Sweethearts of Runeterra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg deltager i konkurrencen om at skrive en novelle til mit yndlingsspil som er League of legends.

Miss Fortune er en elsket og hadet person blandt pirater men ingen kan modstå hendes charme bortset for Gangplank, men hvad sker der når hun bliver taget til fange, vil hun dø? Vil hun overleve? Oplever de nogensinde hver i sær ægte kærlighed?

9Likes
9Kommentarer
858Visninger
AA

8. Bilgewater

Jeg vågnede næste morgen og der lå han stadig og sov, jeg smilede for mig selv. Vi lå dejlig tæt og jeg kunne mærke hans hjerte slå roligt og hans åndedræt var tungt. Skibet lå for anker og gyngede roligt, jeg kunne sagtens stikke af nu eller overtage skibet, men der var noget i mig der holdte mig tilbage. Jeg ville egentlig bare ligge her sammen med ham hele dagen, og jeg er normalt ikke den dovne type. Jeg er normalt rimelig aktiv, men lige nu ville jeg bare ligge sammen med ham. Han rykkede lidt på sig og vågnede så, jeg smilede til ham og han tilbage til mig. Han så en anelse træt ud, men det havde også været en lang men fantastisk nat. Jeg tænkte tilbage på det og rødmede en smule, jeg havde stadig den varme fornemmelse i kroppen og hyggede mig rigtigt. Han så ud til at vågne lidt op og satte sig op, ikke mere putteri? Jeg kiggede lidt efter ham, vi havde ligget under det samme tæppe og da han rejste sig op kom mine bryster til syne, det var store runde og faste, hang ikke den mindste smule. Smilede lidt selvglad, han skævede lidt til mig før han så også smilede. Han lagde sig ned og drejede over så han lå oven på mig, jeg smilede lidt og han trængte ind i mig igen. Vi elskede lidt af morgenen til der blev banket på døren, vi blev hurtigt færdige. Tog tøj på og kom så ud på dækket, mit hår var en anelse uglet men bølgede stadig smukt. Jeg gik op og han havde allerede taget styringen og sat sejl mod havnen, jeg kunne se land forude så der var ikke så langt igen. Vinden var dog ikke så stærk i dag som den anden dag. 

"Hvor langt er der til vi er i havn?" sagde jeg så lidt uroligt.

Jeg ville egentlig ikke væk fra ham, men ville gerne vide hvor lang tid jeg havde med ham, for jeg kunne ikke længere undgå det, men jeg var blevet skudt af kærlighedens pistol og jeg havde nu kun øjne for ham, men var det gengældt, det vidste jeg desværre ikke helt. 

"Vi kan være der om en halv dag" svarede han groft.

Jeg gik hen til ham og lagde armene om ham og håbede på han godkendte det, men nej han tog mine hænder og flyttede dem, nogen fra mandskabet grinede lidt og han sendte mig et ondt blik. Jeg forstod godt hentydningen. Jeg følte mig såret indeni og stillede mig lidt fra ham og kiggede ud over dækket, men jeg fik det simpelthen for dårligt og gik så ned i kahytten og lukkede døren efter mig. Jeg satte mig i en stol og kiggede ud af vinduerne hvor man kunne se havet. Jeg havde aldrig følt sådan om en person før og det gjorde helt ondt indeni. Jeg skulle dog kun holde ud en halv dag mere også ville vi være fjender igen og smerten ville forhåbentlig gå væk. 

Jeg ventede dernede det meste af dagen og smerten tog kun til, jeg tog mig i at græde et par gange, dog lydløst, og jeg tog mig i at tænke at jeg intet betød for ham. At vores elskovsagter havde været ren skuespil for ham. Jeg tog mig i at hade ham en smule, men så på den anden side kunne jeg ikke rigtigt, sådan var det jo med kærlighed. Jeg kunne med et se at vi var kommet ind i havnen og mændende var i gang med at ligge til. Det her ville være det sidste farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...