidt bestemt.

Han virkede helt ude af den, men gjorde som der blev sagt, han kæmpede med at få mine bukser af, han rystede en del. Han fik dem dog af til sidst. Det gjorde det ikke bedre at jeg stadig var i livfarer og jeg blødte fra ribbenene på begge sider. Det så ikke lyst ud for mig.

Den næste ve kom og jeg skreg igen, det føltes virkelig som om jeg blev totureret på den værst tænkelige måde. Det var langt fra rart. Man kunne se han fik et chok og så meget bekymret ud, og var det ikke en tårer der banede sig vej ned af hans kind og ned i skægget på ham? Jo det tror jeg. Han var virkelig bekymret, elskede han mig virkelig? Det kunne være den lykkeligeste dag i mit liv, hvis ikke det var fordi jeg var ved at føde og dø på samme tid.

Veerne kom tættere og tættere på hinanden og jeg skreg hver gang, jeg begyndte at presse, for det havde jeg hørt noget om at man skulle, jeg blødte dernede fra, det kunne jeg mærke. Det løb ned mellem mine balder og ned i sengen, jeg vidste ikke helt om jeg var i min eller hans kahyt, men jeg var også rimelig ligeglad. Smerten var uudholdelig, virkelig. Jeg kunne mærke noget var på vej ud, det var smertefuldt. Han undgik at kigge derned, men nogle gange skævede han derned, og man kunne se han blev hvid i hovedet. Jeg kunne mærke jeg var ved at besvime, både af blodmangel og smerterne, med et poppede ungen ud og begyndte at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...