Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
854Visninger
AA

9. Farvel

Da der var blevet lagt til kajen kom han ned, han smilede ikke og så meget hård ud, han rømmede sig og jeg vente hovedet og kiggede ligegyldigt på ham.

"Så det tid" sagde han bare grovt.

Jeg elskede ham og hans grove stemme og jeg syntes ikke længere han lugtede slemt. Jeg ville allerhelst blive, men han ville af en eller anden grund have mig væk. Jeg sukkede og rejste mig op, gik mod udgangen, men så mine pistoler Shock og Awe og åbnede skabet og tog dem ud og satte i mit bælte før jeg trådte ud. Han var lige efter mig og kom ud bag mig. Der var blevet lagt en landbro så jeg kunne gå over uden nogen som helst former for besvær, jeg gik derimod uden at se på ham. Jeg kunne græde, så ondt gjorde det indeni, det var virkelig slemt. Jeg gik bare med løftet hoved og en kold facade mod landbroen, nogen fra mandskabet fløjtede efter mig, jeg havde mest af alt lyst til at skyde dem, men det kunne jeg ikke tillade mig, en person mod mindst tredive var ikke gode odds, så jeg holdte mig pænt tilbage. Da jeg kom ud på landbroen stoppede jeg og kiggede tilbage på Gangplank med et længselsfuldt blik, jeg var ligeglad om de andre så det, det var tilegnet ham. Hans blik var koldt og en smule hadefuldt. Jeg vente mig bare om og forsat gik ned. Jeg gik videre og videre, kiggede mig ikke tilbage, holdte tårene tilbage og ville bare allerhelst så langt væk som muligt. Jeg gik hurtigt, men ikke for hurtigt, jeg kiggede lidt rundt da jeg var kommet ind på land og jeg var her igen Bilgewater.

Jeg gik rundt i havnen for at lede efter mit skib, men det var ingen steder at se. Jeg ledte til tusmørke og så kunne min psyke ikke mere. Jeg ville bare finde et fredeligt sted at græde. Det kunne bare ikke være her, her i offentligheden hvor der var fyldt med mennesker, pirater og prostituerede. Tyve og andet rakkerpak. Jeg gik roligt mod udkanten af Bilgewater, længere ind på land hvis man kunne sige det sådan, jeg skulle bare væk, finde et sted at have ro så jeg kunne græde ud. 

Jeg kom ud af den tætte by og kom til mit barndomshjem som stadig stod tomt, jeg vaklede ind af den åbne hoveddør, forbi det indtørret blod på gulvet, både fra mig og min mor. Jeg satte på mig på trappen til øverste etage også kom de, tårerne. Den ene efter den anden. Havde det hele bare været skuespil fra hans side af? Havde det at vi havde elsket hele natten bare været fordi han trængte til at få noget? Jeg følte mig klam og ulækker, jeg følte mig brugt, jeg følte mig.... knækket. 

Jeg blev der hele natten, bare sad på trappen og skiftevis græd og skiftevis tænkte på ham med et knust men stadig bankende hjerte. Jeg sad bare og kunne se solen stå op, jeg havde ikke fået sovet overhovedet, men det gjorde ikke mig noget, for hvad havde jeg tilbage jeg ville kunne miste? Mit skib var væk og mit hjerte var knust. Jeg rejste mig da op, jeg ville ned og se i havnen om jeg kunne finde mit elskede skib denne gang. Jeg gik med bøjet hoved ned mod havnen igen, folk kunne slet ikke kende mig mere, jeg var ikke Miss Fortune længere, jeg var en lille pige der var blevet knust for første gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...