Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
862Visninger
AA

17. Efter kampen

Jeg lå der i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg var jo bevidstløs, men jeg husker jeg drømte noget mærkeligt. Jeg var på en græs eng, kun græs og blomster så langt øjet rakte og blå himmel med hvide skyer, solen stod højt og jeg sad der, alene. Jeg havde intet imod at være alene, jeg lagde mig ned, ned i det grønne høje græs. Jeg lå bare der og nød det hele, graviditeten var væk, alle bekymringer, selv om ham, Gangplank, var væk.

"Sarah! Sarah!" blev der kaldt.

Jeg blev revet ud af min drøm, men verden, og tilbage til virkeligheden. Jeg vågnede op, øm og træt, stor, tyk og klodset. Jeg kunne ikke bevæge mig, ikke engang sætte mig op. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg lå på slagmarken, blandt lig og sårede, fra begge sider. Jeg prøvede at bevæge mig, men smerten var for stor.

"Sarah! Sarah!" lød det igen.

Jeg havde ingen anelse om hvem der kaldte på mig, men det kunne selvfølgelig også være en anden Sarah der blev kaldt på. Jeg lå bare der og forblødte langsomt, jeg lukkede øjnene kort, men åbnede dem så igen for at se en sløret skikkelse over mig, jeg lukkede dem igen, jeg kunne ikke holde mig ved bevidsthed.

Duften var velkendt og jeg nød den, jeg følte mig tryg. Næsten uden problemer, mit hjerte slog et ekstra slag da jeg genkendte duften og jeg åbnede øjnene og så ind i nogle smukke brune øjne, Gangplank. Jeg vidste da hverken om jeg skulle smile, græde eller være sur. Jeg valgte bare at kombinere de følelser, jeg begyndte at græde, mest over smerten fra mine ribben. Jeg smilede over at han havde brugt tid på at ville finde mig, og jeg var sur over at han ikke kunne have vist mig at jeg betød noget, noget før.

"Rolig, du skal taget det roligt" sagde han mildt til mig.

Han lagde en hånd på min mave, og smilede til mig, han håbede på at han var faderen ligeså meget som jeg håbede på det. Vi kiggede bare hinanden i øjnene i lidt tid, før smerterne tog til, og jeg bed mig i læben. 

Med et skete det, vandet gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...